Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

IV: Idræt og konfliktbeherskelse

Lad os vende tilbage til sporten. Enhver ved i dag, at sporten er en form for politik, og det kan foresvæve én, at politikken måske bare er en fredelig form for krig eller konflikt. Vort samfund er gennemsyret af teknikker, som skal undgå, at konflikterne kommer til direkte udtryk. Samfundet er gennemsyret af ensretningstendenser (homogeniseringstendenser), af nivelleringstendenser, som vil bestemme det normale ud fra det, der er forskelligt derfra.

For at ensretningstendenserne skal lykkes, må de suppleres af en viden om, hvordan en normalitetsvidenskab kan beherske det afvigende, det uregerlige, og hele tiden forsøge at passe det til, socialisere det. Til disse beherskelser svarer en række videnskaber (politologi, pædagogik, psykologi) – altså discipliner eller beherskelseskunster.

Vi er alt for vante til at forstå ensretning som indoktrinering. Man giver folk bestemte normer, synspunkter og vaner. Men denne ensretning af forestillingen er blot en af forskellige homogeniseringsformer. At ensrette forestillingen er kun en speciel form for ensretning, og denne form indgår i forskellige kombinationer med to andre, som retter sig direkte mod kroppen.

Ensretningen af kroppen har været overset til fordel for ensretning (ensartning, homogenisering) af forestilling og bevidsthed. Man har interesseret sig så meget for sjælen og så lidt for kroppen. Det hænger sammen med den dualisering, jeg lige har beskrevet: Man har klaret konflikten mellem polerne i dualismen ved at fortrænge hele den ene side, men derved forsvinder konflikten jo ikke (om end den altså er behersket).

Sjælen har som sagt været brugt som kontrol over kroppens kræfter. Man har interesseret sig for denne kontrol, fordi kroppen er uregerlig og dermed farlig, det vil sige uforudsigelig. Det er da heller ikke tilstrækkeligt at have hånd i hanke med sjælen, og derfor søger man på anden vis at sætte ind over for kroppen. Det sker ved hjælp af to andre teknikker: dels en direkte indskrift på kroppen (afretning) og dels ved hjælp af nøje foreskrifter for kroppens bevægelser i tid og rum.

Disse former er lettest at eftervise i vore skoler, fabrikker og fængsler, men mon ikke også de kan efterspores i sporten?

Disse tre homogeniseringsformer (afretning af forestillingen, indskrift på kroppen, foreskrifter for forbrug af tid og rum) indgår i forskellige kombinationer og koalitioner i sporten eller idrætten. Vi vil forstå idrætten som kropskunst i en dobbelt betydning af ordet kunst, nemlig dels som genstand for æstetisk nydelse og dels som nydelsen ved at-bemestre-den-mindste-detalje (kunsten at elske, kunsten at dit og dat).

Den måde, hvorpå vi priser det smukke, sunde, unge legeme, er et led i en homogeniseringsprocedure. Selve æstetikken er involveret. Forestillingen og indskriften (indoktrineringen og afretningen) indgår her i en koalition sådan at forstå, at det nu ikke er en bøddel, der amputerer legemsdele, men at man selv frivilligt udfører amputationer. Amputationerne er nemlig ikke forsvundet; de er nu blot så selvfølgelige, at vi ikke bemærker dem.

Æstetikken kombinerer beherskelsen af detaljen og et skønhedsideal. Vi opdager først, at æstetikken er voldelig, når vi ser de absurde resultater, som for eksempel de tidligere kinesiske overklassekvinders liljefødder, som var indbundet fra barnsben – men hvor mange vesterlandske skomoder har ikke produceret lignende deformationer af tæer? Sådan kan man blive ved i det uendelige med at remse op og markere, hvorledes ensretning ikke kun sætter sig igennem over for sjælen, men også over for kroppen.

