Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kapitel 2: Den sociologiske diskurs

“Vores principielle sigte er, i virkeligheden, at udstrække den videnskabelige rationalisme til den menneskelige adfærd, ved at vise at den, betragtet i fortiden, er reducerbar til årsags-virkningsforhold, som en ikke mindre rationel operation dernæst kan transformere til aktionsregler for fremtiden. “

Émile Durkheim (1895)

“Intet tankesystem er andet end forsøget på at bringe orden i det kaos af kendsgerninger… som på et givet tidspunkt er inddraget i vores interessekreds. Tankeapparatet… står i konflikt (Auseinandersetzung) med det, som vi kan og vil vinde af ny erkendelse af virkeligheden. Det kulturvidenskabelige arbejdes fremskridt udspiller sig i denne kamp. “

Max Weber (1904)

I: Den sociale konfliktualitet opsuges af inertistrukturer

Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt epistemet for den politiske diskurs har udviklet sig siden antikken. Den politiske diskurs’ genealogi er en opsporing af de konstitutive elementer for epistemet og en redegørelse for de afskallingsdiskurser og vidensformer, som kodificeres. Den politiske og den etiske diskurs fører en klassisk dialog: Etikken afskalles eller genindtages eller dør. Den sociale adfærds videnskaber er skyggerne af denne dialog mellem politik og etik, som ender med likvidationen af etikken som klassisk diskurs. Skyggerne lever videre som socialpsykologi, som sociologi og pædagogik. Socialpsykologien overtager den etiske diskurs’ genstandsfelt omkring oppositionen kollektivisme/individualisme. Sociologien overtager beskrivelsen af den menneskelige adfærd og dennes institutionaliseringer. Pædagogikken overtager etikkens etiske eller moralske dimension. Forløjetheden omkring den etiske diskurs og den gode borgers opførsel accepteres som bevidst foregøglelse i den pædagogiske diskurs. Pædagogikken er således en mere produceret og ansigtsløftet diskurs end sociologien[1]. Sociologiens genstandsfelt opstår faktisk historisk i og med, at de menneskelige institutioner begynder deres eget liv hinsides de viljesprocesser, som allerførst sætter dem i verden.

Den sociologiske diskurs opstår ikke i det øjeblik, den politiske diskurs for alvor sætter distance til den etiske diskurs, hvilket som bekendt sker allerede i Machiavellis trefoldige afskalling af etikken[2]. På dette tidspunkt havde de samfundsmæssige institutioner ikke et eget liv, som de får i den borgerlige verden. Machiavelli vendte sig endog mod den art afliv, som datidens institutioner havde, nemlig som en kritik af kirkens naturretsmæssige filosofi, hvor de samfundsmæssige institutioner er overdetermineret af den guddommelige lov. Den klassiske politiske kode etablerer en teori om del politiske legeme (Leviathan): Statens legeme og statens beherskelseskunst, men dette felt er ikke identisk med samfundets legeme og sociologien.

En diskussion af sociologiens genealogi er ikke identisk med opkomsten af det politiske legeme i stats- eller suverænitetsteoretisk forstand. Vidensformen er altafgørende for sociologiens opkomst. Det er ikke en kodificering af en håndværksmæssig viden, eller en materialistisk-naturvidenskabelig idealisering som hos Hobbes eller en kodificering af parlamentstaktik som hos Locke. Sociologien grundlægges metodologisk som teorien for et unikt genstandsfelt, nemlig de sociale relationer. Sociologien overtager imidlertid også den sociale diskurs som sådan fra etikken og politikken i det øjeblik, den samfundsmæssige regulation frigøres fra ideen om vilje, ret og repræsentation. Der er tale om to helt forskellige tematiseringer af sociologiens sætten sig i centrum for den sociale diskurs, og derfor har jeg valgt at slå ned hos henholdsvis Emile Durkheim og Max Weber.

Sociologien siges oftest at være blevet grundlagt med Auguste Comtes positivisme. Sociologien er da også en positivistisk udgave af filosofien, det vil sige en tendentiel nihilistisk, erfaringsorienteret nyttediskurs[3], men det er afgørende at markere forskellen mellem den moderne sociologi (Durkheim, Simmel, Weber og deres paradigmer) og så den “tidlige sociologi”, hvor overhovedet navnet er problematisk.

Durkheims sociologi er direkte defineret op imod Auguste Comte og Herbert Spencer, idet det metodologiske problem sættes i centrum, sættes op imod de historiefilosofiske reminiscenser hos de to forgængere. Hans sociologi er dermed en metodologisk løsrivelse af et specifikt genstandsfelt, men på en og samme gang en iscenesættelse af det historietab, som karakteriserer sociologien. Webers sociologi er ligeledes grundlagt metodologisk, men ikke gennemført via en radikal historiefortrængning, hvilket skyldes, at hans sociale teoridannelse skal dække hele den sociale diskurs[4].

