Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kapitel 1: Den sociale fortrængning

“Wo Es war soll Ich werden.‘

Freud

I: Samfundskontrol

Den moderne sociale diskurs kan ikke adskilles fra det moderne samfunds opståen. Det moderne samfund er opstået gennem en ekspropriation (Marx) eller en deterritorialisation (Deleuze/Guattari), hvorved der frigøres befolkningsmasser, som begynder at cirkulere eller nomadere. I sidste instans er den sociale diskurs en diskurs over (dvs. en viden-om-hvordan) kontrollen med denne menneskestrøm og de konflikter, som den involverer.

Den industrielle kapitalisme har brug for denne menneskestrøm, men den kan ikke opsuge hele strømmen. Den opsugning, som inertistrukturens kapital præsterer (dvs. lever af), er begrænset til de enkelte industrikompleksers foranstaltninger for deres arbejdskraft (proletariseringsprocessen). Men en del af strømmen kan ikke kontrolleres gennem ‘den stumme tvang’, som Marx så banebrydende har beskrevet[1]. En del fortsætter med at eksistere som “vagabonder” (ikke-proletariserede). En del af disse nomader er rent faktisk i bogstaveligste forstand blevet mærket for at nomadere: Jorden og tilhørsforholdet til jorden har fungeret som en afgørende organiseringsform. Nedbrydningen af den gamle organisation (bl.a. som følge af kapitalens intervention, produktionsomlægning, befolkningseksplosion etc.) er en desorganisering, som imidlertid må udsættes for en reorganisering, dersom den frie strøm ikke skal erodere de bestandige herredømmeorganisationer. Industribyen med dens markerede områder af barakker og ensformighed bliver den omtalte reorganisering, idet indskrivningen af forskellige områder til forskellige funktioner og industrielle tilhørsforhold afløser den gamle jord-bundenhed og slægtsregulation. Hele denne reorganisering er et led i den stumme tvang. Men der er stadigvæk en menneskestrøm, som ikke er markeret af den stumme tvang: De almindelige udskud – den ikke proletariserede plebs. Disse udskud forbliver genstande for den socialtekniske eksperimenteren.

Grundspørgsmålet er simpelthen: Hvordan kontrollerer man den urolige strøm? Hvordan kan man binde den frie strøm? Løsenet er organisation.

I den sociale diskurs slår den samme erkendelsesinteresse (beherskelsesinteresse) igennem, som har båret tidligere epistemiske skred: kontrollen, beregningen, forudsigeligheden, udnyttelsen, hele dette uopløselige net mellem viden og magt. Vi har beskrevet transformationen i den sociale diskurs[2] som en omlægning af ‘det politiske’ og dermed af magten. Den politiske kode fortsætter med at fremstille sig som den afgørende magtmæssige og politiske sfære (da politikken er magtens repræsentationsform) alt imens de væsentlige magt- og inertiformer er placeret i nogle andre sfærer, nemlig i sociale institutioner eller inertistrukturer- strukturer, som i sidste instans ender med at blive individuelle i og med, at det sociale fortaber sig som en dimension hos hin enkelte. Magtteknologien er altså ikke en traditionel politisk teknologi men en social-teknologi, som sikrer den kontrollerede forandring eller fraværet af forandring. Hele den sociale diskurs er det, vi kunne kalde benægtelsen af den sociale uro – en speciel form for iscenesættelse af denne uro. Den politiske kode ser det som sit hovedformål at fortrænge den sociale konfliktualitet eller uro, og den sociale diskurs er den intellektuelle refleksion eller domsfunktion over denne fortrængning.

Den sociale diskurs er således den teoretiske beherskelse af den fortrængning, som det politiske system er opstået igennem eller er identisk med. Den sociale diskurs er den evige benægtelse af konfliktualiteten, det vil sige en intellektuel eller teoretisk ophævelse af den gennem anvisning af dens mulige tilintetgørelse [3]eller kontrollerede iscenesættelse. Hvis der kan tænkes en teoretisk diskurs inden for dette magtens episteme, som ikke fortrænger eller benægter konfliktualiteten, ja, så må man tænke sig en bekræftende diskurs. Det er denne diskurs, som bekræfter, vi vil kalde kritisk diskurs.

II: Magtindskriften som fortrængningsproces

Tiden er altså inde til nok en refleksion over kritik og kritisk teoretisk arbejde. Lad mig rekapitulerende slå fast, at det hele tiden drejer sig om at udvikle nye kategorier – ikke nødvendigvis præcise kategorier, men kategorier, som producerer effekter i diskurser eller i teoretiske hoveder.

Den sociale diskurs kan undersøges som en fortrængningsdiskurs. Når den sociale diskurs kredser om magtindskriften, oppositionens genealogi, så består den kritiske diskurs i at ophæve den modstand, som den sociale diskurs etablerer mod at beskæftige sig med konfliktualiteten undtagen gennem benægtelsen. Den kritiske diskurs er således et arbejde med den sociale diskurs – en intervention i den sociale diskurs. I Freuds terminologi kaldes denne procedure for analyse. At yde kritisk teori i vores felt er at analysere den sociale diskurs og ophæve de modstande, som denne yder mod at beskæftige sig med det, den fortrænger. Det’et, det konfliktuelle som sådan.

Nu er det som bekendt sådan, at den sociale diskurs uafladeligt beskæftiger sig med det konfliktuelle, men det er præcis som en bestemt måde at iscenesætte konfliktualiteten på – at lade den optræde i diskursen. I grunden er der tale om en fortrængning: en specifik måde at beherske konfliktualiteten på; og selve den teoretiske beherskelse er så benægtelsen af det fortrængte.

