Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Iøjnefaldende konsumtion – – om Thorstein Veblen

Thorstein B. Veblens bog “The Theory of the Leisure Class” udkom første gang i 1899. Den er hans første større udgivelse, og den sammenfatter de væsentligste af de ideer, som Veblen tidligere havde formuleret i en lang række artikler i videnskabelige tidsskrifter, og bogen indeholder tillige i kimform alle de pointer, som Veblen siden skulle uddybe og skrive hele bøger om. Som titlen antyder, forsøger Veblen i dette værk at udarbejde en generel teori om “den ikke-produktivt-arbejdende klasse” eller “den arbejdsfrie klasse” eller “fritidsklassen”. Det er nødvendigt med sådanne omskrivninger, da der ikke findes et fuldstændigt ækvivalerende ord til “the Leisure Class” på dansk. Veblen henviser til, at fritidsklassen som institution er bedst udviklet i det feudale Japan og det feudale Europa, hvor man håndhævede klasseskellene meget strengt; men det er hans opfattelse, at man fra et sociologisk synspunkt kan finde en fritidsklasse på flere kulturtrin i historien. På tværs af historien kan man tale om en klasse, som er fritaget for produktivt arbejde, og det er præcis denne ‘fritagelse’, som er det økonomiske udtryk for klassens overordnede position i samfundet. Fritidsklassen omfatter – ifølge Veblen – adelskabet og præsteskabet (i forskellige historiske variationer) samt en stor del af deres hjælpere. Klassen kan historisk gøre mange forskellige ting, men de forskellige varianter har alle det fælles økonomiske træk, at de er uproduktive. Veblen inddeler disse ikke-produktive overklassesysler i statsstyre, krigsføring, religionsdyrkelse og sport. Den klasse, som kan beskæftige sig med krig, politik, sport, undervisning og præstegerning, er ikke produktiv, og ifølge Veblens historisk-antropologiske synsvinkel består den arbejdsfrie klasse oprindeligt af mændene i det primitive barbarsamfund, idet praktisk talt hele spekteret af produktive beskæftigelser er en videreføring af det, som de primitive samfund karakteriserer som kvindearbejde. Med ‘fritid’ sigter Veblen med andre ord ikke til dovenskab eller skulken fra arbejde, men til at tiden forbruges ikke- produktivt. Dette indebærer naturligvis, at andre må forbruge tiden produktivt, men den arbejdsfrie anser det produktive arbejde for at være uværdigt. Den arbejdsfrie klasses ikke-produktive forbrug af tiden er et udtryk for klassens pekuniære evne – altså dens økonomiske mulighed for at bekoste sig et liv i uvirksomhed. Tiden må for alt i verden ikke forbruges nyttigt og økonomisk

rationelt. Dermed bliver den arbejdsfrie klasse en dødvægt af konserverende tilsnit.

Den arbejdsfrie klasse er et arkaisk element, som overlever i forskellige varianter i kulturhistorien. Veblen forestiller sig, at fritidsklassen er vokset gradvis frem i overgangen fra primitiv naturfolkskultur til barbariet, og det vil sige i overgangen fra en fredsommelig til en konsekvent krigerisk kultur. Her knytter Veblen an til en almindelig forestilling fra sidste halvdel af det nittende århundrede, nemlig opfattelsen af samfundet som en organisme og forestillingen om kulturhistorien som en udviklingsrække. Denne idé kan man finde hos Comte og Hegel, men også hos Marx og Spencer, hvor Darwins evolutionsidé får betydning for socialfilosofien. Den direkte anledning til Veblens kategorier finder man hos den amerikanske antropolog L. H. Morgan, hvis værk om “Ancient Society” fra 1877 fik en skelsættende betydning også for Marx og Engels. Veblen skelner mellem vilde samfund, barbariske, kvasi-fredelige barbariske samfund og civilisation.

Fritidsklassens opkomst daterer han som sagt til overgangen mellem det vilde samfund og barbariet; men for at en distinkt fritidsklasse kan opstå, må der være to vilkår tilstede. For det første må samfundet have det, Veblen kalder en røverisk livsform – det vil sige, at man lever af krig eller storvildtjagt eller begge dele, hvilket betyder, at man er vanemæssigt indstillet på at påføre andre skade med vold eller list. For det andet må de materielle livsbetingelser være så tilpas sikre, at en betydelig del af samfundet kan fritages fra at beskæftige sig med rutinemæssigt arbejde. På denne baggrund er fritidsklassen som institution en fortsættelse eller forlængelse af det klassiske diskriminerende skel mellem forskellige gøremål, hvoraf nogen bestemmes som værdige og andre som u værdige. Dermed kan den værdige beskæftigelse karakteriseres som udnyttelse af andre. Alle anstrengelser, som tager sigte på at forøge rigdommen ved at udnytte det ikke- menneskelige miljø, klassificeres imidlertid samlet som produktiv virksomhed i den økonomiske videnskab, hvorimod menneskenes tvangsmæssige udnyttelse af andre mennesker ikke betragtes som produktiv virksomhed. Ifølge Veblen er det denne sidste tvangsmæssigt udnyttende ikke-produktive virksomhed, som samfundet omgærder med værdighed, og denne værdisætning finder Veblen som antydet allerede i barbarsamfundets arbejdsdeling mellem mandsarbejde og kvindearbejde, idet mandsarbejdet ikke kan kaldes produktivt og snarere er en tilegnelse af værdier med magt. Kvindearbejdet er uværdigt for manden, da det ikke medfører en opvisning af mandlige dyder.