Pointen er, at sociologien som en viden-om kontrol og regulation af social konfliktualitet først og fremmest er en likvidation af den etiske diskurs, fordi denne diskurs tidligere udgjorde denne viden-om-hvordan. Hos Durkheim udføres denne likvidation gennem en videnskabeliggørelse, det vil sige gennem en tematisering af moralen selv som genstand for beherskelse. Moralen havde mistet sin utopiske distance gennem videnskabeliggørelsen af moralen i og med utilitarismen, men nu sættes den som genstand for analyse i form af normativiteten som social institution. Moralen er altså ikke længere diskursen over den sociale konfliktualitet par excellence, men bestemmes nu blot som en af de sociale institutioner – institutioner, som ganske enkelt anskues som tvangsformer. Det er de sociale forholds særlige kendetegn, at de øver tvang på hver enkelt. I Durkheims sociologi er de sociale forhold altså dem, vi har kaldt magtteknikker, og de er altså sociologiens genstand. Det gælder for øvrigt også for Webers sociologi, hvor staten defineres som voldsmonopol. I sociologien kommer magtens teknikker med andre ord frem som den egentlige genstand[5]. Magten skal ikke forstille eller tilsløre sig, men legitimere sig.

Durkheim overskrider således moralfilosofien ved at undsige (historiefilosofien og genstandsmæssiggøre moralen som norm og institution. Dette er et afgørende trin i videnskabeliggørelsen af den sociale regulation. Det næste trin er hans tingsliggørelse af de sociale relationer, og denne tingsliggørelse er konstituerende for hans sociologi som sådan. Altså alt i alt en metodologisk løsrivelse fra den etiske diskurs – det vil sige en løsrivelse, som forskyder problemstillingen og derigennem unddrager sig et egentligt opgør med etikken, selvom bevidstheden om at overtage dens diskurs er til stede.

Weber forsøger derimod at overskride den etiske diskurs indefra. Han sprænger den kategoriske etik ved at fastholde følgerne af den etiske holdning for adfærden. Den absolutte etik spørger ikke til følgerne. På denne vis er den uansvarlig ifølge Weber. Netop fordi ansvaret bliver kernen i den moderne sociale diskurs, kan man placere en del vægt på dette punkt hos Weber. Han modstiller således to uforsonlige maximer: en sindelagsetisk og en ansvarsetisk (gesinnungsetisch und veran- wortungsetisch)[6]. Som eksempel på sindelagsetikken kan man fremhæve bjergprædikenens etik[7], hvor følgerne afhandlinger ligger i Guds hænder. Den ansvarsetiske holdning eller maxime siger, at man må svare for følgerne af sine handlinger. Webers opgør med den klassiske etik og dens modstilling mellem ren og praktisk moralitet formuleres gennem ansvarlighedskategorien, og det er den, som bliver afgørende for den pædagogiske diskurs, som overtager etikkens ideologiske funktioner[8].

Weber formulerer ideen om en politisk moral eller etik. Denne vision adskiller sig fra ideen om en praktisk moral, som vi kender den fra linien Aristoteles- Thomas-Kant, og det er en vision, som ligger nærmere Lenins, selvom Webers kritik af sindelagsetikken er et slet skjult angreb på socialismens kompromisløse politiske kamp for en højere sag. Det, som indfinder sig i dette skred fra etikken, er en henvisning af spørgsmålene til pædagogikken – opdragelsen af de professionelle politikere – men frem for alt et skred bort fra en vægtning af holdningen som adfærdsteknologi. Med den politiske etik er det selve adfærden som sådan, der tematiseres, og holdningen er kun med som en mulig, om end lavt prioriteret[9], teknik for ansvarlig adfærd. Det afgørende er konsekvenskalkulationen: den rationelle forudsigen af følgerne.

Webers indsats er forskellig fra utilitarismens likvidation af etikken gennem nytte-kalkuler, som udraderer den utopiske differens for at bekræfte det, som er[10]. Webers politiske etik minder mere om Machiavellis afskalling af den etiske diskurs. Hvis man på denne baggrund leder efter Webers fyrste, så viser det sig, at Weber præcis adviserer en fyrste: Det nye lag af professionelle bureaukrater og politikere. Bureaukratismen er Webers machiavellisme, hvor parlamentarismen var John Lockes. På denne vis er Weber en teoretiker for en beherskelse hinsides den klassiske politiske kode, hvor det altså ikke længere er politologi, der står i centrum, men en sociologi som i det væsentlige er en forvaltningslære. Viljen, retten og repræsentationen findes stadigvæk som temaer, men de er overdetermineret af forvaltningens grundlæggende interesse: ansvarlighed og forudsigelighed. Der, hvor Machiavelli udarbejder strategier for at undgå revolutioner ja, der udarbejder Weber strategier for bevarelse af herredømmet på trods af revolutioner. Dette grundforhold sætter to helt forskellige sociale diskurser: statsmandskunsten og forvaltningskunsten.

Med denne markering kan jeg antyde, hvad det er, der er sket mellem de to strategier. 1 den politiske diskurs placeres ansvaret og strategien for bevarelse i den politiske sfære, fyrsten i traditionel forstand. I den sociologiske diskurs placeres ansvaret og strategien for bevarelse i nogle i-princippet-u-politiske inertistrukturer i samfundet. Statens bevarelse er mindre betydningsfuld i forhold til disse samfundsmæssige strukturers inerti. Vil vi nu definere fyrsten som bevaringskunstner, så har “han” altså skiftet domæne fra staten som sådan til samfundet. Dermed er sociologiens dominans i den sociale diskurs parallel med nedbrydningen af den klassiske politiske kode.

