Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kapitel 3: Kritik og åbning

“Die Arbeit, um die es zunächst handelt, ist Kritik der ökonomischen Kategorien oder, if you like, das System der bürgerlichen Ökonomie kritisch dargestellt. Es ist zugleich Darstellung des Systems und durch die Darstellung Kritik desselben ”

Marx (1858)

I: Kritikbegrebet

Når marxismen bestemmes som en interventionspraksis, så melder der sig et naturligt spørgsmål. Har marxismen da overhovedet en positivitet? Dette er det første spørgsmål, som melder sig, men der melder sig omgående endnu et, nemlig dette: I del øjeblik marxismens egenart placeres i interventionen, i den filosofiske eller teoretiske praksis, har man da ikke igen åbnet marxismen til en universal-provo- kation, og således ad en anden vej igen gjort marxismen udsigelsesdygtig til alt mellem himmel og jord – altså et omvendt system, men i princippet ikke mindre omfangsrigt? Det sidste spørgsmål er langt vanskeligere at besvare end det første.

Marxismens “positivitet” er så at sige ikke marxismens positivitet. Marxismens positivitet er de effekter, som den marxistiske intervention skaber i de diskurser, som interventionen gælder. Derved bliver de angrebne diskurser ikke marxistiske, men den marxistiske demarkeringsmanøvre producerer brud – eller burde producere brud – i disse diskurser. Det marxistiske snit, som egentlig ikke har noget indhold, men er en skarp distinktion, har brud som effekter. Marxismen har altid allerede mistet sin positivitet. Den forsvinder i og med interventionen.

Marxismens udsigelsesfelt er dermed bestemt af de mulige diskurser som mål for intervention. Så længe der findes diskurser, kan man med andre ord tænke sig en teoretisk praksis (filosofi), der definerer sig som interventionspraksis; men det gør dem ikke marxistiske. Marxistiske interventioner udgør et åbent system af interventioner i den sociale diskurs: De opstår og forsvinder med den sociale diskurs[1]. Når vi således undersøger den sociale diskurs, undersøger vi samtidig det åbne system af mulige interventioner, som er Marxismens udsigelsesfelt.

Man må kort sagt se nærmere på dette åbne system af interventioner, da marxismen nu er bestemt således, og en undersøgelse af dette system er som sagt på en gang de første trin (og de vil blive taget i det følgende) i en undersøgelse af den sociale diskurs, samt undersøgelse af relationerne mellem de enkelte interventioner og deres effekter, det vil sige et spørgsmål om deres sammenhæng. Denne sammenhæng dækker en materialistisk historieopfattelse nærmere end en ‘historisk materialisme’ forstået som en sammenhængende teori. Marxismen (således forstået som interventioner på baggrund af en bestemt opfattelse af historien eller det sociale) er ikke en kohærent teori, så der er ingen logisk identitet mellem revolutionsteori, økonomisk teori, historieteori osv.; men marxismen har effekter for videnskaberne i den sociale diskurs, netop fordi marxismen er en kritik af denne diskurs.

Hvis man skal undersøge den positive effekt, som interventionerne producerer, er man henvist til kritikbegrebet. Marxs afgørende intervention sker i forhold til den politiske økonomi, idet denne diskurs på Marxs tid og efter hans opfattelse udgør den sociale diskurs (økonomi, politik, sociologi, historie, kvalifikation, rettigheder etc.)[2].1 sin kritik samler Marx disse områder omkring økonomibegrebet, da økonomien er det afgørende, idet de økonomiske former som omtalt i kapitel 2 inhærerer det sociale livsrum som sådan. Marxs kritik af den politiske økonomi er således en intervention, som må få effekter for den (sociologiske) pædagogiske, psykologiske, politologiske og frem for alt økonomiske videnskab, som er ved at parcellere sig ud. Økonomikritikken er en kritik af denne udparcellering uden at være en hang til en diskurs (à la den klassiske økonomi), som stadig kan rumme samtlige elementer. Marx demonstrerer, hvorledes disse vidensområder udparcelleres: Hans kritik er således en konstitutionskritik. Hans kritik er imidlertid i samme omgang en kritik af disse vidensformers koncepter, en kritik, en dogmekritik, som kan gennemføres, fordi Marx kan demonstrere en begrundelsessammenhæng.

Det er denne omfattende kritik, vi er vidne til i Kapitalen. Det betyder med andre ord ikke, at Marx leverer en ny positiv syntese-teori, et System, men at han rekonstruerer en konstitutionsproces, som må få effekter for de vidensfelter, som udparcelleres i denne proces.

Marx etablerer ikke en alternativ økonomisk videnskab, men hans intervention i økonomiens kategorier må få effekter for den økonomiske videnskab. Marx har selv opregnet en række af disse effekter, men disse effekter tilhører ikke marxismen i streng forstand. Marx forsøger ikke selv at etablere en ny politisk videnskab, men hans kritik har effekter for den politiske videnskab, (og sociologien er på godt og ondt en effekt af en materialistisk intervention, om end ikke Marxs intervention alene) – og Marx har selv opregnet nogle af disse effekter for eksempel de sociale relationer tingslighed, staten som form, etc. Marxs intervention har effekter for den juridiske ideologi, idet den demonstrerer selve konstruktionen af juraens illusioner – og han opregner nogle af disse effekter, nemlig juraens skiften grundlag bort fra en naturret til en kontrakttænkning etc.; men også for disse effekter gælder, at de ikke er marxistiske i streng forstand. Kritikken af den politiske økonomi er ikke en positiv videnskab (om end den har betydning for videnskabsbegrebet) men en effektiv intervention.

Marxismens positivitet eller dens positive effekter er dermed at finde i undersøgelser af kritikbegrebet i kritikken af den politiske økonomi[3], og det er dette, Marx kalder for Videnskab. Marx kan fastholde sit videnskabsbegreb igennem hele teoriudviklingen, fordi det går på enheden af kritik og fremstilling, intervention og effekt. Effekterne kan være forskellige, men den kritiske intention er imidlertid intakt.