Hvis vi nu maskerer os med Freuds terminologi, så er den magtindskrift, som vi gentagne gange har omtalt (magtindskriften), ja, det er etablering af Jeg’et: En indskrift, som allerførst skaber oppositionen mellem Det og Over-Jeg. I denne figur er Jeg’et selve slagmarken for denne konfliktualitet, og Jeg’et er med andre ord det, vi har kaldt Magten. Magten er navnet på en forskelsindskrift, som etablerer oppositionen det uregerlige og det civiliserede (Det’et og Over-jeg’et). Styrkelsen af Jeg’et og Over-jeg’et er en styrkelse af Magten og det civiliserede, og læst på denne måde bliver psykoanalysen let til en ren forlængelse og perpetuering af den sociale diskurs. Denne tendens til at erobre psykoanalysen for den sociale diskurs har endvidere haft stor succes ved at installere et af de seneste trin på oppositionsgenealogiens stige, nemlig oppositionen mellem det bevidste og det ubevidste. Med dette seneste skud på det-godes-og-det-ondes-slægtstræ sættes teorien i rationalismens og oplysningens fremskridts interesse (i beherskelse), og alt hvad der endnu er ubevidst, det vil sige ubekendt og ukontrolleret, er det principielle mål for en bevidstgørelse og en beherskelse. Vi står her ganske vist med en (uspecificeret) udgave af psykonalysen, som gør denne til den sociale diskurs’ rationalistiske forlængelse.

Hvis man vil bruge Freuds indsigter og hans strategiske tænkning (og ikke kun hans termer), så må man, på samme måde som vi skitserede det hos Marx[4], være parat til at droppe ideen om at opstille et fungerende system. Vi må i langt højere grad forsøge at finde strategien i diskursen, og dermed se på de momenter, der fungerer i diskursen frem for en umiddelbar identifikation med etiketterne.

Freud vender sig nemlig selv mod den groft skitserede idealtype af en konformistisk psykoanalyse[5]. Man skal med andre ord forfølge Freuds strategi frem for hans teori; og hans strategi bestod i at udvikle en fungerende analytik. Det er denne analytiske interesse, som er afgørende i Freuds diskurs og ikke hans ambitioner (ambitioner, som endda er mere udtalte end Marxs ambitioner i samme retning) om at opbygge en omfattende teoretisk bygning. Det storslåede hos Freud er hans bevægelse; en forrykkelse, som hele tiden er strategisk, det vil sige analytisk bestemt. Han forsøgte ikke at få det store system til at hænge sammen men skiftedeposition, dirigeret dertil af analysen: Undersøgelsen af den konfliktualitet, som han fandt sine patienter i. Freuds strategi (analysen) er i sig selv tilstrækkelig til at markere i forhold til den sociale diskurs og til at markere i forhold til den konformistiske psykologi.

Hans konceptualisering af metapsykologien forandrer sig markant, og hans seneste afgørende forandringer[6] indfører størrelser,som implicit bærer en kritik af konformismen. Det er erfaringerne fra den analytiske situation, som provokerer disse forrykkelser. Det er imidlertid paradoksalt, at Freud subsumerer egopsykologien[7] under filosofien som sådan. Han gør et større nummer ud af at distancere sig fra filosofien, samtidig med, at han er så filosofisk og spekulativ som aldrig før. For eksempel omsættes nogle få iagttagelser om gentagelsestvangen til begrebet om dødsdriften – iagttagelser, som kun har få støtter i analyser af sadisme og melankoli. Men dødsdriften bliver det helt afgørende begreb hos Freud, og det er dette begreb, som markerer opløsningen af Freuds system – som markerer den egentlige metapsykologis sammenbrud.

Metapsykologien hos Freud er hele tiden bygget op omkring abstrakte dualismer eller oppositioner (sexualdrifter/jegdrifter, det ubevidste/det bevidste etc.) og deres indskriftsnavne (narcissisme, førbevidsle etc.), og ligger således i klar forlængelse af den sociale diskurs. Denne forlængelse viser sig også som beherskelsesinteresse, som italesættelse, som bekendelse. Men det afgørende er som sagt ikke, hvad Freud siger, men hvad der rumsterer i hans diskurs, og her viser der sig en klar ubalance mellem det, han er efter, og det, han så faktisk tillader at komme frem i talen. Freud benægter for eksempel driftsmonismen[8], selvom det bliver mere og mere klart for hans diskurs, at denne dualisme ikke kan opretholdes.

