Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kroppen som absolut referent

Når man skal kritisere den igangværende udbytning af naturen og herunder af kroppen som et stykke natur, må man finde et sted at argumentere fra. Man må finde en bastion, hvorfra man kan hævde, at dette og hint er overgreb. Denne problematik er ikke så simpel endda. Med hvilken ret kan man stille sig til dommer i denne proces? – Med hvilken ret sanktionerer man sit “godt og ondt”? Hvad er der egentlig galt ved, at man ødelægger naturen, hvad er der galt med, at man ødelægger kroppen?

Argumentationen kræver nogle universelle kategorier. For eksempel må man kunne universalisere værdien smuk, hvis man vil argumentere mod udnyttelsen og ødelæggelsen med henvisning til, at naturen er smuk, og at det derfor er synd at ødelægge den. Men det siger næsten sig selv, at man ikke kan finde nogle universelle eller absolutte smagsdomme.

Hvis man hævder, at naturen har ret til at være, og dermed argumenterer mod ødelæggelsen med henvisning til denne ret, så kan man få vanskeligheder med at sætte grænserne, for har kyllingen i grill-baren ikke ret til en anden eksistens – det vi I sige havde den ikke? Det er nødvendigt at knægte nogens ret for, at andres kan imødekommes. Det er her, man ofte vil finde ideen om, at naturen som sådan kan anskues som en stor organisk moder, og dermed smelter figuren sammen med en anden argumentationsfigur, som siger, at livet og overlevelsen som sådan er helligt. Man kunne også vælge kun at udstyre de udvalgte med rettigheder, men hvem sætter grænserne for de udvalgte?

Ligegyldigt hvordan man så forsøger at argumentere, er man nødsaget til at finde et sted at sanktionere argumentet. Det er dette sted, som man kan kalde en absolut referent[1], da den må være absolut eller i det mindste have universalitetsprætentioner, og da den må være noget, som man kan referere til.

Naturen og kroppen får karakter af denne absolutte referent i denne tid. De er den sikre grund, som iscenesættelsen opfinder, men lader fremstå, som om de var urokkelige. Hvorfor skal man løbe? Fordi det er sundt! Det kan man jo ikke sige sådan her. At løbe er ikke partout sundt – det er derimod sundt inden for nogle specifikke grænser – alt afhængig af hvad lægevidenskaben definerer som sundt, af løberens alder og kondition, af løbets art og belastning og således videre. Ikke desto mindre bevæger vi os hele tiden rundt i den slags fordomme og selvfølgeligheder, og disse selvfølgeligheder er naturaliseringer – det vil sige historiske forhold som vi efterhånden betragter som “naturlige” og “urokkelige”. Dybest set hviler argumentet på en forestilling om, at det er naturligt at bevæge sig, men det er præcis dette naturlige, som er problemet.

At være naturlig vil sige, at man ikke er opstyltet, at man er nærmere ved naturen; men hvad er denne natur, som man er tættere ved? Nogle mennesker er defineret ved at være tættere ved naturen end andre. Det gælder kvinderne, men det gælder først og fremmest børnene. Man kan også sammenligne det at blive voksen med en distancering fra naturen – men er det så ikke naturligt at blive voksen? Det naturlige står for os i dag, som det, man ikke kan problematisere – som den sidste referent, den sidste grund, hvor det ikke kan betale sig at spørge videre, fordi der ikke findes nogen anden grund. Man kan derfor sige, at det ikke er naturligt at blive voksen, men at man kan definere det at blive voksen som det at holde op med at stille disse spørgsmål, som kun kan besvares med et ‘fordi’!

I sidste instans står vi her ved logikkens og rationalitetens grænse, og det kan da heller ikke undre, at præcis det alogiske og det irrationelle får en samfundsmæssig gennemslagskraft af uset tilsnit samtidig med, at man kan lokalisere en ny følsomhed over for naturen og kroppen som navnene for det, man vil argumentere ud fra, men som ikke selv kan begrundes. Porten er åben for det mystiske og det religiøse, så der er ingen modsætning mellem lægevidenskaben og sundhedspædagogikkens opråb til kroppen og de mest mystiske dyrkelser af kroppen ved hjælp af ikke-vestlige kropskulturer.

Kroppen og naturen er på denne måde en fiks idé, og denne idé forvaltes så af et præsteskab, som er i stand til at udpege grænserne for, hvornår man er kommet for tæt på “naturen” – hvornår man har øvet vold mod naturen. De slår sig op som præsteskab, netop fordi man ikke kan finde en fast grænse, og man derfor er nødsaget til at fortolke, men aldrig kan komme frem med den endegyldige fortolkning. Præsteskabet hævder at sidde inde med en viden, som giver dem ret til at udlægge teksten og sætte grænserne, og netop fordi nogen sidder inde med dette vidensmonopol, sker der en relativ forarmelse af almindelige menneskers sans for grænser. Alt imens fysiologer, terapeuter og trænere udvikler en ekspertviden, afvikler man den almindelige viden.


[1] I sprogvidenskaben betegner referenten det, som tegnet henviser, refererer til eller taler om. Referenten er ikke en del af tegnet, men noget hinsides diskursen, som den taler om og dermed producerer sprogligt som virkelighedens repræsentation.