II: Det originære og det originale

Det er tilsyneladende populært at tale om, at marxismen er i krise. Hvis marxismen er i krise, kan det kun betyde, at den ikke længere har den kritiske intention intakt. Alle andre indfaldsvinkler til en diskussion af marxismens krise er ikke korrekte, fordi de ikke sætter fingeren på marxismens egenart. Hvis man vil finde marxismens krise i, at den ikke er arbejderklassens revolutionære teori, så har marxismen altid været i “krise”. Hvis man vil finde dens “krise” i, at den ikke kan levere de “rigtige” svar på alle tænkelige spørgsmål, ja, så har marxismen heldigvis altid været i krise. Hvis man vil se marxismens krise i, at færre og færre bekender sig til marxismen, så er der ikke sket den store skade, for marxismen er ikke en tro. Hvis man tror, at “krisen” består i, at der skrives færre afhandlinger om marxismen, så er skaden til at leve med. Marxismen er nemlig en kritisk bevægelse i den dobbelte forstand af bevægelse: De teoretiske udsagn må være i bevægelse afhængig af den virkelighed (historie, empiri, teori), der kritiseres, og den er samtidig en del af en social bevægelse uden nødvendigvis at være determinerende for denne bevægelses strategi. Man kan med andre ord enten sige, at marxismen nødvendigvis er i krise, fordi dens genstand konstant er i krise, da den ikke har en positivitet som sådan, fordi den konstant lever i og af sine kriser.

I stedet for, som man nu har gjort det igennem længere tid. at analysere, hvorledes Marxs kritik egentlig så ud, må man måske diskutere, hvorledes en sådan kritik kan se ud i dag.

Paradoksalt nok så har den vigtigste fornyer af den åbne marxisme. Louis Althusser, været en af de første til at tale om marxismens krise[4]. Det er imidlertid endnu mere paradoksalt, at han aldrig har lokaliseret marxismens egenart i kritikken – den kritik, som garanterer marxismens åbenhed. Althussers marxisme er alligevel i stand til at honorere kravene til en åben marxisme, selvom hans udgave i tekst og tone forsvarer en tekstmæssig nyortodoxi. 1 ord og tone er hans marxisme ikke åben, men i praksis er den det. Man må bekæmpe alle tiltag fra althusserianeres side på at lukke Althussers marxisme til et system, der kan operationaliseres. Man skal med andre ord bekæmpe selve den funktionalisme, som fra tid til anden dukker op hos Althusser[5].

Althussers vigtigste intention var at sikre marxismens videnskabelighed op imod den borgerlige videnskabskonception og op imod den ideologiske marxisme, som gør marxismen til en verdensanskuelse. Han benyttede mange tricks til denne politiske og ideologiske intervention. Hans intervention var afgjort politisk determineret[6]. Det kan ikke være dette, som er til diskussion i dag, men det bidrag til en åben marxisme, som Althusser producerer midt i den lukkede intention, og det på trods af, al han ikke har lokaliseret marxismens egenart som kritik men som parallelvidenskab (til matematikken, fysikken, biologien, psykoanalysen, som videnskaben om historiens kontinent).

Althusser er til syvende og sidst mere freudianer end han er marxist.

1 Danmark har diskussionen omkring en fornyelse og uddybning af den marxistiske teori klart orienteret sig omkring relationen mellem en historisk materialisme (som er en term, Marx ikke selv anvender) og en kritik af den politiske økonomi (som er samlebetegnelse for den sene Marxs værker, Kapitalen og forarbejderne til den). Efter at man overhovedet er begyndt at stille spørgsmålet om en aktuel marxisme i disse termer – og det er ingenlunde en selvfølge at stille spørgsmålet her – er den klassiske diskussion (omkring distingveringen mellem en dialektisk materialisme og en historisk materialisme) placeret, hvor den hører hjemme: uden for en marxistisk diskussion. Man kan ikke finde denne arbejdsdeling hos Marx. Althusser genetablerer den alligevel, og man kan i det hele taget umuligt forklare Marxs hovedværk, Das Kapital med baggrund i Althussers læse-strategier. Det er ikke vanskeligt at demonstrere, at Althussers tematiseringer egentlig ikke er specielt marxistiske (nu forstået som i overensstemmelse med de klassiske originale tekster, for de er jo klart et led i en socialistisk bevægelse). Det samme kan man sige om for eksempel Frankfurterskolens kritiske teori – om Sartres og Gramscis marxismen De har klart tematiseret marxismen anderledes, end de originale tekster tillader; men problemet er ikke deres tilknytning til det originære, men deres originalitet: Deres forsøg på at udbygge marxismen til en tidssvarende teori, der fastholder sin åbenhed.

De danske bidrag er alle forsøg på at fastholde, at originaliteten skal etableres på det originære, og som sådan har man været tvunget til at kritisere næsten hele postmarxismen netop med udgangspunkt i de originære tekster. Denne kritiske strategi har imidlertid ikke kunnet forholde sig indholdsmæssigt til andre udgaver af marxismen, og diskussionen er egentlig ikke blevet til noget; det har været tilstrækkeligt at demonstrere, at de konkurrerende tekster ikke var marxistiske — forstået som ortodokse, i overensstemmelse med de originære tekster. Deres fornyelse og udbygningsintentioner er på det nærmeste ikke blevet diskuteret. Diskussionen er blokeret, er standset, for den kom i gang. Hvis man igen ser på disse bidrag, vil man opdage, at de ikke er i krise, fordi de netop har opretholdt den principielle åbenhed.

Man kan altså antyde, at en egentlig fornyelse, rektifikation eller udbygning af marxismen ikke nødvendigvis gør klogt i udelukkende at støtte sig på de originære tekster. Man må i høj grad læse de originære tekster, og frem for alt vedgå og kritisere deres shortcomings. Det var egentlig dette projekt, Althusser satte i gang i midten af 60erne, så hans marxisme kan være en af de vigtigste inspirationskilder, også for en aktuel læsning, om end hans tekster på samme vis selv må læses kritisk, ikke mindst fordi den funktion, disse tekster var tilskrevet, nemlig sanktioneringen af den marxistiske videnskabelighed, ikke er af samme nødvendighed at gentage i dag. Det, man skal lægge vægt på, er deres åbnende karakter.

