Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

4. DEN NYE DETERMINATIONSORDEN

Det må være en naturlig forlængelse af vor fremstilling af opgøret med antrolologikken, at selve overskridelsen er en isotopi. Overskridelsen er uløseligt bundet til den marxske økonomikritik, fordi den tillige er en kritik af dén determinationsorden, den subjekt-objektlogik, som var antropologikkens kendemærke. Det isotope element er simpelthen dét vigtigste en filosofikritisk læsning finder hos Marx; og der hersker næppe tvivl om, at det er dette element, som både kapitallogikken og Althusser har påpeget i deres genlæsninger: nemlig en ny determinations- eller kausalitetstype, som overstreger antropologikken.

Althusser, pariserskolen, og kapitallogikken følges ad et godt stykke vej i konceptualiseringsintentionen over for den anden kausalitetstype, men i første omgang er problemet: Hvor langt? – thi det er ikke værd for enhver pris at nivellere retningsforskellen, når det er den, der peger på teoriernes egenart. Bestemmelsen af den ny logik er uhyre central, fordi det først er her, at de kritiske lavninger bliver til mere end en simpel rekonstruktion og andet end økonomiske eller historiske læsninger; men bestemmelse er langt fra fordomsfri: Krahl og kapitallogikken læser via den tyske idealisme, medens Althusser og pariserskolen først og fremmest læser via Spinoza og psykoanalysen.

Marxs brud med de klassiske økonomer[1] er et brud med deres an- tropologik – med deres antropologi og deres lineære kausalitet, hvor alle effekter kan føres tilbage til en årsag, til et andet fænomen. I modsætning til en sådan determinationsopfattelse vil Marx bestemme de økonomiske fænomener ved deres begreb: og det betyder, at de økonomiske fænomener bestemmes i produktionsmådens kompleksitet; dvs. ved at bestemme det relationsnet, som er produktionsmådens struktur, dens begreb, og den måde hvorpå denne determinerer den rent økonomiske struktur, som de økonomiske fænomener er effekter af.[2]Den økonomiske struktur er enheden af produktivkræfter og produktionsforhold (en enhed i den forstand vi tidligere så), men samtidigt kan den borgerlige reproduktive helhed ikke totalt bestemmes ud fra denne enhed; – der er med andre ord nogle metaøkonomiske relationer, som må indgå i den endelige bestemmelse af samfundsformationen eller den reproduktive helhed som sådan.

For at forstå determinationssammenhængen i denne helhed er det ikke tilstrækkeligt med et begreb om brugsværdiintentionaliteten; det er nødvendigt med et begreb for en transindividuel intentionalitet. Althusser ville sige, at der mangler et begreb for »determination af en struktur«[3] eller, at vi skal forsøge »at tænke de økonomiske fænomener som determineret af en (regional) struktur, som selv er determineret af produktionsmådens (globale) struktur«.[4]

Man; har – i det mindste i praksis – produceret »en ny form for rationalitet«, som ikke står tilbage for Platons og Descartes store teoretiske nybrud. Tilbage står imidlertid at koncipere Marxs praktiske nybrud ved hjælp af et teoretisk begreb.[5]

Problemet er dobbeltsporet: I) Dels må man bestemme begrebet for en strukturs virkning i sine effekter – metonymisk kausalitet, subsumtion-, II) dels må man bestemme den pågældende regions (økonomiens) strukturs determinationsrelation til andre regionale strukturer – strukturel kausalitet, subsumtiv intervention.

Det er problemet – kan det løses?

a:

Den althusserske rekonstruktion koncentrerer sig som nævnt om en konceptualisering af den »nye rationalitets form«.[6] som er kernen i »Marxs vældige teoretiske revolution«. – Denne kerne er den strukturelle kausalitet.[7] Vi vil nu forsøge at bevæge os om denne centrale kategori i håb om at kunne skitsere dens styrke og svagheder: Den kan nemlig anskues, dels som et trick, dels som en genial løsning på Marx-receptionernes vanskeligheder.