Blandt de mere afgørende af disse inerti-strukturer er ‘kapitalen’ i marxistisk forstand. Marxismen er – som vi skal se[11]306 – også en diskurs over de nye inertistrukturer. Kapitalen bliver en samfundsmæssig syntesis. som optræder som inertistruktur hinsides den politiske kode. Det er opkomsten af inertistrukturer eller sociale forhold, som markerer sociologiens opkomst og dens genstandsområde, og det er grunden til, at det er vigtigt at markere såvel en metodologisk frigørelse (Durkheim) som en overtagelse af den sociale diskurs som sådan (Weber), når undersøgelsens genstand er den sociologiske diskurs, men ikke denne taget for sig selv som idéhistorisk fænomen, men derimod som rummet for udspilning og iscenesættelse af samfundsmæssig konfliktualitet. Inertistrukturerne er bærere af den sociale konfliktualitet. Man må således påpege, at konfliktualiteten ikke nødvendigvis udspiller sig mellem inertistrukturerne og dens provokationer, men at disse provokationer kan være det stof, som strukturen lever af. Strukturerne lever præcis, det vil sige, de er udstyret med det eget liv, om end dette oprindeligt er ‘et lånt liv’ som marxistisk kan analyseres som fordobling og selvstændiggørelse af nogle oprindeligt menneskelige relationer. Der er i dette forhold, man skal søge grunden til, at den sociologiske diskurs er en medicindiskurs: Ikke statslegemets men nu samfundslegemets patologi, som er fulgt med den medicinske diskurs’ udvikling – det vil sige fra medicinmanden til medicinalindustrien og sundhedsvæsnet som sådan: Den konstante overvågning af det levende, hvis opgave ikke længere blot er at hele, men tillige at producere kontrolleret sygelighed.

II: Den metodologiske subsumtion af den sociale diskurs (Durkheims taktik)

Émile Durkheim siger om sociologien, at “denne videnskab kunne ikke opstå før den dag, hvor man havde fået øjnene op for, at de sociale fænomener, selvom de ikke var materielle, så dog var virkelige ting, som var forenelige men en videnskabelig undersøgelse (etude). For at være nået til den overbevisning, at der var grund til at udforske deres natur, måtte man have indset, at de er til på en bestemt måde, at deres værensmåde er konstant, at deres natur ikke er afhængig af det individuelt vilkårlige, og at man heraf kan udlede deres nødvendige forbindelseslinier.”[12]Disse sociale fænomener, som er kollektive og konstante ting, kalder Durkheim for sociale forhold (faits sociaux), og hans grundpointe er ganske enkelt, at “de sociale forhold bør behandles som ting!”[13]

Pointen består ikke i at sætte identitet mellem den ydre verdens beskaffenhed og den sociale verdens beskaffenhed, men i at sociologen skal indtage den samme forskerholdning, som kendetegner naturvidenskabsmændene, når han giver sig i kast med undersøgelser af de sociale institutioner (staten, familien, ejendomsretten, straf, ansvar etc.). Sociologiens genstandsområde er de sociale forhold, tingene eller inertistrukturerne, som vi har kaldt dem her. Sociologien defineres af Durkheim som “videnskaben om institutionerne, om deres oprindelse og deres funktionsmåde” – og han bruger ordet institution om “alle de trosforestillinger og alle de adfærdsmønstre, der er indstiftet af kollektivet.”[14] Institutionerne er det materielle og moralske herredømme, som samfundet udøver over sine medlemmer. Institutionerne, de sociale forhold, er således social tvang – det vil sige, de er kollektive måder at tænke og handle på, som har en virkelighed uden for enkeltindividerne, og som disse må indrette sig efter.

Gennem denne metodologiske indkredsning er sociologien blevet den dominerende diskurs i den sociale diskurs som sådan: Den har så at sige subsumeret denne og er nu identisk med den; den politiske diskurs, den pædagogiske, den sexologiske, den juridiske, den etiske etc. begribes som omtale af institutioner, der kan udsættes for en tingslig analyse. Den holdning og adfærd, som kollektivet lægger for en dag, er sociologiens felt. Den sociale diskurs er dermed beslaglagt gennem et metodologisk tiltag- gennem videnskabeliggørelsen af problematikken.

Med tingsanalysen af de sociale forhold bekræfter Durkheims sociologi den reelle tingsliggørelse af de sociale forhold i kapitalismen, men i stedet for at levere en konstitutionsanalyse af denne grundlæggende quid pro qvo[15] tages den for et fait accompli. Den marxske diskurs er i bund og grund en analyse af konstitutionen af de sociale forhold som ting, hvad enten det nu er varerne og kapitalen eller staten og ideologien. Formproblematikken hos Marx er en analyse af dette reelle fænomen[16]. Men hos Durkheim er der tale om en konstitutionsfortrængning. Når han derfor proklamerer, at man også skal søge institutionernes oprindelse (‘leur genese’), ja, så er der ikke tale om en konstitutionsproblematik men om en oprindelsesmyte, der skal virke som legitimation, på samme måde som vi skal se myten fungere hos Weber.