Diskussionen omkring historisk materialisme og kritik af den politiske økonomi er allerede ført i Althussers tekster, om end ikke i disse termer. Hans “historiske materialisme” er faktisk en post-økonomikritisk historisk materialisme. Han står faktisk med en udgave af det projekt, som stadigvæk er programmet her i landet.

Men hvad er det egentlig, man søger, når man vil etablere en historisk materialisme? Er det en videnskab, en positivitet, videnskaben om historien, videnskaben om den sociale formation eller noget i den retning? Det er en problematisk vej, hvis man ikke på forhånd fastholder den kritiske tendens.

Der foresvæver alt for ofte disse teoriproducenter en idé om, at man skulle kunne operationalisere et skema – marxismens forordsbesværgelse – for så at glemme den igen i den konkrete analyse. På sin vis er denne intention marxistisk korrekt. Men kun på sin vis, for den historiske materialisme er kun en ledetråd. Marxs måske vigtigste angivelse af hvori en historisk materialisme består: Den er en ledetråd for overvejelser og fremstillinger, et alment resultat (og som bekendt har man ikke – ifølge Marx – begrebet noget ved at beskrive almenheder). Den er ikke en videnskab, et skema eller en skabelon: Den kan ikke operationaliseres. Derfor kan den historiske materialisme stå som Forord og være ophævet (ikke anvendt) i den konkrete analyse[7].

Et af de mest uproduktive begreber, som er skabt i nyere marxisme, er ideen om real-analyser på baggrund af Marxismen. Marxismen er ikke en analyse-kalkyle. Abstraktionen er præcis marxismens mikroskop[8]35. Det gælder ingenlunde om hele tiden at operationalisere abstraktionen. Marxismen er blevet offer for det metoderæs, som har hærget universiteterne (og det er jo her, marxismen bedrives). Som metode er den ufarlig, som “korrekt videnskab” er den ufarlig, og som sådan har den mistet noget af sin kritiske funktion for at blive en affinnerende funktion i det borgerlige univers. Den moderne marxisme befinder sig i et rum, hvor den aktuelle filosofi i en rum tid har udspillet sig som videnskabsteori, og marxismen kan let blive et offer i dette rum. Althussers filosofi blev et sådant offer[9]. Althusser og hans elevers filosofi kan optræde parallelt til andre videnskabsteoretiske positioner som den kritiske rationalisme, den logiske positivisme, den epistemologiske anarkisme og andre. Denne stilisering af marxismen må bekæmpes, hvis den kritiske åbenhed skal fastholdes. Det samme gælder marxismen som historisk og sociologisk disciplin: Marxistiske forskere skal kunne redegøre for deres metode på samme vis som deres kolleger, og således fremstår så marxismen side om side med empiriske og hermeneutiske metoder – som et tilbud blandt andre.

Det er ikke i sig selv kritisk at bekende sig til originære marxistiske tekster og anvendte marxistiske ”metoder”. Videnskabeligheden og ”sandheden” er ikke i sig selv revolutionær, selvom den kan være farlig. Den er altid integrabel. Den historiske materialisme må derimod være en ledetråd for opsøgningen af den aktuelle politik og dens betingelser. Dette gælder også for den akademiske marxisme (interventionen) og for den teoretiske klassekamp[10]. Den historiske materialisme er en ledetråd i klassekampen, og klassekampen udspiller sig på mangfoldige niveauer i den senkapitalistiske hverdag. Den undersøger, hvor der skal gribes ind, og hvor kampen aktuelt udspilles. Den er med andre ord en fundamental teori om, hvor de samfundsmæssige konflikter befinder sig – en teori om deres afsløring og en kritik af deres former samt endelig et håbets princip: Håbet om en anderledes udspilning af konfliktualiteten – evt. ligefrem en udspilning, som afvikler denne konfliktualitet.

III: Antagonismerne og magten

Marxismen hviler så at sige på en præmis, der siger, at der udspiller sig social konfliktualitet – at der findes magt i samfundet[11]. Den er således en diskurs over den sociale konfliktualitet på linje med sociologien; men den adskiller sig fra denne ved at diskutere det konfliktuelles konstitution. Magt kan i almindelighed defineres som et Intet, der alene består i sine spor[12]. Det konfliktuelle kan diskuteres i magttermer, når magten defineres således. Magten er Intet: Magt er et spor, som logisk må tænkes forud for det værende, hvorved det jo bliver det ikke-værende, som alene er, som en rekonstruktion af det spor, som er dets effekter. Sporene er så antagoniseringen, dikotomiseringen, den abstrakte og refleksagtige opposition.

Marxismen diskuterer en speciel antagonisme, som består i klasse-antagonismen; og den magt, som egentlig ikke er, men alligevel logisk kan diskuteres som et spor, er ganske enkelt Kapitalen. Kapitalen som sådan eksisterer ikke, men er sine spor: Klasserne, klassekampen, det levende og det døde arbejde, brugsværdi og bytteværdi, variabel og konstant kapital, flydende og fix kapital etc. Kapitalen i ental er således en logisk konstruktion, der skal nedbryde det metafysiske kapital-begreb i økonomien, men samtidig er man nødsaget til at betjene sig af det i sin dekonstruktion. Marxismen demonstrerer, hvorledes cirkulationen, udvekslingen mellem polerne er brudt, stiliseret, men repræsenteret ved et cirkulationsmiddel: penge, kapital. Udvekslingen mellem ‘‘klasserne” har selvstændiggjort sig, og de er fremmede for deres egen udveksling. Der hersker ‘en blind magt’[13].

Kapitalforholdet er identisk med klasse-divisionen. Det kommunistiske Manifests berømteste sætning (al hidtidig samfundshistorie er historien om klassekampen)[14] må tages med et gran salt, for det er faktisk først med Kapitalen, at klassebegrebet i marxistisk forstand er rimeligt. De stands-divisioner, som på forskellig vis tidligere eksisterede, er ikke sporet af Kapitalen men af andre magter, og disse andre magter har produceret andre antagonismer end klasserne.