Det er som nævnt i denne zone, at den filosofiske frankfurterposition og pariserskolens filosofiske rekonstruktion både mødes, men paradoksalt nok tillige polariseres eftertrykkeligt. Enigheden går på. at Marx på ny grund har formuleret en determinationssammenhæng, som altså overskrider en traditionel antropologik. I kapitallogikken kan man tale om ‘kapitalen i almenhed’ og deri se en determinationsinstans, mens Althusser kan tale om en determinationsinstans i kraft af et strukturbegreb – produktionsmåden som struktur. Dét Marx blotlægger i ‘Kapitalen’ er denne determinationsinstans i dens ‘Gliederung’, dens komposition. Uenigheden opstår altså ikke på determinationen men på ‘kompositionen’ og diskussionen af dennes historicitet og sfære eller nivo. I modsætning til kapitallogikerne hævder Althusser, at Marx ikke har produceret det teoretiske begreb for denne nye logicitet, men at det som sædvanligt er til stede i praktisk tilstand, omend begrebet i en empirisk forklædning: de hegelske kategoriseringer. Disse kategoriseringer er præcis det fundament, som kapitallogikken identificerer sig med – her forstået som det hegelske begrebsnivo: i almenhed. Althusser ville ikke være uenig i, at logiciteten spiller i hegelsk mundering, men blot hævde, at denne forklædning afslører logicitetens umodenhed, og at denne må dekonstrueres, og samtidig fremstå som sig selv: dvs. som et teoretisk begreb.

I forsøget på at producere dette begreb allierer Althusser sig med lingvistikken og psykoanalysen; men ikke i et simpelt begrebslån (som altid er uholdbart og peger på en teoretisk mangel) men i erkendelse af, at vi i disse genstandsfelter konciperer det samme grundlæggende problem. Vi har her at gøre med den egentlige »ret og uret i den strukturalistiske Marx-interpretation«, for her er et af de elementer, som kunne identificere Althusser som strukturalist, men ikke i den forstand som Schmidt forestiller sig det.[8] men en formidlet: som Lacanianer.

Den klassiske filosofi rådede over to begrebssystemer til en bestemmelse af determination eller kausalitet. En mekanisk sammenhæng af cartesians oprindelse,[9] som reducerer kausaliteten til en transitiv og analytisk virkning; men derudover fandtes det leibnizske begreb: udtryk, som efter Althussers mening dominerer Hegels tænkning. Den er logocentristisk (empiristisk), når man opfatter denne karakteristik som en total kausalitet, der udtrykker et entydigt ‘indre væsen’, som er immanent i sine ydre fænomener og altså opretholder en art eksistens, som ikke er identisk med sine effekter, fænomener – altså ikke blot og bart ophævet i disse.

Marx stiller sig et andet problem, og som sin eneste forgænger har han Spinoza, der ligeledes har forsøgt at tænke en anden determinationslogik; – men Spinoza er filosofihistoriens »nedtrampede ansigt«.[10]Althusser mener da, at man må kunne knytte an hos Spinoza »i hans bestræbelser for at tænke en kausalitet, der ikke er ‘ophøjet’ (det vil sige ikke-transcendent), ikke blot transitiv (som hos Descartes), men heller ikke ekspressiv (som hos Leibniz), – en kausalitet som kan gøre rede for Helhedens indvirken på sine dele og for delenes fungeren i Helheden«.[11] Men alligevel har den ikke kurasje til at være helhjertet spinozist.