Freuds kosmologiske filosoferen (som har mange inspirationer fra Nietzsche til Haeckel og Helmholz) markereret brud med filosofien og indføreren omsiggribende eksperimenteren. Freuds tekst Jenseits des Lustprinzips er det diskursive udtryk for dette brud og denne begyndende eksperimenteren. I Das Es und das Ich systematiseres de nye resultater og der reflekteres over, hvad der egentlig er sket i forståelsen. Endelig er så Die Verneigung endnu en distancering af filosofien. Udtrykt ultrakort er Freud i færd med at foretage en ny bestemmelse af analysen og af analysens genstand. Det epistemologiske brud udtales således hos Freud: “Vi undgår uklarhed, hvis vi bringer — ikke det bevidste og det ubevidste, men det sammenhængende Jeg og det fortrængte i modsætning til hinanden.”[9] 1 Das Es und das Ich er effekterne af dette brud kommet til udtryk: “I analysen stiller det gennem fortrængningen udgrænsede sig over for Jeg’et, og analysen får til opgave, at ophæve de modstande, som Jeg’et ytrer mod at beskæftige sig med det fortrængte.”[10] På baggrund af denne forskydning formulerer Freud så det, jeg vil kalde analytikken som projekt: “Følgen af denne erfaring for den analytiske praksis er, at vi løber ind i uendelig mange uklarheder og vanskeligheder, når vi holder fast ved vores sædvanlige udtryksmåde, og som eksempel vil føre neurosen tilbage til en konflikt mellem det bevidste og det ubevidste. Vi må ud fra vores indsigt i sjælelivets strukturelle forhold udskifte denne modsætning med en anden: Den mellem det sammenhængende Jeg og det fra det fraspaltede fortrængte.”[11] Således markerer Freud en mulig analytik inden for sit felt. Denne markering skal til for at honorere erfaringer fra den analytiske praksis og den teoretiske praksis, som sætter gentagelsestvangen og dødsdriften i centrum. Freud kommer aldrig helt til ende med denne analytik som i princippet er systemsprængende for Freuds egne ambitioner, hvilket fremgår af såvel de senere diskussioner i Abriss og i Neue Folge [12]. Men en insistering på analytikken er en eksplodering af det konformistiske system.

Med den nye synsvinkel (analytikken) bekræfter Freud også et fænomen, som han længe har forsøgt at bortforklare (det vil sige benægte) nemlig begrebet forskydelig energi[13] – det, vi vil kalde den rene intensitetstrøm. Med denne fundamentale ambivalens ved energien falder det oppositionelle system og alle dets indskriftsformer.

Det er altså disse ting, man skal insistere på, dersom man vil intervenere i den psykoanalytiske diskurs: Eksplodere den konformistiske psykoanalyse, som gør psykoanalysen til et nyt skud på den sociale diskurs ved at gøre den kommensurabel med filosofien[14].

Lad os imidlertid som et resumerende vovestykke forsøge at læse de figurer, som jeg har betjent mig af i denne undersøgelse af den sociale diskurs og den magtindskrift, som den handler om, gennem Freuds analytiske kategorier. Freuds maske kan da se således ud: Den fundamentale konfliktualitet, som kommer frem i patientens tale, bliver genstand (middel) for en analyse af denne konfliktualitet. Analysens genstand er først og fremmest modstande (ved at beskæftige sig med det fortrængte), som “Jeg’et” lægger for dagen. Når vi undersøger en diskurs over den sociale konfliktualitet, så er opgaven den samme, nemlig at ophæve modstandene i de diskurser, som er socialdiskurser, og som lader konfliktualiteten komme til orde i formidlet form. Vi har tidligere kaldt modstandene for epistemologiske blokeringer. Men i modsætning til Freuds opfattelse af interventionens effekter, så sker der ikke noget med selve konfliktualiteten, da modstandene jo ikke kun er teoretiske. I vores læsning af Freuds strategi betegner Jeg’et i analytikken ikke længere en indskrivnings- eller magtinstans, som allerførst etablerer (gennem yderverdenens indvirkning) en forskel mellem Det og Over-jeg’et. Pointen er nu, at Det og Over-jeg’et er af fundamentalt samme art: Nemlig fortrængt af Jeg’et. Over-jeg’et er således ikke identisk med det civiliserede, men en del af det uregerlige, det fortrængte[15]. Det uregerlige er således det fortrængningsværdige (fremmede og dårlige), og således er Jeg’et det civiliserede og civiliserende, som hele tiden sender kontrolleret uregerlighed tilbage (den bevidste del af over-jeg’et). – Det uregerlige forsøger hele tiden at komme igen, men det er den kontrollerede evige genkomst, som er iscenesat i beherskelsens tjeneste, idet gentagelsestvangen er en beherskelsesprogression. Der er altså ikke tale om en tilintetgørelse af det uregerlige[16]. Men magten indskriver sig som denne tendens til tilintetgørelse, som hedder fortrængning. Det fortrængte gentager sig imidlertid: Dødsdriften bliver altså rum for en reorganisering, som tilbagefører kontrolleret energi og gentager fortrængningen. Thanatos og Eros er således ikke væsensforskellige men kondensationspunkter i den cirkulationsproces, som Nietzsche kalder ‘den evige genkomst’, og som hos ham er essensen i ‘viljen til magt’. — Det interessante fra analytikkens synsvinkel er de modstande, som etablerer tilintetgørelsestendensen (magtindskriften: Indskriften af intet). Disse modstande er den sociale diskurs’ vægring mod at lade det konfliktuelle komme til orde uden iscenesættelse, og således er socialvidenskaben en diskurs over en social fortrængning nemlig indskriften af magten: Den tendentielle tilintetgørelse af det uregerlige eller urolige. – Men derved opstår der en ren strøm, som så forsøges civiliseret og tilbageført. Magten er så kontrollen med strømmen – en kontrol som består i to processer: dels (1) tilintetgørelsen (organiseringen) og dels (2) gentagelsen (reorganiseringen) af det uregerlige. I den sociale diskurs er det de regelrette oppositioner, som er magtens indskrift: Iscenesættelsen af konfliktualiteten og prioriteringen, som forsøger at kanalisere strømmen.

