Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

IV: Engagementets stivnen

I al almindelighed må man anføre, at hangen til utopien er en erstatning for aktuel handling. Det er en simuleret tilfredsstillelse, som dog ikke er problematisk af denne grund, men fordi den lukker for den aktuelle provisoriske politik. Utopien (og dens skyggefænomen: nostalgien) er i bund og grund artikuleret ud fra en uformåen: den manglende evne til at udholde nuet.

Når denne uudholdelighed producerer en historisk fantastisk idé om en overskridelse af det uudholdelige – og dermed bliver investeret i nuet – så virker nuet som afsæt; men i den konstruerede utopi fortrænges det aktuelles realitet. Det er med andre ord ikke i en hang til overskridelse (i en utopisk eller nostalgisk hang), at man kan anføre utopiens tendentielle politik-blokerende funktion, men det er tilfældet, når den provisoriske politik erstattes af nydelsen ved den detaljerede konstruktion.

Den fortrængning af nuet, der indfinder sig i den konstruerede utopi eller den genkendte nostalgi (og altså ikke i overskridelsen som sådan, ikke i hangen til ‘noget andet’!), er et andet udtryk for engagementets krise.

Når spørgsmålet om alternativets ønskværdighed dukker op, så dukker også krisen i engagementet op. Ikke blot i form af grundlæggende refleksioner over ønskværdigheden, men i form af af-ståen fra handling, i form af utopisk konstruktion.

Engagement kan give anledning til konstruktion af alternativet, som så igen strømmer tilbage som energi for et egentligt handlingsengagement. Oprindeligheden i denne cirkel ligger i det restringerede engagement. Engagementets stivnen har imidlertid en række årsager, og skal ikke kun søges i alternativets problematisering. I den aktuelle strategi er der en lang række socialpsykologiske forklaringer, der har en opklaringskraft, som ikke er særlig flatterende for det venstre-intellektuelle engagement som sådan.