Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Om udbytning, undertrykkelse, magt, organisation og transformation

I

Kapitalens dominans over arbejdet har forandret sig i kapitalismens udvikling. Marx selv beskriver arbejdets subsumtion under kapitalen over to faser, nemlig formel og reel subsumtion af arbejdet under kapitalen. I kapitalismen bliver arbejdsprocessen »til værdiøgningsprocessens middel, middel for den proces, hvori kapitalen selv øger sin egen værdi, – merværdifabrikationen. Arbejdsprocessen bliver subsumeret under kapitalen (det er dens egen proces), og kapitalisten træder ind i processen som dirigent, leder; for ham er den samtidig fremmed arbejdes umiddelbare eksploitationsproces.«[1] Dette kalder Marx for formel subsumtion af arbejdet under kapitalen, og det er den almene form for alle kapitalistiske produktionsprocesser. »Det alment karakteristiske ved den formelle subsumtion under kapitalen varer ved, dvs. den direkte underordning af arbejdsprocessen under kapitalen, på hvilken måde den end beskrives teknologisk. Men på denne basis hæver der sig en teknologisk og yderligere specifik produktionsmåde, som omvælter arbejdsprocessens reale natur og dens reale betingelser, – den kapitalistiske produktionsmåde. Først når denne indtræder, finder arbejdets reale subsumtion under kapitalen sted. . . Arbejdets reale subsumtion under kapitalen udvikles i alle de former, som udvikler den relative merværdi til forskel fra den absolutte.«[2] Under den formelle subsumtion har udbytningen form af udpresning af absolut merværdi – dvs. som forlængelse af arbejdsdagen etc., med den reelle subsumtion finder der en vedvarende og gentagende revolution sted i selve produktionsmåden, i arbejdets produktivitet og i forholdet mellem kapitalist og arbejder, og det er tilfældet, fordi udbytningen som sagt har form af udpresning af relativ merværdi.

I opkomstfasen, hvor kapitalismen ikke er blevet en produktionsmåde sui generis, kunne man bringe den direkte fysiske vold i anvendelse for at sikre, at arbejdskraften solgte sig på »kapitalens« vilkår; men efterhånden udvikles der mere raffinerede teknikker. Dét, som udefra tager sig ud som en humanisering af forholdene eller tvangens forsvinden, er imidlertid blot en ændring af de former, som tvangen optræder i. Tidligere var det fabriksherrernes magt og ejendomsmonopol, der udgjorde deres herredømme, men med tiden bliver det »de økonomiske forholds stumme tvang« som sådan, der »besegler kapitalisternes herredømme over arbejderen.«[3]

Man har altså næppe humaniseret tvangen, men ændret dens form for vold til disciplin. Disse tvangs- og repressionsformer har deres helt egen historie, og den stumme tvang har sin egen diskurs i den borgerlige ideologi. Arbejderklassens kamp mod disse repressionsformer har da også antaget forskellige former, men kernen i kampen må forblive en kamp mod den kapitalistiske udbytning, som er det grundforhold, som ikke forsvinder selvom tvangen ændrer form, og arbejdets produkt tager form af merværdi. Eksploitationen forbliver intakt og styrkes (dvs. forsvinder som en erfarbar form) efterhånden som repressionens raffinerede teknikker ekskommunikerer forskellen mellem arbejde og merarbejde. Kapitalismen reproducerer sig selv ved at omforme sig selv, og denne omformning ligger hovedsagelig i en forbedring af udbytningen.

I hoveri-arbejdet kan man erfare den feudale udbytning – enten fordi merarbejdet leveres konkret adskilt fra »det nødvendige arbejde«, eller fordi dets produkt kan anskues i form af konkrete naturalier af en specifik kvantitet men det kan ikke lade sig gøre for det kapitalistiske mer-arbejdes vedkommende, idet den kapitalistiske udbytning, den relative merværdi, ikke kan erfares som sådan, og merproduktets cirkulationsform, merværdien, er i selve den politiske økonomi transformeret til de forskellige fremtrædelsesformer i rente, profit etc., som skjuler deres herkomst.

Denne reale tilsløringsproces er med til at transformere kampens sted, men fundamentet forbliver den kapitalistiske udbytning. Når man gør sig overvejelser om emancipationen må dette grundlag være udgangspunktet, selvom det umiddelbart tager sig vigtigere ud at analysere de teknikker, som producerer accepten af udbytningssystemet. Men til disse teknikker hører også udbytningens illusionsnummer, – den tilsyneladende forsvinden dens transformation til det ukendelige. Det er denne transformationsproces, som Marx har demonstreret i sin kritik af den politiske økonomi. I dag er en anti-kapitalistisk strategi imidlertid ikke alene en gentilegnelse af erfaringen af udbytningen, men tillige en strategi, som må gå vejen over en destruktion af den almene konsens om dette system på trods af dets udbytning (med dets kortslutning i begrebet udbytte-deling).

II

Det socialisationsteoretiske problem – som har vide konsekvenser for en bestemmelse af kampens sted – består som omtalt i at undersøge systemets integrationskraft over for individet, fordi en »afgørende subjektiv faktor bliver bærer af den kapitalistiske reproduktionsproces«,[4] som det til eksempel hedder hos Hans-Jürgen Krahl. I forlængelse af Krahls overvejelse finder vi dén del af socialisationsforskningen, som forsøger på at bruge kapitallogikkens landvindinger; – man bruger naturligt nok subsumtionsbegrebet, og forsøger at udmønte Marxs overvejelser omkring arbejdets subsumtion under kapitalen til at gælde for andet end arbejdsprocesserne. På samme vis som kapitalen går fra at overtage nogle originale arbejdsprocesser til at omstrukturere disse (dvs. selv producere dem), således går kapitalens rationalitet også fra at overtage et subjektivt potentiale til at omstrukturere eller producere dette subjektive materiale, – dvs. laver om i kvalifikationsstrukturerne osv.

I samme øjeblik som man erkender denne omstruktureringsintention (som altså er andet og mere end en omklamringsintention) hos værdiøgningsrationaliteten, stiller der sig automatisk det vigtige spørgsmål angående modstanden mod en sådan omstrukturering.

Det er her, at den helt traditionelle horisont i en del af de tyske overvejelser viser sig, for man kommer da til at støde frem til problemstillinger, som allerede har været diskuteret i forskellige videnskabstraditioner, ikke mindst inden for pædagogik, psykologi og antropologi. Det er spørgsmålene omkring skranker, modstande, residualstørrelser; det er med andre ord en klassisk problematik.

Den dobbelte samfundsmæssiggørelse støder på skranker. 1 forbindelse med samfundsmæssiggørelsen af den ydre natur, udviklingen af de materielle produktivkræfter, beherskelsen af naturen, historiceringen af naturen, ja, da åbenbarer disse skranker sig først i det øjeblik, at sideprodukterne, spildprodukterne, populationernes ekskrementer, ødelægger det fysiske miljø. Det som idag samles under betegnelsen økologiske skranker. I velfærdssamfund kan en økologisk bevægelse hverve soldater på trods af alle traditionelle partiskel, og det er ikke mindst muligt at kræve økologi, når det kan lade sig gøre at eksportere ekskrementerne til Brasiliens jungle etc. igennem en ny form for imperialisme (ekskrementernes); men problemerne stiller sig lidt anderledes i det øjeblik det kommer til, at man enten må opbevare sine ekskrementer selv, eller man må reintegrere ekskrementerne i et »naturligt« kredsløb. Da kan en økologisk bevægelse stille radikale krav til kapitalismen, som kun kan tilfredsstilles som et brud med kapitalismens produktivkraftsforståelse. Tidligere troede man, at samfundsmæssiggørelsen af naturen kunne være ubegrænset; men idag er der bred enighed om, at der findes økologiske skranker. Det betyder imidlertid ikke, at man tager Rom-klubbens diktum »der er grænser for vækst« for gode varer, men det betyder, at der er grænser for den kapitalistiske form for vækst. Men nu med hensyn til den indre natur – findes der skranker i denne form for samfundsmæssiggørelse? Det er et sådant problem som den kapitallogiske strategi får på halsen. Man stiller dette spørgsmål med forskellig kraft og intention, men man er ikke uenige om at stille et sådant spørgsmål. Man er enige om, at problematikken er spændt ud mellem former for sammenhæng mellem de to produktionsformer over for henholdsvis ydre og indre natur. Problemet om sammenhængen og dominansforholdet mellem produktionens og socialisationens rytmer er et fælles element hos såvel Habermas, Negt, Bruckner som Krovoza.

Denne problematik blev allerede tidligt fremstillet som deres fællesmoment, og det blev fremhævet som socialisationsteoretiske overvejelser; men måske skulle man lave nogle demarkationer i intentionen, og udmønte noget man kunne kalde socialisationskritik. Når Krovoza til eksempel beskriver sit projekt som »en socialisationsteoretisk undersøgelse fra grænselandet mellem psykologi, sociologi og socialhistorie«,[5]så er det et symptom på en teoridannelse, som ikke har konstrueret sit eget teoretiske objekt, og som endnu lever på lunser af etablerede områder, som andre videnskaber med rette kan gøre krav på. Det er heller ikke tilfældigt, at forlaget har kunnet give Brückners afhandling titlen »Kapitalismens socialpsykologi«, for hvad adskiller egentlig disse overvejelser fra etablerede borgerlige discipliner, og her naturligvis specielt socialpsykologien. Socialpsykologien har selv de samme vanskeligheder med at finde en eksistensberettigelse midt i de etablerede videnskabers brogede morads, for hvorved adskiller den sig specielt fra psykologien og sociologien. Socialpsykologien bliver defineret som den videnskab, der undersøger vekselvirkningerne mellem individet og det sociale miljø, da mennesket på en gang er et produkt af det sociale miljø og er formende i forhold til sine omgivelser. Socialpsykologien er en specifik borgerlig tværvidenskab, fordi den ene og alene er dialogen mellem nogle opsplittede discipliner (og som sådan jo allerede en karikatur af det borgerlige videnskabsnet); den består på en sammensyning af delområder og grænseområder af etablerede discipliner (psykologi, sociologi, socialhistorie) og den problematiserer dem ikke; den gør blot opmærksom på, at der findes områder, som de i fællesskab må kortlægge. Socialisationsteorien bliver blot en venstredrejet udgave af socialpsykologien, hvis den ikke kan frilægges socialisationsteoriernes objekt til forskel fra andre teoriers objekter, og det er muligt, at dette kan lade sig gøre ved at insistere på den overordnede samfundsmæssige strategi af samfundsmæssiggørelse; men egentlig vil der ikke være nogen pointe i en sådan frilæggelse.