Hvis vi ser på den politiske diskurs, så består politikkens magtindskrift i indskriften af politikken som en instans, der adskiller og skaber økonomien og ideologien som specifikke poler. Politikken er formidlingsinstansen, som foregøgler at være objektet for økonomiens (inertistrukturerne) ønsker, og disse krav tilfredsstilles i virkeligheden uden for politikken. På lignende vis tilbyder Jeg’et sig som objekt for Dets ønsker, som erstatning for ydre objekter. Alligevel er del i denne proces, den forskydelige energi opstår gennem desexualisering, sublimering, i kraft af den sekundære narcissisme[17]. Civiliseringen er en ny binding af denne energi i form af kontrolleret tilbageføring (via ideal-jeg’et). Politikken og Jeg’et trækker kun på lånt energi – det vil sige på repræsenteret energi. Politikken og Jeg’et er repræsentationsrum. Politikken og Jeg’et er magtens repræsentationsformer, og det er disse repræsentationsformer, som udgrænser, som fortrænger, tilintetgør og benægter[18].

Jeg har således lidt stakåndet forsøgt at relatere nogle af Freuds kategorier til vores undersøgelse og dens terminologi i det hele taget. Formålet har været at antyde, at den analytiske Freud (som ikke er systembyggeren Freud) kan være en inspiration til en analytik, som ikke er bundet til Freuds specifikke psykologiske felt. Det er grunden til at fastholde Nietzsche som inspiration, for hans kulturpsykologi etablerer nogle af de samme forståelsesformer uden at fastholde det specifikke individuelle felt. Når man med andre ord læser Nietzsche ind i Freud, så er analytikken også en diskursanalyse af den sociale diskurs og dens forskellige udtryk, og ikke kun den traditionelle patients tale[19].

III: Den sociale diskurs som benægtelse

Den sociale diskurs er en teoretisk eller intellektuel refleksion over den sociale konfliktualitet med det formål at kunne beherske denne konfliktualitet og minimere det ukendte ved den. Hvis vi fortsat lader os inspirere af Freuds analytik (ikke som analyse af en patients diskurs, men som analyse af en teoretisk eller intellektuel domsfunktion over konfliktualiteten), så kan vi sige, at konfliktualiteten kommer til udtryk i diskursen. Den kommer først og fremmest frem i det, der ikke siges, for eksempel i den implicitte filosofi[20], men den er teoretisk repræsenteret i benægtelsen. “Benægtelsen er en måde at få kendskab til det fortrængte på, egentlig allerede en ophævelse af fortrængningen, men ganske vist ikke nogen accept af det fortrængte.”[21] Et andet sted hedder det: “At benægte noget i dommen vil i grunden sige: Der er noget, jeg helst ville fortrænge. Fordømmelsen er den intellektuelle erstatning for fortrængningen, og dens nej er fortrængningens kendemærke.”[22] Den sociale diskurs’ iscenesættelse af det konfliktuelle er af denne teoretiske art: Konfliktualiteten kommer frem under forudsætning af, at teorien er i stand til at fortælle, hvordan man kan leve med den, eller hvordan den kan til intetgøres, eller hvordan den i det hele taget kan iscenesættes. I denne forstand er diskursen selv en iscenesættelse af det konfliktuelle. Iscenesættelsen er en funktion, som adfærdsvidenskaberne overtager fra den etiske diskurs, som blandt andet fungerer gennem et aspekt ved denne benægtelse, fordømmelse og moralisme. Og netop igennem de kendte værditavler (oppositionernes genealogi) har man et instrument, som til stadighed kan behandle ‘det onde’ gennem at benægte det og anvise vejen til ‘det gode’.

Freud hævder også, at i begyndelsen er “det dårlige det, der er fremmed for Jeg’et, og det, der befinder sig udenfor”, identisk for Jeg’et[23]. Det er del samme, der gør sig gældende i den sociale diskurs over politikken: Alt det, som ikke definerer sig i den politiske kode, som systemet stiller til rådighed som erstatningsobjekt (foregøglet kampplads), bestemmes som dårligt, og det må inkorporeres[24]for at blive et godt objekt. Civiliseringen skaber således hele tiden gode objekter: det gode, det normale, det ansvarlige og så videre.

Analysen må afsløre denne introjektion af gode objekter og benægtelsen af de dårlige objekter[25] – og det kan blandt andet ske ved at skrive nogle elementer til den genealogi, som er et led i adfærdsvidenskaberne. Analysen må demonstrere, hvorledes det, der repræsenterer sig som oppositioner, kun er kondensationspunkter (markeret af distance), for derigennem at tilbageerobre udvekslingen og bevægeligheden, således at det udgrænsede kan komme til orde hinsides udgrænserens refleksagtige iscenesættelse. Analysen må undersøge den sociale diskurs’ mangler og benægtelser samt bekræfte ‘det konfliktuelle’.

Freud sætter bekræftelsen og benægtelsen i relation til sine to grupper af drifter: “Bekræftelsen – som erstatning for det at forene – tilhører Eros, benægtelsen – udstødelsens efterfølger – destruktionsdriften.”[26]401 Nietzsches Ja til livet, viljen til magt, og hans kritik af Nej’eX, nihilismen og askesen, indgår i den samme figur. Alt i alt er den pointe, jeg vil fremhæve, at det konfliktuelle ikke kan ophæves, men kun besnakkes og glemmes: Det kan ophæves i diskursens teater, men ikke i realiteten. Derfor er Marxs insistering på klassekampen og hans interventionstaktik i familie med Ja’et og Nej’et. Men Nej’et er Ja’ets første led – et gennemgangsled. Kritisk diskurs skulle være en sådan analytik, som når frem til at bekræfte igennem en analyse af den sociale diskurs’ benægtelser – kritikken skal bearbejde og nedbryde diskursens modstande og dermed dens fortrængninger, og ikke forsøge at erstatte den med en ny social diskurs. På denne måde er analysen intervention[27].

