Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kapitel 2: Intervention

Vi er her for at forsvinde i og med vores intervention.

Althusser

I: Den teoretiske strategi

Marxismen er en teoretisk strategi – en samling af interventioner og kritik.

Er det nok engang en marxistisk indgangsbøn, som skal være legitimationen for et teoretisk arbejde? Som om prædikatet ‘marxistisk’ om et arbejde umiddelbart indebar en sådan legitimation: “Hvis det er marxistisk, må det jo være relevant for den sociale kamp!”. Det er i det mindste ikke intentionen, at disse kapitler skal fungere som legitimation. Intentionen er rettere at skitsere en teoretisk interventionspraksis, som er det afgørende i det ingenmandsland, som udgør den teoretiske praksis.

Marxismen skal her diskuteres som en teoretisk praksis og ikke som en doktrin i den sociale diskurs, og det kan straks markeres, at marxismen efter min opfattelse er denne praksis og ikke nogen doktrin eller socialvidenskab, og denne markering vil blive gentaget adskillige gange, fordi det allerførst er den, som åbner for en anderledes diskussion af marxismen. En diskussion, som kan af-sløre, at den megen snak om “Marxismens krise” funderes på et ikke-gennemskuet grundlag – en diskussion, som kan af-sløre, at “krisen” ligger i omgangen med den marxske teori og ikke i den marxske teori som teoretisk praksis[1]. Det er med andre ord ikke marxismens aktuelle situation, som skal undersøges, men en teoretisk praksis, som kan fungere som lærestykke for en kritisk undersøgelse af videnskabelige diskurser og disses implicitte politik og interne økonomi. Baggrunden er således en allerede foretaget markering af marxismen som kritisk praksis i modsætning til visse dogmatiserende og konsoliderende former for omgang med marxistisk teori.

II: En serie af interventioner (Marx)

Den marxske diskurs relaterer sig til Karl Marx, men marxismen som teoretisk praksis har en række repræsentanter. Efter de antydninger jeg allerede gjorde i det første kapitel, er det imidlertid komisk at tale om ‘Marx, og efter Marx kom Engels, og efter Engels kom Lenin, og Lenins søn hed Gramsci og Gramscis søn hed Althusser’ og så videre, som om den marxistiske genealogi virkelig var et hus eller en familie. Sagen stiller sig knapt anderledes, hvis man forsøger at relatere de forskellige positioner til præcise punkter på en konjunktur og til arbejderbevægelsens kampe, fordi man derved alt for let kommer til at reproducere en borgerlig idé om oplysning og ophobning af erfaringer – en idé, som kommer for en dag i den franske oplysningsfilosofi, men som har et utroligt tag i socialistiske forståelsesformer. Denne borgerlige idé er kort sagt ideen om den kontinuerlige progression – som om summen af marxistisk fornuft skulle være identisk med summen af arbejderbevægelsens erfaringer.

Jeg vil derimod se på en genealogi af spørgsmål og demarkationer og ikke på en teoris historie som sådan.

I stedet for at repetere den traditionelle forståelse af marxismen som en alternativ teori vil vi se på marxismen som en serie af interventioner. Denne serie interventioner indebærer i en meget specifik forstand en vis alternativitet.

Marxismen er egentlig ikke en Teori i den traditionelle betydning af dette ord (forstået som betragtning, et system af antagelser, som tjener til forklaring af en række fænomener, og som modstilles med praksis). Marxismen er nok en scientia (en teoretisk og praktisk videnskab) men ikke en Videnskab i den aktuelle forstand (som fysik, biologi, sociologi og psykologi). Marxismen er rettere en kritik af netop disse konceptioner af teori og videnskab. I det mindste kunne marxismen være en sådan kritik, men alt for ofte er denne markering overset til fordel for en “videnskabelig socialisme.”[2]

Det kan ikke være formålet med marxistisk teori at udgøre en konkurrerende teori til den borgerlige videnskab, og måske er proletarisk viden noget ganske anderledes end en opposition til borgerlig videnskab. Marxismen skal undersøges i dens differentia specifica, nemlig som intervention og kritik.

Hvis man undersøger den marxske diskurs, så opdager man, at samtlige skrifter er interventioner – uden undtagelse. Marxs skrifter etablerer ikke en filosofi og konstruerer heller ikke en positiv teori. Marxs interventioner er rettere de-konstruktioner og således en art af re-konstruktion[3].

Marxs studie Das Kapital er det mest værdifulde og det mest vigtige skrift fra Marxs hånd[4]. Alligevel vil jeg vælge at henvise til et andet og af omfang langt mindre skrift, fordi dette langt bedre kan illustrere den marxske teoretiske praksis i funktion (teoriens praksis og altså ikke kun den eventuelle politiske praksis på baggrund af teorien). Marxs foredrag om Value, price and profit fra 1865 burde være det mest berømte marxske skrift, fordi det kombinereren introduktion til den ‘kritik af den politiske økonomi’, som Marx arbejder med i disse år (og som sagt er hans væsentligste indsats), og så en direkte politisk intervention imod bestemte tendenser.

Skriftet er en intervention imod en person ved navn Weston og hans ideer om lønninger og kampen for bedre lønninger. Dette er den direkte anledning, men skriftet er langt mere end en intervention mod denne Weston: Det er for Marx en anledning til at intervenere imod den dominerende forståelse af forholdet mellem arbejde og løn, nemlig lassalleanernes forståelse af den såkaldte ‘jernhårde lønlov’, samt rette et slag mod proudhonisterne[5]. Denne intervention er ikke alene interessant som intervention mod disse tendenser: Den er tillige en redegørelse for det sted, hvor den marxske teori om exploitation og teorien om form-relationer så at sige er knyttet sammen.

Det er på det nærmeste umuligt at forstå Marxs begreb om udbytning (exploitation), hvis det ikke relateres til form-begrebet[6]. Marx var ikke den første til at analysere udbytningen, men han omplacerede problemet til et form-problem.