Selvom klassekampen således er den vigtigste kategori i marxismen (da den i sig selv involverer begreberne merværdi, udbytning og kapital), er den en af de mest underbehandlede kategorier i marxismen. Klassekamp er nok det mest anvendte begreb som slagsang i enhver indledning til en afhandling, eller grund- bestanddel i enhver pampers 1. maj-tale, men som en kategori med en anden effekt end den ideologisk afsværgende, som kritisk kategori, er den underbehandlet.

Klassebegrebet bliver nemlig antaget som et af de mest indlysende begreber, men netop de mest indlysende er de mest forplumrede begreber. De udgør ofte en epistemologisk forhindring for en genetablering af den kritiske dimension. Man har alt for længe stillet sig tilfreds med, at klassekampen er historiens motor eller andre udsagn i den retning – uden at analysere hvori klassekamp består. Den består i sine effekter: klasserne, men hvad vil kamp sige? Klassekampen er den konstituerende konfliktualitet, magten, kapitalen, og kampen er således allerede konstitueret i og med oppositionerne; men modsætningen har logisk set primat frem for deres aspekter: indskriften af antagonismen.

Først i kritikken af den politiske økonomi bliver klassekampen til andet og mere end en besværgelse (eller gentagelse af den klassiske økonomi) for Marx. Her fremstiller han klassernes konstitution, kapitalens spor. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at man ikke i de mangfoldige politiske analyser, som vi kender fra Marxs hånd, kan finde definitioner af klasserne. Det er bemærkelsesværdigt, men altafgørende for en forståelse af klassekampens status hos Marx: Det er oppositionen og indskriften af oppositionen, der er interessant, og der kan ikke blive tale om en diskussion af klasserne ‘an sich’; der kan kun tales om deres adskillelsesproces, deres kamp, det vil sige om kapitalforholdet. Først kritikken af den politiske økonomi binder klassekampen til en logisk tendens i den kapitalistiske produktionsmåde. Tidligere forholder Marx sig til klasserne og kampen imellem dem som borgerlige historikere og økonomer for ham (blot overlejret med revolutionær energi og ikke mindst en uudryddelig teleologisk-udviklingsdynamik med tilsvarende kommunistisk optimisme).

Kritikken af den politiske økonomi demonstrerer imidlertid det alt afgørende for klassekategorien hos Marx: Klasserne er ikke identiske med sociologiske grupper. Hans udtalelser – i Forordet til 1. oplag af Kapitalens første bind, hvor det hedder, at “her handler det kun om personer, i den udstrækning de er personifikationer af økonomiske kategorier, bærere af bestemte klasseforhold og interesser”[15]– der ofte citeres for at diskutere den teoretiske anti-humanisme hos Marx, har i lige så høj grad med klassediskussionen at gøre: Klasseforhold og interesser er økonomiske kategorier og ikke sociologiske kategorier. De er så at sige teoretiske kategorier og ikke real-analytiske kategorier (at der naturligvis kan tænkes realisationsformer mellem de to dimensioner er en anden sag). Rekonstruktionen af kapitalen. opsporingen af denne magtindskrift, er rekonstruktionen af den kapitalistiske produktionsmådes struktur, konfliktualitetens historiske former og de midlertidige løsningsformer, hvor modsætningerne kan eksistere sammen[16].

Dette medfører ganske enkelt, at klasseantagonismen er historisk identisk med kapitalforholdet, og at det er utænkeligt, at klasserne kan forsvinde og kapitalen bestå. De to størrelser er solidariske, og klasserne vil eksistere, lige så længe kapitalforholdet eksisterer: De er ét. Der er overhovedet Intet til hinder for, at sociologernes “klasser” kan forsvinde og kapitalforholdet bestå. Der er Intet til hinder for, at den politiske økonomis klasser forsvinder, og kapitalforholdet består; men det marxske klassebegreb kan ikke forsvinde og Kapitalen bestå. Bourgeoisiet kan forsvinde som sociologisk erfarbar gruppe – og der er næsten gennemført udligning i vore dage, men der er ingenting til hinder for. at lønarbejderne selv administrerer bourgeoisiets funktioner, og det er det, der sker i dag. Arbejderklassen er sin egen modstander. Vi lever nok under arbejderklassens diktatur, men det er ikke proletariatets diktatur.

IV: Det topiske og det dynamiske

Marxisten har således klassekampen som ledetråd for sine forskellige analyser. Det er også klassekampen, der fortæller, hvor det er vigtigt at gribe ind for at afskaffe klassekampen og klasserne. Man kæmper således som marxist i klassekampen for al afskaffe klassekampen. 1 kritikken af den politiske økonomi kan man orienteres mod klassekampens grundformer og de kampe og indsatser, denne kamp kræver; men der må mere til, nemlig en orientering mod de punkter, hvor klassekampen aktuelt er repræsenteret, eller hvor indsatsen er mest værd i den aktuelle situation.

Til selve denne orientering er den marxske tekst ikke altid særlig oplysende, fordi den konsekvent peger på de strukturelle former. Her kan man lade sig inspirere af andre diskurser. Althusser har ladet sig inspirere af Freud. Hvis man nu lader sig inspirere af Althusser. går man fra en hegeliansk dialektik til en freudiansk dialektik.[17]

Hvis der er nogen mening i at kalde for eksempel Marcuse en freudo-marxist, fordi han læser Freud marxistisk, så er der lige så megen fornuft i at kalde Althusser marxo-freudianer, da han læser Marx freudiansk.

Samtlige af Althussers originale kategorier er inspireret af Freud. Man fremhæver gerne Jacques Lacans psykoanalyse som inspiration for Althusser. og der er rimelighed i denne henvisning, men det er nu mere Freuds egen diskurs, der kommer frem hos Althusser. Det er en parallel læsning til Lacan og en parallel læsning af Marx og Freud[18]. Men i del øjeblik, man kan demonstrere, at Freud spiller med i alle Althussers kategorier, så må man også konstatere, at han overtager vanskelighederne i Freuds diskurs. Først og fremmest modsætningen mellem den topiske og den dynamiske synsvinkel – forholdet mellem historisk materialisme og kritikken af den politiske økonomi. En løsning af denne modsætning ville være et bidrag til såvel psykoanalysen som marxismen.