IV: Magtanalytik hos Marx, Freud og Nietzsche

I denne forstand er kritisk diskurs afgørende forskellig fra ideologi. Ideologi kan nemlig identificeres med en struktur, som kun kan bekræfte gode objekter, men til enhver tid benægter dårlige objekter. I dette lys er den sociale diskurs ideologi, men hvilke eksempler er der så på kritisk ikke-ideologiske diskurser? I denne forbindelse må vi fastholde begrebet om den åbne diskurs – den diskurs, som også bekræfter de dårlige objekter- den diskurs, som ikke pr. definition behandler nye problemfelter og fænomener som dårlige objekter. Vi har allerede set, hvorledes en del af marxismen har udviklet sig til ideologi i vores betydning[28]. Det samme er tilfældet med den konformistiske psykologi, som lukker Freuds bevægelige antydninger til en personlighedspsykologi[29]. Også Nietzsches kulturpsykologi har lidt denne skæbne at blive et system, som man tager på ordet uden at læse det strategiske[30]. Ikke desto mindre vil jeg nok engang fremhæve Marx, Freud og Nietzsche, som diskursive strategier, hvor grundelementet er den åbenhed og kritik, som må være nerven i kritisk diskurs.

Som indledende undersøgelse forelæste jeg Marxs eksemplariske interventionsstrategi. Marxs kapitalanalyse indeholder alle elementer i en magtanalytik i den betydning vi nu tillægger dette ord. Analysen demonstrerer, hvorledes kapitalen er navnet for en spaltningsproces, og analysen forfølger denne spaltningsproces. Marxs formproblematik demonstrerer, at den konfliktualitet, som formen skulle ophæve (benægte), gentager sig – han demonstrerer, hvorledes konfliktualiteten kun ophæves i el nyt bevægelsesmedium, men ikke forsvinder. Analysen demonstrerer samtidig, hvorledes kapitalen subsumerer det sociale felt, og således udgør en enhed af reduktion og produktion. Kapitalen er en civiliseringstendens, som reducerer alt det, der er udenfor, til Intet, således at konfliktualiteten bliver et indre civiliseret fænomen i kapitel forholdet som inertistruktur. Den nye konfliktualitet, som kapitalen producerer, er en kendt og kontrolleret konfliktualitet, som finder sit eget teater: Den økonomiske klassekamp – kapitalforholdet som sådan. Men samtidig består Marxs strategi i al undgå at tage denne reduktion og produktion for gode varer ved hele tiden at insistere på et omfattende begreb om klassekamp, som indbefatter livssituationen som sådan, og som stiller spørgsmålstegn ved selve konstitutionen af den kontrollerede kampscene. Kapitalen er en magt, som stiller sine dualistiske betingelser op, påtvinger og udvikler. Således er proletariatet ikke alene kapitalens modstander men også kapitalens produkt: Det vil sige en kendt masse, hvis grundbetingelser og adfærd er kontrolleret og medproduceret i kapitalforholdet. Proletariatets ikke-vilde protestformer er den tilbageførte kontrollerede uregerlighed (homogenisering, død). Homogeniseringen eller tilintetgørelsestendensen udgrænser dels en ukontrollabel randgruppe, og skaber dels et mulighedsfelt (forskydelig energi). Uregerligheden gentager sig, fordi selve processen også medproducerer uregerlighed og ikke kun reducerer uregerlighed. I vores sprog er Marxs store pointe, at det emancipatoriske ikke skal søges i originaliteten eller de medproducerede former for uregerlighed, men først og fremmest i effekten af homogeniseringen, proletariseringen, det vil sige i den kontrollerede modstand, fordi man kun her kan tænke transformationen, som er en anderledes anvendelse og kanalisering af det frigjorte mulighedsfelt (energi). Man kunne passende kalde dette for civiliseringens dobbeltkarakter[31]: Uden proletariat – ingen proletarisk revolution.

Lad os ikke gentage læsningen af Freud i magtanalytiske kategorier, men nøjes med at anføre, at Freud rekonstruerer det borgerlige samfunds herskende Jegstrukturering med dets spaltning i en lav og en høj sfære (Det’et og Overjeg ‘et), men samtidig findes der en grundliggende kritik af denne organisation – en kritik, som formuleres som et skift i problematikken, således at Jeg’et ikke anses som en neutral realitetsprøvende instans men som en politisk og usurpatorisk størrelse, der hele tiden vil erobre territorium fra Det’et gennem fortrængning. Freud anser dette arbejde (“wo Es war, soli Ich werden”[32]) som et kulturarbejde, men man kan hævde, at pointen ikke kun er den beherskelse af Det’et, som han bestemmer som psykoanalysens intention[33], men også frisættelsen af forskydelig energi. Set i dette lys, så er der elementer i Freuds analytik, som overskrider psykoanalysens problematik og erkendelsesinteresse, nemlig det civilisatoriske arbejde, som frisætter et mulighedsfelt hos mennesker. Set i dette lys er sublimeringen en afgørende emancipatorisk handling, som går helt på tværs af traditionelle forestillinger om en tilbagevenden til lystprincippet gennem afskaffelsen af realitetsprincippet (og disse set som nye skud på oppositionens genealogi (sanselighed kontra fornuft)). Det er netop i distancen til denne filosofiske (æstetiske) problematik, man skal søge Freuds radikale kritiske åbenhed[34]. Freud sætter altså heller ikke sin lid til det originære, men til den frisætning, som kulturarbejdet indebærer som mulighed. Det er ideen om den forskydelige energi, den rene intensitet, som sætter Freud på sporet af muligheden for driftens radikale ambivalens og dermed på sporet af, at hans dualisme kan være vanskelig at fastholde. Men han gør ingen indrømmelser til en drifts-monisme: Hans grundidé er ambivalensen[35].