Jeg hentyder til transformationen af problemet om arbejde til et problem om arbejdskraften. Dette er den afgørende intervention, som Marx foretager[7]10, for denne intervention kondenserer det specifikke ved den marxske diskurs: sammenknytningen afudbytningsteorien, fremmedgørelsesteorien, tingsliggørelsesteorien, og ideen om tendentielle kategorier. Disse brikker samles i formbegrebet. Arbejderens form er arbejdskraft. Det er den afgørende markering, og Marx fortsætter med at intervenere ved hjælp af denne distinktion – for eksempel i den intervention man kalder Kritik des Gothaer Programms fra 1875, hvilket antyder, at den ikke fik afgørende politisk succes. Som teoretisk intervention er den imidlertid altafgørende.

I kritikken af den politiske økonomi taler Marx ikke om arbejderne eller om arbejdet men om arbejdskraft. Han taler ikke om lønninger, men om systemet af lønninger eller lønsystemet. Det, som han er i færd med at analysere, er det menneskelige arbejdes transformation til en vare, og vareformen hedder arbejdskraft.

Arbejdskraft er den eneste vare, hvis brugsværdi (arbejde) er værdi-sættende. Dybest set har udbytning ikke noget at gøre med, at arbejderne ikke betales tilstrækkeligt for deres arbejde. Det afgørende er derimod, at værdien af arbejdskraften er for lille, og lad mig understrege, at denne værdi involverer et politisk og moralsk moment, idet værdien af arbejdskraften er et klassekampspørgsmål.

“I modsætning til de andre varer indeholder værdibestemmelsen af arbejdskraften altså et historisk og moralsk element” og afhænger dermed af, “hvilke vaner og livs fordringer klassen af frie arbejdere har opbygget”[8] – hedder det som bekendt i Das Kapital.

I øvrigt bestemmes “arbejdskraftens værdi ligesom værdien af enhver anden vare” nemlig som “den til produktion, altså også reproduktion, afdenne specifikke artikel nødvendige arbejdstid”[9]. I Lohn, Preis und Profit gør Marx ligeledes klart, “at arbejdskraftens værdi er bestemt gennem de levnedsmidlers værdi, som kræves til produktion, udvikling, opretholdelse og forevigelse af arbejdskraften”[10]– og “Lebensmittel” er som bekendt ikke blot fysisk reproduktion for Marx. Det skulle dermed være antydet, at fastsættelsen af arbejdskraftens værdi afhænger af den “uophørlige kamp mellem kapital og arbejde”, og at “spørgsmålet opløses som spørgsmålet angående styrkeforholdet mellem de kæmpende”[11]. Spørgsmålet om arbejdskraftens værdi er selve (klasse)kamppladsen. Engels sagde engang[12] meget præcist, at “kapitalisten kæmper for sin profit – arbejderen for sin sundhed, for et par timers daglig ro, for ud over at arbejde, sove, spise, også at kunne beskæftige sig som menneske”, og herigennem demonstrerer Engels den asymmetri, som karakteriserer den marxistiske konception af klassekampen; men han demonstrerer tillige, at klassekamp involverer folks liv som sådan.

Det, som er på spil i klassekampen, er proletariatets livssituation, og ikke arbejdet og arbejdets rettigheder – en rettighedsdiskussion, som kan spores tilbage til naturretten og har store repræsentanter som Locke, Hegel og den unge Marx, og som er baseret på en idé om, at man har en slags ret til resultatet af præcis denne ideologi ved at demonstrere, at arbejderens arbejde netop ikke er hans: “Arbejderens arbejde” er arbejdskraftens brugsværdi, og denne tilhører kapitalisten, da arbejderen jo har solgt “sin” vare. Når ejendomsretten og kontraktforståelsen lægges til grund, kan man ikke intervenere, så der må interveneres mod selve konstitutionen af denne form for ejendom og kontraktualitet. Ejendomsforholdet er jo ikke alene kapitalejerens ejerforhold men arbejderens forhold til sin eneste vare:

arbejdskraften. Marx sætter ind mod denne konstitution og anvender ikke moralen som argument i sin teori om eksploitation.

Det er ikke umoralsk at købe en vare, selvom denne vare så er arbejdskraft. Der er ikke noget moralsk argument, som siger, at det er umoralsk at købe en vare (arbejdskraft) og så konsumere den i privathed. Ifølge den borgerlige ejendoms- og kontraktualitetsforståelse er det præcist ret at gøre dette[13]. Marxs argumenter har aldrig befundet sig på dette niveau, i den naturlige ret, men i selve konstitutionen af dette niveau, i det, som karakteriserer den kapitalistiske epoke, og “det, som karakteriserer den kapitalistiske epoke, er, at arbejdskraften for arbejderen selv antager formen af den ham tilhørende vare – hans arbejde får dermed lønarbejdets form”[14]. Denne “reduktionsform” eller “subsumtionsform” involverer som omtalt hele proletariatets livssituation, hvilket medfører, at klassekampen ikke kan reduceres til et fænomen i en produktionsproces, men må omfatte hele den reproduktions- og udviklingskonception, som den formuleres af Marx i hans bestemmelse af arbejdskraftens værdi[15].

Systemet af lønarbejde dominerer alle områder, og det er netop dette system, lønarbejdets form, der skal afskaffes. Jeg skal forfølge denne formreduktion lidt længere, og pege på et sideordnet problem.

Reduktionen af det menneskelige arbejde til en vareform, arbejdskraft, er også selve kernen i Marxs idé om fremmedgørelse. Det, vi undersøger, er Marxs syntese af problemstillinger i formbegrebet, som så kan afsløre konstitutionselementer; men hvad er egentlig argumentationen mod fremmedgørelsen? – Denne arbejderens erfaring af, at arbejdskraften antager form af en vare, der tilhører ham – hvis det ikke blot er den tyske idealismes hang til enheden[16] mod adskillelsen (her spaltningen mellem arbejderen og hans form: arbejdskraften)? Adskillelsen er ikke blot adskillelse men reduktion af adspredelse, adspredthed, disparation, og det vil sige, at livsformen bliver reduceret eller subsumeret ind under en dominerende, midlertidig adækvat form, nemlig lønarbejdets form.

Lønarbejdets system, pengenes, profittens system bliver dominerende og administrerer alle de disparate sfærer i kapitalismens hverdagsliv. Kritikken mod kapitalismens hverdagsliv bør ikke placeres i den klassiske idé om enhed og naturlighed, men i reduktionen og administrationen af disparation, og det selvom Marx aldrig kommer løs af enhedens fantasme og sjældent forsvarer disparationen. Dette er et af de steder, hvor det er blevet nødvendigt med en intervention mod den implicitte filosofi i Marx – en filosofi som kan vise sig at blive en epistemologisk forhindring[17]20.