Den marxistiske interesse kan nemlig ikke være en sådan borgerlig tværvidenskab, som altså indoptager elementer fra det etablerede videnskabsnet, og som risikerer at gøre det dårligere end hidtil, men tværvidenskabeligheden som symptom. En marxistisk udgave må være indeholdt i en kritik af den politiske socialisation, for det er i det marxske kritikbegreb, at den »marxistiske tværvidenskabelighed« lader sig ane, og det er her, at den politiske interesse ikke er sat udenfor. Man måtte derfor oparbejde en teoretisk strategi, som på engang fremstiller den politiske socialisation, den samfundsmæssige intention (og gør det ved hjælp af etablerede teoriers dogmer), og samtidig er en kritik af den politiske socialisation (og dermed demonstrerer, at den etablerede dogmatiks »apolitiske« intention totalt forfejler sit mål). Socialisationskritikken vil derfor være en abstrakt kritik, men som dogmekritik vil den tillige være en konkret kritik af kapitalismen, da dogmerne er kapitalismens selvforståelse som fungible kategorier. Den ville imidlertid ikke alene være en dogmekritik, men tillige en konstitutionskritik, da den vil påvise, hvorledes socialisationen som problem (og det vil sige at et bestemt livsafsnit udspaltes) tilhører bestemte historiske perioder. Alt dette er naturligvis sagt i abstrakt analogi til kritikken af den politiske økonomi, men det er ingenlunde fiffigt eller tilfældigt; for på sin vis, så leverer socialisationskritikken en kritisk fremstilling af proletariatets dannelse, og det er præcis det samme, som er indeholdt i kritikken af den politiske økonomi. Det drejer sig kort og enkelt om at tematisere konstitutionen af proletariatet som klasse på en forskudt vinkel, fordi denne forskydning idag er blevet politisk relevant, men på en sådan måde, at man opsøger de implikationer, som økonomikritikken må have for en kritik af den politiske socialisation (uden at økonomikritikken er en udfoldet socialisationskritik har den implikationer for en sådan). Økonomikritikken udstikker de rammer, som en socialisationskritik kan bevæge sig indenfor, og den er den videnskabelige problematik, der behandler de tendenser af overgribende karakter, som altså får implikationer for socialisationsovervejelser, og dermed for socialisationskritikken.

Kritikken af den politiske økonomi er altså en teori om overgribende tendenser og ikke om ubrydelige logikker. Den er ikke en ny politisk økonomi, men heller ikke ren kriticisme. Den har en slags positivitet. Man må på den ene side kritisere den objektivistiske afvigelse, som ønsker at udvikle Marxs teori til en politisk økonomi for kapitalismen, eller for statsmonopolkapitalismen, eller måske for kommunismen. Kritikken af den politiske økonomi er ikke en marxistisk pendant til den borgerlige politiske økonomi, men den er på den anden side ikke en ren negativ disciplin. Den er som sagt ikke ren kriticisme. Man må derfor tillige bekæmpe de subjektivistiske afvigelser for at få fat på den marxske teoris positivitet: den marxistiske teori studerer antagonismen i den kapitalistiske sociale formation. Den undersøger dén antagnoisme, som fra dét øjeblik, at den kapitalistiske produktionsmåde bliver den dominerende (og det bliver den fra og med de borgerlige revolutioner at regne), producerer nødvendigheden af en ny revolution, nemlig den proletariske revolution. Den frembringer ikke alene nødvendigheden af den proletariske revolution, – den frembringer de mere og mere bekræftende former for en ny revolution.[6]Den revolutionære teori forsøger at begribe den tendentielle determination, determinationernes uensartethed, usamtidighed, kompleksitet, og forsøger ligeledes at bestemme den konkrete form i hvilken de under givne forhold kombineres. Det er som grundkerne denne tendentielle determination, som afstikker bevægelsesrummet for socialisationskritikken. Den tendentielle determination er i færd med at konstituere proletariatet som klasse – en proces som ikke er fuldbyrdet før i og med den proletariske revolution og denne tendens kan man forfølge inden for rammerne af en socialisationsdiskurs.

III

Man må på sin vis hævde, at Michel Foucault allerede har praktiseret socialisationskritik under denne synsvinkel. Han ville ikke kalde det kritik af den politiske socialisation, men for en fremstilling af en ny politisk anatomi. Foucaults analyser af normaliseringsmagten – en magt, som netop er konstitutiv for arbejdskraften og proletariatet som sådan -, indeholder til fulde de momenter, som man kan forlange af en socialisationskritik. Han har i sine analyser af normaliseringen i det hele taget,[7] og af straffe-systemet i særdeleshed, demonstreret, hvorledes den borgerlige socialisation er en proletarisering.

Man kan sige, at den borgerlige socialisation er erhvervelse af specifikt kapitalistiske livs- og arbejdsnormer og dermed altså en proletariseringsproces (en dannelsesproces). I denne forbindelse må man skelne mellem den proletariserede plebs og den ikke-proletariserede plebs og hævde, at borgerskabet og straffesystemet har forskellige strategier over for de to grupper, og frem for alt den intention, at opretholde modsætningsforholdet mellem dé, som skal fungere i kraft af deres proletarisering som lønarbejdere, og så dé, som skal fungere som ikke-proletariserede, som marginaliserede grupper, farlige, umoralske, anormale.[8]Men borgerskabet skal anvende den ikke-proletariserede plebs til andet og mere end skræmmebillede, der skal virke stabiliserende indadtil hos de proletariserede: Borgerskabet spiller de ikke-proletariserede ud mod de proletariserede (dé, som har accepteret den kapitalistiske socialisation og kun formulerer konsens) ved at gøre dem til soldater, håndlangere, betjente, sekretærer, og benytte dem til at overvåge proletariatet. Gennem tilpasning og udelukkelse har borgerskabet en strategi, som modvirker oprør, fordi den fastholder en fundamental modsætning i masserne, i plebsen.

I Foucaults arbejder fungerer der præcist et immanent kritikbegreb. Det er et objekt-specifikt fremstillende kritikbegreb, som er immanent i fremstillingen af proletariatets dannelsesproces. Det er netop dannelses- eller »produktionsprocesser«, som bliver interessante, når man anvender Foucaults tilgangsvinkel; og denne vinkel står i skærende kontrast til omklamringsteorierne og specielt til Brückners (og til dels Krovozas) position, omend de på andre felter har en del til fælles.

Det er uhyre karakteristisk for tyskernes tilgangsvinkel, at Brückner i sit forord til Krovozas afhandling kan juble: »Man vil ikke kunne gøre alt med menneskene: Den indre natur er modstand og grænse for kapitalistisk tilegnelse og samfundsmæssiggørelse.«[9] Men en radikal kapitallogisk position tvivler heller ikke på, at der skulle findes en eller anden form for område, som kapitalens ikke kan totalt omstrukturere, da den netop ikke kan eksistere uden stoflig grundlag etc.; men det er prioriteringen, der er interessant – også for en bestemmelse af kampens sted. I stedet for at klamre sig til det ikke-omstrukturerede, til modstandsblokken, autenticiteten, som udgangspunkt for politisk aktion, er det af langt større interesse at få klarlagt i hvilken udstrækning at den tendentielle determination producerer og aktualiserer modstandsblokke af en anden karakter, nemlig som sideprodukter, som ødelæggende misteltene.

Der er så tale om en ny problematik, – en problematik, som vil bestemme den anti-kapitalistiske kamp anderledes. Pointen består ikke i at hævde, at dét som endnu ikke er omklamret eller omstruktureret er betydningsløst eller blot illusion; dette ville naturligvis være ukorrekt – men alligevel en tendens; – pointen skulle være, at de med-producerede momenter er af langt mere afgørende betydning for en transformation mod socialisme. Disse med-producerede momenter kan dels være modstandsformer, men dels også være den ene del af det tidligere omtalte civilisatoriske, fremskridtsrettede moment, der med sin dobbeltkarakter indebærer noget kommunismerelevant: At kapitalismen altså i sin tendentielle determination producerer en række af de kim og sprækker, misteltene, solidaritetsmuligheder, som bliver afgørende for kommunismen og for transformationen mod socialisme.

Det, som kan være en rimelig kritik af Brückner og Krovozas jammer over udviklingen bort fra en mere ideel naturtilstand, er deres totale negligering af en fortsat civilisatorisk eller kommunisme-relevant udvikling. I modstillingen mellem civilisation og barbari vil de klart hævde en rebarbarisering, fordi den rå voldsform igen dukker frem; men de overser, at de dermed kommer til at investere i et specifikt borgerligt civilisationsbegreb, og kommer til at argumentere ud fra en »civilisation«, som borgerskabet selv har forladt; de involverer sig med deres syndefaldsmystik for en klassisk borgerlig civilisations- eller offentlighedsform. Hos dem bliver udviklingen præcis til re-barbarisering, til en tilbagevending til barbariet: civilisationsbegrebet har ikke nogen dobbeltkarakter, – de kan ikke se transformationstendenser, men alene forfald: Dekadence – ingen anticipation. De anticiperende modstandsformer er det originale, myndigheden, og de fantasifulde protestbevægelser (og altså præcis protesten frem for kravet, behovet – forsvaret frem for angrebet, fortvivlelsen frem for harmen).[10]

Negt/Kluge har derimod som intention haft at fastholde begge momenter – dels omklamringen og protesten, dels medproduktionen og kravet, – fordi de har anskueliggjort, hvorledes indskrænkningerne i livsrummet nødvendigvis må følges op med en geninvestering i det proletariske livsrum i en ny form, for at kapitalismen kan opretholdes og udvikles. Modstandsformerne er derfor heller ikke alene de omklamrede faktorer, men tillige de betingelser, som proletariatet har måttet fungere igennem eller være henvist til.