Det er lidt af den samme figur, vi kan læse hos Nietzsche. Han vil fastholde et ambivalent grundbegreb, nemlig viljen til magt, men dette begreb indebærer den evige genkomst, som jo er begærets struktur. Det, som Nietzsche diskuterer, der kan sammenlignes med civiliseringens dobbeltkarakter eller kulturarbejdet, er nihilismens triumf og overvindelsen af nihilismen. Nietzsches grundliggende pointe med at undersøge moralens genealogi er at kritisere moraltavle- og idealproduktionen. Han vil kritisere den aktuelle nihilisme, som den kommer til udtryk i den sociale diskurs (postivismen, socialismen), men han hævder, “at nihilismen er forankret i hjertet af den kristne moral.”[36] Han mener derfor at kunne kritisere den sociale diskurs’ nihilisme ved at kritisere den kristne moral, og hans kritikform er genealogien. Nietzsche understreger, at “det onde, hvad enten det nu er åndeligt, fysisk eller intellektuelt ondt, er i sig selv ganske ude af stand til at hidføre nihilismen, det vil sige den absolutte forkastelse af værdi, formål, ønskelighed.”[37] Nihilismen er en psykologisk tilstand, som præger hele den moderne vesterlandske tanke, og den sætter sig igennem i de positivistiske og socialistiske systemer og deres udgaver af den sociale diskurs. Det er videnskabeliggørelsen og videnskabstroen, Nietzsche kritiserer for at medføre middelmådigheden, valium- samfundet. Nihilisme er ‘trætte menneskers vurderinger’. Følelsen af værdiløshed breder sig i samme omfang som begreberne formål, enhed, sandhed, væren ikke kan bruges til at forklare tilværelsens almene natur, og man står tilbage med mangfoldigheden. Nietzsche lærer folk at sige Nej til alt, hvad der skaber svaghed og udmattelse. Man skal ikke give op over for problemerne, men acceptere, at der ingen løsninger er og så kæmpe for løsninger. Nietzsche lærer derfor folk at sige Ja til alt, hvad der skaber styrke, bevarer denne styrke og retfærdiggør følelsen af styrke. Problemet er så, hvordan man får de udmattede mennesker, som Nietzsche diagnosticerer i samtiden, til at fastsætte værdilove. Han sætter her sin lid til de mest mådeholdne, og det vil sige dem, som ikke kræver yderliggående former for tro – dem, som kan klare eller måske ligefrem sætter pris på en vis portion tilfældighed og meningsløshed – dem, som kan klare menneskenes tab af værdier, uden at de af den grund bliver svage. Det er imidlertid på baggrund af denne træthed, nihilismen, værditabet som følge af videnskabernes fremturen, som danner grobund for nye værdier. Der bliver frisat et mulighedsfelt, fordi der mangler værdi-tavler. Nietzsches filosofiske kritik af videnskabeliggørelsen af etikken er en påvisning af dette mulighedsfelt. Det gælder om at acceptere eller bekræfte, at der nu er åbnet et kamp felt og ikke om at forsøge at fortrænge videnskabernes opkomst og restaurere en klassisk etisk diskurs.

Kritikken sætter med andre ord ind som en bekræftelse af det konfliktuelle – en insistering på det konfliktuelle og en anvisning at, at der er noget at kæmpe for. Der kommer en grundliggende historisk fantasi til udtryk: Det kan være anderledes!

V: Overskridelsen som projekt

Hvorfor nu dette styrtløb gennem tre så forskellige diskursive universer som Marxs, Freuds og Nietzsches? Svaret er ligetil: Det gælder om at antyde kritikkens mangfoldighed, og antyde, at der hos disse tre vigtige teoretikere findes et lærestykke, som i langt højere grad lægger sig op ad måden, de tænker på, end på hvad de faktisk siger. De er imidlertid ikke tilfældigt valgt. Som kritiske diskurser er de alle definerende op imod det, vi kaldte den sociale diskurs, og det rum, den overtager fra etikken. De beskæftiger sig hele tiden med det, den sociale diskurs benægter eller udgrænser. De er nødvendigvis appendix til den sociale diskurs og i en evig kamp for ikke at blive inkorporeret i den sociale diskurs, det vil sige blive ofre for deres interventioner, for pointen er jo ikke at fylde den sociale diskurs’ huller ud. Intentionen er ikke en bedre eller renere diskurs men en anderledes diskurs.