Det afgørende har her været at henlede opmærksomheden på Marxs anvendelse af form-begrebet: Marx intervenerer ganske enkelt ved hjælp af økonomiske former. Det er lykkedes for ham at skitsere såvel udbytningen (merværdien, klassekampen), fremmedgørelsen (en fænomenologisk dimension) og formreduktionen (administration og disparationsreduktion) ved blot at insistere på en transfonnation til en økonomisk form (fra arbejderen, arbejdets værdi, arbejdets rettigheder, til arbejdskraftens værdi). Det meste af den marxske diskurs er således inhærent i denne intervention imod “arbejdets diskurs”.

Marx forsøger sig med den samme art af intervention mod anarkismen-netop fordi dette er hans interventionsform. Sagen stiller sig imidlertid lidt anderledes her, og denne “intervention” kan afsløre styrken og svagheden i denne interventionsform.

Det er naturligvis politiske forskelle, som gør Mikhail Bakunin til en vigtig modstander for Marx. Ifølge Marx og Engels vil Bakunin etablere en Internationale inden for den første Internationale[18]. Men hvordan intervenerer Marx og Engels mod Bakunin? Umiddelbart forsøger de sig ikke med politisk argumentation i traditionel forstand: Marxs mest afgørende karakteristik af Bakunin er således, at det hos Bakunin er viljen og ikke de økonomiske former, som er bestemmende[19]. Sagen er klar: Marx er for de økonomiske former mod viljen, volontarismen. Dette er Marxs form for intervention.

Denne interventionsform er da også helt tilstrækkelig i det øjeblik, den anarkistiske modstander er Proudhon, idet Proudhon argumenterer i økonomiske kategorier[20]. I Misère de la philosophie fra 1846 kan Marx sågar invervenere ved hjælp af Ricardos økonomiske kategorier og på denne måde eksplodere Proudhons position. Det afgørende er altså ikke hvilke kategorier, der interveneres med, det afgørende er interventionen. Misère de la philosophie er ikke i egentligste forstand en marxistisk tekst, selvom Marx selv er af denne opfattelse[21]. Grunden til at Marx kan identificere sig med denne tidlige tekst er ikke dens eksplicitte udsagn men dens interventionsform, dens strategi. Dette er blandt andet en afgrundene til, at Marx ikke har øvet den senere så obligatoriske selvkritik[22]. Marx har ikke produceret sine egne kategorier, men han intervenerer ikke desto mindre ved hjælp af økonomiske former. Det interessante er kort sagt ikke, hvad han siger, men hvordan han siger Det.

Marx kunne anvende denne interventionsstrategi over for Proudhon, men med hensyn til Bakunin stiller sagen sig anderledes, da der må interveneres på det politiske plan.

Faktisk diskuterer Marx ikke med Bakunin og Bakunin ikke med Marx, for Bakunin reproducerer Marx, når det kommer til de økonomiske kategorier[23], men han drager blot ikke de samme politiske konklusioner. Derfor er kritikken af Bakunin et eksempel på svagheden i den marxske interventionsform. Marx kan nemlig ikke praktisere den form for intervention i tilfældet Bakunin, som han kunne i tilfældet Proudhon. Bakunin har gjort det umuligt for Marx at praktisere sin marxisme, fordi han siger ja til disse kategorier på forhånd, det vil sige til Marxs økonomiske kategorier. Bakunin har ikke en position, som Marx kan eksplodere indefra i form af intervention. Man kan sige, at Bakunins “position” altid allerede er eksploderet. Tilbage har Marxs så afdelingen for “dirty tricks”. Men man må huske på, at denne afdeling er en del af marxismen som politisk strategi. Han deplacerer problemet: Han opfinder en position for Bakunin. Han identificerer ham med Netschajew – en politisk eventyrer, som kun kan være en belastning for Bakunin[24]. Hvor provokerende denne deplacering end kan forekomme, er den en del af den marxistiske politiske strategi. I stedet for at diskutere Bakunins ideer til en anderledes organisation af Internationalen tilskriver Marx og Engels Bakunin en position, som de kan gøre front imod: Den revolutionæres katekismus. De vælger med andre ord at konfrontere en tilskrevet position, foruden en position er deres intervention umulig, og en intervention er påkrævet, da bakuninisterne faktisk er hegemoniske i de latinske afdelinger af Internationalen. Svagheden ved interventionen er ganske kort, at den er afhængig af, at den kan vælge slagmarken, eventuelt opfinde slagmarken og angribe. Denne deplacerings- strategi har siden fundet en strålende udøver i Lenin og senere i Althusser. Pointen er, at strategien i mindre grad leverer alternativ teori end eksploderer den konfronterede teori indefra ved at lave distinktioner eller demarkationer.

Bakunin er imidlertid et interessant tilfælde, som illustrerer, at nomaden, den positions- eller frontløse, unddrager sig selv marxismens politiske kode: Man kan ikke bekæmpe en mand uden position uden først at konstruere eller deplacere en position for ham; eller man kan naturligvis anvende personens personlige småligheder som objekt. Den sidste form bliver først taget i anvendelse, når den egentlige intervention med økonomiske former ikke kan foretages, og når end ikke den politiske strategi med positionsproduktion kan tages i anvendelse. Det sidste trin er smædekampagnen, men alle trin er momenter i en mulig strategi[25].

III: At blive offer for sin intervention (Engels)

I Engels’ Anti-Dühring ser vi ligeledes marxismen i praksis. Anti-Dühring er Engels’ teoretiske praksis, og han forsøger i samme spor som Marx at intervenere for de økonomiske former mod de politiske formers dominans. Eugen Düring forsvarer en position, som laver en strukturel prioritering mellem økonomi og politik. Dühring prioriterer politikken som dominerende niveau. Engels kalder denne prioritering for Herrn Eugen Dührings Umwaltzung der Wissenschaft.