Foucault står som omtalt næsten udelukkende på det med-producerede, selvom det i hans diskurs er focus på magtens produktivitet og ikke kapitalens; men måske er der mere økonomikritisk fornuft i hans analyser af magtens mikrofysik end i den uspecifikke repressionsforståelse hos Brückner eller »undertrykkelsens kontinuum« hos Marcuse.

Når Brückner skal beskrive den kapitalistiske omklamring taler han som omtalt om kolonisation af den indre natur. Det er med andre ord imperialismen, der anvendes som model. Den kapitalistiske produktionsmåde sætter sig igennem i stadig nye områder og blandt disse nye områder er altså også den indre natur. Det marxistiske begreb for determination er imidlertid ikke kolonisation men subsumtion, og der går en direkte linie fra brugen af imperialismens undertrykkelse til den uspecifikke brug af repressionsbegrebet og til at tackle kapitalismens elendighed som repression; for imperialismens og kolonisationen anvendes ikke som kapitalistiske udbytningsformer, men netop som undertrykkelse af den indfødte befolkning.

Det er ingen tilfældighed. Repressionens »forrang« fremfor eksploitationen i Brückners diskurs kommer yderligere til udtryk igennem hans pointering af »kontinentets forvildelse« (Aime Cesaire): I følge en sådan opfattelse er klassekampen (og merværdien er jo som udbytningsformernes organiske enhed allerede klassekampen i produktionsprocessen) erfaringsmæssigt på vej til at blive afløst af en »polarisering i bøddel og offer«.[11] Denne tendens er intet mindre end en gentematisering af den unge Marxs manglende differentiering mellem undertrykkelse og udbytning og hans overprioritering af undertrykkelsen. Den kommer ikke til udtryk som en polarisering mellem bøddel og offer – hos den unge Marx men som en polarisering mellem rig og fattig: Der er med andre ord ikke sat focus på den kapitalistiske produktionsmådes struktur, på udbytningsprocessen men på undertrykkelsesprocessen og herredømme-formerne; og disse er ikke specifikt kapitalistiske (men naturligvis af den grund ikke mindre kritisable).

Der er tale om en konsekvens-rig prioritering. Det er med andre ord ikke klasse-eksploitationen som den kapitalistiske produktionsmådes kerne, der prioriteres højest i emancipationskampen. Denne prioritering viser sig i såvel kolonisations-begrebet, som i opfattelsen af den indre natur som modstands- og afsætningsblok. Selvom Krovoza anvender subsumtionsbegrebet, så er udbytningen ikke fremtrædende i hans diskurs. Han transformerer en forkert problemstilling ind i korrekte termer uden at korrigere indholdet.

IV

Dette er ikke noget enkeltstående tilfælde. 1 de senere år har man været vidne til en veritabel omdefinition af den revolutionære kamp. Håbet om en transformation mod socialisme er blevet flyttet over på de brede bevægelser bort fra de revolutionære partier. Man er nu tilbøjelig til at se håbet installeret i kvindebevægelserne, boligbevægelserne, bevægelserne mod A-kraft, – borger-initiativer i det hele taget.[12]Den »nye« strategi er også i færd med at afpudse nogle anarkistiske træk, og det er kun dé, som fastholder en overordnet socialistisk strategi, som overhovedet stiller sig spørgsmålet angående disse bevægelser og modstandsformers organisation i en »historisk blok« (Gramsci). Denne problemformulering er ikke ny, men den måde spørgsmålet stilles på idag er anderledes end tidligere.

Relationen mellem parti, masse og spontaneitet har jo været gennemgående i al hidtil organisationsteoretisk diskussion; men den nye tendens stiller dette spørgsmål anderledes. I den socialistiske tradition har man anskuet relationen mellem parti, masse og spontaneitet, som partets forsøg på at solidarisere sig med de oppositionelle bevægelser og ligesom kanalisere deres energi ind i en samlet blok. Fundamentet for denne strategi finder man i en forståelse af den kapitalistiske udbytning, og kampen defineres ud fra udbytningen i den materielle produktion som centrum, idet klassekampen i den materielle produktion er overdeterminerende i relation til klassekampen på andre niveauer. Derfor har arbejderbevægelsen tidligere været det naturlige grundelement i en transformation.

Den klassiske organisationsdebat kan man udstikke omkring Lenins, Luxemburgs og Gramscis bidrag.[13]I følge Lenins opfattelse kan arbejderklassens egen kamp kun blive syndikalistisk, og det er derfor nødvendigt med en revolutionær avant-garde, der kan indpode en revolutionær bevidsthed. I første omgang formulerer Lenin en jakobinsk organisationstype, hvor staten bliver målet for en kup-orienteret kamp. Her står partiet i et udvendigt forhold til masserne, og den »demokratiske centralisme« skal fungere med disciplin og effektivitet.

Luxemburg kritiserer partiets autoritære karakter, og fremhæver massen som drivkraft. Klassekampen skal opfattes som en skolende proces, som en læreproces, og i denne forbindelse er massestrejken ideel. Man må ganske vist organisere en avant-garde, men den politiske ledelse må være indkorporeret i massernes liv. Organisationen er løs, og i modsætning til Lenins opfattelse er det decentrale aspekt det fremherskende. Graden af forpligtethed er ikke høj, men der lægges vægt på det, som foregår rundt omkring. Luxemburg har imidlertid svært ved at stille alliance problemet, fordi hun overvurderer klassekampens bevidsthedsproducerende effekt (det man kalder for hendes spontaneisme). Hun undervurderer måske også usamtidigheden i politiseringen, og ser ikke de opsplittede kræfter inden for bevægelsen.

I anden omgang omkring revolutionsåret skitserer Lenin imidlertid en anden opfattelse, hvor han understreger, at det er nødvendigt at erkende sovjetternes (rådenes) magt og deres drivende kraft. Han opererer her med dobbeltmagt, fordi sovjetterne er grundlaget for en ny magt-udøvelse, men da han blot betragter sovjetterne som politiske instrumenter, kan man hævde, at han forbliver jakobiner. Lenin nedprioriterer stadigvæk masse-organisationen.

Umiddelbart er Gramscis opfattelse identisk med Lenins, men han syntetiserer de forskellige opfattelser. Han sætter nemlig arbejderrådene i centrum, idet de ikke alene er organer, men kerner til en total ny magtudøvelse dvs. som en ny magt, en ny kultur. Dette er kernen i Gramscis rådsperiode (1919-20) men i den senere periode opprioriteres en parti-organisation, uden at den dog modsiger hans udtalelser om arbejderrådene. Partiet får nemlig som hos Lenin karakter af et eksternt element, som kommer til masserne udefra. Partiet skal formulere »dét som sker«, det skal formulere massernes krav og artikulere deres behov, og dermed bliver partiet en udtryksfunktion for en samlet bevægelse. Dermed får de intellektuelle en speciel funktion hos Gramsci, idet han skelner mellem traditionelle intellektuelle, som propagerer en borgerlig »ideologi«, og så de organiske intellektuelle, som er vokset ud af arbejderklassen i takt med opgaverne. Det er i vid udstrækning disse organiske intellektuelle, som kan formulere klassens behov.

Der er egentlig ikke nogen principiel forskel mellem Gramscis parti-opfattelse, og så den »organisationsteori« som er indeholdt i Sartres gruppeteori. Sartre er én af de få moderne marxister, som har forsøgt på at stille organisationsproblemet i nye termer. Sartre opererer med fire momenter i en næsten nødvendig udviklingslogik, men hans opfattelse er ikke pessimistisk af den grund. Hans udgangspunkt er serien, hvor massen er usammenhængende atomer, som blot er stuvet sammen, uden at der er nogen social individualitet. Der er ingen individualitet overhovedet, fordi hver enkelt person er den samme som de andre, og man opfatter sig selv som de andre. Serien kan transformeres til en gruppe i fusion i apokalypsen, hvor noget overraskende og pludseligt indtræffer; og i denne opstand finder man Sartres evigt gentagende sociale utopi, for i gruppen i fusion ønsker man det samme mål, og har et fælles behov. De mange bliver til én uden at miste deres personlige karakter – de fungerer som én. Den sejrrige gruppe i fusion udvikler sig imidlertid til en gruppe under ed, idet behovet for rutine erstatter den spontane kreativitet. På overfladen ligner den gruppen i fusion, men med hensyn til individets forhold ligner den mere institutionen, for den virkeliggør ikke muligheder. Den bliver i ekstrem grad selvbeskuende, fordi den vedvarende eksistens må sikres og fjenden er slået, hvorfor frygten vendes imod gruppen selv. Gruppen må derfor vælge mellem at vende tilbage til serien eller institutionalisere sig. Partiet er en institution og har en fastere struktur end gruppen, og den har heller ikke gruppens spontaneitet.

Det klassiske spørgsmål om parti og spontaneitet kan nu stilles som partiets evne til at opsluge eller fornægte grupper i fusion, som det måske selv har været med til at skabe. Men netop fordi partiets vokser som en samling af institutioner og dermed som et lukket, tynget system er det tilbøjeligt til at blive angrebet af sklerose. Partiet er principielt altid bagefter gruppen i fusion (massernes spontane aktioner), selv når det forsøger at lede den (lede de spontane initiativer, bevægelser). For at beskytte sig selv ender partiet med at modarbejde de grupper i fusion, som det ofte selv har befordret. Heri ligger partiets modsigelse: det må på den ene side udfri masserne af deres serialitet – dvs. befordre gruppen i fusion, men det må på den anden side ødelægge disse, fordi det er blevet en institution.