De taler om de samme ting som den sociale diskurs: om magt, konfliktualitet, krig, repræsentation, kollektivitet, individualitet etc., og hvad vi nu har haft fremme af kategorier i forbindelse med oppositionernes genealogi. De er langt hen ad vejen inde i den sociale diskurs, ofre for den, positive sociale teorier, og de er endog gode sociale teorier, men pointen er, at deres styrke som teoretiske strategier er noget andet, nemlig eksplosionen af den sociale diskurs, som fortrænger magtindskriften og naturaliserer dens former. De er med andre ord ikke sandere teorier, de er ikke specielt dybere teorier, mindre patologiske teorier, de er først og fremmest anderledes teorier. Deres teoretiske strategier er anderledes. Analyserne og interventionerne har til hensigt at producere effekter i den sociale diskurs. Dette gælder ikke for alle tekster af Marx, Freud og Nietzsche, og stemmer heller ikke helt overens med deres ambitioner, men det er det lærestykke, som disse diskurser i dag repræsenterer.

Det er denne fælleshed i strategisk tænkning, som får mig til at behandle dem sammen – uden i tilstrækkeligt omfang at markere de uhyre forskelle og uoverensstemmelser, som kommer frem i diskurserne. De fortæller ikke eksplicit: Sådan og sådan laver man kritisk diskurs. Men man kan læse dem, undersøge og forelæse dem, og herigennem antyde muligheden af former for kritisk diskurs, en speciel måde at tænke og undersøge på. – Lad mig derfor understrege, at Marx, Freud og Nietzsche ikke har meget tilfælles, men jeg vil hævde, at deres forhold til den sociale diskurs – som er et kritisk strategisk forhold – har fælles momenter, der kan gøre det ud for læsestykker i kritisk teori.

Der er nok et element, som må fremhæves, fordi det knytter sig til ideen om at levere kritisk diskurs. Marx, Freud og Nietzsche er fælles om ideen at være ved kanten af epistemet – det episteme, vi har kaldt magtens eller repræsentationens episteme. Alle tre diskurser vipper på kanten, idet de hele tiden taler om at være eller komme udenfor, men vitterlig befinder sig indenfor. De har hele tiden bevidstheden om teoretisk at producere nogle forståelsesformer, som er uforenelige med det gamle system af forståelser. Dette kommer frem i Marxs mådeholdne udtalelser om kommunismen, fordi han erkender, at hans forståelser er så bundet til analysen af det bestående, og det kommer frem såvel i Freuds som Nietzsches heroiske selvvurderinger. Det nye er profetisk til stede – overskridelsen anes, de nye forståelser kan kun antydes og ikke ekspliciteres.


[1] Jf. MEW 23-765f. I sidste instans resumerer hele kapitalanalysen ‘den stumme tvang’, som ikke lader noget falde udenfor. Man kan ikke komme løs. Kapitalen reproducerer hele tiden kapitalforholdet: lønarbejde på den ene side og kapital på den anden. I Das Kapital beskriver Marx den dannelsesproces (reduktion og produktion), som skaber proletariatet. Det er en proces, som end ikke er afsluttet i dag.

[2] Jf. Del II, kapitel 3 samt Del III her.

[3] Til-Intet-gørelsen refererer til vores diskussion af Magten som Intet. Jf. Del II, kapitel 1 (specielt note 114).

[4] Jf. Del I, kapitel 2 her.

[5] Lad mig i denne forbindelse henvise til et arbejde af Russel Jacoby: Social Amnesia. Boston 1975. Jacoby antyder en kritik af den konformistiske psykologi fra Adler til Laing, som jeg ikke skal gentage her. Det drejer sig om at opretholde muligheden af psykoanalysen som kritisk teori. Jacoby når imidlertid ikke nogen vegne, når det drejer sig om at bestemme det socialpsykologiske felt mellem individ og samfund, idet dialektik bliver den kategori, der tildækker problemet. Han når da heller ikke frem til en insistering på det fænomen, som vi nu vil fremdrage i Freuds diskurs, nemlig analytikken.

[6] Jeg tænker her specielt på de forandringer, som markeres i Jenseits des Lustprinzips fra 1920 og så fremefter. Det er mest denne sene Freud, jeg har refereret til i undersøgelsen, for der ser vi såvel en forandring afdriftsteorien som en forandring i den topiske model for det psykiske apparat. Det er de samme forandringer, som tillader Freud at involvere psykoanalysen i massepsykologien og dermed eksplicit sprænge rummet for egopsykologien.

[7] Egopsykologien kan her være et andet navn for den konformistiske psykologi, som gør psykoanalysen til en personlighedsteori. Opgøret med egopsykologien vil altså i vores terminologi også være opgøret med en bestemt samfundskonform magtindskrivningsmodel. Lad mig blot nævne den vigtige teoretiske eksperimenteren, som Jacques Lacans psykoanalyse har medført – også lokalt (Per Aage Brandt, Anders la Cour o.a.).

[8] Ubalancen kommer frem gentagne gange hos den sene Freud. Den vender så at sige tilbage, fordi Freud har fortrængt muligheden af at opgive dualismen. Han benægter monismen, fordi det ville være at gøre indrømmelser til Jung: “Vores opfattelse var fra begyndelsen dualistisk, og det er den i dag mere end for, idet vi ikke mere kalder de to grundmodsætninger jeg- og sexualdrifter, men livs- og dødsdrifter. Jungs libidoteori er derimod monistisk. Det må skabe forvirring, at han har kaldt sin eneste drivkraft for libido, men det skal ikke påvirke os”. Jenseits GW XIII-57) Jo, det skal præcis blive ved med at vende tilbage. Hør blot her: “Vi gør atter og atter den erfaring, at de driftsimpulser, som vi kan forfølge, afslører sig som derivater af Eros. Hvis det ikke var for de i Jenseits fremførte overvejelser og endelig de sadistiske bidrag til Eros, så ville det være vanskeligt for os at holde fast ved den dualistiske grundanskuelse. Da vi imidlertid er nødt til dette, må vi få det indtryk, at dødsdrifterne i det væsentlige er stumme, og at livets larm mestendels udgår fra Eros” (Das Es und das Ich GW XIII-275). Freud nægter ganske enkelt at opgive dualismen. Benægtelsen er Freuds intellektuelle refleksion over det, som foregår i diskursen. Freud vil ikke sætte dødsdrifterne i centrum – så hvis vi nærmer os monismen, insisterer Freud ufortrødent på Eros.

