Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

INDLEDNING

Vi skulle nu være nået så vidt i komparationen, at det bliver muligt at kommentere det interaktionsfelt. som måtte eksistere teorierne imellem – dvs. afslutte et tilsyneladende skizofrent projekt. Det er vores tese, at der eksisterer korrelationer, som vil kunne virke befordrende for en marxistisk analysestrategi og medvirke til en politisering af det videnskabelige arbejde. Da vi vil afholde os fra mixturen må de korrelationer, som vi vil opsøge, ikke være invaliderende på diskursernes integritet. Der kan ikke være nogen pointe i at smadre teorierne for at producere en eklektisk bastard som teorién.

Vi forestiller os ikke, at det skulle være muligt at levere teorién for det videre arbejde i dette skrift; vi forsøger som sagt i al beskedenhed at bidrage til en diskussion, og vil sørge for, at denne ikke er afsporet i starten. Der er ikke god mening i, at to teoridannelser – som fra hver deres synsvinkel (vej) – støder frem til omtrent identiske problemstillinger, indfører en krigstilstand.

Nu taler Althusser om at drage demarkationslinier, men en demarkationslinie mellem kapitallogik og Althusser ville i den konkrete situation være absurd. I den konkrete situation må man vurdere klassealliancer, og den klassekamp som føres i teorien – som et moment i klassekampén – må betjene sig af teorialliancer; selvom filosofien er nuancernes kunst, findes der enten-eller kategorier, og den aktuelle situation kræver en alliance. Man må bruge sin teori i kritikken af det borgerlige samfund, men man kan problematisere, hvorvidt en alliance er nødvendig – er det overhovedet en modstander?

Modstanderen findes måske ikke som definerbar position, (den herskende klasse kan vel heller ikke identificeres med specifikke personer) men som modstandsblok; denne blok udgøres dels af den herskende teori – den borgerlige teori; samt dels af såkaldte »marxistiske ansatser«, som inhærerer humanister, økonomister og empirister. Disse modstandere vil indtage feltet, hvis den teoretiske marxisme ikke formår at overskride de umiddelbare udsigelsesskranker. Disse fronter må tages i betragtning inden man ryger hovedkulds ind i en hovedløs polemik. Den foreliggende fremstilling skulle have dokumenteret, at en dialog kan være relevant; – ikke som et historisk kompromis, men som en dobbelt strategi.