Exkurs:

Der er imidlertid et problem i denne forbindelse: Engels er ikke i stand til at definere de økonomiske former, men han betragter kritikken af den politiske økonomi som en positiv videnskab. I den teoretiske diskurs, som i dag kaldes for den historiske materialisme, og som i det væsentlige er udfærdiget af Engels[26], sættes økonomi som værende identisk med “den sæt og vis folk vinder deres materielle liv”[27], det vil sige ‘det materielle livs produktionsmøde[28]. Marx bruger også det hegelske begreb “bürgerliche Gesellschaft”[29] til at karakterisere dette fænomen. Det økonomiske bliver identisk med det materielle, uden at hverken det materielle eller det økonomiske bliver identificeret, idet de tjener som hinandens referenter. Sagen bliver ikke mindre kompliceret, idet det viser sig, at rækken af identiske referenter må udvides med ‘det historiske’. I den historiske materialisme er ‘det historiske’, ‘det økonomiske’ og ‘det materielle’ identisk. Dette må imidlertid føre til en ny diskussion af den historiske materialisme, thi herved adskiller den historiske materialisme sig ikke fra den borgerlige radikale oplysningstænkning fra Turgot til Hegel. Alle ideer om “livtag med naturen”, “produktionsmåder”, “kontinuerlig tid”, “universalhistorisk intention”, “udvikling i naturbeherskelse”, “manglen som historieteoretisk grundbegreb”, kan findes i oplysningsfilosofien, og de indgår i den historiske materialisme. Når der efterhånden er ved at være konsensus om, at Marx i kritikken af den politiske økonomi blandt andet kritiserer koncepter i oplysningsfilosofien og den klassiske økonomi, og derigennem også koncepter i den historiske materialisme, så bliver det tilbagevendende problem økonomibegrebet i kritikken af den politiske økonomi, hvor Marx som bekendt indleder en kritik – såvel konstitutionskritik som dogmekritik – af de økonomiske kategorier. Denne kritik må nødvendigvis få effekter for kategorierne ‘det historiske’ og ‘det materielle’.

Engels’ problem er forholdet mellem ‘det økonomiske’ og ‘det politiske’, men dette forhold har Marx så at sige vist vejen til en løsning af ved – som tidlige demonstreret – at referere til proletariatets livsrum som sådan, hvorved det økonomiske umiddelbart viser sig at være politisk. Engels er faktisk allerede fanget i selve interventionsintentionen, idet han accepterer Dührings strukturelle opdeling men ikke hans prioritering af det politiske. Engels vil som god marxist insistere på de økonomiske former, men kommer derved uanende til at afskalle de politiske fra de økonomiske. (Exkurs slut)

Engels’ Anti-Dühring falder på mange måder teoretisk bag om Das Kapital. Det afgørende er altså ikke, hvad Engels siger, men hvordan han siger det. Det afgørende er Engels’ intervention, hans teoretisk praksis, hans marxisme.

Dühring og hans tilhængere begyndte allerede før sammenslutningen af Eisenacherne og lassalleanerne i 1875 i det Socialistiske Arbejderparti at brede sig i Socialdemokratiet (Eisenacherne), og efter sammenslutningen tog indflydelsen til. Engels’ intervention gælder altså det teoretiske grundlag for det tyske arbejderparti, og det var påtvungent at tale imod Dühring. Engels er tvunget til at intervenere mod Dührings system, som kan give svar på alt mellem himmel og jord. Det er en intervention, som er Engels’ intention, men vi ved, hvor tæt han kom til at etablere et alternerende system. I dag bliver det ofte fremstillet således, at den kritiske marxisme fik sit nådestød med Stalins håndkantslag, hans teser til en historisk materialisme[30], men divergenserne må lokaliseres allerede i det øjeblik, det ikke lykkes for Engels at intervenere korrekt over for et system uden at blive fanget – så fanget, at han etablerer et mod-system. Nu kan der ikke være tale om at gøre Engels til syndebuk, for det samme gælder for den helt sene Marx, som ikke kan adskilles fra Engels. Der kan lokaliseres en klar linie mod systemet, den positive videnskab. Midt i sin radikale kritik må Marx bekæmpe en lille “økonom i maven”. Der er ingen grund til at overhøre dette moment, og der er al mulig grund til at opløse det, hvis man vil undersøge marxismen som teoretisk praksis.

Man kan forfølge denne udvikling som kritikbegrebets forfald, og dette kan lade sig gøre ved at anføre programerklæringerne. Marxs teoretiske hovedindsats foregår under titlen “kritik af den politiske økonomi”, og fra et berømt brev til Lassalle ved vi, at Marx med kritik på en gang mener kritik og fremstilling: En kritik “af de økonomiske kategorier eller, om du vil, den borgerlige økonomis system kritisk fremstillet”[31], men Engels “glemmer” kritikbegrebet, idet han fortæller om sit arbejde med Anti-Dühring, “at det gjaldt om at undersøge, dette systems sammenhæng, og dermed selve systemet; det gjaldt om, at følge Herrn Dühring på hvert vidtløftigt område, hvor han snakker om alle mulige ting, og endda mere endnu”[32]. Han fortæller, at hans ‘kritik bliver tvunget af genstanden’, men at det giver ham chancen at ‘udvikle sine egne opfattelser positivt’, men han holder her i det første Vorwort fra 1878 fast ved, at ‘han ikke modstiller Dührings system et andet system’, men trods alt er der ‘en indre sammenhæng i hans egne anskuelser’[33]. I 1885 – efter Marxs død – lyder det imidlertid utvetydigt fra Engels om samme sag: “Jeg var nødsaget til, at følge ham (Dühring) overalt og overalt modstille hans opfattelser med mine. Den negative kritik blev derigennem positiv (!); polemikken slog om i en mere eller mindre sammenhængende fremstilling af den af mig og Marx forsvarede dialektiske metode og kommunistiske verdensanskuelse, og dette på en temmelig omfattende række områder.”[34] På dette tidspunkt er det negative blevet positivt, polemikken blevet til opbygning, interventionen til metode og verdensanskuelse. Marxismen er ikke længere en teoretisk praksis men et positivt “system”. Interventionen er borte, og Engels siger nærmest selv, al det afgørende er det positive, at han er blevet fanget af systemet, om end han ikke længere ser delte som en fejltagelse.