[9] Se hertil GW XIII- 17f.

[10] Ibid. p. 243.

[11] Ibid. p. 244.

[12] Jf. GW XVII-63ff samt GW XV. Freud opgiver aldrig helt ideen om Teorien om de sjælelige processer, men han har anvist nogle diskursive strategier, der kan fungere som lærestykke.

[13] GW Xlll-272f.

[14] Som personlighedsteori er psykoanalysen nemlig ikke specielt banebrydende eller ny. I den forbindelse genoptager den elementer fra den almindelige filosofiske diskurs (fra Platon, fra Hobbes, Schopenhauer, Nietzsche etc.) Som personlighedstopologi er Freuds topik ikke mere interessant end Platons ditto. Som bekendelsesprocedure ikke stort mere interessant end Augustins ditto – og så videre.

[15] Jf. Freuds afhandling om Trauer und Melancholie GW X-428f specielt p. 435.

[16] Jf. Del II, kapitel 2,1 her.

[17] Jf. f.eks. GW XIII-275. Freud foretager en udvidelse af læren om narcissisme, idet Jeg’ets narcissisme kaldes for en sekundær narcissisme, der er blevet trukket bort fra objekterne. Jeg’et bemægtiger sig objektlibidoen ved at gøre sig til dets kærlighedsobjekt. Herved frigøres den forskydelige energi.

[18] Konstitutionen af jeg’et og politikken er præcis magtens histologi: En repræsentationsorden. Jf. Del II, kapitel 1, V.

[19] Med disse bemærkninger er det kort sagt intentionen at antyde en almen analytik, som kan analysere forskellige former for social diskurs. Althusser har kaldt disse diskurser for sociale eller kulturelle praksisformer. Jf. Del IV, kapitel 3,1 her.

[20] Jf. analysen af Durkheim og Weber, hvor det vigtige var det. de gjorde uden at sige det (subsumere den sociale diskurs under sociologien eller producere en legitimationslegende). Se hertil Del III, kapitel 2 her.

[21] Se hertil “Die Verneinung”, GW XIV-12.

[22] Ibid. p. 12.

[23] Ibid. p. 13.

[24] Det er denne forholden sig, vi har diskuteret som magiens histologi (identifikation, inkorporation, projektion).

[25] Man kan i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at Althusser i 1964 (jf. “Freud et Lacan” i Positions, Paris 1976, p. 34) hævdede, at benægtelsens struktur var afgørende for en undersøgelse af ideologien.

[26] GW, XIV-15.

[27] Jf. Del I, kapitel 2 her. Man skal naturligvis ikke nægte at fremkomme med positive udsagn, men det er formen for positive udsagn, som ikke er afklaret, når man står ved kanten af et episteme. Dette har noget med stil at gøre – måden at overskride den rene profeti på uden at positivere et system.

[28] Jf. Del I, kapitel 2, IIIf. her.

[29] Jf. de abstrakte antydninger, afsnit II her.

[30] Jeg tænker her dels på den nationalsocialistiske udnyttelse af Nietzsches skrifter, men dels også på den socialistiske refleksagtige aversion imod dem (eksempelvis Lukacs’ “Die Zerstörung der Vernunft”, Werke b. 9, kapitel 3). Selv i den nymarxistiske diskussion er det forunderligt, at visse marxister på den ene side kan ryste på hovedet ad den ’nye’ filosofi’s forestilling om en lige linie fra Das Kapital til Gulag, men på den anden side standhaftigt kan hævde en lige linie fra Zur Genealogie der Moral til Auschwitz.

[31] Jeg antyder hermed tre forskellige modstandsressourcer: 1) den eventuelle ikke-tilintetgjorte originalitet, 2) den afskallede eller medproducerede uregerlighed, 3) den potentielle ambivalente strøm, som opstår i civiliseringen og homogeniseringen. Det er den sidste ambivalente strøm, som bærer inertien og kommunismens mulighed (den civilisatoriske tendens).

[32] Jf. forelæsning 31, “Die Zerlegung der psychischen Persönlichkeit”, GW XV-86.

[33] Jf. GW XIII-286: “Psykoanalysen er et værktøj, som skal muliggøre Jeg’ets fremadskridende erobring af Det’et.”

[34] Jeg tænker her op imod Herbert Marcuses filosofiske analyse af Freuds teori i Eros and Civilisation, Boston 1955. Se endvidere mine antydninger i Socialisationskritik og politisk praksis op. cit. kapitel 3.

[35] Når jeg understreger ambivalensen, så er det for at gøre opmærksom på, at det absolut ikke ville være noget skridt fremad i analytisk forstand, dersom Freud overtog Jungs monisme. Pointen er netop denaturaliserede kondensationspunkter.

[36] Nietzsche Werke op.cit. III-881.

[37] Ibid.