Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Rejsen som konsumtionsform

1. I det første vil jeg forsøge at diskutere nogle forudsætninger for en turismeanalyse. Jeg vil altså her mindre diskutere en analyses objekt end betingelserne for en analyse, idet jeg antyder, hvorledes en kultursociologisk analyse kunne tage sit udgangspunkt. Jeg vil gerne understrege betydningen af en sådan analyse med henvisning til rejselivet og rejseoplevelsens betydning for det moderne menneske. Man kan ikke foretage en adækvat analyse af ‘det moderne’ og moderniteten uden at se på selve bevægeligheden. Samtidig vil jeg gerne anføre, at den eksisterende litteratur om turisme og rejseliv ikke honorerer de krav til en analyse i dette perspektiv, som man må stille.

Mit forspil til en analyse drejer sig om tre punkter: For det første vil jeg markere, at den inddeling og typologisering af former for turisme og turismens karakteristika ikke er afsluttet gennem en klassifikation; klassifikationen er kun en første vejledning for en analytisk fremstilling. For det andet vil jeg markere, at turismen skal analyseres på baggrund af en mere omfattende problematik, som kan bestemmes via rejsens aktivitetsformer og oplevelsesformer. For det tredje vil jeg markere, at den moderne turisme må analyseres i sammenhæng med en generel industrialisering og institutionalisering af fritidslivet.

2. En analyse er i sig selv en bevægelse, en rejse. Når vi i dette lille eksperiment bevæger os ind i rejsen og turismen, så får selve bevægelsen nødvendigvis rejsekarakter. Formålet er at give en guide til et teoretisk landskab. På samme måde som folkeeventyrenes helte drager analytikeren ud og kommer hjem igen beriget med viden og identitet, og er nu parat til at berette om verdens mysterier. Men på samme måde som helten, når han vender tilbage, ikke forbliver den samme, som drog ud, kan analytikeren ikke bruge de samme kategorier i forskningens klassifikation og i fremstillingens begribelse. Problemet med klassifikationen er, at den ikke kan flytte sig. Den forbliver den samme, hvorimod begribelsen tendentielt reproducerer en proces. Klassifikationen er således kun rejsebagage – ikke souvenirs og trofæer, viden og identitet.

3. Hvis nu vi starter ud med en kort semantisk analyse af turismen, så er en turist en person, som rejser – eller tager en tur – for sin fornøjelses skyld.

Det er vigtigt at bemærke, at ‘det-at-tage-en-tur’ ikke normalt er forbundet med fornøjelse, men derimod med møje og strabadser. Endvidere implicerer ‘en tur’, at man vender tilbage igen. Som fornøjelse er turismen en tilfredsstillelsesform – en konsumtionsform, om man vil. Turisme er et bestemt ud-og-hjem, som tilfredsstiller – en strabads som lønner sig. Således er turisme et specialtilfælde af en mere omfattende rejseproblematik, hvor man rejser væk og kommer tilbage; men der er sket noget i mellemtiden.

Hjemmet har bevæget sig, eller er i det hele taget blevet et andet; men først og fremmest har den rejsende bevæget sig og forandret sig: Han har oplevet, er oplivet – har kort sagt tilfredsstillet sig, konsumeret, og er rigere på viden og identitet. Som en sådan konsumtion af oplevelse er rejsen en gennemgående figur fra folkeeventyrene til de moderne rejsekataloger. Som en sådan konsumtion findes figuren som symbol på refleksionen som sådan og i sidste instans som symbol på den menneskelige eksistens eller livet som sådan – fra tankens spejling til livet som en rejse fra fødsel til død.

4. En sådan placering af turismen i en rejseproblematik og denne igen i en omfattende konsumtionsproblematik giver ikke umiddelbart en analysevinkel endsige et begrebsapparatur, men det er et første trin i genformuleringen af turismen som et teoretisk objekt. Man får ikke noget væsentligt at vide om turismen ved blot at klassificere ud fra forskellige aktiviteter og typer. Det er naturligvis interessant og nødvendigt at vide, hvordan turister fordeler sig alders-, køns- og klassespecifikt, hvilke rejseformer de vælger, hvor langt tid de opholder sig forskellige steder, om de skriver postkort og så videre. Men en sådan markedsanalyse kan ikke begribe turismen som kulturfænomen, selvom den kan forstå, hvordan man kan udvikle, honorere og profitere på et behov. Man må først se, hvad det er for et krav om kvietivitet, som rejsen skal honorere og derefter analysere den måde, hvorpå dette krav skabes, imødekommes og hvordan imødekommelsen iscenesættes.