Det gælder om at generobre denne fejlslutning hos Engels – en fejlslutning, som i Vorwort fra 1894 bliver endnu tydeligere i denne form: De rettelser som Engels har foretaget, først og fremmest i forbindelse med det kapitel. Marx havde skrevet, er foretaget således, at “kritikken af de dühringske antagelser træder mere tilbage til fordel for selvstændige udviklinger…”[35]-positivitetens triumf. Marxismen er ved at blive et system.

Som antydet, så bærer Engels ikke skylden alene, og Marx har da også altid haft et system at rekurrere til, nemlig Hegels Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften. Så snart der er et problem, som kræver et svar, Marx ikke selv har udarbejdet, rekurrerer han til Hegel[36], men der er den forskel, at Marx ikke forsøger at udvikle sit eget system, om end han har ambitioner i retningen af positive økonomiske teoremer.

Engels’ tendens er imidlertid forståelig på baggrund af den udvikling, som arbejderbevægelsen gennemløber mellem 1865 og 1894. Sagt i ét ord er arbejderbevægelsen blevet en massebevægelse, og forholdet mellem teoretiske interventioner og den praktiske politik af samme årsag afgørende forskudt i forhold til de marxske interventioner. Massebevægelsen stiller andre krav til det teoretiske arbejde, på samme måde som det teoretiske arbejde også i disse år må orientere sig om, fordi der ikke længere findes en kritisk massebevægelse. Vores situation er nærmere Marxs end den sene Engels’ position.

Arbejderklassen brugte ikke Das Kapital som orienteringsnøgle i al almindelighed. Hvor ofte Engels og Marx end forsøger at lade, som om “marxismen”, “den videnskabelige socialisme”, bliver hegemonisk i den socialistiske bevægelse, må det understreges, at det ikke er tilfældet, at Das Kapital er hovedhjørnesten i de aktives rækker. Først med nogle af Engels’ populariseringer vinder marxismen terræn, om end den aldrig bliver hegemonisk[37]. Das Kapital er ganske enkelt for sofistikeret, og Anti-Dühring har en mission. Men problemet er interessen: Den meget omfattende uddannelses- og oplysningsbevægelse i Tyskland og Skandinavien har ikke politisk økonomi som hoveddisciplin. Den afgørende interesse er for eksempel i naturvidenskaberne, og det er en af grundene til, at marxismen som systematisk popularisering (Engels) fra grunden af er involveret i naturvidenskabelige problemstillinger og dermed i “positivismen”. Et væsentligt indicium på dette forhold er ikke blot Engels’ Dialektik der Natur, som han arbejder på i den samme periode, men selve den måde, hvorpå Engels forsøger at udvikle den historiske materialisme i sine Altertumsbriefe, hvor mekanikken, termodynamikken, og kulturgeografien er ved at tage over som metaforik og forklaringsmodeller, hvorved en undersøgelse af forholdet mellem ‘det historiske’, ‘det økonomiske’ og ‘det materielle’ ikke sættes på programmet: Engels samler hele diskussionen i begrebet dialektik, men derved tildækker han et problem, og dialektikbegrebet bliver en sand epistemologisk forhindring for en kritisk interventionsmarxisme.[38]

Engels fortager ikke desto mindre stadigvæk en intervention; en intervention, som skal forsøge at styrke marxismens tvivlsomme hegemoni. Det er stadigvæk for den økonomiske formbestemmelse mod politisk volontarisme. Man kan også sige, at han intervenerer for teoretisk refleksion. Lad mig efter hukommelse citere vor Landsfader, statsminister og grundlægger af velfærdsstaten Thorvald Stauning som sagde: “Jeg har aldrig læst en linie af Karl Marx, jeg ved hvordan den danske arbejder har det og føler”. Det er imod denne praktiske ikke-marxisme, at Engels samtidigt intervenerer, når han bruger Dührings system som anledning. Det star jo klart, at marxismen ikke fik hegemoniet som forståelsesform i den socialistiske bevægelse. Del viser såvel Gotha- som Erfurt-programmet med tydelige bogstaver.[39]

Det afgørende ved Engels er med andre ord – for nu at gentage denne pointe – ikke hvad han siger, men hvordan han forsøger at sige Det: Hans intervention. Engels kæmper for marxismens hegemoni, for videnskabsbegrebet. Konsekvensen blev et alternerende system. Konklusionen er, at Engels blev offer for sin egen intervention, men det er interventionen, den marxistiske praksis, som vi skal fastholde i dag.

Som antydet forsøger Engels en lignende intervention med sin præcisering af den historiske materialisme. Men også her bliver Engels offer for interventionen; så det, man skal lære, er at intervenere uden at blive fanget i problematikken, uden at blive offeret. Selv Engels’ forklaring, “… at ifølge den materialistiske historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af det virkelige liv”[40]43, som er afgørende for den efterfølgende historiske materialisme og dens fædre, er et offer, det vil sige totalt dirigeret udefra af angrebene for økonomisme.

Der er imidlertid en mulighed, om end den er spidsfindig og ikke kan finde hold i Engels’ selvforståelse i 90erne, og det er at fastholde interventionen. I så tilfælde er det afgørende i Engels’ bestemmelser, at de siger absolut intet. Hvis man fastholder denne vinkel, så er konsekvensen, at alle post-marxismens forsøg på at operationalisere Engels’ antydninger går galt af selve intentionen. De har mistet pointen: Engels’ investering i den teoretiske klassekamp for marxismen som hegemonisk teori, koste hvad det vil af mysterier. Engels går ikke efter sandheden eller videnskabeligheden, men efter betingelserne for denne videnskabelighed, og del er en politisk investering.

IV: Udvendig konceptualisering

Når jeg således bestemmer marxismen som en interventionspraksis, er det klart, at post-marxismen må anskues i det samme lys. Det lader til, at denne interventionspraksis bliver en mindre og mindre betydende del af den socialistiske teori og praksis. Den konsoliderende tendens bliver langt bedre befordret. Marxismen er således allerede i sin rod integrerbar i det borgerlige videnskabsunivers, netop fordi den forsøger at være abstrakt alternerende til den borgerlige videnskabelighed. Spørgsmålet om at blive offer for en intervention bliver mindre væsentligt, da måden, man stiller spørgsmål på, altid allerede er et led i en ofring. Men ikke desto mindre findes der ansatser til at fastholde og praktisere den originære marxistiske interventionspraksis i hele den venstre-marxistiske tradition, det vil sige den “tradition af åben marxisme’’, som er lus i skindpelsen på såvel linien fra 2. som 3. internationales socialistiske teorier. Man kan kort sagt læse en genealogi af interventioner i denne venstremarxisme fra Engels til den igen kommer explicit på dagsordenen med Althusser Réponse à John Lewis fra 1973[41].