Han aiviser en specifikation af logiciteten i sit begreb om overdetermination, som han har udfoldet det i sin procesbeskrivelse,[12] men en sådan henvisning er højst problematisk: overdeterminationslogikken kan måske interferere i en procesbeskrivelse af den art, vi kender den fra dominantstrukturen, men ikke hvis den kædes sammen med den logicitet, som Marx fremstiller i ‘Kapitalen’. Og det er rent faktisk Althussers intention: »man kan sammenfatte hele dette problem i ‘Darstellung’s begrebet. – det epistemologiske nøglebegreb for hele den marxske værditeori – som netop har til opgave at betegne strukturens tilstedeværelsesform i sine effekter.«[13] Der er en kolossal diskrepans mellem dette udsagn og så følgende frase: »Jeg har forsøgt at gøre rede for dette fænomen ved hjælp af begrebet overdetermination.«[14]

Der er tilsyneladende tale om en sammenblanding hos Althusser på dette vigtige punkt, for overdeterminationsbegrebet kan ikke forklare de modsætninger, der driver den marxske ‘Darstellung’ i ‘Kapitalen’; så det er åbenbart nødvendigt at adskille nogle planer. Althusser anvender overdeterminationsbegrebet til at bestemme determinationsspillet i den samfundsstruktur, hvor modsætningerne virker. Modsætningen kan ikke adskilles fra helhedsstrukturen, som den virker indenfor og er determineret af, men som den til gengæld også determinerer; modsætningen er determineret af de forskellige nivoer og instanser, men er ikke selv uden virkning i den sociale formation. Man må fastholde denne kerne ved overdeterminationen, som gør den til et adækvat begreb for en generel strukturel kausalitet: det er begrebet for en strukturs virkning på sine elementer og omvendt; dvs. begrebet for det skitserede problems anden del (II). Det er denne logicitet, der bringes i anvendelse for at redegøre for historiens teori – Althussers historiske materialisme – og de enkelte nivoers indpasning i den sociale formation.[15] Men den kan ikke redegøre for ‘Kapitalen’s logicitet, og dette kan heller ikke være Althussers intention.[16]

Dette er vort problems første del (I) som konciperes i ‘Darstellungs’ begrebet, nemlig strukturens eksistens i sine effekter, og det er noget ganske andet. Strukturens virkning i sine effekter, dens fænomener, – det er kort sagt den metonymiske kausalitet. Det, der ikke kan sammenblandes, er element og effekt, thi de tilhører to forskellige planer (det globale og det regionale); Althusser har ikke ekspliciteret dette, men det er en nødvendig justering, hvis hans diskurs skal kunne danne udgangspunkt for en marxistisk videnskab.

Sammenblandingen er reel, og den kan begrundes, thi begge kausalitetstyper går ind under den anden, den strukturelle kausalitet, og det kan være grunden til, at Althusser ikke undersøger dette problem. Den strukturelle kausalitet er kendetegnet ved at være en ren formlogik, og dermed en demonstration af det transdentale indholds umulighed, og i begge typer er det decentrerede strukturer, hvilket indicerer, at »årsagen« er fraværende eller overstreget; begge typer inkarnerer altså den nye rationalitet. Vi kunne med Spinoza sige, at strukturen var immanent i sine effekter. Eller med Althusser. at »strukturens hele eksistens består i dens effekter, – strukturen, som blot er en kombination af sine egne elementer, er kort sagt intet udenfor sine effekter«.[17] Herigennem indfanger vi begge typer.

Når man vil sammenligne Althusser med kapitallogikken, må det nødvendigvis dreje sig om den metonymiske kausalitet, som den begge steder konciperes via ‘Darstellung’ som nøglebegreb. Ranciere har da også udfoldet den kategoriale fremstilling vedhjælp af dette begreb,[18]og har netop – og det kan ikke undre nu – også været i stand til at analysere formkonstitutionen som økonomikritikkens arkimedespunkt. Kapitallogikken må også hævde en fraværende struktur eller et overstreget ‘subjekt’ – værdiloven. – thi værdien er ikke noget, som eksisterer ved siden af værdiformerne: værdilovens hele eksistens består i dens effekter. Når man mener at kunne opretholde substans og subjektforestillingerne, har det sine gode grunde,[19] men faktisk er disse betegnelser i lige så høj grad en kilde til kedelige misforståelser af essensen i den nye kausalitets- eller determinationsorden.