Hele kropsplejen finder ind her, og æstetikken bliver kosmetik (æstetikteknologi) – og den har barbariske former. Tænk blot på, at nogle kvinder tidligere på grund af den slanke taljes æstetik finder på at få bortopereret det nederste sæt ribben, hvis korsettet ikke var tilstrækkeligt. Men i grunden er det det samme, der foregår, når vi plejer hud, hår, former, muskulatur (hvad der selvfølgelig samtidig indicerer, at det ville være latterligt at vende sig mod kropsafretning; det, der kan diskuteres er formen for afretning!). Den ønskværdige holdning er nemlig to ting, dels indstilling og dels statur.

Afmagringskure og body-building er klare eksempler på holdningstilpasning – og her er overgangen til idrætten jo glidende.

Body-building er jo helt på linie med den såkaldte ekspressive idræt, hvor man tillige bedømmer det kunstneriske indtryk og dermed underlægger idrætten den æstetiske dimension af beherskelse og nydelse. Begge dele vender tilbage som ideal-afretning. I den ekspressive idræt er det beherskelsen af detaljen, der står i centrum. Den konflikt, der findes her, består mellem det beherskede og det, som endnu ikke er behersket, og det være sig nok så lille en muskelfunktion. Modstanderen er mindre de andre end det, som endnu ikke er regeret!

De såkaldte c.g.s.-idrætter (altså dem, der kan måles i et ydre resultat, i en ren kvantitet – i centimeter, i gram, i sekunder) er underlagt den teknik, som vi kaldte for foreskrifter for tid og rum, for udfyldelse af tiden. Her er den mindste bevægelse involveret mod et kvantitativt mål. Den konflikt, der findes i denne afdeling, er blevet til en indre konflikt hos den enkelte (som det er tilfældet med så mange af de sociale konflikter i vort samfund). Der er en tidsøkonomi på tale, som modsvarer den almindelige tidsøkonomi i vort samfund, og denne form for idræt er den, som lettest medvirker til en stabilisering af normer, som er gældende. Man genkender præstationsprincippet. Egentlig har man løsrevet sig fra konkurrencen, som er en gammeldags form, der mister sit symbolske indhold. I præstationen er konflikten blevet individualiseret konflikt, hvor man kæmper mod sig selv i form af stopurets rene kvantificering. Det symbolske indhold i konflikten er blevet en ren abstraktion.

I tvekampen eller kappestriden er det symbolske indhold imidlertid til dels bevaret. Der er tale om en konfliktform, som oprindeligt repræsenterede et socialt modsætningsforhold, men som stadigvæk er åben for symbolisering. Konflikten kan fortolkes og tilkendes et socialt indhold. I tvekampen kan man gennemskue den forlængede krig (j f. sportsdiplomati og olympiader). Kappestriden er ikke kun stabiliserende, for den er et konfliktmedium, som også har subversive sider. Den er manifest konflikt med mulighed for fortolkning.

Med disse abstrakte bemærkninger har jeg villet antyde, at opdelingen af idrætten i ekspressive, c.g.s.-idrætter og tvekampe (som jo er foretaget på et helt andet grundlag) måske også kan forfølges som kombinationer af tilpasnings- eller magtformer.

Kropskunsten er involveret i det samfundsmæssige konfliktmønster, og idrætten er som sådan et meget avanceret konfliktmedium.

Hermed vil jeg ingenlunde konkludere, at sporten er reaktionær. Den har klare subversive dimensioner, som måske kan indtages og anvendes, men netop ikke beherskes. Et af de vigtigste træk er ganske enkelt, at udfaldet af konflikten ikke er forudbestemt, og dette giver sporten en subversiv usikkerhed i modsætning til andre kunster (ballet, skuespil, som jo også udspiller konflikt, udtrykker en detaljebeherskelse og er genstand for æstetisk nydelse). Disse andre kunster er imidlertid bundet til en speciel repræsentation, og dermed har de ikke sportens fundamentale flertydighed (polyvalens, har jeg kaldt det andre steder). De er nemlig bestemt af en koreograf eller en instruktør!

Jeg tror, at det er denne uberegnelighed, flertydighed, u-gentagelighed, mulighed (kort og godt: Polyvalens), der gør sporten radikal subversiv. Men der er naturligvis andre dimensioner af tilsvarende karakter, selve kampen, den mulige solidaritet og sikkert meget andet.