Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

INDLEDNING

Efter således at have opridset vigtige elementer i de problematikker, som styrer henholdsvis kapitallogikken og Epistemologien, skulle det være muligt at gøre den implicite konfrontation mere konkret; d.v.s. eksplicit tage fat omkring de ækvivalerende elementer i de to diskursformationer. Det kan være hensigtsmæssigt at adskille isotoper og forskydninger rent fremstillingslogisk, men rent argumentationsteknisk er det vanskeligt, fordi isotopien – den betydningsækvivalente størrelse – næsten uden undtagelse fører direkte over i en betydningsforskydning. Vi må derfor lade diskussionen pege mod forskydningerne, da det ikke er teoretisk befordrende at lade modsætningerne udlignes. Det er selve forskydningerne, der er interessante for en marxistisk strategi, fordi det i den fase bliver muligt at vurdere, hvorvidt valget mellem de to aktuelle anvisninger bliver et enten-eller. Er den symbiosestrategi, som vi anbefalede i første del, en illusion?

Fremstillingens centrum er ikke en respektfuld hensyntagen til andre synspunkter længere, men en egentlig dialog mellem to teoridannelser, som har det samme mål: En frugtbargørelse af den marxske teori som forståelsesform for den borgerlige virkelighed. Hvor langt kan man følges i denne intention. – hvor skilles vejene? Dette spørgsmål skulle bære den videre fremstilling.

Schanz har en formuleret opfattelse af dette spørgsmål, idet han om den althusserske reformulering hævder, at »denne reformulering, skønt den i vidt omfang har fornemmet forfaldshistorien, og således plæderer for ‘Lire le Capital’ som en forudsætning for en virkelig forståelse af den marxske teori, ikke desto mindre selv på afgørende punkter må anses for et forfaldsprodukt, da den, i stedet for at forsøge at genvinde grundbestemmelserne i kritikken af den politiske økonomi, tror, at justeringen kan finde sted igennem en reformulering, hvor intentionen er, at få oprettet en marxsk filosofi, primært forstået som teorien for vidensproduktion«.[1] Hvad enten man nu er enig med Schanz i denne formulering eller ej, så anslår den ganske klart, hvor diskussionsfladen befinder sig; nemlig mellem at ‘genvinde grundbestemmelserne’, og det at ‘justeringen’ skal ske i kraft af en bearbejdende[2]eksplikation. Selve justeringsintentionen er det fælles element, som overhovedet muliggør en dialog – et fælles element, som straks fører bort fra isotopien mod forskydningen.


[1] Schanz: »Til rekonstruktionen …«, p. 84.

[2] Der er igen forskellen på reformulering og rekonstruktion der spøger. For at forstå Althussers teorihistoriske behandlinger er det nødvendigt at focusere på det historiebegreb, som bestemmer den behandling. Når Althusser taler om at konstruere det videnskabelige begreb for filosofihistoriens tid, er det Freuds historiebegreb, som spøger i baggrunden: Hvad er psykisk tid? I drømmen er den abstrakte tidsnorm elimineret, og et andet tidsbegreb eller et fraværende tidsbegreb gør sig gældende; – på denne måde er der en analogi mellem drømmearbejdet og det teorihistoriske arbejde: Når drømmearbejdet returnerer til ‘den første lidelseshistorie’ er det præcist i bearbejdet form – ikke til oplevelsernes autentisitet – (det er det Freud reflekterer, når han bliver klar over, at han ikke kan stole på patienternes fremstilling af forførelsesscenerne dvs. begrebet om »Nachträglichkeit« og »Erinnerungsarbeit«). På samme måde kan Althusser ikke forestille sig en rekonstruktion af en autentisitet, men en reformulering (en (drømme)bearbejdning), som ikke kan lade være med at spekulere over psykoanalysens og lingvistikkens aktuelle scene.