Som man vil kunne se er problemet stadigvæk det samme, men måske har Sartres opfattelse af »institutionens logik« været medvirkende til at overskride det enten-eller som karakteriserer Lenin og Luxemburg, og på samme måde som Gramsci i højere grad focusere på samspillet mellem parti og spontaneitet, mellem institution og gruppe, mellem partiorganisationerne og bevægelserne. Samspillet indgår i en logik, som ikke opfordrer til pessimisme, men tværtimod opfordrer til den evige eksperimentelle fusion, vel vidende at den stivner, og at denne stivnen blot er en opfordring til ny fusion. Såvel i gruppen i fusion som institutionen er nødvendige.

Det har man på den anden side altid erkendt, men tendensen går imod at acceptere institutionen forstået som partiet. De fusionerende grupper er sig selv nok, men også dé må vælge mellem éden og serialiteten engang. Hos Sartre er det altså gruppen i fusion som i radikal forstand er behovs-artikulerende; men hos Gramsci er selve denne behovsartikulation en definition af partiet: Partiet er dér, hvor der formuleres radikale behov.

Når man tænker dette ud i dets konsekvens, så er bevægelserne, grupperne i fusion allerede partiet som intention; men det kan også medføre, at man så se partiet et andet sted end i de traditionelle arbejderpartier, nemlig i de radikale bevægelser, der artikulerer behov, som er deres, men som ikke mindst er arbejderklassens uden at denne nogen sinde har ønsket at formulere dem. Det parti, som i denne opfattelse, artikulerer massernes behov, er jo ingenlunde det centralistiske og autoritære, jakobinske, avant-garde parti, der bestemmer over godt og ondt, over sandt og falsk; – det er derimod et patchwork af artikulationer, som altså ikke pådutter andre noget som helst, men har som effekt, at andre genkender og erfarer egne behov: Partiet er et patchwork af lærestykker.

Hvis selv-organiseringen er princippet i de enkelte fusionerende grupper, ja, da forbliver dette patchwork, en model, en kim, til en kommunistisk organisationsform, på samme måde som rådene, partiet hos Gramsci foruden at være en hegemonial kraft skal være en præfiguration af det nye samfund. Præfigurationsprincippet vil man også finde hos Althusser og Balibar, der gør opmærksom på, at partiets demokratiske centralisme er et stykke socialistisk demokrati, og at arbejderklassen altså allerede har erfaringer med denne form for organisering. Den organisationstype de enkelte teoretikere foreslår siger altså ikke så lidt om deres kommunistiske visioner. Man kan måske sammenfatte den aktuelle tendens i patchwork og præfiguration.

V

Når man skal formulere kampens sted er det naturligvis afhængigt af den position man tænker indenfor. Som omtalt formulerer Brückner og Krovoza etc. kampen ud fra det originale, ud fra protesten. I Frankrig kan man i det ulige farvand mellem Foucault, Deleuze, Guattari og Lyotard se en tendens til, at rendyrke den omtalte omdefinition af den revolutionære kamp. De omdefinerer den revolutionære aktions potentialer, og det kan tage sig ud, som om den revolutionære armé kommer til at bestå af de gale, de kriminelle, de homoseksuelle etc., men pointen er netop revolternes patchwork: De revolutionæres håb er installeret i den konkrete vægring, og den konkrete vægring er udgangspunktet for den revolutionære aktion. Den historiske fantasi kommer til udtryk i realitetsbrud, i former for illegalitet. Man kan her lokalisere en korrekt tendens til at formulere modstanden ud fra dé former og dé kim, som kapitalismen selv har plantet. Der er tale om en kontrast til originaliteten – det er ikke protest men aktion. Kapitalismen skaber selv muligheden for vægring, og det er disse realitetsbrud, som er den praktiske kritik af den borgerlige socialisation, men det er netop revolter mod den kapitalistiske eller kapitalistisk aktualiserede repression – ikke mod eksploitationen som sådan.

Den revolutionære kamp retter sig ikke blot mod nuet, men mod hidtil. Det drejer sig om at etablere, skabe, nye former, som er fundamentalt forskellige fra de borgerlige former. Det skal ikke være abstrakte modformer, men nye former som i højere grad er løsrevet fra de tidligere formers hegemoni, uden at de dog kommer ned fra himlen. De nye former skal skabes ud fra sig selv og ikke modsætning til de tidligere; det kan ikke dreje sig om mod-former og utopier, men om eksperimenter. Utopier er et udarbejdet alternativ, som formuleres på gældende betingelser, og den har ingen ny-skabende sensibilitet. Hvis man vil operere med utopien kan det aldrig være den konkrete utopi, men en handlings-utopi en skabelsesutopi.

Det er i disse eksperimenter og konkrete handlinger, at det revolutionære håb ligger forankret, for disse vægringer og eksperimenter findes, og man er vidne til dem hver eneste dag, og de udgør et broget patchwork. Det er derfor vigtigt at fastholde de nye eksperimenter, og det er vigtigt at kæmpe kampen dér, hvor den undertrykkelsens erfares som uudholdelig. Det er nemlig ingenlunde i det klassiske parti, institutionen, at man finder behovsartikulationer og skabelsen af ny former, eksperimenter. Set ud fra dette synspunkt er den omtalte omdefinition af den anti-kapitalistiske kamp altså korrekt, men den er heller ikke længere en ren anti-kapitalistisk kamp men en kamp mod alt hidtil eller dét, som ikke er revolte mod hidtil. Der er ikke længere tale om antikapitalistisk kamp, fordi revolten har mistet sin specifikke kapitalistiske karakter. Den er ikke en kamp mod kapitalismens differentia specificia: udbytningen, – men en kamp mod undertrykkelse overhovedet, og her ligger en tendens, som må tøjles.

En række af de positioner, som registrerer omdefinitionen af den revolutionære kamp, forbliver marxistiske i deres selvforståelse. For andre bliver på det nærmeste en kritik af marxismen.

Når Oskar Negt vender sig imod »den gamle tyngdepunktstænkning«, fordi den på arbejdsdelt vis river den revolutionære proces’ konkrete totalitet fra hinanden, så fungerer totaliteten blot som legitimation for ikke at vælge position. Han slår nemlig i et forsvindende neben-bei fast, at »det ville være abstrakt utopi at mene, at en socialistisk bevægelse kunne inaugureres og udvikle sig til samfundsforandrende kraft ved siden af og uden for arbejderklassen – hvordan dens sociologiske struktur end kan have forvandlet og udvidet sig.«[14] Negt har altså alligevel en forestilling om tyngdepunkt, men da det idag er umuligt at fastlægge et hierarki for den revolutionære rums- og tidsbestemmelse, bliver konsekvensen af Negts overvejelser om demokrati og socialisme meget let en prioritering til fordel for repression-revolterne som sådan; og det sker så i den hellige totalitets navn.

Jean Baudrillard vil på samme måde forsvare revolternes patchwork,[15] men det sker på andre præmisser. Baudrillard kommer nemlig ikke til denne konklusion af behagelighedsgrunde, men ud fra et (mislykket) forsøg på at kritisere marxismen. Han har forsøgt at sandsynliggøre, at marxismen ikke er i stand til at være en revolutionær teori for senkapitalismen (ja, at den måske aldrig har været det); og han har forsøgt at opstille en teori, som kunne være revolutionær i modsætning til marxismen, der forbliver bundet til den politiske økonomi, og derfor på det nærmeste i dag skulle være blevet system-perpetuerende. Det interessante i denne sammenhæng er altså, at Baudrillard ikke blot tager fejl, og anser repression-dimensionen for vigtigere end eksploitationsdimensionen, som det er tilfældet med mange positioner, der i deres selvforståelse er marxistiske, men at han kan argumentere for, at man må prioritere repressionsdimensionen højest. Han er så for øvrigt af den opfattelse, at de to kraftcentre – repression og eksploitation – umuligt kan integreres i en samlet strategi, samt at det er »idealistisk og reaktionært« at tænke sig en sådan organisation: Mellem disse to kræfter bliver svælget større og der kan ikke slås bro over det.[16] Hans udsagn er altså ikke nogen fejlslutning, men en logisk konsekvens af den (forkerte) teori han udvikler.

I sin kritik af den politiske økonomi kan Marx fremstille enheden af eksploitation og repression.[17]Man kan imidlertid i første omgang fastholde kategorierne som funktionelle og analytiske størrelser. Man kan næppe forestille sig, at det skulle kunne lade sig gøre at udvikle en almen teori om forholdet mellem eksploitation og repression, fordi deres relation altid vil være historisk specifik. Man kan fastholde adskillelsen for at kunne demarkere i den antikapitalistiske kamp; – man kan distancere sig fra overpotenserede udgaver af de marginaliserede grupper etc. og deres revolutionære potenser, og fra den abstrakte hævdelse af bevægelsernes fortrin, som solidariserer sig med nogle anarkistiske tendenser.

For det første kan man operere med den revolutionære kamp som en klassekamp i traditionel forstand. Klassekampen er en »samtidig« kamp mod den kapitalistiske produktionsmåde, og dermed en kamp mod kapitalismens udbytning, men tillige mod den undertrykkelse, som er et direkte udtryk for udbytningen eller ganske enkelt er udbytningens erfaringsform. Den undertrykkelse som således er direkte udtryk for eller eksploitationssikrende kan man kalde repression i strikt forstand. Relationen mellem eksploration og repression er historisk specifik, og må analyseres fra gang til gang, men kernen er, at kampen imod deres enhedsform er en anti-kapitalistisk kamp – en kamp mod den kapitalistiske produktionsmåde som sådan.

