Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

IV: Magtkritik

I visse til fælde kan betegnelsen “magtkritik” imidlertid forekomme mindre heldig. For det første sætter den let endnu et søm i den ligkiste, som indeholder det marxske kritikbegreb: Ved at producere den ene kritik efter den anden (socialisationskritik, civilisationskritik, behovskritik, magtkritik etc.) risikerer man at udvande det afgørende ved det marxske kritikbegreb til forskel fra andre kritikker[1]. Det må derfor præciseres, at det ikke er magten som sådan, der står til kritik (på samme måde som det ikke er produktion som sådan, der står til kritik hos Marx, eller socialisation som sådan, der står til kritik i andre diskurser). Det er hele tiden former for og relationer omkring magt, produktion, socialisation, civilisation etc., der fremstilles og kritiseres gennem samme fremstilling.

For det andet er det ikke nogen anvendelig strategi for de kritiske analyser blot at lade de borgerlige vidensdiscipliner definere rummet for de kritiske diskurser, og det er tilfældet, dersom disse fremstilles i form af rene moddiskurser eller kritikker svarende til etablerede diskurser. Det gælder om at producere anderledes diskurser, som ikke er determineret af gamle fronter og reservatpositioner, og derfor kan og må der heller ikke etableres et hierarki af diskurser.

For det tredie selvstændiggør magtkritik sig let kontraintentionelt som magtdiskurs, og den ligger snublende nær magtfilosofi og magtteori. Da det, der kendetegner fremtidens filosoffer, netop er afstand til magtfilosofi og magtteori, finder jeg. al magtanalyser er en mere anvendelig betegnelse for deres arbejder. I sidste instans er der jo ikke tale om en ny diskurs, men om en anderledes tematisering, som kan rummes af den socialisationskritiske problematik. Problematikken som sådan er ny i forhold til socialpsykologien, men i øvrigt er det jo ligegyldigt, hvad man benævner denne diskurs; det er blot vigtigt at understrege, at der ikke er tale om egentlige magtteorier. Lad os holde betegnelsen åben – navnet kan skifte!

Magt-begær-diskursen er altså ikke magtteorier; politologien og sociologien er magtteorier. De er begge discipliner over konfliktualitet i samfundet. Politologien er diskursen over politikken, og politikken er kampen om magten i samfundet; politologien er med andre ord en beherskelsesdiskurs – en diskurs, som skal beherske denne kamp om magten, disciplinere den. Redskabet er Staten. Sociologien er på lignende vis en disciplin, der behersker konfliktualitet, nemlig modsætningsforhold mellem grupper i samfundet. Sociologien er diskursen over de institutioner, som regulerer konflikterne -en regulering, som tilsyneladende er blevet naturlovsagtig i kapitalismen. Da magtanalyser selv må være fremstillinger af denne genealogi for videnskaber om magt, er de ikke selv magtteorier. De kritiserer derimod den realitet, som magten har (dens fysik: makrofysik, mikrofysik, metafysik) såvel som de discipliner, som den giver ophav til (altså konstitutions- og dogmekritik).

På lignende vis må det understreges, at magtanalyser ikke er filosofi over magten, en magtens meta-fysik. Med magtfilosofi tænker jeg mere specielt på et slående eksempel, nemlig Bernard-Henri Lévys ny-filosofi, som på forbavsende vis demonstrerer, hvorledes seriøse vidensdiskurser kan bruges som afsæt for en filosofi. Det komiske i denne forbindelse er så, at nomadetænkerne har anvendt stor energi på en distance til filosofien – på en dekonstruktion af filosofien i Nietzsches fodspor. Ikke desto mindre kan Levy patetisk forsikre den tvivlende læser: “Jeg er filosof, spekulant i ideer og ord, knuste ord, allerede udblødt af de tossede.”[2] Foucault for eksempel leverer ikke magt-filosofi, og han er end ikke filosof. Det er derfor kedeligt, når hans kritikere finder på at behandle hans analyser, som om de var identiske med Lévys. Det må være indlysende, at en kritik af Lévys skrifter ikke kan gå for al være en kritik af Foucaults analyser.


[1] Der findes efterhånden en del diskussioner af kritikbegrebet i kritikken af den politiske økonomi. Jeg vil henvise til Jacques Ranciere: Lire le Capital III, Paris 1973 samt min egen Filosofikritisk rekonstruktion. København 1977.

[2] Jf. La barbarie à visage human. Paris 1966, s. 10.