Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

IV: Hvad er det politiske: Magtens fysik?

Bemærkninger af denne art er imidlertid helt afhængig af én ting: Muligheden af at identificere “det politiske”. Her er vi måske ved den aktuelle korsvej, for hvad er egentlig politisk, og hvori består “det politiske”?

Det paradoksale består i, at man må opfordre til den provisoriske politik samtidig med. at man må indlede undersøgelser af, hvori det politiske egentlig består i dag. Nu er det jo noget af en tilsnigelse at sige, at “man” ikke ved, hvori det politiske består, for der findes et utal afbud på dette spørgsmål: Men tiden er måske inde til, at man tager problemet frem på ny og ikke stiller sig tilfreds med klassiske besvarelser og retningslinier. Hvis “det politiske” er stivnet til institution, så kan man antyde en institutionsanalyse af det politiske[1].

Når alt kommer til alt, så er der faktisk centrale refleksioner, om end blot sidefænomener, i den tyske socialisationsteori og den franske diskussion omkring Magten – det vil sige i den socialisationskritiske diskurs. I disse diskurser er der tale om vigtige diskussioner af “politikkens steder”, af “magtens steder”, og deres mulige forandring i senkapitalismen. Det interessante ved disse diskurser er ikke deres implicitte marxismekritik, men deres refleksioner over forandringer i “det politiske”. I universitetsmodens hastige svingninger er temaet i den socialisationsteoretiske problematik i en vis udstrækning vendt fra en demonstration af resistenspunkter til en diskussion af behov[2], og dette er en tangent, som fører væk fra den franske magtkritik og de analoge elementer i socialisationsteorien. Når man vil sætte det politiske og institutionen i centrum, må man følge en anden tangent.

Når der opfordres til den evige provisoriske strategi, så ligger den tese snublende nær, at “alt er politisk”. Samtidig med denne tese indfinder der sig naturligt en association om sammenhængen mellem det politiske og det seksuelle, for alt er jo samtidig seksuelt[3]. Fejlen i disse associationer ligger nærmere ved “alt” end ved sammenstillingen mellem det politiske og det seksuelle, mellem magten og begæret, men man burde måske se lidt nærmere på politikkens allestedsnærvær, på politikkens metafysik. Man kan indledningsvis antyde, at politikken er betegnelsen for kampen om “magten” i samfundet, altså et andet navn for Magten, “det konfliktuelle”. Det politiske problem er konflikten, oprøret. Den politiske teori er den disciplin, den diskurs, som handler om, hvordan man hindrer (eller propagerer), behersker (eller bemestrer) oprør. Det egentlige problem er Magten.

Hvis problemet om en bestemmelse af “det politiske” og dets eventuelle forrykkelse i sidste instans er Magtens problem, ja, så står man over for en deprimerende og uoverskuelig opgave, men den provisoriske politik er ikke desto mindre afhængig af sådanne overvejelser. Det uoverskuelige må ikke føre til, at man blot accepterer kendte løsninger[4].

Magtens problem kan i bred almindelighed formuleres som spørgsmålet om Magtens Fysik, magtens værensformer, magtens status i de mellemmenneskelige relationer. Dette involverer altså også spørgsmålet om, hvorvidt magt er et grundforhold i sociale relationer, og dette kræver igen en nærmere bestemmelse af alle tre led – altså af såvel en bestemmelse af Magt, som en bestemmelse af grund forhold, som af begrebet sociale relationer.

Det er derfor nødvendigt at bestemme magt i forhold til andre kategorier eller specifikationer såsom herredomme, undertrykkelse, styrke, vold, konflikt, krig etc.

