Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kapitel 2: Eftertanken

Jeg har aldrig taget ét skridt offentligt, som ikke kompromitterede: Det er mit kriterium for ret handlen.

Nietzsche

I: Exit: Stilen som overskriden

Det ville være i modstrid med selve ideen i denne undersøgelse at forsøge en konklusion. Vi har ikke forsøgt at bevise en tese, men vi står omsider ved det trin, hvor vi skal se, hvad der er foregået i denne undersøgelses forrykkelse fra forelæsning til analytik. Er der opnået noget, eller har vi blot produceret en ny iscenesættelse, som egentlig ikke forrykker noget? Vi må med andre ord overveje, hvorvidt de spørgsmål, undersøgelsen har stillet til den sociale diskurs med lige så stor ret kunne stilles til den selv.

Det var jo intentionen at foretage en dobbelt bevægelse – dels at undersøge den sociale diskurs og dels “at undersøge dét at undersøge”, da analysen i første omgang blot er en overlejring eller en ny iscenesættelse. Vi startede derfor ud med at undersøge Marxs interventionspraksis for at finde ud af, hvorledes en kritikstrategi kan undgå at blive en ny opførelse. Herefter forsøgte vi så at forfølge det spor, som markerer magtens og repræsentationens episteme gennem likvidationen af den kritiske eller utopiske distance. Denne likvidation var identisk med videnskabeliggørelsen og markerede adfærdsvidenskabernes opkomst i et skred, som omprioriterer relationen mellem socialteknikkernes “holdning” og “adfærd”. Endelig forfulgte vi så nogle markante omskift i den sociale diskurs som sådan med hensyn til den sociale inerti. Undersøgelsen har således set på diskurser og “det konfliktuelle”, som diskurserne var en viden-om-hvordan i det omfang, de fortrængte eller benægtede og iscenesatte den sociale konfliktualitet. Det var intentionen, at undersøgelsen skulle fungere som en aktuel intervention, der kunne rokke ved diskursernes modstande og i interventionens form skabe effekter i disse diskurser. Undervejs har vi så forsøgt at eksplicitere vort forehavende, men har hele tiden fornemmet den vanskelighed, som vi også kunne påvise i kritiske diskurser, der består i at undgå at falde for fristelsen til at systematisere og operationalisere en vidensform: Skabe et sammenhængende system af kategorier og præcisere kategoriernes udsigelsesfelt – kort sagt opbygge et positivt system, som er en ny iscenesættelse af dét (konfliktuelle). Dette ville nok være et fornuftigt forehavende, men ikke vores forehavende i denne undersøgelse, som insisterer på kritik, åbenhed og intervention, og dermed insisterer på antydningen og flertydigheden som stil. På denne baggrund er man tvunget til stadig forrykkelse.

Det viste sig at blive vanskeligt at foretage en nøje analyse af kritisk diskurs, fordi vi derigennem ville cementere den som et bidrag til den sociale diskurs og ikke i tilstrækkeligt omfang kunne fastholde dens karakter af at være appendix til den sociale diskurs. – Den fornemmelse, som trænger sig mere og mere på, er nu, at det præcis er denne appendixkarakter, som er det afgørende for kritisk diskurs, hvis den definerer sig som anderledes tænke-strategi, og ikke som alternativ, positiv teori. Fornemmelsen siger med andre ord, at den radikale overskridelse ligger i stilen: Diskursens interne økonomi.