Netop fordi postmarxismen er dirigeret udefra, reproducerer den de spaltninger, som er karakteristiske for den borgerlige videnskabs univers. Man kan sige, at marxismen bliver offer for videnskabsbegrebet, som det udvikler sig uden for marxismen. I stedet for at acceptere at marxismen ikke har noget at gøre med denne videnskabelighed men med denne videnskabeligheds betingelser, forsøger man at leve op til dette videnskabsbegreb. Det er tilfældet fra Engels over Lenin til Althusser[42]. Der udvikler sig en parcelleret positiv marxisme, en komponent-marxisme, som sikrer, at marxismen kan være et system. Det sker ved en ud- destillering af den videnskabelige metode, dialektikken, den dialektiske materialisme. Netop i metodens fonn kan “marxismen” universaliseres. Men som sagt, så forbliver der rester af ansatser til intervention. Lenin selv, den personificerede konsolidator, har i Materialism and Empirio-criticism fra 1908 demonstreret sin formidable interventionsevne[43]; men som Engels bliver han offer for sin egen intervention. Marxs oprindelige intervention ved økonomiske former er ikke længere synlig – men præcis ikke synlig i dette skrift, for i Imperialism the highest stage of capitalism fra 1917 er de der, men nu som økonomiske bestemmelser; i State and revolution og What is to be done? finder vi politiske former som investering. Der er med andre ord tale om en udparcellering mellem filosofi, økonomi og politik, hvad der netop ikke var hos Marx, hvor de økonomiske formbestemmelser inhærerer samtlige elementer.

Lenin udvikler imidlertid en egentlig analytik, som er en kodificering af den militære diskurs (Clausewitz) på det politiske område. Gramsci overtager disse elementer men mobiliserer den klassiske statsmandsdiskurs (Machiavelli) for at gøre disse kategorier fungible. Vi står her med afgørende udviklinger i den socialistiske teori, men problemet er blot, at de er så selvstændige, ikke uafhængige af men udvendige i forhold til den borgerlige diskurs, at de mobiliserer elementer, som er ophævet i den borgerlige diskurs. Dette bevirker, at “marxismen” hænger fast i en militær- og statsmandsdiskurs, som ikke er tidssvarende om end selvstændigt udviklet og omend udviklet i relation til konkrete socialistiske kampe[44].

Det gælder med andre ord om at undgå disse to udviklingsformer: Dels interventionen, der bliver offer, og dels den udvendige konceptualisering. Det er denne mellemform, som forbliver tro mod interventionen uden af blive offer eller være udvendig, jeg skal kalde enheden af intervention, kritik og fremstilling i næste kapitel, og jeg skal argumentere for, at marxismen stadig kan praktiseres sådan: en insisteren på det negative i marxismen og ikke på det positive.


[1] Jf. L.-H. Schmidt: Magtens Fysik, Aalborg 1979, kapitel 2. Genudgivet Danmarks Pædagogiske Institut, København 2000.

[2] Jf. Engels’ reducerede udgave af Anti-Düring: “Die Entwicklung des Sozialismus von der Utopie zur Wissenschaft” i Marx-Engels Werke (herefter: MEW) Berlin 1953f, bind 19 s. 181ff (19-181ff).

[3] Jf. kapitel 3. Denne de- og rekonstruktion er kernen i Marxs fremstillings- eller repræsentationsbegreb (tysk: Dar-stellung).

[4] Lad mig nøjes med at henvise til de forskellige skrifter i den såkaldte “rekonstruktionsbevægelse”. Det gælder skrifter af Rosdolsky, Reichelt, Napoleoni, Tuchscheerer, Wygotdsky, Althusser og så videre. Instruktive diskussioner findes blandt andet i Mats Dahlkvists Att studera Kapitalet, Caverfors 1978 og i min egen Filosofikritisk rekonstruktion. København 1977. Kapitalens afgørende placering i Marxs forfatterskab er tillige grundtemaet i Hans-Jørgen Schanzs Til rekonstruktionen, Århus 1973.

[5] Marx demonstrerer og fastholder betydningen af arbejdernes kamp og understreger, at endemålet er en afskaffelse af systemet af lønarbejde. Marx vender sig således mod konsekvensen af lassalleanernes position i forhold til fagforeningernes økonomiske kamp: Passivitet og proletarens underkastelse under kapitalen. Det er i øvrigt interessant, at Marx ikke har interveneret direkte mod Lassalles position (med undtagelse af nogle få bemærkninger i Kritik des Gothaer Programs), hvorimod Proudhons position har været genstand for omfattende interventioner.

[6] Formbegrebets idéhistorie hører til de vigtige og vanskelige. Helt programmatisk kan man imidlertid sige, at Marx – netop fordi han i fremstillingen af den kategoriale udvikling i Kapitalen gennemspiller metafysikkens tematik -gennemspiller form-begrebets idéhistorie. Han demonstrer, hvorledes formbegrebet ideologisk platoniseres, idet kapitalen forestilles som immateriel, transcendent subjekt, som gennemtrænger og former det døde stof. Teoretisk forholder det sig anderledes, idet Marx her optræder aristotelisk-thomistisk med vægten på jagten efter adækvate former. Tematikken gentages i den tyske idealisme mellem Kant og Hegel, og form-indholds-distinktionen ophæves i den dialektiske enhed i Hegels objektive idealisme. Marx gennemspiller denne ophævelse i Kapitalen som etableringen af Kapital-begrebet. På niveauet for vareform og pengeform kan der stadigvæk diskuteres en adskillelse og formadækvans, men med kapitalformerne, subsumtionsbegrebet, er der tale om en dialektisk enhed (“form”- produktivitet). Marx gentager med andre ord Hegels logik.

[7] Louis Althusser har i Lire le Capital i Paris 1968(65) relateret denne transformation til Marxs afgørende brud med den klassiske økonomi. Althusser investerer altså såvel sit begreb om Problematik, som begreberne symptomallæsning og brud i den omtalte transformation (jf. s. 20ff). Det må imidlertid tilføjes, at Althusser ikke har det bedste øje for forskellen mellem Marx og den klassiske økonomi, og vi mangler efter min opfattelse stadigvæk det afgørende værk om dette brud.

