Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

IX: Antinomiernes implosion

Den socialisationsteoretiske problematik antinomiserer individet og samfundet. Samfundet er overgribende i forhold til individet, ja, individet eksisterer måske slet ikke hinsides samfundsmæssigheden og samfundsmæssiggørelsen. Men det er ligegyldigt, om man relaterer to vidensfelter (psykoanalyse og marxisme), som hos Reich, i dele af Frankfurterskolen og den kritiske socialisationsteori – eller man relaterer eksistentialisme og marxisme som hos Sartre – eller man diskuterer marxisme og personlighedsteori som hos Seve (hvor der i sidste instans også åbnes op for Kierkegaards enkelte); i samtlige tilfælde forbliver man inden for antinomierne og deres paradigme.

(Der står nu et vigtigt problem tilbage, som angår antinomiernes virkelighed. Det må reflekteres, hvorvidt der blot er tale om antinomier i den borgerlige tænkning, eller denne form reelt perpetueringen produceres i det borgerlige samfund, og dermed først praktisk kan ophæves, det vil sige være denne virkeligheds dechifreringskategorier. Selvom dette skulle være tilfældet, så forhindrer det ikke, at det er nødvendigt med en kommunismestrategisk anticipation i teorien.)

Det gør kort sagt ingen forskel i den fundamentale dualistiske problematik, om samfundsmæssigheden standser foran “individet” eller en halv meter inde i “individet”. Det første skridt på vejen til en dekonstruktion af denne tematik er den radikalistiske fastholdelse af en teoretisk udradering og ophævelse af “den indre natur” som emancipationskategori.

Intensitetsbegrebet udgør en homolog radikalisme. Man er i færd med at beskrive en “ny” problematik, når man tematiserer Magt som egennavnet for intensitet, for “det konfliktuelle”. Magt-begrebet er så “gennemdialektiseret”, at det bliver meningsløst at anvende dialektikbegrebet.

Det er naturligvis Nietzsches grundkategori “viljen til magt”, der spøger i kulissen. Pointen er, at viljen til magt betyder viljen til intensitet – magt-begæret er ønsket om oplevelsestilstand og har intet med en lyst til at undertrykke at gøre.

Hvis man anvender betegnelsen “magtkritik”, så må det understreges, at der præcis ikke er tale om magtaskese: man må spille magten, bruge, leve magten, være magten. Det bliver klart, at magten i denne nietzscheske variation indtager den plads, som begæret traditionelt indtager. Men det betyder imidlertid ikke, at alle former for magt-begær skal accepteres af kollektivet; “politikken” består i at bestemme, hvilke former der må realiseres.

Når magten molekyliseres, ioniseres, bliver den identisk med begæret. Begæret og Magten bliver identisk med Intensiteten. Deleuze, Foucault og Lyotard er ude i samme ærinde. I grunden har magten ikke svært ved at spænde over såvel makropolitik som mikropolitik, for navnet betegner blot at begge niveauer er konfliktuelt konstitueret.

Da magt er navnet for det konfliktuelle, kan magten simpelthen ikke karakteriseres nærmere – magten er i samfundet, mellem samfundet og “individerne”, mellem individerne og i individerne. I denne forstand er der magt overalt, for der er modsætningsrelationer overalt.

Hvor der er magt, er der modstand – siger Foucault[1]. Ja, naturligvis, for magt er modstand. Kampen om magten kan og kampen mod magten kan da aldrig være asketisk fornægtelse af magten, men rettere en modstandens Judo – en kunst, hvor man anvender modstanderens kraft mod modstanderen selv. Det kan ikke lade sig gøre at unddrage sig et engagement i magten[2]. Magten er med andre ord ikke interessant i sig selv, og det har på sin vis været klart siden Max Webers differentiering mellem magt og herredømme!

Det konfliktuelle fungerer som “implicit filosofi”, men analyserne må altid rette sig mod specifikke magt- eller herredømmerelationer, og disse relationer kan opsøges overalt, fordi de sprænger de traditionelle fronter og opdelinger. Præcis derfor kan man hævde, at marxismen er en magtanalyse (en analyse med centrum i klasseantagonismen), og præcis derfor kan man hævde, at psykoanalysen er en magtanalyse (med centrum i driftsantagonismen) – men man har vel at mærke ikke sagt noget nyt om hverken marxismen eller psykoanalysen med denne karakteristik.

Med udgangspunkt i magtanalyser er der måske etableret nogle nye forståelsesformer og beskrivelsessystemer, som er tidssvarende – måske alt for tidssvarende.


[1] La volonté de savoir, s. 125.

[2] Baudrillard reflekterer et lignende fænomen i sine overvejelser over “magtens implosion”: Magten kan kun forsvinde ved sig selv. Hans opfattelse af implosion på baggrund af en kritisk masse (kollaps på grund af overmættelse) i modsætning til en klassisk eksplosionsidé er måske klarest demonstreret i L ‘effet Beaubourg (Paris 1977).