[1] En nærmere redegørelse for kernen i Marxs brud med de klassiske økonomer og de forskellige receptioner af bruddet – f.eks. Reichelts og Althussers – må udskydes. Den firkantede bestemmelse af deres kausalitetstype som mekanisk kan synes for hurtig, men intentionen er at gøre rede for deres determinant som subjektet, individet, samt den fraværende forståelse af værdiloven som egentlig determinant. Det er modsigelsen mellem Smiths og Ricardos opfattelse af værdilovens status, som Marx tager afsæt fra. (Jævnfør MEW 26.1, p. 53 ff).

[2] I første række er rækkefølgen mellem strukturerne underordnet (alt efter om man tænker i ‘den processerende’ værdis fodspor eller ej) – denne bliver selvfølgelig vigtig i en anden fase, hvor den teoretiske strategi står i centrum.

[3] ‘Lire le Capital’ II. p. 59.

[4] ‘Lire le Capital’ II, p. 60.

[5] Dette teoretiske begreb tænkes nemlig forskelligt. Althusser kalder den nye rationalitet for ‘strukturel kausalitet’. Kapitallogikken har mange ord for den: ‘subjekt-reflektorisk logik’ (Schanz), ‘transcendental ordningslogik’ og ‘transcendental subjekt(ivitet)’ (Krahl), ‘mysteriose Subjekt’ Lefebvre), substans og meget andet. Man vil bemærke, at det tænkes i traditionelle størrelser hos kapitallogikerne, så for at undgå det vil vi kun tale om ‘kapitalen i almindelighed’ eller kort og godt om ‘værdiloven’.

[6] ‘Lire le Capital’ II. p. 60. ‘Marxs teoretiske revolution’, p. 56-79.

[7] Althusser hævder iøvrigt. at man lige så godt kunne have kaldt kausalitet typen for »den materialistisk dialektiske kausalitet«. Se ‘Elements d’autocitique’, p. 55. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 111.

[8] Schmidt forstår ikke kernen i en sådan »strukturalisme«, og på sin vis er han Marx-receptorisk selv strukturalist. Se ‘Geschichte und Struktur’, p. 76.

[9] I en carlesiansk kausalitet kan der ikke ligge mere i virkningen, end der allerede lå i årsagen.

[10] Althussers spinozisme strækker sig som bekendt til mere end det epistemologiske felt: også kausalitetsteoretisk er Althusser spinozist, og man må hævde, at de elementer der kan interpreteres strukturalismen i langt højere grad er spinozisme.

[11] ‘Elements d’autocritique’, p. 81. ‘Marxisme og klassekamp’, p. 123.

[12] Se hertil ‘Pour Marx. p. 100 f, samt ‘Pour Marx’, p. 200 ff. Det er i sidste instans et begreb hentet fra Freud.

[13] ‘Lire le Capital’ II, p. 64.

[14] ibid.

[15] Jævnfør ‘Lire le Capita’ I, p. 130 f.

[16] Den althusserske »samtidslogik« må altså ikke forstås i denne sammenhæng, for man vil da gå glip af hans fornuft. Han har selv medvirket til forvirringen, da han bestemmer ‘Kapitalens’ objekt som »samfundets aktuelle struktur« (‘Lire le Capital’ I, p. 79), og ikke i samme åndedrag understreger, at hans tale om »samfundseffekten« er et signal, som entydigt peger mod den første kausalitetstype. (I)

[17] ‘Lire 1e Capital’ II, p. 65.

[18] Se hertil ‘Lire le Capital’ III. Specielt p. 45 og p. 63. Til Schanz manglende forståelse herfor, se ‘Abstraktion og Udvikling’, op. cit. p. 142 samt p. 148. Endelig kunne der henvises til ‘Til rekonstruktionen…’ p. 201, hvor dialogen på det nærmeste totalt fordrejes.

[19] Idet den har subjektformens kendetegn, som det findes i den tyske idealisme: refleksionsstrukturen. Endvidere anvender Marx jo selv subjektkategorien, se f.eks. MEW 23, p. 169, hvor der både tales om »Subjekt«, »übergreifende Subjekt« og »sich selbst bewegende Substans« og »Gott Vater«, – men det metaforiske element må ikke overses.