Men for det andet foregår der i hverdagen en anden form for kamp. Det er også en kamp mod undertrykkelse, men ikke en kamp mod repression i strikt forstand. Det drejer sig egentlig ikke om klassekamp men om »usamtidig« magtkamp. Magtkampen er ikke specifik kapitalistisk, men ret ter sig mod magtforhold overhovedet: det gælder en subversion af magtforhold på alle områder. Dermed retter denne subversion sig også mod hierarkiet i dén organisationstype, som nødvendigvis må bære klassekampen og være en konkret krigsmaskine. De undertrykkelsesforhold, som magtkampen retter sig imod, behøver ikke at have en relation til den specifikt kapitalistiske udbytningsproces. Men magt-begrebet går ikke op i det politologiske magtbegreb, og det drejer sig ikke om at gribe magten i en ny undertrykkelse, men om at transformere magten bort, om at finde en ny form for politik, en ny praksis for politikken.

Transformationen mod socialisme og socialismen (proletariatets diktatur) består altså ikke i at gribe magten i politologisk forstand, men tillige i at transformere magtbegrebet. Hvor klassekampen intentionelt må rette sig mod statsmagten for at erobre den og etablere muligheden for synkront at transformere magt og statsbegrebet i løbet af proletariatets diktatur, og ikke alene disse men hele kapitalismens prægninger og effekter (hvad der naturligvis ikke er nogen simpel proces), – dér retter magtkampen sig allerede nu (som led i transformationen) mod den politologiske magtforståelse og statsbegrebet, for anticiperende asynkront at transformere magten ved at skabe nye former for sameksistens og ved at skabe en ny »statsopfattelse«, der har det selv-organiserede patchwork som kim. Magtkampen er en form for at indføre »proletariatets diktatur« på forskud.

Det gælder imidlertid alene i de magtkonfrontationer, hvor proletariatet og dets allierede står stærkt, at proletariatets diktatur sprænger de synkrone rammer for den klassiske opfattelse. Det er ét af de steder, hvor man kan sætte en kritik ind over for den klassiske bestemmelse af proletariatets diktatur. Pointen skulle naturligvis ikke være en afskaffelse af det teoretiske begreb, som bærer statsteorien, men at justere begrebet i overensstemmelse med den faktiske erfaring og udvikling.

Det er i nogen udstrækning nødvendigt at forholde sig kritisk til almindelige opfattelser af proletariatets diktatur, som udelukkende ser det som en politisk form. Man opfatter det som en utopisk (konkret) politisk form, nemlig som »proletariatets stat«. Dermed overser man for det første, at begrebet om kommunisme hos Marx (og Engels og Lenin etc.) er fundamentalt anti-utopisk; når man taler om politisk form (uden indholdsbestemmelser), om stat, om utopi, – ja, da ligger det i en opfattelse, der betragter kommunismen som en hinsidig kvalitet, der skal beskrives; – men kommunismen er ikke en teoretisk samfundsmodel, der skal udarbejdes, for at man derefter rationelt kan beregne etapernes forløb: Man må tværtimod fastholde, at kommunismen er en tendens i selve det kapitalistiske samfund, selvom den naturligvis er tilstede i modsigelsesfulde og foreløbige former; det er netop dette fænomen, som man kunne kalde udviklingstendensens dobbelt-karakter eller »civilisationens ubehagelige dialektik«.

For det andet er selve betegnelsen »proletariatets stat« en problematisk sammensætning. Det ligger i selve begrebet »proletariatets diktatur«, at der faktisk ikke kan eksistere en proletarisk stat på et plan, der er symmetrisk i forhold til den borgerlige stat. Hvis man ikke fastholder dette, så bliver proletariatets diktatur til et simpelt modstykke til borgerskabets diktatur, hvor det nu blot er proletariatet, der er dominerende klasse. Det er netop således borgerskabet ynder at fremstille den socialistiske teoris visioner. Men hvis dét var tilfældet, så ville den proletariske revolution ikke adskille sig fra tidligere revolutioner. Man ville da overse, at den vigtigste pointe består i, at den proletariske revolution ikke har noget med en ny form for klasseherredømme at gøre.

Det er dermed nødvendigt med en anden »politikopfattelse, for man kan ikke stille alle spørgsmål om transformation og socialisme udelukkende i »politiske« termer, selvom man udvider politikbegrebet. Man risikerer som omtalt, at det proletariske eller socialistiske demokrati, som ikke er »stat«, udelukkende bliver et negativt billede af den borgerlige stat; – det bliver igen en statsmodel. I marxistisk regi, må man tage den historiske proces i betragtning (med dens dobbeltkarakter), og det drejer sig derfor ikke alene om et »politisk« problem. For sålænge klassekampen er indeholdt i den materielle produktionsprocesses antagonistiske karakter i forskellige historiske former, vil staten være et aspekt ved antagonismen. Men det gælder også den »stat«, som proletariatet og dets allierede er tvunget til at etablere i en overgangsfase.

I dag er det imidlertid vigtigt at understrege, at »det frontale angreb«, bevægelseskrigen, kampen om staten (Gramsci), ikke er den eneste dimension, hvor transformationen må tænkes, og det er der en tendens til selv hos dé moderne teoretikere, som med størst kraft har forsvaret proletariatets diktatur (Althusser, Balibar). Det er igen problemet om proletariatets diktaturs synkroni. Der kan næppe herske tvivl om, at proletariatets diktatur på et tidspunkt må blive synkron og gennemleve transformationen via det frontale angreb; men denne synkroni er forberedt i en lang række a-synkrone eller usamtidige transformationer mod socialisme. Der foregår en stadig positionskrig i hegemoniapparaterne,[18] som forbereder og anticiperer øjeblikket for erobringen af »staten«. Hvis man ikke fastholder det fundamentale i disse forberedelser – og det er dem vi ser i »proletariatets diktatur på forhånd« -, hvor proletariatet opnår ledelse og retningsbestemmelse igennem de demokratiske praksisser i hegemoniapparaterne, dvs. i kraft af basis-demokratisering, selvregulering – hvor »det er folket der selv handler og handler for sig selv.«[19]

Det er disse initiativer og kampe, der er den egentlige »demokratiske vej til socialisme«. Det er imidlertid et problem, at det fundamentalt rigtige i »den demokratiske vej mod socialisme« – forstået som den permanente tilegnelse af demokratiet -, altid er blevet fordrejet til »den parlamentariske vej«! Det gælder i socialistisk som i borgerlig regi (selv i sidstnævntes moderne udgave: nærdemokrati). Parlamentet som borgerskabets instrument har taget monopol på demokratibegrebet. Man kan meget vel gøre denne monopolisering til genstand for kritik, men den er et udgangspunkt, og det var den for klassikernes tematisering. De understregede, at enhver stat er en klassestat, et diktatur, samt at det er nødvendigt at nedbryde statsapparatet uanset dets form. De har imidlertid også en traditionel opfattelse af stats-apparatet; men dersom man antager Gramscis (og Althussers) udvidelse af statsbegrebet til at omfatte hegemoniapparater (og ideologiske statsapparater), ja, da kan transformationen tillige (men ikke alene) tænkes asynkron.

VI

Proletariatets diktatur er i klassisk forstand transformationsperioden fra kapitalismen til kommunisme. Det er ikke en vej til socialisme, men socialismen selv[20] – socialismen forstået som en periode med permanent revolution og »humanisering« af klassekampen helt frem til kommunismen. Det historisk aktuelle spørgsmål er nu, om det er muligt at gennemføre denne transformation med »demokratiske« (i betydningen parlamentariske) midler. I følge den marxistiske og leninistiske statsteori er ethvert demokrati et diktatur. Kapitalismen er borgerskabets diktatur, og socialismen vil blive proletariatets diktatur; men de to ting ækvivalerer imidlertid ikke: Det borgerlige demokrati er en minoritet af udbytteres diktatur, medens det proletariske demokrati vil blive et diktatur af et flertal af arbejdere og udbyttede. Men det er ikke alene ulige størrelser, – det er heller ikke de samme mål, der kommer til udtryk. Det borgerlige demokrati kæmper for at opretholde sin position, medens det proletariske demokrati ene og alene kæmper for den videre transformation. Såvel det borgerlige som det proletariske demokrati kæmper ved hjælp af staten, men de gør det på forskellig vis. Borgerskabet er hegemonisk i statsapparatet og anvender denne hegemoniske position imod proletariatet. Proletariatet har en mere demokratisk indstilling end borgerskabet, som kun bruger demokratiet så længe det kan tjene dets interesser. Borgerskabet vil ikke følge de demokratiske spilleregler, hvis de modsiger deres interesser. »Demokratiet« er med andre ord ikke sikkerhed for proletariatet, og det må derfor stole på dets egne kræfter. Hvis proletaritet og dets allierede er stærke nok til at blive hegemoniske i statsapparatet, så må de bekæmpe den magt, som ligger i dette apparat; for overtagelsen af apparatet er ikke et mål i sig selv. Socialismen må på samme tid være destruktionen af dette apparat, og det egentlige mål er statens bortdøen. Borgerskabet kæmper for staten, men proletariatet kæmper for staten for at kunne lade den dø bort. Destruktionen må forstås meget radikal. Man kan ikke blankt overtage de kapitalistiske produktivkræfter og de borgerlige institutioner eller etablere elementer, som ikke er principielt forskellige derfra. Man må skabe en fuldstændig ny form for institutioner. Man praktiserer ikke længere politik i politologisk forstand: man praktiserer politik på en ny måde eller man skaber en ny politisk praksis, som er usammenlignelig med det borgerlige politik-begreb.