Det er meget fristende at parallellisere Marx og Freud (men for den sags skyld kunne man også tage den sidste figur i treenigheden med: Nietzsche), når man vel at mærke læser teksterne som tekster. Man vil se, at der er tale om en meget identisk metaforik – en krigs- og apparatmetaforik. Egentlig har Althusser foretaget en sådan læsning, men den er i høj grad ubevidst for ham. Den kommer først tydeligt frem i en læsning af Althusser. Når man ser på den topiske dimension, så er det tankevækkende, at Freuds anden topik (fra 1920 og frem) for det psykiske apparat (Det, Jeg, Over-jeg) og analytikerens forhold til apparatet går igen i Althussers udgave af den historiske materialismes topik som økonomi, politik, ideologi; og videnskaben indtager så analytikerens position. Det er da også en meget fristende parallel, når man betænker Freuds anvendelse af økonomiske og politiske og ideologiske metaforer til sin beskrivelse af det psykiske apparat[19].

Det afgørende ved Freud er imidlertid ikke denne topik, på samme måde som det ikke er noget specielt at demonstrere, at der i marxismen kan tales om nogle forskellige niveauer. Det vigtigste er den dynamiske dimension. Det er først og fremmest denne drifts-modellering, der er interessant hos Freud, driftsantagonismernes skæbne, på samme måde som det er klassekampens, kapitalforholdets, og de andre modsætninger og deres modellering, der er interessant hos Marx.

Driftsrepræsentationen beskriver Freud bedst i sin drømmetydning. Drømmen er således et forløb med en vis forløbslogik. Historien er et forløb med en vis logik – en ikke-tidslig logik, en kapitallogik (i drømmen udtrykkes logisk sammenhæng som bekendt i form af samtidighed)[20]. I virkeligheden er historieforløbet for Althusser en drøm. Kapitalismens drøm om sig selv og ikke det mere hegeliansk klingende kapitalens generkendelse, bevidsthed om sig selv. En modsætning mellem Freud og Hegel omkring det ubevidste og bevidstheden, omkring negationen. Man kan beskrive historieforløbet ved hjælp af de kategorier, som Freud benytter i sin dechifrering af drømmearbejdet: fortætning, forskydning, overdetermination. Det er som bekendt det, der er tilfældet hos Althusser, og det er ikke vanskeligt (om end lidt plads- og tidskrævende) at dokumentere denne “at læse ‘at læse Kapitalen’”.

Det er imidlertid heller ikke i sig selv specielt interessant at foretage denne demonstration, for det, som diskussionen må gælde, er, hvad man kan lære af Althussers læsning, hvorfor man må opfordre til at læse Althusser. I beskrivelsen af den dynamiske dimension forsvinder den topiske. I beskrivelsen af den topiske forsvinder den dynamiske. De er så at sige ikke bundet sammen. De modsiger ikke hinanden, men de fungerer ikke sammen. Det er det, der er selve projektet for en åben historisk materialisme, men det er først og fremmest et projekt – et projekt, som hverken Marx eller Freud selv har løst[21]. Alligevel er Althusser den, der foreløbig er kommet nærmest til en løsning ved at demonstrere, at løsningen er fremstillingen, diskursen: De konkrete historiske beskrivelser, hvor kategorierne opløses i diskursen og kun har fungeret som ledetråde.

Ledetråden kan antydes således: Det gælder om at rekonstruere konfliktens repræsentationsformer på de enkelte niveauer. Det, som er centralt for historien og drømmen, er, at det faktisk kommer til udtryk, til hændelser – at det foregår under det fundamentale psykoanalytiske krav om fremstillelighed. Drømmen er ledet af dette princip: De enkelte drømmetanker skal kunne komme til udtryk i billeder og metaforer uden censurens, “realitetens” tilladelse. De enkelte tendenser i en historisk proces kan kun slå igennem under visse hensyn til realiteter af anden art, stærkere og vigtige tendenser.

Der er noget, som faktisk determinerer spillet, og det er produktionen af ønsker, som så igen er afhængig af, hvad der er politisk muligt og ideologisk tilladeligt. Produktionen (af ønsker) er et grundforhold, men de andre instanser kan være dominerende for udfaldet, modelleringen udvekslingen, af ønsket og dets tilfredsstillelse. I analysen af, hvad der faktisk er foregået i denne proces, vil man kunne opspore knudepunkter, hvor mange ønsker falder sammen, altså fortættes, eller hvor de forskydes hen mod andre mål (og på denne måde slipper igennem, udveksles). De er imidlertid hele tiden overdetermineret af alle de andre: Flerfoldigt determineret. Den ledetråd, som kan læses her, består i en henvisning til, at det drejer sig om at opspore stederne for en fortsættelse af konfliktualiteten – den konfliktualitet, som er repræsenteret på samtlige niveauer, magten. Dette er stedet for at gribe ind. Eller man kan opspore de steder, hvor den strukturelle konfliktualitet udspiller sig, der hvor den aktuelt er forskudt til. (I den aktuelle politiske konjunktur vil det for eksempel sige, at politikken kondenseres, fortæller sig i den pædagogiske dimension, og at den for eksempel i nogen grad har forskudt sig til sporten. Altså er pædagogik og sport vigtige steder at spille klassekampen[22]).