Konstitutionsfortrængningen, som er baggrunden for, at man kan anskue de sociale forhold som ting, slår om i en egentlig historiefortrængning, fordi sociologien metodologisk kun kan beskæftige sig med stabile objekter, permanens- eller inertistrukturer, kodificerede praksisformer, veldefinerede former. Durkheim er meget vel klar over, at “samfundet består af uafhængige strømninger, der uafladeligt er i færd med at ændre karakter”, men hans konklusion som konsekvens af dette forhold er blot, at “det vil sige, at det ikke er fra den kant, videnskabsmanden kan gå i gang med en undersøgelse af den sociale virkelighed.”[17]

Gennem den metodologiske tildragelse gør Durkheim historien til kontrolleret oprindelse. Det fluktuerende er grundlæggende udgrænset (fortrængt og benægtet) gennem et metodologisk tiltag, og dette har alvorlige konsekvenser, når man husker på, at den sociologiske diskurs har subsumeret den sociale diskurs.

I og med denne markering af sociologiens objekter forsvinder den utopiske differens, som kendetegner den etiske diskurs, der tidligere involverede det felt, som sociologien nu gør krav på. Inertistrukturerne måles ikke i forhold til en mulighed men kun i forhold til en fakticitet, idet de som stabile strukturer i sig selv er opretholdelsesværdige. De bestandige strukturer er nemlig dem, som har vist sig at være nyttige. Men i modsætning til utilitaristernes nyttekalkule, som også er en likvidation af den etiske diskurs, er Durkheims nyttebegreb medicinsk eller biologisk. Hans forståelse af samfundet er ikke vundet gennem den liberalistiske økonomi men gennem den evolutionistiske fysiologi.

Dette nye metodologiske tiltag (den fysiologiske diskurs som inspiration i begribelsen af samfundsmæssige organer) bevirker den endelige afvikling af etikken, da den historiske fantasi udraderes som mulighed igennem idealiseringen af det, som er. Det betyder ikke, at Durkheim ikke anerkender udvikling og endog retorisk fastholder muligheden af en hidtil uset udvikling, men det betyder i praksis en diskursiv afskæring af exceptionelle tilstande, thi “for at sociologien virkelig kan blive en videnskab om tingene, er det nødvendigt, at fænomenernes almindelighed tages som kriterium for deres normalitet[18]. Dette nye tiltag, som består i at overlejre sociologien med en medicinsk normalitetsdiskurs, bevirker en reel afskæring af den utopiske dimension. Det er indlysende, at en insistering på det observerbare (tiltag 1) og en identifikation mellem det almindelige og det normale (tiltag 2) unddrager sociologien en stillingtagen til ’det mulige’ som princip, og at det (som kun tager sig ud som et diskursivt tiltag) i virkeligheden bliver en praktisk stillingtagen for det bestandige.

Durkheim er således involveret i det, som engang var den politiske patologi; men det bestandige er ikke længere det gode og derfor sundt – det er derimod det nyttige og således det normale. De abstrakte oppositioners genealogi ender her med oppositionen mellem det normale og det patologiske – en opposition, som derefter overlejrer hele slægtsystemet af oppositioner, og derigennem pr. definition placerer et nyt præsteskab, som administrerer denne magt-indskrift: allehånde læger og rekreationsinstitutioner (medicinske læger, samfundslæger, økonomilæger etc.).

Durkheims sociologi er således en diskurs om, hvordan man kan undgå oprør eller revolution, for gennem overlejringen af det almindelige med det normale (gennem overlejringen af den sociale diskurs med den fysiologiske) bliver det ønskelige identisk med sundhed – og sundhed er givet i tingene selv. Den historiske fantasi er likvideret, for “det drejer sig ikke længere om at forfølge et mål, som undflyer, efterhånden som man når frem, men om med en konstant bestræbelse at opretholde den normale tilstand, at genoprette den, hvis den forstyrres, og genfinde den normale tilstands betingelser, hvis de har ændret sig. Statsmandens opgave bliver ikke længere med vold at styre samfundene mod et ideal, som forekommer ham tillokkende, men hans funktion bliver parallel med lægens: Han skal forebygge sygdommenes udbrud gennem en god hygiejne, og hvis de er opstået, skal han søge at helbrede dem.”[19]

Det gode og det onde eksisterer ikke for videnskaben – hævder Durkheim[20] – så den etiske diskurs’ indskrift skal erstattes af videnskabens indskrivning af forskellen mellem det normale og det patologiske. Han vælger derfor “at kalde de forhold normale, som frembyder de mest generelle former”, og han vil “give de andre betegnelsen sygelige eller patologiske… Normaltypen falder sammen med gennemsnitstypen, og enhver afvigelse i forhold til denne samfundsnorm er et sygeligt fænomen.”[21] Denne metodologiske løsrivelse af sociologien – en løsrivelse, som bevirker en subsumtion af hele den sociale diskurs under en medicinsk eller biologisk evolutionismes beskrivelsesformer, definerer den sociale diskurs’ funktionærer som opretholdere af det bestandige og som definitoriske bekæmpere af nyheder, da disse – selvom de med tiden skulle vise sig at være endnu mere bestandige end de lavere former-i opkomsten er exceptionelle, det vil sige patologiske former. Enhver form for uregerlighed (ubekendthed) er sygelig. Det gælder om at holde det konfliktuelle i kendte former, og disse kendte former(institutioner) legitimeres af sociologien under henvisning til deres bestandighed, det vil sige under henvisning til en udviklingshistorie. Durkheims sociologiske strategi renser den sociale diskurs for kritik, da en anderledes udspilning af det konfliktuelle ikke kan komme på tale i og med, at oppositionsparret ‘det normale’ og ‘det patologiske’ udgør det eneste mulige spor.

