Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

IV: Partiet – jordemoderen og pædagogen

Hos Machiavelli får Fyrsten den samme lovgiverrolle, og Rousseau knytter an til Machiavellis lovgiverbegreb, når paradokset, pædagogikkens cirkel skal brydes. For at den rette stat kan oprettes “må virkningen blive til årsag; den sociale ånd, som skulle skabes af institutionen, måtte være til stede før institutionen selv-og menneskene skulle være før lovene, hvad de skulle blive gennem dem.”[1] “Der kræves guder til at give menneskene love” eller i det mindste “un homme extra- ordinaire”. Under Frihedens diktatur i forbindelse med den franske revolution var Jakobinerne tilsammen den ekstraordinære person.

Lenins fascination af Jakobinerne er vel ikke ukendt, men min centrale pointe kommer klarest frem hos Gramsci, når han forklarer, at Jakobinerne var “en kategorisk legemliggørelse af Machiavellis Fyrste”, og at “den moderne Fyrste, ikke kan være en real person, et konkret individ. Han kan kun være en organisme”, og “historien har allerede frembragt denne organisme, og den er det politiske Parti.”[2] Pointen er, at lovgiveren bliver til Partiet i mere moderne forstand, men partiet indebærer samtidig alle de karakteristika, som lovgiveren inkarnerede – Partiet er Jordemoder og Pædagog.

I Platons dialog betegner Sokrates sig selv som Lovgiver og det til trods for, at det kun er i teorien. Men faktisk er han ikke “lovgiver”; ikke fordi hans spekulationer foregår i teorien, men fordi han næsten ikke finder det nødvendigt med love! Han fremsætter noget om forfatninger, men han giver love for opdragelsen, og så vil alt jo gå af sig selv, thi den rette opdragelse vil sørge for, at folk følger de guddommelige love.

Hos Lenin hedder det som omtalt, at folk vil vænne sig til at overholde de mest elementære regler for det kollektive liv. figuren forbliver den samme: Der må tilvejebringes en revolution, som kan gøre rent bord, lave tabula rasa. Gennem denne fødselsproces far vi noget nyt, som kan bearbejdes, og så går tingene af sig selv! Vi har at gøre med Jordemoderen og Pædagogen som abstrakte strategier.

Mon ikke man i stedet skulle argumentere med praktiske strategier. Det drejer sig ikke om en sokratisk maieutik, en overtalelses- eller bringen-til-at-indse-strategi, oplysningen – men om konkret diskussion og eksperimenteren med den praktiske jordemoderkunst, som finder ud af, hvor og hvordan kapitalismen er i færd med at føde kommunismen. Det drejer sig heller ikke om pædagogisk idealisme eller realitetspædagogik, men om eksperimenteren med nye former for mellemmenneskelige relationer – eller hvad ved jeg; det drejer sig under alle omstændigheder om at gøre op med den idealistisk skruppelløse gøren-tabula-rasa.

Revolution er radikal omvæltning, men et brud med det specifikt kapitalistiske i en asynkron transformation. Det er med andre ord helt nødvendigt at undersøge, hvori det specifikt kapitalistiske består i den proces, hvor kapitalismen føder kommunismen, og hvori omstillingen til de nye relationer tager sin begyndelse.


[1] Rousseau: “Du contrat social”. Oeuvres complétes, Paris 1964, t. III, s. 381 ff.

[2] Gramsci: Prison Notebooks, op.cit., s. 131 f. Jf. 252f.