Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Kroppens slægt og seksualiteten

De teoretiske refleksioner viser imidlertid, at kroppen ikke er alene i den nye følsomhed eller rettere: Den nye følsomhed retter sig ikke alene mod kroppen.

Man hører ofte, at kroppen igennem en årrække har været fortrængt, hvilket betyder, at man tendentielt har underprioriteret kroppens vedligeholdelse til fordel for udviklingen af intellektuelle kvaliteter. En sådan prioritering er en fordom, for som vi har anskueliggjort, så er kropsdyrkelsen i høj grad også intellektuel-, men den har den sandhed i sig, at man har forsøgt at cementere en distinktion mellem det kropslige og det intellektuelle, og i dette modsætningspar har man oppriori- teret intellektet. Men hermed bliver det øjensynligt, at dette begrebspar deler skæbne med en række andre begrebspar, og at diskussionens rytmer klinger i harmoni i de senere år. Kroppen deler således skæbne med andre fænomener såsom det naturlige, det kvindelige, seksualiteten, det barnlige, det irrationelle og flere andre.

Disse fænomener har levet en undergrundshistorie, hvor de har været domineret af deres modpoler, og disse oppositionspar har hele tiden været nye skud på vesterlandets dualisme, på den vesterlandske tænknings oppositionspar. De er ikke identiske, de harmonerer ikke altid, men de er skud på den samme stamme, og indimellem overlejrer de hinanden. De kan for indeværende samles under fællesbetegnelsen det naturlige og det artificielle eller kunstige. Vi står midt i en ny romantisk bølge[1].

Den nye følsomhed over for kroppen er således ved nærmere eftersyn blot et led i en mere omfattende følsomhed over for de fænomener, som i forskellige epoker har været domineret af deres modsætninger. Kroppen er i slægt med kvinden, med sanseligheden, med jorden og det materielle. Denne slægt kan samles under betegnelsen natur, og vi har at gøre med en omfattende følsomhed over for naturen, som ikke lader den romantiske bølge i begyndelsen af det nittende århundrede og den tilsvarende i begyndelsen af det tyvende ret meget efter. Vi står ved et nyt “tilbage til naturen”[2] eller i det mindste i en situation, hvor det naturlige anvendes som argumentationsgrund mod det kunstige.

Kroppens genopdagelse er i slægt med den grønne bevægelse i det hele taget. Den er i slægt med den økologiske bevidsthed, og det netop, fordi kroppen betragtes som et stykke natur – det stykke natur, som er dig nærmest. Med kroppen har vi et billede på den organiske organisme. Med kroppen som natur reproduceres den fordom, at man altid står over for naturen – at intellektet er en distance til naturen på samme måde, som kulturen er en distance til naturen. Kroppen som natur bliver dermed underlagt den samme beherskelsesrationalitet, som vesterlandets frigørelse fra naturtvangen er formuleret igennem siden oplysningsfilosofien i det18. århundrede. Det er i denne forbindelse, medicinen optræder som en moderne oplysningsfilosofi og begår de samme fejltagelser som den klassiske oplysningsfilosofi: Frigørelse gennem beherskelse. Man er så at sige vidne til en iscenesættelse i miniformat af det beherskelsesprojekt, som den vesterlandske rationalitet har sat på dagsordenen i nyere tid, og man er vidne til genopførelser af tankefigurer, som idéhistorien tidligere har frembragt såsom panteisme, romantik og organismetanken. Det er genfærd og atavismen Men frem for alt er vi igen vidne til en naturalisme, det vil sige til en tankefigur, som vil sanktionere sine argumenter i en sikker grund, og her bruger naturen som henvisning.

Den grønne bevægelse er en nyromantisk bølge, som tænker og formulerer sig i næsten identiske klassiske tankefigurer. Der er tale om en protestbevægelse mod det moderne samfunds indhegning, disciplinering og undertrykkelse til det destruktive; der er tale om en protest mod en rationalitet, som, idet den udvikler produktive kræfter og frigør fra naturtvangen, samtidig autoritært udvikler destruktivkræfter og ødelægger sit naturgrundlag. Protesten suppleres af en næsten religiøs prisen af oplevelsen – den naturlige oplevelse og oplevelsen af naturen – i modsætning til den kunstige og mekaniske fornøjelse.

Men kan ad denne vej også opleve sin egen krop som en veritabel opdagelsesrejsende, og det kan ske på forskellig vis: gennem meditation, gennem øvelser, gennem helsekure, gennem berøringsterapi, gennem erotik.