Durkheims grundlæggelse af den videnskabelige sociologi bestemmer sociologien som en perpetuerende viden-om-hvordan man opretholder det, som er. Det sker som nævnt gennem et tiltag, som fortrænger en konstitutionsproblematik, hvorved en kritisk distance til de eksisterende former for social tvang (sociale institutioner) ophæves til fordel for en legitimationsmyte om ‘de bedst egnede’ institutioner – samt gennem et tiltag, som identificerer det almindelige med det normale, hvorved oppositionen sundhed/sygdom eller normalitet/patologi bliver interpretationsnøgle til den sociale konfliktualitet. Da denne sociologi gennem sin videnskabeliggørelse subsumerer hele den sociale diskurs, mister denne sin unyttige (uhensigtsmæssige) funktion: den kritiske eller utopiske dimension.

Dette er en konsekvens af den positivistiske nihilisme, og det er en konsekvens, som bliver endnu mere tydelig, når videnskabeliggørelsen nødvendigvis afskaller en edukativ eller pædagogisk filosofi, som skal samle det op, man tror at have likvideret igennem den sociologiske diskurs.

I Durkheims edukative filosofi bliver samfundet identisk med moralen, og samfundet til den instans, som gennem socialisationen sikrer installationen af det samfundsmæssige i det individuelle[22]. På denne vis bliver socialisationen bestemt som en teknik til beherskelse af uregerlighed. Den principielle skizofreni sættes som grundforhold, idet den kollektive bevidsthed tager over fra den kollektive vilje[23]. Den moderne suverænitet er den kollektive bevidstheds inkarnationer og ikke viljens repræsentation. Den kollektive bevidsthed er i sig selv en inertistruktur, hvis inerti er langt mere stabil end viljens.

Den sociale stabilitet har forskubbet sig fra det statslige til det samfundsmæssige, og Durkheims sociologi og edukative filosofi er en anvisning af, at den sociale orden ikke behøver bekymre sig så meget om den traditionelle sociale repræsentation og kampen om den, fordi stabiliteten, normaliteten, er sanktioneret i inertistrukturerne. Max Webers sociologi er en parallel anvisning beregnet for den sociale ordens agenter.

III: Herredømmets sociologi som anvisning af intertistrukturer (Webers legende)

Man kan ikke begribe sociologiens opkomst, dersom man ikke tager i betragtning hvilke magt- og stabilitetstransformationer, som fandt sted i den dobbelte revolutionsperiode fra slutningen af det attende til midten af det nittende århundrede. Den dobbelte revolution er en politisk og en industriel revolution, som føder den moderne verden[24]. Efter revolutionsperioden er der sket en transformation fra oligarkisk regerede samfund med arvelige privilegier til samfund regeret afrepræ- sentanter for massepartier. Sociologien opstår igennem denne omlægning af magtrepræsentationen og er helt på linie med opkomsten af de store sociale ideologier (socialismen, f.eks.). Sociologien og ideologierne er fremtrædelsesformer for den samme sociale transformation, som blandt andet omlægger forskellen mellem de regerende og de regerede, samt decimerer forskellen mellem diverse lag – og som samtidig overlejrer de sociale relationer med nye afhængigheder og kontrol[25]. Sociologien er en diskurs over disse nye relationer på samme måde, som marxismen er en diskurs over disse nye relationer.

Det stabiliserende i denne nye udvikling er ikke den egentlige politiske sfære men de sociale inertistrukturer. Det er denne forrykkelse, som såvel den avancerede borgerlige diskurs som den marxistiske diskurs har reflekteret, og den er grunden til. at den moderne politiske kode bliver til skuespil uden anden reference end den selvproducerede, hvorved man kan genoptage den machiavelliske forstillelses- eller simulationsstrategi[26].

Hos Durkheim subsumeres den sociale diskurs gennem metodologiske (videnskabeliggørende) tiltag. Hos Max Weber bæres den samme interesse gennem en omfattende reformulering af den sociale diskurs som kulturvidenskab. Det er afgørende, at Weber ikke tilstræber den “nihilisme”, som man finder hos andre sociologer, så hans etablering af en sociologi adskiller sig grundlæggende fra Durkheims. Weber placerer herredømmets sociologi i centrum for den sociale diskurs eller kulturvidenskaben. Hans metodologiske reformulering indebærer ikke en positivisme eller evolutionisme, men en historiefilosofi over rationaliteten og dens organisationsformer. I modsætning til Durkheim findes der ikke en heroisering af den videnskabelige rationalisme hos Weber[27]. Webers sociologi er en refleksion over statsrationalitetens forsænkelse i de sociale inertistrukturer.

Inertien som sådan identificeres med den rationelle forvaltning. Herredømmets sociologi er således krumtappen i Webers diskurs, fordi det organiserede herredømme er beherskelsen af den sociale konfliktualitet som sådan. Inertien ligger i herredømmet, og herredømmet skal bevares. “I en moderne stat,” – siger Weber – “ligger det virkelige herredømme, som jo hverken virker gennem parlamentariske taler eller monarkiske erklæringer, men gennem håndhævelsen af forvaltningen i hverdagslivet, nødvendigvis og uundgåeligt i hænderne på bureaukraterne (‘Beamtentum’).”[28] Derfor er Webers sociologi en forvaltnings – eller organisationsdiskurs.