Der findes imidlertid ikke nogen blind logik eller form for nødvendighed, der bevæger sig igennem stadier, således at kapitalismen nødvendigvis forandrer sig til et nyt stadium, socialismen, og dette igen til det sidste stadium, som er kommunismen (Stalin). Man kan ikke tale om logiske stadier, men der er en udviklingstendens. Denne tendens vil man kunne se som den tiltagende samfundsmæssiggørelse af produktionen på den ene side, og så proletariatets klassekamp, som vil konstituere og organisere proletariatet som en klasse, på den anden side. Proletariatet er ikke nogen homogen gruppe, som er født med dette navn og denne skæbne skrevet på ryggen: det er derimod et resultat af en permanent proletariseringsproces, som ganske enkelt er kapitalismens fatale sideprodukt til kapital-akkumulationen og af klassekampen, – eller som Marx siger: »Kapitalens akkumulation er også proletariatets formering.«[21]

Proletariatet er ikke forsvundet og klassekampen er ikke forduftet. Klassekampen eksisterer endnu, og den vil også eksistere under socialismen, hvor kapitalistiske og kommunistiske elementer vil sameksistere i en permanent kamp. Klassekampen finder nye former, men den fundamentale kamp forbliver den samme: kapitalistiske produktionsforhold og udbytning. Klassekampen – selve klasseantagonismen er absolut. Det er den centrale tese hos såvel Marx som Lenin (og for den sags skyld også i den nyere udgave hos Althusser og Balibar). Men denne tese er blevet ramponeret ikke bare fra borgerligt hold men inden for den socialistiske bevægelse selv, og det er sikkert begrundet i, at man har misforstået den marxistiske klasse-teori.

Man er begyndt at sociologisere klassebegrebet, og det er stik imod Marxs intention: Det er ingenlunde nogen tilfældighed, at Marx aldrig giver en sociologisk definition af klasserne.[22] Man er begyndt at opfatte bourgeoisi og proletariat som sociale grupper – som klart afgrænsede sociologiske grupper. Man efteraber den borgerlige propaganda og forsøger at identificere de to klasser og så bagefter sætte kampen op, som det havde været en bedre fodboldkamp.[23]

Det er imidlertid umuligt og ikke korrekt at forsøge at give en sociologisk definition af de to klasser. De må nødvendigvis defineres på en historisk vis. Man må forfølge den historiske proces i hvilken de to klasser tendentielt er konstitueret som klasser, hvilket vil sige i relation til den historiske kamp om statsmagten. Man må opsøge denne historiske proces’ tendentielle udviklingslove og historiske transformationer; – man må forklare nødvendigheden i denne forandring i de sociale klassers struktur set i relation til kapitalens udvikling. Den eneste ting, som ikke forandres, er klasseantagonismens karakter. Der findes en absolut klasseantagonisme, men man vil aldrig kunne finde et rent proletariat i opposition til et rent bourgeoisi, på nøjagtig samme vis som man aldrig vil kunne finde en ren revolution eller en ren kommunisme.

Man vil kunne påpege en lang række sociale grupper, men de er ikke klasser i den marxske betydning, og der er forøvrigt mange modsætninger inden for proletariatet og bourgeoisiet; men disse modsætninger er overdetermineret af den fundamentale antagonisme mellem kapital og proletariat. Der er faktisk kun to klasser, og bestemmelsen af dem vil sige, at forklare deres permanente adskillelsesproces, hvilket vil sige selve kapitalforholdet. Det er produktionsforholdenes historie – altså eksploitationsformernes historie og muligheden for reproduktion af eksplorationen -, der styrer klassernes struktur. Begge klasser er defineret i forhold til kapitalen, men deres relation til kapitalen er fra starten asymmetrisk. Den ene klasses konstitutionsproces er ikke det omvendte billede af den andens. Proletariatet konstitueres i produktionssfæren medens bourgeoisiet konstitueres i cirkulationssfæren; og i klassekampen kæmper de to klasser heller ikke for det samme mål: Bourgeoisiets klassekamp er en systematisk kamp mod proletariatet, og den permanente motor i denne kamp er udviklingen af de kapitalistiske produktionsforhold; proletariatets klassekamp er derimod en kamp for dets eksistensbetingelser, og i sidste instans for en transformation af selve produktionsforholdene, – eller som Engels har formuleret det: »Kapitalisten kæmper for sin profit, – arbejderen for sin sundhed, for et par timers daglig ro, for ud over at arbejde, sove og spise, også at kunne beskæftige sig som menneske.«[24]

Man må derfor fastholde, at klassekampen langt fra at være forsvundet – er overalt – eller rettere klassekampene er overalt. Der findes ikke kun en klassekamp: der er flere former for klassekamp og på forskellige niveauer. Folk som Althusser taler om økonomisk, politisk, ideologisk klassekamp, og med rette, men disse forskellige former er determineret af en bestemt form. Fra et materialistisk synspunkt kan denne determination kun findes i klassekampen i den materielle produktion, hvor borgerskabet kæmper for fastholdelsen af produktionsforholdene, og proletariatet kæmper for disses transformation.

Denne opfattelse står i modsætning til en række af de løse repressionskamps-udgaver af en marxistisk intention. Der foregår en række af vigtige kampe i det kapitalistiske hverdagsliv, repressions- og magtkampe, men en marxistisk teori kan ikke forlade sit fundament i teorien om udbytningsformerne. Man må fastholde, at alle aspekter af klassekampen er overdetermineret af den fundamentale antagonisme mellem kapital og lønarbejde samt den fundamentale klassekamp i den materielle produktion. Den marxistiske teori om klassekampen og udbytningen forankrer ikke det revolutionære håb hinsides realitetsprincippet men i »arbejderklassen«, dvs. i proletariseringsprocessen og den medfølgende koncentration af folk i den samme situation. »De økonomiske forhold har først forvandlet befolkningens masse til arbejdere. Kapitalens herredømme har skabt en fælles situation, fælles interesser hos denne masse. Således er denne masse allerede en klasse for kapitalen, men endnu ikke for sig selv.« I klassekampen, konstitutionsprocessen, »finder denne masse sammen, konstituerer sig som klasse for sig selv. De interesser som de forsvarer, bliver klasseinteresser. Men kampen klasse mod klasse er en politisk kamp.«[25] Den marxistiske emancipationsteori søger ikke håbet i minoriteter, i randgrupper, i originaler, som det sker i en del nyere ansatser.[26]

Men det betyder imidlertid ikke, at man kan se bort fra de specifikke repressions- og magtkampe, for det ville være politisk dogmatik og ikke særlig revolutionært sensitivt; man er forpligtet på usamtidighedens dialektik. Man kan med andre ord ikke se stort på repressionen selvom eksploitationen er grund kategori, for de to former hænger uløseligt sammen, og forøvrigt ville præfigurationsprincippet fordufte og dermed kimene, civilisationens dobbeltkarakter. Men det må være eksploitationen og dens effekter, der må være udgangspunktet som kan forfølges til sidste konsekvens, og ikke den blinde magtkamp.

Det solidaritetsgrundlag, som skal bære den antikapitalistiske bevægelse, skal ikke blot være en gruppe-solidaritet, men en klasse-solidaritet. Denne solidaritet opstår dels i proletariseringen og dels i erfaringen af udbytningen; og der findes en række forskellige måder at erfare denne udbytning. Man kan organisere omkring denne erfaring, hvad enten den stammer fra den følte eller den intellektuelle erfaring. Hvis man gør denne erfaring til centrum (og ikke en speciel erfaringsform), ja, da omgår man den traditionelle modstilling mellem »arbejdere« og »intellektuelle«, fordi de har et fælles erfaringsindhold, men også fordi det ikke bliver interessant at identificere den famøse »arbejderklasse«, hvis man fastholder den marxistiske teori om klasserne, og ikke lader sig fiksere af den borgerlige sociologi. Hvis man starter ud med den abstrakte repression eller magt mister man sit grundlag i kritikken af den politiske økonomi.

Den organisationstype, som kan bære den antikapitalistiske kamp uden at se bort fra den marxistiske teoris implikationer, må altså have sit udgangspunkt i erfaringsdimensionen; men den må samtidig være en krigsmaskine, som ikke falder sammen under de fusionerende gruppers initiativer, og magtkampens krav om skabelsen af nye former. Som præfiguration af det nye må den ikke være et abstrakt mod-apparat, for som et sådant vil det reproducere selve dét statsapparat, som er et magt- og undertrykkelsesorgan. En sådan organisation har måske endnu ikke set dagens lys, men over hele Vesteuropa eksperimenterer man med nye typer.

VII

I kritikken af den politiske økonomi har Marx demonstrerer, hvorledes det er homogeniseringen af arbejdskraften dvs. proletariseringsprocessen, konstitutionsprocessen, som er den politiske dimension. Det er ikke nogle originale modstandsblokke, der har denne kraft, men måske endda udraderingen af disse originaliteter. Dette kommer til udtryk i karaktermaskebegrebet og hans teoretiske anti-humanisme, hvor menneskene netop anskues som bærere af økonomiske relationer. Kapitalismens tendentielle homogenisering slår igennem i mange dimensioner,[27] men det er dens homogenisering af menneskene til arbejdskræfter, til udskiftelige elementer, der er interessant, for det er først i denne opfattelse, at mennesket som abstraktion finder indpas. I den udviklede kapitalisme tenderer mennesket mod at blive en eksisterende abstraktion – afkvalificeret og kvantificerbar i arbejdstimer. Når arbejdstiden er rigdommens mål, så vil produktivkræfternes vækst gøre »et individs hele tid til arbejdstid og degradere det selv til arbejder alene, – sumsumtion under arbejdet.«[28]

Homogeniseringen har imidlertid et andet aspekt (det er en refleksionskategori), idet den i samme omgang producerer individualitet. Det drejer sig imidlertid ikke om den borgerlige ideologis myndige individ, men om en individualitet, hvor kroppen er reduceret til sine funktioner. Denne individualitet har fire karaktertræk.[29] Individualiteten er cellulær, for eftersom produktivkræfterne koncentreres, gælder det om at udnytte dem maksimalt og om at neutralisere ulemperne, så som tyveri, arbejdsafbrydelser og komplotter. Derfor tildeles hvert individ en fast plads i rummet, således at grupperne splittes. Der opstår derfor et disciplinært rum, som tenderer mod at blive inddelt i lige så mange dele, som der findes legemer eller brikker at fordele. Individualiteten er også organisk, for eftersom lønarbejderne bliver stadig flere fører dette til en streng kontrol over tiden med sig. Den tid, der betales for, skal være pletfri, og derfor har man forordninger for hele kroppens handlinger, – kroppen kodificeres med andre ord instrumentelt. Individualiteten er endvidere genetisk, fordi det gælder om at udnytte tiden maksimalt og kapitalisere individernes tid; – det sker ved at ordne individernes virksomhed i en bestemt række. Endelig er individualiteten kombinatorisk, fordi det gælder om at danne en produktivkraft, hvis virkning er større end summen af de enkeltkræfter, som den består af.