5. For moderne mennesker er rejse og bevægelse fra et sted til et andet en omfattende post i tidsbudgettet. Der er langt til arbejdspladsen, til daginstitutionerne, til indkøbsarealerne og til fritids- og rekreationsarealerne – frem for alt har den moderne parcellering af tilværelsen præcist adskilt disse funktioner og dermed nødvendiggjort befordringen imellem dem. Derfor har moderne mennesker et højst kontant forhold til befordring. At flytte sig er en vigtig karakteristik af det moderne overhovedet. Der findes ganske enkelt ingen rast og ro i det moderne livs malstrøm. Denne mangel sætter to grunderfaringer. Enten kan man forsøge at leve med i civilisationens malstrømmende tempo, eller man kan forsøge at overskride det – at finde et andet tempo!

Metropolernes befordring i form af undergrundsbanen, men også busser og bilisme, er transportteknologi. Befordringsteknologien kan deles op i en transportteknologi og en rejseteknologi. Transporten tjener kun det praktiske formål, at folk kan følge med tiden. Tidsforbruget, tidskonsumtionen er sat i parentes som noget der skal overstås og tendentielt – såvel tidsmæssigt som oplevelsesmæssigt – reduceres til intet. I overensstemmelse hermed er transporten intetsigende og middel til noget andet og altså ikke noget mål i sig selv.

I modsætning hertil er rejsen af en karakter, som ikke sætter befordringen i parentes. Rejsen foregår i et tempo, som markerer forskel til hverdagens tempo og som indgår i overlevelseshorisonten. Her er selve rejsen ikke et middel, en pestilens, som skal anvendes, overstås og udholdes – den bliver selv et mål med en egenværdi og kan ikke reduceres til middel for noget andet. Det afgørende er altså ikke, i hvilket tempo rejsen foregår, men at det er et ekstraordinært tempo i forhold til hverdagens strøm. Jeg vil hermed markere, at rejsens status langt fra er ligegyldig for en kultursociologisk betydning af den moderne rejse og masseturismen. Det gælder ikke kun om at beskrive turisters aktiviteter i rejsemålet men også om at forstå rejsens status. Jeg vil fremhæve distinktionen mellem befordringen som transport og befordringen som rejse som en første grundlæggende bestemmelse af rejsen.

Markeringen skal til for at sætte focus på selve processen, som fører fra et sted til et andet, og som foregår i tid. Og når det er vigtigt at belyse turismen ved hjælp af rejsen, så er det fordi den stammer fra denne, og fordi man med udgangspunkt i denne afstamning kan udarbejde en typologi, som ikke udelukkende er klassifikatorisk. Jeg bruger med overlæg ordet ‘stammer’ og siger altså ikke, at turismens historie begynder med rejsen, da denne jo i anden omgang ingen begyndelse har. Turismen er et moderne fænomen, som kun kan begribes i sammenhæng med dens institutionalisering som massefænomen og industri, som diskurs i form af kataloger, guider og håndbøger.

6. Formålet med rejsen er at komme ud – og hjem. Man må altså fastslå, at rejsemålet er en del af selve rejsen, idet man principielt kan sammenligne opholdet ved et badehotel med et togskifte. Rejsen er ikke noget, som er parentetisk i forhold til opholdet. Det afgørende er at-komme-væk-hjemmefra, udsætte og opholde sig i et andet medium, og så komme “hjem” igen, hvorefter så beretningen, fortællingen, demonstrationen og dokumentationen kan tage sin begyndelse som en imaginær fordobling. Pointen er ikke, at rejsen skulle være en eskapisme, for så vidt denne forstås, som noget negativt, som en mangel på realitetskontakt; men den er et kvietiv, hvis motiv er oplevelse og dermed oplivelse.

Efter at have demarkeret rejsen i forhold til transporten kan vi altså stykke rejsen op og etablere en typologi over mulige rejseaktiviteter. Vi kan nemlig oprette typer efter, hvorledes der prioriteres mellem de forskellige stykker.