[8] MEW 23-185.

[9] MEW 23-184.

[10] MEW 16-131f.

[11] MEW 16-49.

[12] MEW 16-239.

[13] Således lyder det hos Marx: “Arbejdskraftens værdi og den værdi, den sætter i arbejdsprocessen, er altså to forskellige størrelser. Denne værdidifferens havde kapitalisten for øje, da han købte arbejdskraften….I virkeligheden realiserer sælgeren af arbejdskraften, ligesom sælgeren af enhver anden vare, sin bytteværdi og afhænder dens brugsværdi. Han kan ikke beholde den ene uden at afgive den anden. Arbejdskraftens brugsværdi, arbejdet selv, tilhører lige så lidt dens sælger som brugsværdien af den solgte olie tilhører oliehandleren.” At altså den værdi, som forbruget af arbejdskraften sætter, foreksempel er “dobbelt så stor som dens egen dagsværdi, det er et særligt held for køberen, men ikke derved en uret mod sælgeren”. MEW 23-208. Citatet demonstrerer, hvor uløseligt spørgsmålet om arbejdskraftens værdi (klassekampen) og værdidifferencen, merværdien og så retten er knyttet sammen. Klassekampen er ingenlunde en ydre faktor i forhold til værdi- og merværdidiskussionen, og klassekamp skal knyttes til disse størrelser, hvis den ikke skal ende som en ren politologisk betegnelse.

[14] MEW 23-184.

[15] Jf. noterne 9 og 10.

[16] Hangen til enheden er et inhærent moment i selve dialektik-begrebet i form af begrebet identitet og enhed på et højere niveau. Enheden er så at sige den drivende mangel i dialektikken og i dialektikbegrebets idéhistorie (fra Platon til Lacan). Marx forsøger sig med en ikke-identitetslogik, det vil sige en “identitet”, som har et bestemt omfang, men ikke er total som Hegels (omend der naturligvis er tale om en logisk totalitet hos Marx). Der er imidlertid stadigvæk tale om en mangelslogik (manglen på de adækvate former: identitet, enhed) hos Marx. Hvis man søger en anderledes tænkning, kan man gå til Marxs politiske analyser eller til Freud, Mao og Althusser. Vi vender gentagne gange tilbage til disse problemer. Jf. iøvrigt L.-H. Schmidt: Socialisationskritik og politisk praksis. København 1978, kapitel 11.

[17] Jf. Magtens Fysik, op.cit. kapitel 1, afsnit VI samt Del IV, kapitel 1 her.

[18] Marx og Engels betragtede bakunisternes ‘L’Alliance de la Democratie Socialiste’ som et komplot mod ‘L’Association Internationale des Travailleurs’ (jf. MEW18-3ff, 18-149ff samt 18-327ff). Bakunisterne arbejdede for en anderledes organisation og en omlægning af generalrådets funktioner, og indgik i taktiske alliancer med proudhonister, borgerlige reformister og endog med lassalleanere. Det egentlige opgør fandt eksplicit sted på Internationales Haager-kongres i 1872, idet den marxske idé om proletariatets diktatur som middel og politisk form i kampen mod bourgeoisiet og i opbygningen af det klasseløse samfund blev Internationalens grundidé. I opgøret med anarkisterne har begrebet om proletariatets diktatur således selv gennemgået en ændring fra at være en perifer strategi (af blanguistisk tilsnit) til at blive en politisk form for den proletariske kamp (således også en overgang fra konspiration til partiform). Det er erfaringen fra denne kamp mod anarkisterne blandt andet omkring erfaringen fra Pariserkommunen i 1871, som afgør dette skift.

[19] Jf. MEW 18-633f. Marxs kommentarer til Bakunins Staatlichkeit und Anarchie er ganske lærerige: Bakunins “schülerhafte Eselei” består i, at han ikke forstår de historiske og økonomiske betingelser for en social revolution. Uenigheden går altså ikke på selvforvaltning (jf. MEW 18-634) f.eks., men på formen for etableringen af selvforvaltning.

[20] Marxs intervention gælder Philosophie de la misère ou Systeme des contradictions économiques. Hos Proudhon er altså såvel systemkarakteren som modsigelsesbegrebet i sving. Marx tager for øvrigt den tvivlsomme ære af at have introduceret denne anskuelsesform på den politiske økonomi til Proudhon (jf. MEW 16-27). Netop fordi det drejer sig om den hegelske modsigelses-forståelse som udviklingsmiddel, er hele det marxske videnskabsbegreb på spil i interventionen mod Proudhon.

[21] Jf. MEW 13-10. Her henviser Marx til, at Misère de la Philosphie er et videnskabeligt udtryk for hans grundideer. Det samme gælder Lohnarbeit und Kapital fra 1848. Men netop med henvisning til form begrebet og arbejdskraftens værdi må begge disse tekster henregnes til en før-økonomikritisk interventionspraksis. Formen for intervention er imidlertid den samme, hvilket bestyrker en opfattelse af, at marxismens egenart skal søges i denne interventionspraksis (også selvom den endnu ikke er kritisk i den kombinerende forstand, vi moder i kritikken af den politiske økonomi).

[22] Marxs måde at øve selvkritik på er speciel. Han taler aldrig direkte om en kritik af tidligere positioner – omend det, vi kender som Die deutsche Ideologie, er overladt ‘til musenes gnavende kritik’ (jf. MEW 13-10), eller han kritiserer f. eks. Lassalle for synspunkter, som på et tidspunkt tillige var Marxs egne (jf. MEW 19-15ff – Kritik af Gotha Programmet). Det centrale er imidlertid, at Marxs identificerer sin praksis med interventionen, og som sådan er der ikke noget at kritisere, og det, der kan diskuteres, er så blot, hvornår denne er videnskabelig.