Det gælder med andre ord om at gøre brugen af elementer til en maskine med størst mulig effektivitet. Denne form for individualitet er med andre ord total anonym, og kan altså ikke betragtes isoleret fra homogeniseringen. Disse bemærkninger gælder naturligvis alene menneskene som maskiner, som arbejdskræfter, men som tidligere omtalt er den udviklede kapitalisme kendetegnet ved at geninvestere i en anden form for »individualitet«, som er dét, som ligger hinsides karaktermasken, fordi kapitalinteressen har brug for arbejderen ikke alene som producent men også som konsument, og det giver bevægelsesrum i et kapitalistisk produceret livsrum; men det er ikke desto mindre den maskinelle individualitet som forbliver den politisk vigtigste form, for den har som potentiel effekt solidariteten – homogeniseringen transformeret til en erfaret form, og det er denne solidaritet som Marx har fastholdt helt fra »Filosofiens elendighed« og »Manifestet«.

Den homogeniserede masse kan erfare den samme repression og organisere sig til at imødegå den, for man erkender de andres interesser som sine egne (solidariteten er den inkarnerede fusion, men kan naturligvis ende som edsvoren og institutionel). Den kapitalistiske interesse må derfor rette sig mod den potentielle solidaritet, som så at sige er et sideprodukt ved den selv samme interesse i homogenitet.

Kapitalinteressen må derfor udarbejde teknikker, som kan sørge for, at denne solidaritet ikke opstår, eller at den konstant brydes. I denne forbindelse aktualiserer man en lang række nye og gammelkendte teknologier. Man kan til eksempel nævne diskrimineringerne og privilegierne, som de kommer frem i modsætningen mellem mand og kvinde, mellem faglært og ufaglært, mellem funktionærer og arbejdere etc.; man bruger også emotionaliseringer, som kræver syndebukke, anormale, fremmedarbejdere, studenter etc., og man bringer egentlige repressive apparater i anvendelse så som forordninger, arbejdsret etc. Man kan se lidt nærmere på nogle af disse former, men det vigtigste er imidlertid at konkludere, at de egentlige alvorlige modstandsformer mod kapitalismen er merproducerede momenter i kapitalismens strategier, som jo er styret af kravet om mere merværdi. Men denne proces er netop dobbelt.


[1] Marx i »Resultater af den umiddelbare produktionsproces«, Århus 1974, p. 91.

[2] ibid. p. 107.

[3] MEW 23-765.

[4] Hans-Jürgen Krabl: »Konstitution und Klassenkampf«, Frankfurt 1971, p. 76.

[5] Krovoza op. cit. p. 21.

[6] Jævnfør Etienne Balibar: »Fem studier i den historiske materialisme«, Kbh. 1977, p. 108ff.

[7] Alle Foucaults værker indeholder elementer til en analyse af normaliserings-magten, men specielt »Surveiller et punir« (op. cit.) skal danne den historiske baggrund for analyser af denne. Se for eksempel den afsluttende note!

[8] Jævnfør kap. 8.III.

[9] Krovoza op. cit. p. 20.

[10] Dette gælder for deres tekster, og ikke som en udtalelse om deres personlige politiske overbevisninger og intentioner!

[11] Jævnfør Brückner op. cit. p. 146/142.

[12] En journalist ved dagbladet »Politiken« registrerer under overskriften »Fantasi og bevægelser til magten« borgerinitiativernes mangfoldige aktiviteter på følgende vis: DOKUMENT (Politiken, den 16-4-78): »Fantasien til magten..« stod der over valgforbundet Valgborgs plakat til kommunevalget. Et spraglet forbund: Bøsse-, kvinde-, Christiania-, regnbue-, beboer- og frihedslisten i alliance med miljø- og dyrepartiet. De fik en enkelt ind på Rådhuset, så med nogen rimelighed kan vel konkluderes, at fantasien ikke har for gode kår. Og alligevel, den politiske fantasi har dog avlet disse lister, der hver for sig repræsenterer et stykke aktivitet, og søm altså i fællig kunne skyde en breche i den partipolitiske dominans … Folkebevægelserne står som udtryk for en bevidstgørelse, der rækker fra det elementære til det essentielle. Brudstykker af anti-autoriteter, konkret politik og derfor vidtfavnende i sin basis. Tendensen lader sig ikke angive, men nogle få stikord antyder spændvidden: EF, miljøet, ejerlejligheder, neutronbomben, A-kraft, Berufsverbot, kriminalpolitik, beboerrettigheder, Chile, mexicaneren, Christiania, kønskampen, børns opvækstvilkår, Gentoftes skibsredergrunde. Tag eksemplet Gentofte, hvem ville for blot få år siden have drømt om, at en flok velaflagte borgere i landets rigeste kommune gad gå på barrikaderne for en strimmel græsplæne. Men de gjorde det altså – bed sig endog fast og har i dag tre mand i kommunalbestyrelsen. I 77 så vi en meget effektiv græsrodsorganisation markere sig: Landsforeningen af Landsbysamfund. Af landsbysamfund! Det er såmænd kun en halv snes år siden, at det vakte stort postyr, da personalet i en københavnsk børnehave krævede medindflydelse, kollektiv ledelse og forældre i bestyrelsen. I dag ser vi en enorm forældrebevægclse omkring børnehaven og forarges mest over dem, som ikke gider. Det var også i de dage, en flok psykologistuderende ryddede forsiderne ved at besætte deres laboratorium med kravet om pædagogiske reformer og indflydelse. I fjor stod der 35.000 skolebørn foran Christiansborg og kun et eksklusivt mindretal af læreanstalter venter fortsat på den første besættelse. Når den vestjyske højrefodsbokser Søren Krarup angriber Landsorganisationen af Elever for at udøve mødeterror og debattvang, svarer undervisningsministeren pænt, at hun da aldrig kunne finde på at blande sig i elevernes interne organisation – og at hun selvfølgelig må lytte til LOE, som immervæk tæller 275.000 hoveder! Eller se til EGF-eleverne, relativt nye på undervisningsmarkedet, men så sandelig ikke i medierne. Sidst strejkede 1500 af dem, fordi de ikke må bruge lommeregner til eksamen. Måske de har lært sig et og andet af lærlingebevægelsen, der slog bredt igennem i 72-73 og som de vel er et uægte barn af. Beboerbevægelsen – til kontrol med egne vilkår og omgivelser. I mandtal nok den mest vidtspændende og tilsyneladende i fortsat vækst. Energien hentes fra elementære behov for at forsvare og forbedre egne boligforhold, men indholdet fortolkes ofte langt mere nuanceret end blot til huset eller karreen. Nansensgade er en side – en anden f.eks. at de i Århus fik flyttet en motorvej! Sociologer går lidt videre og er begyndt at tale om en ny trang til i en lidt vanskelig forståelig verden at foretage sig noget meningsfuldt i samvirke med medboere. Rigtigt er det jo, at beboelser som Farum Midtpunkt og Galgebakken udgør et politisk potentiel, hvorfra fællesskabet har udløst aktioner. Forbrugerbevægelsen – det er til eksempel den tekniske tegner, der sammen med ligesindede bruger måneder på at skrive en rapport om sundhedstilstanden hos det danske svin. Eller det er Forbrugerrådets formand, ansvarlig politiker, der i fuldt alvor kræver produktkontrol: Ingen kan overskue markedets udbud, derfor ren illusion at tale om forbrugerens ret til at vælge frit. Hvad hjælper det frie valg, når vi ikke ved noget om de ting, der er at vælge imellem …Fagbevægelsen – disse tider vrimler med eksempler på, at en ny faglig identitet er ved at trænge igennem. En erfaren arbejdsmarkedsjournalist fortæller om sine oplevelser i 70-erne: Det drejer sig ikke så meget om kroner og ører, men mere om at man føler sig trådt for nær. Mest af alt handler det måske om, at folk ikke længere finder sig i det, de gjorde engang. Se til stilladsarbejderne, siden nytår har branchen været amputeret, fordi et firma fyrede fire mand efter julefrokosten. Alle taber på konflikten, alligevel har al mægling der ikke entydigt gik ind på arbejdernes krav været forgæves. En tilfældig onsdag i avisen: Annoncer om støttemøder i fem byer. Selv fængselsbetjente har nylig været ude i en aktion, rigtignok holdt de sig indenfor gældende regler, men al begyndelse er vel tøvende. Formandsinitiativet har næppe meget med græsrødder at gøre, men er måske hidtil mest slående eksempel på. hvordan etablerede politiske magtstrukturer søger at profitere på en folkelig utilfredshed. Modsat med arbejdsløshedsudvalgene, der tjener udmærket som eksempel på den gennemslagskraft, der ligger i at gå sammen omkring et konstant og personligt problem … Et aspekt af hele denne almene politisering er nok tendensen til at organisere sig omkring sit fag og med udgangspunkt i fagets problemer. Ikke snævert fagpolitisk, men mere som den store hospitalskonference for nylig var udtryk for: Samtlige personalegrupper uden stands anseelse i fælles fodslag. Her gik det på hospitalssektoren, tidligere i år så vi et lignende tilløb omkring åndssvageforsorgen. Hvad bliver mon det næste? Forsvaret? – næppe, men der er dog tale om nye toner, når Centralforeningen af Stampersonel erklærer, at forsvaret fungerer, som om det konstant befandt sig i en krigssituation. Moderne samarbejdsformer og ledelsesprincipper, lak! Måske en mere alvorlig sag end en håndfuld politiske soldater, som tilmed optræder uden camouflage. Karakteristisk for græsrodsaktiviteten har den på mange felter skabt sig sin egen talerstol. Duplikatorer og fotokopimaskiner kører på højtryk, ordet er ikke kun frit men også rimelig billigt. Synspunkterne nedfældes og mangfoldiggøres. De stærkeste af bevægelserne har skabt deres egen presse, enten holdt sammen af emnet eller geografien. Den findes rundtom en til tider fremragende, lokalpolitisk bladside, som eksempelvis gav stødet til alternativlister ved kommunevalget. Netop valget 78 gav plads for en skov af nye lister. På kvinde- og miljøsiden lykkedes det et fåtal at trænge igennem, et par kollektiver i Jylland er sluppet ind på tværsocialistiske lister – ellers må det nok ud fra en magtpolitisk vinkel erkendes, at udfaldet nærmest forholdt sig omvendt proportionalt med antallet. Men synspunktet er også kynisk derved, at den egentlige græsrodsbevægelse aldrig har set det som sit fremmeste mål at skabe formel politisk fodfæste … Aktiviteterne, aktionerne, skriverierne er ofte nok så meget rettet netop mod den formelle, politiske ledelse. Når Folketinget vedtager en barsk ejerlejlighedslov, er sigtet entydigt at få de samme politikere til at indse fejltrinet og ændre loven. Således finder en væsentlig del af arbejdet sit udgangspunkt i en reaktion mod vedtagelser og deres forvaltning. Det spirer voldsomt i den politiske underskov. En vildtvoksende flora, der ikke lader sig rangere ind i noget botanisk system. Nogle fik på snotten og hoppede fra. Men andre står parat. Hvor ofte har vi ikke de senere år hørt det halve Rådhuspladsen synge med på, at… for de gamle, som faldt/ er der ny overalt. Af karsken bælg og uden nogen profan bagtanke.«