Type et orienterer sig blot mod det at komme væk; det afgørende er altså distancen til det hverdagslige, og resten af den samlede aktivitet er mindre betydningsfuld end selv det at komme væk indimellem. Ethvert rejsemål kan så at sige befordre den oplevelse, som der trænges til. Type to orienterer sig primært om det at flytte sig, om selve rejsen, og er derfor bekymret for rejseteknologien, da oplevelsen i høj grad kommer til at afhænge af denne. Denne type er meget imod transport og vil foretrække diametralt modsatte befordringsmåder og forlange oplevelse i sammenhæng med befordringen og ikke som resultat af befordringen. Type tre er det, vi sædvanligvis forstår ved en “turist”, en som opholder sig på ikke hjemlige steder. Her er det den standsede bevægelse, den udsatte hjemkomst, selve opholdet på et bestemmelsessted, det vil sige et midlertidigt hjem med ny hverdag, som er afgørende og kvietivet for behovet for noget andet. For den fjerde type drejer det sig om at komme tilbage for at oplevelserne kan sætte sig og omsættes. Denne type er derfor meget interesseret i dokumentationsteknologi, fordi den giver et sandhedsvidne og et motiv for beretningen. Denne kan så være højst forskellig, men det afgørende for typen her er orienteringen om beretningen – altså i omsætningen af rejsens oplevelser.

Disse typer er idealtyper og i den forstand rene utopier, men den virkelige rejsende kan bestemme via sine prioriteringer, og dermed har vi opstillet en grundliggende typologi, som ikke tager sit udgangspunkt i en ydre klassifikation af aktiviteter.

7. Nu er det uundgåeligt at ting flytter sig. Hvad enten man vil rejse eller ej, så sker der en forandring; Derfor må den vilkårlige rejse adskilles fra den uvilkårlige, som er et ontologisk forhold. Vi taler om rejsen for så vidt den ikke er uvillet, og ikke om den almindelige modning. Til forskel fra den uvilkårlige modning har vi at gøre med en vilkårlig dannelse. Denne er en forrykkelse af individet igennem en oplevelse og erfaringsdannelse, hvorigennem der dannes viden og identitet. Derfor stammer den moderne rejse fra dannelsesrejsen, som blev foretaget med henblik på identiteten og den viden, som kun kunne opnås ved at se, da at vide og at se var synonymer i det syttende århundrede. Vidensmæssigt adskiller den sig fra den rene refleksion og indbefatter håndværkernes valsen.

Da rejsen ikke er uvillet, skal den kunne dokumenteres. Som alle andre konsumtionsformer skal den kunne ses. Dannelsen skal kunne demonstreres som etikette, moder og ny viden. Det sker også i dannelsesrejsens moderne arvtager. Nu er det ikke etikette som sådan, eller eventyrenes halve kongeriger, men madkulturer, souvenirs og andre trofæer – for eksempel fotografier, lydbånd eller andre moderne dokumentationsformer. Postkortene er ikke bare til for at berette, at alt er vel, men også til for at dokumentere, at rejsen rent faktisk er reel og ikke kun imaginær.

Som alle andre konsumtions former skal rejsen ikke blot dokumenteres, for at beretningen kan fremtræde som vederhæftig, men frem for alt fordi den skal fungere som stratifikationsmiddel. Som dokumentation for oplevelse var en brun lød engang et middel til social stratifikation – til demonstration af konsumtionsevne og social status – men nu er den devalueret, og sådan skifter dokumentationsformerne i almindelighed. Rejsens symbolske karakter bliver her øjensynlig: Som konsumtion er den et led i en demonstrativ tidskonsumtion, som så igen er en afgørende faktor i de symbolske hierarkier, hvor man sætter afstand til de andre og gennem den afstandtagen og afstandsætten får betydning.

8. Inden jeg går over til at tale om turismen som en bestemt rejseform er det vigtigt at markere, at turismen egentlig ikke stammer fra dannelsesrejsen på samme måde som for eksempel fotosafarien stammer fra storvildtjagten. Dannelsesrejsen er stort set en engangsforeteelse, hvorimod turismen stammer fra den gentagne rejse, og som sådan hører hjemme i moderniteten, hvor rejseriet er blevet en del af livsformen. Tid til konsumtion, konsumtionsevnen etc. er blevet almene. Det er i gentageligheden, at standardiseringen og dermed muligheden for industrialisering bliver synlig. Dannelsesrejsen er personlig, og det er enhver rejseerfaring nødvendigvis, da oplevelse som sådan nødvendigvis er personlig, men turistrejsen investerer i det gentagelige og efterlignelige, fordi den i en anden grad end dannelsesrejsen er afhængig af den social status, og kun det, som har skæret af opnåelighed, kan bestemmes som efterstræbeligt. De moderne symbolske hierarkier er ikke bundet til “naturlige” det vil sige uproblematiserbare modsætningsforhold men til givne og foranderlige statusplaceringer. Den moderne rejse er kendetegnet ved, at andre efterstræber at gentage den oplevelse, som beretteren iscenesætter på den forskelligste vis.