Weber sætter magten i samfundet i centrum for sine reformuleringer af den sociale diskurs. Det er imidlertid signifikant, at Weber ikke etablerer en magtteori (om end han arbejder med magtkategorier). Weber interesserer sig for herredømme og ikke for magt som sådan: Han interesserer sig med andre ord kun for organisationen af magten (som tages for givet). Han interesserer sig imidlertid heller ikke for alle former for herredømme: Han analyserer herredømme i kraft af autoritet. Han er ikke interesseret i interessekonstellationer (f.eks. den økonomiske magt), netop fordi han placerer herredømmet i den moderne stat i forvaltningen og hos dens funktionærer.

Det er denne interesse, som determinerer det skred ud af den etiske diskurs, som man også hos Weber kan demonstrere som sociologiens fødsel. Hans herredømme i kraft af autoritet formuleres nemlig ud gennem etiske kategorier, for herredomme i kraft af autoritet “grunder sig på en lydighedspligt slet og ret, som ser bort fra alle motiver og interesser.”[29] Herredømmet er således “identisk med: autoritær befalingsmagt”, hvilket medfører, at de beherskede “handler, som om de havde gjort indholdet af befalingen…til maxime for deres handling.”[30] Lydigheden bliver identisk med den moralsk rigtige handling (inden for Webers rum: forvaltningen). Dette er Webers erobring af den etiske diskurs, som udtømmer denne for det oprindelige indhold af utopi og autarki[31]. Det, som var en fremhævelse af ansvarlighedsetiske figurer frem for sindelagsetiske i den opbyggelige tale til kommende bureaukrater og politikere, som vi allerede anførte til indledning[32], viser sig at være identisk med lydighed i forhold til befaling. Lydigheden bliver identisk med ansvarlighed. Man er ansvarlig, når man adlyder – på denne måde svarer man for sine handlingers følger, fordi der findes en hierarkisk række af ansvarlighedsforrykkelser.

Det kan da heller ikke undre, at Weber diskuterer hærvæsnet som idealtypisk figuration af forvaltningsmidlernes koncentration[33]. Hovedpointen er kontrol med energier og deres fordeling. Det drejer sig om at bevare den sociale orden på trods af fluktuationer. Denne erkendelsesinteresse skinner igennem som en kritik af alle labile strukturer, og som den tendentielle afskaffelse af enhver tilfældighed. Det kommer klart til udtryk, når Weber understreger, at motivationen for at adlyde ikke er af sociologisk betydning, da det er ligegyldigt hvordan en befaling accepteres, når blot den accepteres[34]. Gennem denne insistering på kun at diskutere gyldighedsformer definerer sociologien sig som en herredømmeteknik, som udgrænser (fortrænger, benægter) motivationen til fordel for mere stabile støtter for herredømmet, nemlig dets legitimitet[35].

Weber understøtter herredømmet, som finder sine legitimitetsprincipper i rationelle regler – ikke fordi disse kan være demokratiske og legale – men fordi strukturen da er forudsigelig. Det er denne forudberegnelighed, som får Weber til at fremhæve det bureaukratiske herredømme: “Det egenartede ved den moderne kultur, og særlig dens teknisk-økonomiske underbygning, forlanger præcis denne “beregnelighed” af følgerne. Det fuldt udviklede bureaukrati står i en speciel mening under princippet om “sine ira et sludio”[36]. Bureaukratiets egenart, som kapitalismen hilser velkommen, rendyrkes desto mere, jo mindre ‘menneskeligt’ (‘entmenschlicht’) det bliver, hvilket her vil sige: Jo mere det lykkes bureaukratiet at udvikle den særlige egenskab, som roses som dets dyd: At udelukke kærlighed, had og alle rent personlige, overhovedet alle irrationelle, følelseselementer, som unddrager sig kalkulen, fra embedsførelsen.”[37] Beregneligheden sikrer, at strukturen er bestandig eller det modsatte af tilfældig.

Weber er imidlertid overbevist om, at “ethvert herredømme, som er indrettet på bestandighed, er på et eller andet afgørende punkt et hemmeligt herredømme (‘Geheimherrschaft’).”[38] Hemmeligheden, den principielle umulighed af total indsigt i akterne (f.eks. tavshedspligt), er et afgørende led i den dobbelte relation, som udgør herredømmet, nemlig dels forholdet mellem de herskende og deres apparat, og dels forholdet mellem dette apparat og de beherskede. På et eller andet punkt må der involveres en hemmelighed, som kun kan beskrives som en myte (produceret gennemsigtighed). Denne myte er et afgørende led i herredømmets legitimation, for Weber er af den opfattelse, at ethvert herredømme har behov for legitimation. Men man må fastholde, at dette legitimationsbehov er et led i Webers myte, for uden legitimation er herredømmet ikke bestandigt, så argumentationen for legitimationsbehovet skal søges i den ideologi, som siger bestandighed – og ikke i et mytisk naturbehov ved forskelsindskrift (som Weber påstår).