[13] Det drejer sig først og fremmest om Lenins »Hvad må der gøres?« fra 1902 samt Luxemburgs »Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål« fra 1904. (De findes i forskellige udgaver – også i danske). Gramscis bidrag er hans redegørelse for »Den moderne fyrste« i »Prison Notebooks« (London 1973) p. 123-206 passim). Sartres gruppe-teori er som helhed formuleret i »Critique de la raison dialectique« (Paris 1960) 2. bog: »Fra gruppe til historie«. Der findes adskillige sekundære behandlinger af organisationsdebatten (den klassiske).

[14] Oskar Negt i »Intet demokrati uden socialisme – ingen socialisme uden demokrati« op. cit. p. 7.

[15] Man kan med nogen ret henregne Jean Baudrillard til den »nye franske filosofi«, men hans position adskiller sig fundamentalt fra den egentlige nye filosofi (Gluckmann, Lévy) og den gamle »ny filosofi«, magt-filosofien (Foucault, Deleuze, Guattari, Lyotard etc.) fordi han rent faktisk er i besiddelse af et centralt kendskab til den marxske diskurs. Han kender sin tekst, og hans kritik af marxismen er sine steder en ren intern marxistisk kritik. I »Le Mirior de la Production«, Paris 1973, forsøger Baudrillard at påvise, hvorledes marxismen forbliver stækket i produktionens spejl – i produktionen som »imaginær identifikation« (Lacan). Han mener ikke marxismen kan tænke social rigdom som andet end arbejde, men det skyldes hans sammenblanding af værdi- og rigdomsbegrebet i marxismen. (Jævnfør kap. 11.IV). Marxismen fører ikke direkte til KZ-Iejre, som hos André Gluckmann i »La cuisiniere et la mangeur d’homme« (Paris 1974), men marxismen kan aldrig blive en virkelig revolutionær teori, fordi det er bundet til et produktivitetsbegreb, der ikke er forskelligt fra den politiske økonomis og dermed kapitalismens produktionsforståelse. Dette postulat er hans grundlæggende fejltagelse: Han ser ikke form-differentieringerne i arbejdsbegrebet.

[16] Baudrillard op. cit. p. 120.

[17] Hans-Jørgen Schanz har fremstillet Marxs tematiseringer af de to kategorier i sin »Anlikritik«, Århus 1977, p. 61ff. Her finder man tillige en kritik af den funktionalistiske opfattelse af begreberne i Althusserskolens tematisering af dem (og dermed til dels en kritik af min anvendelse her).

[18] Gramsci forlænger den klassiske teori om statsapparatet som repressivt ved at følge over i hegemoniet, hvor tvangen eller volden forlænges med samtykke. Det er denne opfattelse, som Althusser bygger på, når han udfolder en teori om dc ideologiske statsapparater i »Positions«, Paris 1976 (dansk udgave: Om ideologi og ideologiske statsapparater, Århus 1972). Gramsci forstår »staten« eller samfundsapparatet som »confusionen mellem civilt og politisk samfund« (op. cit. p. 262). Gramsci demonstrerer, hvorledes staten ikke kan reduceres til det politiske samfund, idet »den generelle betydning af Stat inkluderer elementer, som må referere tilbage til betydningen civilt samfund« (ibid. p. 263). Gramsci foreslår nu, at der »med »Stat« ikke alene skal forstås regeringsapparatet, men også de »private« »Hegemoniapparater« eller det civile samfund« (ibid. p. 261). Statsapparatet og dermed statsmagten strækker sig altså længere end til det såkaldte »offentlige apparat« og helt ind i nogle »private hegemoniapparater« eller ideologiske statsapparater. Såvel Gramsci som Althusser reflekterer forskellen mellem de to sfærer ved at karakterisere deres funktionsmåde. Statsapparatet fungerer på direkte fysisk dominans, – dvs. på vold (»force«, »violence«) -, hvorimod hegemoniapparatet fungerer på ledelse, – dvs. på samtykke (»concent«, »ideologie«). De herskende grupper kan ikke undlade at praktisere sit hegemoni i institutionerne, dersom de er såvel dominerende som ledende – dvs. at de sidder inde med det repressive apparat og styrer det ideologiske apparat, dvs. at de er hegemoniske. De herskende grupper dominerer de oppositionelle grupper og leder de venligtsindede eller allierede grupper. Det er nødvendigt at praktisere ledelse for at erobre statsapparatet, og derfor er målet ikke umiddelbart en erobring af statsmagten, men at opnå lederskab, og derved destruere de herskende gruppers position som ledelse. Hvis »den herskende klasse har mistet sin konsencus, dvs. at den ikke længere er »ledende« men kun »dominerende«, kun udøver tvangs-magt, så betyder det præcist, at de store masser har løsrevet sig fra de traditionelle ideologier, og ikke længere tror, hvad de troede tidligere, etc.« (ibid. p. 276). Derfor går transformationen ud på at destruere den konsencus som ligger i de herskende gruppers hegemoni – eller rettere: transformationen består i at skabe sit eget hegemoni, sin egen kultur.

[19] Marx: MEW 17-250.

[20] Jævnfør Balibars »Sur la dictature du proletariat«, Paris 1976 samt Althusser »22. -ème congrès«, Paris 1977.

[21] MEW 23-642.

[22] End ikke i »Borgerkrigen i Frankrig«, hvor man med rimelighed kunne forvente en sådan definition, vil man kunne finde den. Her bruger Marx såvel begreberne »besiddende klasser«, »herskende klasser«, »tilegnende klasser«, »bourgeoisi«, som »arbejderklasse«, »frembringende klasser«, »producerende masser« og andet. Jævnfør MEW 17-335ff.

[23] Man må imidlertid ironisk nok påpege, at fodboldkampen rent faktisk ofte er den iscenesatte symbolske klassekamp. Her møder kapitalens veludrustede klubber arbejdernes. Dette er helt evident i Italien og Spanien, men det er også tilfældet herhjemme, når Vejle Boldklub møder de spillere fra Vejle Fodbold Club, som de endnu ikke har købt eller ikke har tænkt sig at købe. Det gør sig gældende i næsten alle byer.

[24] MEW 16-239.

[25] MEW 4-181.

[26] Man vil i høj grad kunne se en forskel i de tyske og de franske emancipationsovervejelser, og det har en materiel baggrund i arbejderbevægelsens situation i de to lande. I Frankrig og Italien har man et stort kommunistparti, som kan insistere på den klassiske opfattelse, og det afspejles i Althusser/Balibars opfattelse samt hos Il Manifesto. I Tyskland findes der ikke noget stort revolutionært parti, og derfor sætter man ikke sin lid til den klassiske opfattelse. Når Foucault og Vincenne-gruppen ikke knytter an til den klassiske opfattelse lig ger det i deres kritik af kommunistideologierne. De vender sig ikke alene mod kapitalismen men tillige mod den kommunisme, de har udsigt til i kraft af den klassiske opfattelse; noget lignende gør sig gældende folde italienske grupper til venstre for II Manifesto.

[27] Jeg har snakket om nogle af disse dimensioner i »Noter til kritikken af den politiske socialisation« i antologien »Socialisationskritik«, Kbh. 1978. Nærværende kapitel repeterer en række af de synspunkter, som er formuleret i det omtalte bidrag.

[28] Marx i »Grundrisse«, p. 596.

[29] Jævnfør Michel Foucault op. cit. p. 136-73, p. 125-55.