[23] I Bakunins selvforståelse reproducerer han Marx, men ved nærmere eftersyn involverer Bakunin sin analyse af udbytning i moralske og naturretslige forståelsesformer. Bakunins opfattelse af Marxs økonomikritik fremgår utvetydigt af følgende note: ”Das Kapital, kritik af den politiske økonomi, af Karl Marx; første bind. Dette værk burde for længst være oversat til fransk, thi intet indeholder, så vidt jeg ved, en så dyb, så klar, så videnskabelig, så betydelig, og hvis jeg må udtrykke mig således, så uundgåelig demaskerende analyse af den borgerlige kapitaldannelsc og den systematiske og grusomme udbytning, som denne kapital fortsat udover over proletariatets arbejde. Den eneste fejl ved dette fuldkomne positivistiske værk, som mishager Brüsselbladet Liberté – positivistisk i den forstand, at det er grundlagt på alvorlige studier af videnskabelige kendsgerninger, kun tillader kendsgerningernes logik-dets eneste fejl er, at det delvis, men kun delvis, er skrevet i en metafysisk og abstrakt stil, som uden tvivl har ført Liberté i Brüssel til fejltagelser, og som gør læsningen svær og utilgængelig for den største del arbejdere. Og dog burde arbejderne læse det. Borgerne vil aldrig læse det, og hvis de læser det, vil de ikke kunne forstå det, og hvis de forstår det, vil de ikke tale om det. Dette værk er jo ikke andet, end den videnskabeligt begrundede og uigenkaldeligt udtalte dødsdom, ikke mod dem som individer, men mod deres klasse”. Mikhail Bakunin: Gesammelte Werke bind 1. Berlin 1975, side 213.

[24] Jf. MEW 18-396ff samt specielt 18-426ff. Se også Bakunin Gesammelte Werke op.cit. bind III. Det afgørende er som allerede omtalt Marxs og Engels’ brud med ideen om den hemmelige organisation som strategi for at diskutere proletariatets politiske former (partiform, proletariatets diktatur som politisk form). Derfor sættes der massivt ind over for Bakunins allehånde forskellige hemmelige broderskaber og alliancer og ikke mod det antiautoritære som princip.

[25] Det mest kendte eksempel er det nummer Marx og Engels gør ud af, at Bakunin havde modtaget 300 rubler i forskud for en oversættelse af Kapitalens første bind, som imidlertid aldrig blev til noget. Bakunin ekskluderes af Internationalen på grund af ‘personlige delikter’ (MEW 18-155).

[26] Det er vigtigt at understrege, at det, der i dag kaldes for historisk materialisme, er et sent produkt. Marx taler aldrig om en historisk materialisme, men Engels taler heller ikke om historisk materialisme for i 1890erne. Indtil da er der altid tale om ‘materialistisk historieopfattelse’ (MEW 20-24) eller ‘materialistisk opfattelse af historien’ (MEW 20-248). 1 1892 kan Engels imidlertid i et forord betegne præcis de samme formuleringer som ‘historisk materialisme’ (MEW 22-298). Egentlig kommer den historiske materialisme først til verden i og med, at den dialektiske materialisme udspaltes som metoden.

[27] MEW 23-96.

[28] MEW 13-8.

[29] Ibid.

[30] Jf. Problems of Leninism, Peking 1976, s. 835ff.

[31] MEW 29-550.

[32] MEW 20-6 (min understregning).

[33] Ibid.

[34] MEW 20-8.

[35] MEW 20-15.

[36] Det såkaldte råudkast eller Grundrisse er fyldt med denne slags rekurser. Pointen med denne bemærkning er ikke at åbne for en større demonstration, men ganske enkelt blot gentage den problemstilling, som kendetegner Althussers marxisme: Når man møder Hegel i Marx, må man hver gang sikre sig, at Marx ikke skyder et problem til side ved at gentage Hegel.

[37] Den evigt tilbagevendende reference til en enhed mellem marxismen og arbejderbevægelsen må tages med ikke så få gran salt. Det er i det hele taget et spørgsmål, om marxismen på noget tidspunkt overhovedet har været del i en sådan enhed.

[38] Jf. Engels’ brev til Joseph Bloch (MEW 37-464).

[39] Jf. MEW 19-3ff og 38-39f.

[40] MEW 37-463.

[41] Det er min opfattelse, at det er Althussers fortjeneste igen at have defineret marxismen i relation til interventionen. Hans svar til John Lewis er et forsøg på at praktisere marxistisk filosofi, og man kan være enig i intentionen uden at acceptere dens effekter. En egentlig interventions-genealogi kan end ikke antydes på dette sted, men det står fast, at interventionen forfalder i takt med konsolideringen af marxismen som en social-videnskab, så derfor vil genealogien bestå af de ansatser, som protesterer mod denne massive konsolidering og markerer, hvilke brudpunkter denne konsolidering fortrykker. Det gælder for eksempel Rosa Luxemburgs intervention i organisationsspørgsmålet, den unge Lukacs filosofiske intervention for bevidsthedsdimensionen. Gramscis intervention for konsensuskategorien, Frankfurterskolens intervention for den subjektive faktor, Blochs for utopiske dimensioner, Sartres for historiefilosofien, og rekonstruktionsbevægelsens for videnskabsbegrebet etc.

[42] Jeg har allerede tematiseret dette i forskellige afhandlinger. Se for eksempel Filosofikritisk rekonstruktion op.cit

[43] Jeg skal her blot nøjes med at henvise til to afhandlinger, hvis interventionsintention er enig i, nemlig Althussers Lénine et la philosophie, Paris 1969 og Dominique Lecourts Une crise et son enjeu, Paris 1973. Jeg har taget mine forbehold andre steder.

[44] Det er en besynderlighed, som vi senere skal undersøge nærmere, at marxismen i den grad er en militærdiskurs. Hos Lenin, Gramsci og Mao er teorien på det nærmeste uadskillelig fra den militære diskurs. Maos modsigelsesfilosofi er endda en universalisering af den militære eller krigsdiskursen: Begrebet modsigelse (skjold/spyd) er i sig selv en krigsmetaforik. Gramscis strategi involverer en geninvestering i Machiavellis kunst. Nu er Machiavellis kunst imidlertid en håndværkskunst, og det understreger den potentielle forsinkelse, da borgerskabet netop i den samme periode professionaliserer, det vil sige “maskiniserer”, politikererhvervet. Dette er præcis modsætningen mellem den strategi, som ligger i Gramscis begreb om hegemoni, og den strategi, vi skal møde hos Max Weber i form afbureaukratisering.