En bestemmelse af “grund forhold” er en diskussion af magtens eksistensformer, magtens fysik: Magtens metafysik betegner ideen om, at magten omslutter alt som en værenssubstans, som grund, så hvis dette er magtens sted, så bliver det klart, at magten ikke kan ophæves, samt at den som et uomgængeligt grundforhold fører over i pessimismens position. Magtens makrofysik betegner ideen om, at magten eksisterer i Loven, Kontrakten, Institutionen – i de traditionelle politiske institutioner og statsapparatet. Magtens mikrofysik betegner eksistensen i det små, i indskriften på kroppen, i forestillingen, i kodificeringen af tiden etc. Forskellige bidrag til diskussion afmagten har fokuseret på forskellige eksistensformer, men problemet (magtens fysik) må bestå i at optrævle det net, det væv, som cirkulerer og stofskifter mellem eksistensformerne – det vil sige en Magtens histologi[5] i modsætning til magtens anatomi.

Endvidere er det nødvendigt at identificere de sociale relationer for at bestemme, om magten involveres i sociale strukturer som sådan, eller om der er involveret magt i nogle strukturer og ikke i andre. Dette kræver analyser for eksempel afkommunikationsstrukturer, æstetiske relationer, normative strukturer osv., men det kræver i samme ombæring en analyse af det, magten hænger sammen med – det være sig staten, samfundet, gruppen, jeg’et, kønnet, normen eller hvad ved jeg.

Dette væv kan næppe analyseres i bred almindelighed, men de diskurser, der har leveret oplysende materiale, antyder en relevant indfaldsvinkel, og denne indfaldsvinkel er Friedrich Nietzsches kulturpsykologi. Den aktuelle magtanalytik er en renaissance for Nietzsches filosofi.


[1] En sådan analyse kan tackles over to temaer: dels repræsentationen og dels organisationen. Med repræsentation tænker jeg ikke så meget på “det repræsentative demokrati” som på det at repræsentere overhovedet, repræsentere en anden realitet, i det politiske spil. Har Socialdemokratiet for eksempel sin valeur i relation til den arbejderklasse, den hævder at repræsentere eller i modsætningsforholdet til de andre partier? Det politiske er blevet en selvrefererende sfære, og det politiske parti har fået en ny “betydning”. Med organisation sigter jeg til denne ændrede partibetydning. Hvis det politiske er blevet en “simuleret realitet”, så er det spørgsmålet, om subversiv politik overhovedet kan tænkes i disse kategorier længere. Det politiske partis død er imidlertid ikke blot et spørgsmål om en anden organisationsform, og dette er et af de store politiske problemer, for politiske uenigheder får ofte karakter af organisatorisk uenighed; politik er ikke organisation, og det er en af årsagerne til, at anarkismen ikke repræsenterer et overskridende alternativ til leninismen.

[2] Oven på den tyske socialisationsteoris påpegning af resistenspunkter imod kapitalistisk integration er der igen skabt rum for en diskussion af antropologiproblemet. Dette har på forskellig vis sat behovsdiskussionen i centrum. To af de mest centrale referencer har som omtalt (kapitel 1, afsnit Vil og VII) været Heller og Seve. I det borgerlige samfund udvikles et behovssystem, og systemet som sådan er irreversibelt på samme måde som individualiteten er irreversibel, om end ikke i dens borgerlige form. På denne vis kan behovssystematiseringen tilsyneladende overtage socialisationsproblematikken.

[3] Jf. kapitel 3. Anelsen om denne sammenhæng skaber megen dårlig samvittighed på venstrefløjen: Hvordan være politisk i døgnets 24 timer? – en absurd konflikt.

[4] Jeg anmoder kort sagt om lidt tålmodighed, mens jeg anslår forskellige tangenter.

[5] Med histologi vil jeg bidrage til den almindelige stilforvirring, som præger vor tid. En stilforvirring mellem græsk og latin, mellem udtryk, indhold og denotation. Betegnelsen skal stå dels for magtens “historie” og dels for en karakteristik af magten som et væv, man får viden om som histolog. Det gælder om at studere legemernes (menneskers og samfunds) væv, deres hud, det, der holder legemerne sammen, og ikke deres grundliggende strukturer (anatomi) eller deres funktionsmåder (fysiologi).