Stilens mere og mere påtrængende problem er grunden til, at Nietzsche indtager en så relativ fremtrædende plads i denne undersøgelse. Midt i sin profetiske genialitet og sine reaktionære politiske udtalelser formår Nietzsche i kraft af sin stil at være mere radikalt overskridende end Marx og Freud. Nietzsche skaber ikke en bedre social teori eller filosofi end hele den epistemiske blok, han formulerer sig op imod, men han skaber en anderledes filosofi – en filosofi, som med hammeren er i stand til at lave ravage i de teorier, han tager til behandling. Hans intention er ikke, også at tænke det, de andre benægter og udgrænser som fremmed, han tænker ikke mere med end de andre, men han tænker det på en anden måde. Nietzsche forsøger ofte at lade, som om der er sammenhæng i hans filosofi, men selve denne påstand er en maske, som er med til at forvirre modstanderne (og eventuelle forbundsfæller). Den mest radikale kritik af filosofiens univers, man kan tænke sig, er en nedbrydning af filosofiens sprog og tænkeformer, og det er grunden til, at Nietzsche er modsætningen til den overlevelse, den moderne filosofi har fået som sproganalyse og videnskabelig ambulancetjeneste til likvidationen af enhver form for flertydighed.

Nietzsche skal med andre ord ikke tages på ordet, men på strategien: Nietzsche skal læses – han skal tages på stilen. På denne vis er Nietzsche mere moderne, mere negativ og mere en overskridelse af det aktuelle teoretiske episteme end Marx og Freud. Marx mener, at det er nødvendigt at give igen med samme mønt: En lærd mastodont som imidlertid forbliver tro mod interventionen og alligevel fungerer som et erkendelsesvåben for proletariatet. Freud forrykker sig hele tiden og fører en helt anden åben bekendende diskurs end Marx, idet forrykkelsen hele tiden selv tematiseres. Men åbenheden bliver først helt radikal hos Nietzsche, og det er årsagen til, at man ikke kan tænke Marx, Nietzsche, Freud kronologisk, når det er den diskursive strategi, som er til analyse. Hos Marx og Freud er der omhyggeligt gjort rede for interventionens og analysens effekter og de eksplosioner, som den vil medføre i den sociale diskurs. Men i Nietzsches aforisme-stil er det ikke teksten i sig selv, men allerførst det, den bevirker i andre, som bærer det eksplosive. På denne måde er Nietzsche en hammer, og det er som sagt grunden til, at vi har koketteret så åbenlyst med Nietzsches hammer i denne undersøgelse.

II: Magtindskriften som fortrængningsproces

Vores undersøgelse er blevet underlagt diskursens orden – den er selv blevet disciplineret af diskursens orden. Stilen blev langt fra så fremtidig, som det kunne være ønskeligt for en diskurs med et sigte som vort. Dette viser blot vanskeligheden ved at være udenfor, når man taler indenfor, hvis man ikke kan tænke i en tilstrækkeligt radikal stil. For at omgå det fremmede må diskursen identificere det eller i det mindste give det navn. Vi må benægte og give navn, som den sociale diskurs benægter, og som Marx måtte give Bakunin navn. Man er med andre ord altid lidt af et offer – om ikke andet så for stilen.

Foreløbig står den kritiske diskurs tilbage som et appendix i erkendelse af, at kritisk diskurs skal demonstreres og ikke kodificeres. Man må således eksperimentere med formen for appendix, fordi stilen ikke kan undersøges løsrevet fra interventionen og kritikken. Nietzsches stil er overskridende, fordi den ikke kan kontrolleres af det herskende episteme. Nietzsches aforismer bevirker ukontrollable eksplosioner, men den er præcis Nietzsches stil og ikke en generaliserbar eller kodificerbar strategi. Hvis man ikke mestrer denne stil – eller hvis folk i den teoretiske klassekamp ikke kommer i nærheden af en hammer i denne form – så er der den mindre vanskelige, men ikke mindre effektfulde, appendix-karakter tilbage. Man kan forsøge sig med interventioner i konkrete sociale diskurser, hvor man tvinges til et minimum af positivitet. Man kan forsøge sig med en analytik, som bearbejder modstande, uden at involvere en positivitet, og man kan endelig forsøge sig i en tilnærmelse til aforisme-stilen gennem eksplosive teser, som ikke bærer nogen form for positivitet, som knapt bærer en negativitet, men som i det øjeblik, de indoptages til tilfældig refleksion, fungerer som uforudsigelig hammer.

Lars-Henrik Schmidt, Nørre Stenbro, december 1980