Nu er erotikken imidlertid ikke den mest afgørende teknik, hvor sammenhængen mellem den nye følsomhed og seksualiteten viser sig. Det afgørende er, at seksualiteten abstrakt set tilhører kroppens slægt, fordi den er blevet udråbt til en fortrængt dimension i vesterlandets historie. I lighed med andre fortrængte dimensioner får seksualiteten nu mæle. Seksualiteten er i den grad blevet talende i kropskulturen; men seksualitetens formulering er blot en mere moderne og avanceret beherskelsesform og egentlig – i anskueliggørelsen – en forlængelse af beherskelsesprojektet, en distance til det erotiske, som er tæt på “kroppen”. Når seksualiteten alligevel er led i den nye følsomhed, så skyldes det, at den iscenesætter, italesætter, snakker om kroppens felt.

Den megen snak er en renselse og gennem renselsen en beherskelse af de uhumske indeklemtheder. Frigørelsen er stadigvæk en beherskelse, idet man slipper dæmonerne løs for bedre at kunne se dem og få styr på dem. Man behersker ikke længere seksualiteten gennem fortrængning og fortielse, men gennem anskueliggørelse, og denne iscenesættelse fremstiller så det seksuelle begær som en afgørende dimension ved kroppens felt. Denne alliance mellem naturen, det fortrængte og seksualiteten, flyder sammen i kvindekønnet. Kvindekønnet bliver det mest talende.

Der fremstår en mærkværdig alliance mellem de befrielsesintentioner, som definerer sig som refleksagtige oprør mod den herskende orden. Der fremstår en underfundig historisk blok, som vinder identitet i selve opgøret med den kunstige, mandlige, bureaukratiske rationalitet, og fordi den ny følsomhed over for kroppens felt er en del af denne blok, fremstår den som en genopdagelse af kroppen, hvor den faktisk blot er en mere sofistikeret iscenesættelse. Denne malplacering antyder imidlertid, at det afgørende i den ny følsomhed ikke drejer sig om kroppen som sådan.

Det er jo umiddelbart paradoksalt, at alt imens man taler så meget om undergrundshistorien og det glemtes tilsynekomst – kroppens, naturens og sanselighedens tilsynekomst – er det den mindst “kropslige” sans, nemlig synet, som er den mest dominerende formidler af den moderne seksualitet. Den menneskelige fortæring er formidlet af synet, hvad enten målet er fødevarer eller andre mennesker. Den direkte berøring med objekterne, det åbne marked eller erotikken, er i aftagende, og det er øjet som focuserende linse, som bestemmer nydelsen og nydelsens iscenesættelse. Dette fænomen med uberørte fødeemner og distanceret seksualitet er ikke mindst befordret af de elektroniske mediers gennembrud; over en bred bank ser man en relativ forarmelse af sanserne. Synets dominans viser sig ikke kun i pornografi og peepshows, men i den ny æstetiske følsomhed i det hele taget: “I love to watch”.

Dette paradoks er en yderligere antydning af, at følsomheden ikke retter sig mod kroppen som sådan. Den omfattende interesse for kroppen er samtidig med en opprioritering af den mindst “kropslige” sans; og denne samtidighed afslører, at det, som er afgørende i den nye sensibilitet over for kroppen som felt, ikke er selve kropsligheden, men et specielt syn på kroppen, en speciel iscenesættelse af kroppens felt. Kroppen er med andre ord mindre afgørende end selve iscenesættelsen. Man kan derfor hævde, at kroppen er et alibi – noget som er opfundet til lejligheden, noget som er produceret af en bestemt diskurs, som omtaler “kroppen”; og dermed er kroppen langt mere nærværende i seksualitetens iscenesættelse end i den erotiske udforskning af kroppen som sanselighed. Kroppen er med andre ord langt fra en simpel størrelse i den nye følsomhed, selvom man snakker om den som den naturligste ting i verden.


[1] Betegner en bred strøm af følsomhed over for naturen med mystisk-religiøse undertoner. Det er på den ene side en absolutering af naturen og på den anden side en insisteren på det irrationelle ved samme natur. Her nærmere bestemt anvendt om en speciel form for civilisationskritik, som søger ud i naturen og i det fri og søger det naturlige i det frie.

[2] Betegnelsen er her brugt for at karakterisere en teoretisk figur, som søger efter en fast grund, den absolutte referent, og finder den i naturen og det naturlige. Naturalismen naturaliserer – det vil sige hævder om noget historisk, at det er naturligt og uomtvisteligt.