Dette sker under fremstillelighedens princip, kommen-til-udtryk-princippet. Hvor kommer klassekampen, og hvordan kommer den til udtryk. Der er anvisninger såvel i den aktuelle politiske kamp som i den historiske fremstilling. Den historiske fremstilling er en fremstilling af de konflikter, som løber sammen og danner forskellige billeder eller hændelser, samt en beskrivelse af, hvordan fundamentale strukturelle modsætninger blev forskudt til andre billeder eller hændelser. Som i drømmen fremstilles årsagssammenhæng som tidsfølger, og modsætninger overvindes og sammentrækkes til enheder[23]70. Selve spillet imellem fortæltelser og forskydninger og årsagerne til dem sker under overdeterminationen (fremstillelighedens, hændelsespotensens) princip, det vil sige flerfoldigt determineret, eller repræsenteret flerfoldigt. Alt dette kan ikke fremstilles som en abstrakt logik, men alene demonstreres i opsporingen af bevægelsen i historien (drømmen, drømmearbejdet). Man har nogle ledetråde, men ikke et skema eller en skabelon.

Det må imidlertid fastholdes, al der ikke er produceret en egentlig løsning på forholdet mellem det topiske og det dynamiske aspekt, og det er her problemet fortsat må stilles, når projektet er en historisk materialisme som er økonomikritisk reflekteret, det vil sige en dynamiseret topik – en ophævet topik.

V: Overdetermination og repræsentation

Freud antyder, at en diskussion af problemet er at finde omkring repræsentationsbegrebet. Han diskuterer nemlig overdetermination som “flerfoldigt repræsenteret”. “flerfoldig determineret”[24]. Man kan kort sagt antyde, at man som en mulig vej til kernen af problemet kunne diskutere repræsentation som determination.

Repræsentationsbegrebet kan diskuteres over to dimensioner. Dels som led i en afklaring af det topiske og det dynamiske, og dels som politisk kategori. Og der er en sammenhæng mellem disse to punkter[25]. Den moderne politik er måske en kamp mod repræsentationen.

Repræsentationsbegrebet kan måske udvikles til at være et anderledes begreb om determination end de traditionelle. Derigennem vil der inden for et marxistisk diskussionsrum være lagt op til en kritik af den aflednings-determination, som kan spores helt tilbage til Lukacs’ position, og stadig har vigtige repræsentanter i tysk og for den sags skyld i dansk marxisme. Man måtte således forsøge at bryde med den problematik, som kun tænker i formidlings- og afledningsformer. Den er i sidste instans en totalitetsteori med klare metafysiske reminiscenser.

Hvis man således ikke vil operere med økonomiens determination i subsumtions- eller afledningskategorier er man så ikke overladt til Engels’ klassiske formulering om determination i sidste instans ved økonomien (produktion og reproduktion af det virkelige liv), som jo også Althusser slår tilbage med?[26]73 Det er et alvorligt problem. Sidste-instans-kategorien siger kun afhængighed, men intet om formen for afhængighed eller om uafhængighed og autonomi, som er produkter af denne specifikke afhængighed. Den siger kun noget om, hvad der er strukturelt vigtigt for en transformation, og det er selvfølgelig noget, men ikke tilstrækkeligt.

Man kunne antydningsvis foreslå at forstå sidste-instans, som om økonomien repræsenteres på andre niveauer og i andre instanser. På det politiske niveau er økonomien repræsenteret som referent – det, der refereres til. Denne repræsentation bliver mere og mere omfattende i takt med, at en økonomisk-patologisk ideologi bliver den dominerende ideologiform[27]. Politikken repræsenterer således økonomien i en dobbelt relation, det vil sige i såvel den direkte økonomiske reference som i formidlet form: økonomiens repræsentation på det ideologiske niveau. I den ideologiske dimension (niveau) er økonomien present i form af en ideologiform og præcis ikke som traditionel “økonomi”, nemlig den økonomisk-patologiske ideologi. På det videnskabelige niveau er økonomien repræsenteret i form af den økonomiske “videnskab”, i form af rationel kalkyle og som økonomisk grundlag.

Hvis økonomien er såvel determinerende som dominerende i senkapitalismen, så må den repræsenteres ideologisk. Althusserskolen har ofte beskrevet den dominerende ideologi som en juridisk-politisk ideologi[28], men mon ikke politikken som dominerende kraft har udspillet sin rolle for nu at overlade dominationen til økonomien? Det er et andet problem; men man kan antyde, at hvis det skal kunne lade sig gøre at sige noget om økonomiens represens i ideologiens form, så kræver det en bestemmelse af ideologi i almindelighed og så en diskussion af den dominerende form i denne tid – en form, som man kan foreslå at kalde den økonomiskpatologiske ideologi, med dens refleksion gennem hele organisme-ideen. Økonomien reflekteres som en organisme med eget liv og regeren, og således er økonomien present i ideologien, hvor den karambolerer med den helheds- eller organismetanke, som er ideologiens afgørende form. Dette sammenstød repræsenteres så modsat i den økonomiske “videnskab” (ideologi), hvor det er organismetanken, som involveres i ideologien om økonomien, hvorved det organiske får en repræsentation uden for det ideologiske niveau, altså igen en flerfoldig repræsentation, det vil sige determination eller overdetermination. Den økonomiske videnskab og den økonomisk-patologiske ideologi vender således tilbage til (repræsenteres i) den egentlige økonomi i form af forskellige direktiver. Overdeterminationen, den flerfoldige determination eller repræsentation er således en cirkulation af repræsentationer, afhængigheder.

En kamp mod repræsentationerne er således en kamp for selvbestemmelse, for uafhængighed. Frihed fra hele tiden at skulle referere til noget forskelligt fra en selv, retten til at være autonom, selvrefererende, selvrepræsentation. Den mest radikale attitude består måske derfor i at være urealistisk og se bort fra den økonomiske repræsentation, det vil sige i at negere den kapitalistiske kode. Nok et problem. Er en sådan surrealisme ikke den mest radikale provokation mod den kapitalistiske kode? Man må således diskutere relationen mellem kritikkens surrealisme og kodernes hyperrealisme. Endnu et problem. Forskellen ligger i forholdet til realismen, i forhold til repræsentationen og referentialiteten: Hyperrealismen producerer sin egen referentialitet, hvorimod surrealismen accepterer referentens polyvalens. Den er ikke et alternativ (en utopi) som hyperrealismen, men en kritik af realismen, af realiteten. Den er en kritik af utopierne, som der (guderne skal vide det) er nok af – der er masser af kapitalistiske utopier om kapitalismen, og de florerer i almindelig konkurrence med de mere eller mindre venstreorienterede utopier – udgaver, som slet ikke kan klare sig i den kapitalistiske konkurrence. Heroverfor er der så surrealismen, kritikken, afsøgningen af de ubevidste tendenser, de real-utopiske tendenser, krigen mod virkeligheden frem foren anden virkelighed. udbygningen af kritikken og den kritiske teori frem for “ugens tilbud”.