Veblen argumenterer for andre dyder; han argumenterer for kvindernes arbejde, slavernes arbejde, den arbejdende befolknings arbejde kort sagt for det produktive arbejde og imod den ikke-produktive virksomheds opvisning af rigdom og magt, som han finder økonomisk urationel. Veblen bekæmper fritidsklassens dødvægt ved at demonstrere, hvorledes den er en hindring for den mest effektive organisation af industrien. Fritidsklassens forbrug er en reduktion af samfundets økonomiske effektivitet.

Op imod forbrugets dødvægt sætter Veblens “the instinct of workmanship” – dygtighedsinstinktet – som han hævder findes hos alle mennesker, selvom det giver sig forskellige udtryk. Hos “den produktive” kommer det til udtryk som en tilbøjelighed til at se med velvilje på produktiv effektivitet, som er til nytte, og hos “den ikke-produktive” viser dygtighedsinstinktet sig derved, at uanset hvor sløsagtig en bestemt udgift kan være, så må den i det mindste have en fantasifuld begrundelse i en angivelig hensigt. Det fælles træk er med andre ord hensigtsmæssigheden, og det er i dette fænomen, Veblen lejrer sin beherskede optimisme med hensyn til den industrielle udvikling. Som mange andre samfundsteoretikere ved århundredskiftet arbejder Veblen således med en instinktteori og med ideen om, at institutionerne – der er det sociologiske udtryk for stivnede adfærds- og tankeformer – ikke i længden kan bomme op for instinkterne, som vil udrense ikke-hensigtsmæssige institutioner. Også hos Veblen er instinktteorien koblet sammen med raceantropologiske overvejelser, men han var ironisk nok modstander af de blonde krigeriske rov- og magtinstinkter. Racelitteraturen fik betydning for diskussionen af ønskelige og ikke ønskelige indvandrere til USA og dermed for immigrationslovene fra 1920, som diskriminerer til fordel for “det nordiske”. I de samme år blev der imidlertid sat stærkt ind mod brugen af instinktbegrebet, dets biologiske fundering og dets anvendelse i socialvidenskaberne.

Den klassiske økonomiske teori er en lære om de menneskelige behov og dækningen af dem fra et nyttesynspunkt. Økonomisk værdi bestemmes som ophobet arbejde eller som et forhold mellem udbud og efterspørgsel eller mangel. Veblen interesserer sig imidlertid for noget helt andet end nytte og mangel. Han interesserer sig for noget, den klassiske økonomi så bort fra, nemlig varernes, værdiernes og forbrugets sociologiske betydning. Han retter dermed sin interesse mod overflodens område og søger ikke hele tiden de nedre grænser for økonomisk adfærd. Han analyserer de befolkningsgrupper, som har mere end nok til livets ophold; men han undersøger ikke deres produktive forbrug i skabelse af varer og investeringer, men deres unyttige forbrug, som de har til hensigt at imponere andre med. Rigdommen skal ikke først og fremmest forøges men stilles til skue, således at den bliver synlig for de andre, og det er på denne baggrund, Veblen undersøger menneskehedens mangfoldige variationer af ødselhedsteknik- ker: Iøjnefaldende, unyttig forbrug af tid og varer.

I den kulturelle udvikling falder opkomsten af en ødslende arbejdsfri klasse sammen med den første private ejendomsret. Veblen forestiller sig, at den tidligste form for ejendomsret er de modne mænds ret til samfundets kvinder. Den oprindelige årsag til erobringen af kvinder kan have været deres nytte som trofæer, og skikken med at røve kvinder gav ophav til en form for ejendomsægteskab, som lagde grunden til patriarkatet. Ejendomsretten til kvinderne udvides til ejendomsretten til deres produkter. Veblen anskuer altså ikke kampen mellem mennesker om at besidde materielle værdier som en kamp om eksistensen, men anser kampen for at være en prestigekonkurrence. Det dominerende incitament var fra første færd ikke eksistensminimummet, men det kvalitative særpræg, som rigdom indebærer, og ikke på noget senere stadium af udviklingen har et andet motiv (andet end midlertidigt og undtagelsesvist) indtaget førstepladsen – hævder Veblen. Ejendomsrettens oprindelige fase er karakteriseret ved ukompliceret tilegnelse gennem røvertogter, og den går over i næste fase med en begyndende organisering af arbejde, der er baseret på privat ejendom (slaver). Efterhånden som organiseret arbejde fortrænger jagt og rov, erstatter akkumuleret rigdom gradvist i stigende omfang røverlivets trofæer som det konventionelle udtryk for magt og fremgang, og det betyder, at besiddelsen af ejendom nu bliver det mest iøjnefaldende vidnesbyrd om succes. Ejendommen bliver det konventionelle grundlag for agtelse. Gennem et videre raffinement bliver rigdom, som man har opnået passivt ved overføring fra forfædre og forgængere, snart endda mere ærefuld end rigdom, som besidderen har skaffet sig ved egne anstrengelser. Således bliver rigdom også nødvendig for selvrespekt, og det er uhyre tilfredsstillende at eje lidt mere end andre, og tendensen går derfor i retning af at gøre den aktuelle pekuniære standard til udgangspunkt for en ny rigdomsforøgelse, da alle er indviklet i kampen om pekuniært renommé.

Forholdet mellem arbejde og værdighed har ændret sig i det tyvende århundrede, men Veblens overvejelser kan få en ny aktualitet i og med fremvæksten af den moderne fritidskultur i efterkrigstiden. (1983)