Weber er nemlig – alt imens han involverer sig for rationaliteten mod det mytiske – myteproducent. Webers herredømmesociologi er en herredømmemyte eller (i Webers sprogbrug) legitimationslegende. Weber er klar over, at “hver eneste højt privilegeret gruppe dyrker en “legende” om, at gruppen er overlegen af naturlige grunde… Der, hvor der råder stabile magtfordelingsforhold… accepterer også de negativt privilegerede lag denne legende.”[39] Denne legende kunne tidligere være en legende om blodet som legitimation af forskel, men med det moderne samfunds klassekampe virker den slags legende ikke mere. Man må derfor producere en anden form for legitimationslegende, som kan begrunde de herskendes herredømme. Blodet kan for eksempel erstattes af kapital, sexualitet, viden, effektivitet. Men det interessante er, at Webers sociologi er en rationel begrundelse af legitimitet. Webers sociologi er hans tilbud om en ny legende, en myte, som indeholder såvel hemmelighed som legitimationsbegrundelse.

Webers sociologi begrunder bureaukratiet som det legitime herredømme, da det er en herskeform, der er præget af rationel, regelbundet virksomhed. Hans pointe består i at lade et legitimt herredømme falde sammen med det legale herredømme. De lovlige (f.eks. demokratisk accepterede) regler kan blive den grund, som et legitimt herredomme rejser sig på, det vil sige et herredømme, som kan begrunde sig i en legende. Gennem denne alliance gøres bureaukratiet til idealet, da den reneste type legalt herredomme er bureaukratisk herredømme.

Det er disse herredømme-strukturer, som udgør inertistrukturerne, for “der består altid sandsynligheden for, at der opstår en særlig træg (‘perennierend’) social struktur til forvaltningsformal – og det betyder samtidig: til udøvelse af herredømme.”[40] For Weber er denne træge struktur ingen tilfældighed, men selve kernen i hans projekt – selvom det aldrig gøres synligt, men skal læses frem: Man skal finde Webers hemmelighed, en “hemmelighed”, som imidlertid ikke forsvinder, fordi den bliver bragt frem i lyset.

Webers pointe med den træge struktur vil jeg illustrere med følgende citat: “Idet dette apparat (‘bureaukratiet’) – overalt hvor det råder over de moderne kommunikationsmidler – gør en “revolution” i betydningen en voldelig skabelse af en helt ny herredømmestruktur, rent teknisk (og igennem dets gennemrationaliserede struktur endnu mere teknisk) umulig, har det erstattet “revolution” med “statskup” (Staatsstreiche).”[41] Det er nu bureaukratiets permanente struktur, som sørger for rationelle, regulerede sociale relationer, og herredømmet er så godt som ubrydeligt. De sociale relationer har fået en bestandighed, som tillader at sætte parentes om den klassiske politiske kode. “Politikken” udspiller sig anderledes under den moderne politiske kode: Et skuespil, som skal aflede opmærksomheden og virke til passiv morskab.

Sociologien er således en parallel til den marxske diskurs, og den socialistiske diskurs må frem for alt i det mindste være på højde med den borgerlige diskurs. Såvel Durkheim som Weber markerer den egentlige politiks moderne rum hinsides lokkeduen.


[1] Jf. Del III, kapitel 1 her.

[2] Jf. Del III, kapitel 1 her.

[3] Jf. Del IV, kapitel 3, afsnit 1 (Appendix, I) her.

[4] John Stuart Mill har ligeledes leveret en metodologisk diskussion af samfundsvidenskaberne som sådan (j f. System of Logic v. VI kapitel VII-XII), men der er ikke tale om en metodologisk grundlæggelse af sociologien.

[5] Jf. Max Webers definitioner i Politik als Beruf i Gesammelte politische Schriften (GpS), Tübingen 1958 p. 505f samt Émile Durkheims Les régles de la methode sociologique. Paris 1919 p. 125f.

[6] Jf. GpS op.cit. p. 551.

[7] Bjergprædikenens etik refererer til Jesu forkyndelse, som den kendes fra Mathæus Evangeliet (5, 1-7, 28).

[8] Kategorien ansvarlighed bliver altafgørende for den moderne effektive pædagogik i Øst og Vest (Makarenko, Glasser). Jf. Del III, kapitel 3 her. Ansvarlighed er som tidligere anført (Del II, kapitel 2 note 154) grundliggende i eksistentialismens ny-formulering af den etiske diskurs.

[9] Det betyder altså ikke, at målet er tabt af syne, og den korrekte politiker defineres da også som en, der kan kombinere de to dimensioner. Se hertil GpS op.cit. p. 558: “I sandhed: Politik laves med hovedet, men bestemt ikke kun med hovedet.”

[10] Jf. Del II, kapitel 2, IV her.

[11] Marxismen fokuserer principielt på samfundsmæssiggørelse frem for statsliggørelse, og det markerer interessen for inertistrukturer hinsides den politiske kode. Samtidig demonstrerer marxismen, hvorledes statsliggørelsen selv kan blive en samfundsmæssig inertistruktur.

[12] Durkheim Les régles … op.cit. p. XXIV (oversættelsen skyldes Esbern Krause-Jensen i Den sociologiske metode. København 1972 p. 19).

[13] Ibid. p. X, 7.

[14] Ibid.p. XIII, 17.

[15] Jf. L.-H. Schmidt: Filosofikritisk rekonstruktion, København 1977 p. S6ff samt Del IV, kapitel 3, I her. Det drejer sig om den grundlæggende formproblematik hos Marx – en problematik, som er lettest gennemskuelig som værdiformsproblematikken i Das Kapitel.