Men selv de antydninger vi her har gjort, for at strække magtens og repræsentationens episteme til sin grænse, forbliver indenfor. Forlængelsen af magtens paradigme ved at gøre den til et repræsentationsparadigme, må stille nok et problem: Er der egentlig tale om en overskridelse? Er repræsentationen som form ikke et helt entydigt led i selve magtens paradigme? Således, at en forlængelse nok vil kunne udbedre en aktuel vanskelighed, men ikke overskride denne vanskelighed. Overskridelse ved hjælp af freudske kategoriseringer er måske præcis kun forlængelse og ikke overskridelse. Dermed ikke antydet, at det ikke er værd at forsøge sig udi en forlængelse af denne art. Det er disse problemer, som vil blive gjort til genstand for en videre undersøgelse: Den videre undersøgelse, som på en gang skal anvende disse eksperimenter med den teoretiske praksis og skal ophæve dem eller søge ophævelsens mulighed.


[1] Der er med andre ord god mening i at diskutere grænserne eller omfanget af mulige interventioner. Grænserne er afhængige af om fanget af den sociale diskurs’ bevægelse. Vi står altså med det problem, som Hans-Jørgen Schanz tidligere har stillet som Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status (Århus 1973).

[2] Politisk økonomi som teoretisk disciplin har sin helt egen historie og må ikke sammenlignes med den aktuelle akademiske og ideologiske disciplin: økonomi og dennes forskellige underafdelinger. Den politiske økonomi er oprindelig en omfattende social diskurs omfattende det økonom iske, det politiske og det juridiske. 1 historien løsrives økonomien fra det juridiske og siden fra det politiske, for senere (efter Adam Smith) at blive dominerende i forhold til såvel politik som jura. Økonomiens selvstændiggørelsesproces er med andre ord højst signifikant for udviklingen i den sociale diskurs. Det er denne omfattende diskurs, Marx tackler under titlen klassisk politisk økonomi. Herved forstår Marx “hele økonomien siden W. Petty, som efterforsker den indre sammenhæng i de borgerlige produktionsforhold, i modsætning til vulgærøkonomien, som driver omkring inden for de tilsyneladende sammenhænge”. (MEW 23-95) Efter Marxs opfattelse slutter den klassiske økonomi med Simondi. Vulgærøkonomien hører imidlertid med til den sociale diskurs. Det er ikke uinteressant, at Smith stadig i 1776 ‘betragter den politiske økonomi som en gren af statsmands- eller lovgivervidenskab’ (The Wealth of Nations, volume one, London 1975, s. 375).

[3] Til en grundigere diskussion af kritikbegrebet kan der henvises til Jacques Ranciere: Lire le Capital III, Paris 1973 (65). Forholdet mellem konstitutionskritik og dogmekritik er diskuteret i Schmidt: Filosofikritisk rekonstruktion op.cit.

[4] Althusser talte om marxismens krise og dens eksplosion på en kongres om Magt og opposition i de postrevolutionære samfund, Venezia, november 1977.

[5] Det mest invaliderende for en diskussion af Althussers marxisme, der er sket i Danmark og andre steder i Europa, er ganske enkelt, at Nicos Poulantzas er blevet anvendt som interpretationsnøgle. Derved bliver den filosofiske åbenhed til operationalisme.

[6] Jf. Schmidt: “Althussers epistemologi – et eksempel på politikkens betydning for den videnskabelige diskurs” i Johannessen og Nordenstam (red.): Historie, vitenskap og samfunn, København 1981.

[7] Jf. Vorwort zur Kritik der politischen Ökonomie, som forbliver Marxs vigtigste anvisning. Her hedder det om de almene resultater, som man senere har kaldt historisk materialisme, at de tjente hans studier som ledetråd (se MEW13-8 f). Det er således problematisk at isolere de historisk-materialistiske skrifter som Marx ungdomsskrifter, for de almene resultater (den historiske materialisme) er ophævet i kritikken af den politiske økonomi; ikke i den form som en leninistisk tradition lader formode, hvor kritikken af den politiske økonomi er et special studie i den kapitalistiske produktionsmåde, men i den forstand, hvor den historiske materialisme er implicit filosofi, som fordufter i og med fremstillingen (jf. Schmidt: Magtens fysik. Ålborg 1979, genudgivet Danmarks Pædagogiske Institut, København 2000, kapitel I).

[8] Jf. MEW 23-12 Marxismen er en principiel anti-empirisme. Det er således korrekt, at Althusser i en omtale af Marxs teoretiske revolution i Kapitalen slår fast, at “fra 1. bog til III. bog forlader vi aldrig abstraktionen, det vil sige erkendelsen “produkterne af tanken og forestillingen”: Vi forlader aldrig begrebet”: (Lire le Capital II Paris 1968 (65) s. 66f). Man kunne ved denne lejlighed passende henvise til en anden kritisk teoretikers analyse af abstraktionen og begrebet i marxismen. Det gælder Herbert Marcuses analyse i One Dimensional Man fra samme periode (1964), hvor modsigelsen, krigen, mellem teori og kendsgerninger fastholdes. Modsigelsen, kritikken, udgør simpelthen en utopisk dimension i marxismen: Demonstrationen af, at ‘det kan være anderledes’ – kritikken er historisk fantasi.

[9] Jf. kritikken af den såkaldte teoricisme hos Althusser. Althussers definition af filosofien som teorien om den teoretiske praksis har han selv senere karakteriseret som spekulativ eller positivistisk (jf. Lire le Capital I. s. 6).