[16] Pointen hos Marx udtrykt i en formel: De sociale relationer fremtræder ikke som det, de er: Sociale relationer mellem personer og ting, men som personernes tingslige forhold og tingenes sociale forhold. Jf. MEW 23-87. De sociale relationer fremtræder som ting: For eksempel penge.

[17] Les règles op. cit. p. 56, 53.

[18] Ibid. p. 92, 74.

[19] Ibid. p. 93, 75.

[20] Ibid. p. 60, 55.

[21] Ibid. p. 70,61f. Det betyder imidlertid ikke, at Durkheim og sociologien ikke kan forestille sig nyttigere samfund, idet begrebet om det nyttige overskrider begrebet for det normale, men tekstens interne økonomi forhindrer en tematisering. Muligheden står således blot principielt åben som evolutionsteoretisk mulighed.

[22] Ifølge Durkheim er det opdragelsen (og dennes teori: pædagogikken), der skal producere den sociale tvang, som installereren principiel skizofreni hos den enkelte, da det samfundsmæssige skal blive en over-del af det individuelle. Det er denne socialisation, der skal sikre de sociale relationers reproduktion. Durkheims edukative diskurs er således en socialisationsteori.

[23] Det er helt afgørende at forstå, at vi med dette begreb om den kollektive bevidsthed står med noget væsentligt, som sofistikeres i den borgerlige sociale diskurs for at ende som en instans i det psykiske apparat i den konformistiske psykoanalyse eller som overindividuelle strukturer i strukturalismen. Det mest afgørende er ikke, at vi her er på vej mod et begreb om uerkendte eller ubevidste strukturer, men at vi er på vej væk fra ideen om, at det sociale er noget, som kan repræsenteres bort. I modsætning til statslighed, suverænitet, kan samfundsmæssighed, sædelighed, ikke afhændes. Jf. L.-H. Schmidt: Socialisationskritik og politisk praksis, København 1978, p. 20f.

[24] Man kan henvise til Eric Habsbaums The Age of Revolution 1789-1948. London 1962.

[25] Se Norbert Elias: Was ist Soziologie? München 1970, p. 70f. Elias’ sociologi er specielt interessant, fordi den sætter magtbegrebet frem i første række, samtidig med at dette magtbegreb anvendes til at ombryde de traditionelle markeringer mellem det samfundsmæssige og det individuelle. Det er så at sige en moderne sociologi, som har paralleller i den aktuelle magttematik.

[26] Jf. Del III, kapitel 1, XII her.

[27] Jeg tænker her på, at Webers vigtigste metodologiske indsats består i at introducere ideal-typer, som er klare konstruktioner og ikke realiteter. Jf. Die „Objektivität“ sozialwissenschaftlicher und sozialpolitischer Erkenntnis i: Gesammelte Aufsätze zur Wissenschaftslehre, Tübingen 1951 – specieltp. 190f. Weber kalder selv idealtypen foren utopi. Hans model for idealtyperne er Marxs teoretiske kategorier, men han glemmer, at kategorierne hos Marx er tendenskategorier – i betydningen kategorier, som kapitalismen er i færd med at realisere (f.eks. den tendentielle reduktion til karaktermaske). Weber fortolker derimod Marxs kategorier som grænsebegreber, som man kan måle virkeligheden med, og man kan herigennem se, hvorledes Weber helt ned i det metodologiske grundlag er under indflydelse af den økonomiske grænsenytte-teori.

[28] I artiklen “Parlament und Regierung im neugeordneten Deutschland” i GpS op.cit. p. 320. Weber er interesseret i at kanalisere den sociale konfliktualitet ind i apparatet, så han er for parlamentarismen, netop fordi det virker som bidsel på folket, det vil sige, uden at det kommer til at udøve magten. Hans machiavellisme har således forrykket sig til apparatet. På denne måde er Webers sociologi en teknik til kontrol af den sociale konfliktualitet, forstået således, at den udspiller sig under kontrollerede forhold i kendte omgivelser (f.eks. som benægtelse i psykoanalytisk forstand) – i kulisser, som alligevel ikke længere er anvendelige for den egentlige magtudøvelse.

[29] Max Weber: Wirtschaft und Gesellschaft, Tübingen 1976 p. 542.

[30] Ibid. p. 544.

[31] Jf. diskussionen af Kant, Del II. pa. 2, III her.

[32] Jf. GpS op.cit. p. 551.

[33] Wirtschaft und Gesellschaft op.cit. p. 566f.

[34] Ibid. p. 545.

[35] Se f.eks. Soziologische Grundbegriffe i: Gesammelte Aufsätze zur Wissenschaftslehre op.cit. 559f samt GpS op.cit. p. 507f.

[36] Forvaltningens ideal er “sine ira et studio” at træffe afgørelser på et strengt formalistisk plan ud fra rationelle regler. I modsætning til embedsmanden skal politikeren handle med ‘ira et studio’. Politikerens princip er ansvaret – embedsmandens lydigheden. Jf. GpS op.cit. p. 524.

[37] Wirtschaft und Gesellschaft op.cit. p. 563.

[38] Ibid. p. 548. Weber slår således kort og godt fast, at “bureaukratisk forvaltning er ifølge sin tendens altid forvaltning med udelukkelse af offentligheden. Bureaukratiet skjuler sin gøren og laden for kritikken, såvidt det overhovedet kan.” (Ibid. p. 572.)

[39] Ibid. p. 549.

[40] Ibid. p. 548.

[41] Ibid. p. 571.