[10] Marxismens skæbne i den danske debat kan anskues under denne synsvinkel: En overgang blev prædikaterne marxistisk og progressiv identiske, men megen såkaldt marxistisk forskning har været alt andet end progressiv, idet den overhovedet ikke har fort ud over sig selv, men blot været abstrakt alternativ. Den teoretiske klassekamp udspiller sig som andet end prædikattildeling – nemlig som kampen om betingelserne for erfaringen af videnskabeligheden.

[11] Termerne konflikt, modsigelse, modsætning, antagonisme etc. er meget centrale termer hos Marx. Det interessante er hans lokalisering af konfliktualiteten og dens historiske former, og man kan faktisk skandere teoriudviklingen hos Marx over hans antagonismer eller dualismer. En påfaldende parallel til Freud.

[12] Jf. bestemmelsen i Schmidt: Magtens fysik kapitel 3, samt Del II, kapitel 1 her.

[13] Se MEW 3-37 eller MEW 25-828 (jf. Schmidt: Socialisationskritik og politisk praksis, København 1978, kapitel 11).

[14] Jf. MEW 4-462.

[15] Se MEW 23-16.

[16] Jf. MEW 23-12, hvor Marx skriver: “Det, som jeg vil undersøge i dette værk, er den kapitalistiske produktionsmåde og de til den svarende produktions- og samkvemsformer”. Det hedder lidt senere: “I og for sig handler det ikke om den højere eller lavere udviklingsgrad af de samfundsmæssige antagonismer, som udspringer af den kapitalistiske produktions naturlove. Det handler om disse love selv, om disse med jernhård nødvendighed virkende og sig gennemsættende tendenser.”

[17] Hvis man kort skal antyde det vigtigste problem, der opstår i en sammenligning af logikken hos Hegel og hos Freud, så gælder det negationen (negationens negation og den dobbelte negation). Forskellen skal søges i det fortrængtes op-hævelse. (Jf. Freuds lille afhandling om Die Verneinung, Gesammelte Werke bind XIV. s. 9ff (herefter GW XIV-9ff).

[18] Når Lacans diskurs er blevet fremhævet, så skyldes det, at Lacan kan kombinere lingvistikken og psykoanalysen. Althusser fremhæver præcis lingvistikken og psykoanalysen, som opdagelser siden Marx, som marxister må tage ved lære af. Althusser analyserer historien som en drøm, men drømmen kan analyseres som tekst. -I en periode har det været vigtigt at underspille denne dimension i Althussers teori, fordi den er et led i den strukturalistiske bevægelse. Alligevel er det her, man skal finde Althussers originalitet, og ikke hans Marx-interpretation, som må betegnes som lovlig fantasifuld. Det er med andre ord ikke selve læsningen men fantasien, man skal lægge mærke til hos Althusser. Althusser kan læse Marx og Freud parallelt, fordi han ikke kun læser, hvad der står i teksterne, men fordi han faktisk læser teksternes konstitution. Hans Marx-Freud-diskussion er usammenlignelig med freudo-marxisterne, fordi der aldrig er antydningen af supplement-tænkning hos Althusser: Han focuserer på diskursernes parallelle konstitution i den samfundsmæssige konfliktualitet. Jf. artiklen Marx et Freud (foreløbig kun offentliggjort på tysk og spansk i henholdsvis Ideologie und ideologische Staatsapparate, Berlin 1977 og Nye skrifter, Barcelona 1980).

[19] Det er et helt gennemgående tema hos Freud. Her blotet eksempel fra ’Das Ich und das Es’; Jeg’et er politikken: Jeg’et “er ikke blot det’ets hjælper, og dets underdanige knægt, der bejler til sin herres kærlighed. Det søger, hvor det er muligt, at forblive i god forståelse med det’et, iklæder dets ubv påbud og fbv rationaliseringer, foregøgler at det’et er lydigt mod realitetens formaninger – også hvor det’et er forblevet stift og ubøjeligt, skjuler det’ets konflikter med realiteten og, hvor det er muligt, også konflikterne med overjeg’et. I sin stilling midt mellem det’et og realiteten bukker det kun alt for ofte under for fristelsen til at blive indsmigrende, opportunistisk og løgnagtigt, omtrent som en statsmand, der trods sin bedre indsigt i tingenes tilstand søger at bevare den offentlige menings gunst.” (GW XIII-286f.) På samme tid indskriver Freud psykoanalysen i den beherskelsesteknik, som er videnskabernes kendemærke: “Psykoanalysen er et værktøj, som skal muliggøre jeg’ets fremadskridende erobring af det’et.” (Ibid. s. 286).

[20] Jævnfør Freuds Die Traumdeutung fra GW II/III – 319.

[21] Som allerede nævnt, er det ikke tematiseret hos Marx, da han jo ikke selv taler om historisk materialisme. Hos Freud vil man se, at konflikten mellem instanserne ikke er anvendelig på driftsdualismen (jævnfør Del IV, kapitel 1 her; Freud er virkelig i vanskeligheder, og har ganske svært ved at fastholde driftsdualismen).

[22] Hvis der er noget om disse grove antydninger, så er konsekvensen den, at den afgørende diskurs som erdiskursen over denne erfaring, er den pædagogiske diskurs. Det er således et led i undersøgelsen at bestemme den pædagogiske diskurs’ aktuelle placering. Jævnfør Del IV, kapitel 3.

[23] Jævnfør Die Traumdeutung op.cit. s. 321 f.

[24] Jævnfør ibid. s. 290.

[25] Det er da også ganske pudsigt, at Freud netop bruger den politiske repræsentation som metafor for repræsentationen og determinationen i drømmen: Drømmetankernes fremtræden i drømmeindholdet foregår ikke som folkerepræsentation men som valg efter scrutin de liste (ibid.).

[26] Jævnfør MEW 37-463; jævnfør Pour Marx, Paris 1972 (65), s. 177-28.

[27] Jævnfør Filosofikritisk rekonstruktion op.cit. s. 185f. samt Appendix I her.

[28] Jævnfør Poulantzas’ forskel lige analyser samt Althussers “Ideologi og ideologiske statsapparater”. I: Positions, Paris 1976 (70).