9. Når rejsen sættes ind i dette perspektiv, hvor konsumtionen er distingverende og afgørende for mobiliteten i statushierarkierne, åbnes der for et nyt lag i typologien. Tidsforbruget – konsumtionen af tid – bliver en vægtig vinkel på rejsefænomenet. Rejsen og turismen foregår i fritiden, som imidlertid er et spejl af arbejdstiden. Fritiden er imidlertid ikke det samme som fri tid, da fritiden er besat af nødvendige og nyttige gøremål. Den fri tid er til forskel herfra unødvendig og unyttig konsumtion af tid. Unødig og unyttig men præcis ikke uhensigtsmæssig konsumtion af tid. Turismen foregår ikke bare i fritiden, men i den fri tid, hvor konsumtionen kan være et mål i sig selv, men med den hensigt at være demonstrativ og distingverende. Derfor er rejseriet nært forbundet med utopiske dimensioner, hvor friheden realiseres. I forbindelse med turismen drejer problemstillingen sig nærmere om konsumtion af tid end om tid til konsumtion. Det er den indskrivning i konsumtionsproblematikken, som giver det antydede lag i typologien:

10. På rejsen er man væk fra den daglige malstrøm, og man oplever en anden form for konsumtion af tid. Man kan komme løs af malstrømmen ved at konsumere på højde med den, idet man faktisk ønsker at opleve og hele tiden opleve nyt. Den trængsel, som forekommer belastende i dagligdagen, kan på rejsen være tiltrængt livsform. Man konsumerer, men i samme omfang, som mætteisen indtræder, melder kedsomheden sig. Denne kedsomhed er af samme dramatiske karakter som nøden selv, og hvad enten motivet er den fysiologiske mangel, nøden, eller den psykologiske, kedsomheden, så er kvietivet ny konsumtion, oplivelse og oplevelse.

Den evindelige konsumtion af nye oplevelser fungerer som en beroligelse, der kan holde kedsomheden og nøden stangen. Når rejseoplevelsen skal være ny og distingverende, søger man efter enestående oplevelser, som for en tid ikke er tilgængelige – om end efterstræbelsesværdige – for alle. Hangen til denne type enestående oplevelse skaber turismens og turisternes fortrop af eventyrere og anti- turister. De er tvunget til at finde nye oplevelser presset af kravet om konsumtion til at holde kedsomheden stangen og presset af ønsket om distinktion. Men oplevelsens enestående karakter forgår.

I den enestående rejses dokumentationsformer åbnes muligheden for at lade andre blive repræsenteret gennem den fiktive identificering med den rejsende. I det hele taget er drømmeriet en psykologisk rejseform, som leverer kvietet: oplevelseskonsumtion. I drømmeriet kan vi komme væk fra jaget eller kedsomheden, idet vi oplever et andet tempo. Drømmeriet er således den psykologiske udsættelse af kedsomheden gennem oplevelse. I relation til rejseoplevelse kan man finde støtte i andres rejsedokumentationer i ord og billeder.

Hangen til den enestående oplevelse i den nødvendige midlertidighed er én type. Den næste type er en både logisk og tidsmæssig udvikling af den første.

11. Jagten på de helt enestående oplevelser er et sisyfosarbejde, som i sin struktur efterligner den almindelige malstrøms hektiske og forjagede tempo og krav. Den finder det ekstra-ordinære i forrykkelsen af stedet og mindre i forholdet til tiden og hastigheden.

Men hvis oplevelseshangen tænkes igennem, kan man i og for sig forestille sig en gentagelse af en oplevelse som en ny oplevelse. Da oplevelsen er personlig, vil enhver oplevelse være unik, og det vil også gælde for den intenderede gentagelse. Denne type gentagelse er mere beroligende, fordi en lang række rejseindslag bliver forudsigelige. Man ønsker sig en lignende rejseoplevelse- en rejse, som kan ligne den, som er gennemført af eventyreren og anti-turisten, eller som ligner den, alle de andre i selskabet gennemgår uden dog at være identisk med dem. På grund af lighedspunkterne bliver oplevelsen stærkere og mere betryggende, da der ikke er så mange uforudsete tildragelser. Denne lighed og kendthed er forudsætningen for en standardisering af rejserne, hvor man søger den samme slags hotel, den samme slags mennesker og den samme slags konsumtion i det hele taget. Oplevelsen forbliver enestående, men iscenesættelsen kan standardiseres som en række lignende oplevelser, og det er i ligheden, den social-psykologiske beroligelse findes. Rejsen går væk fra dagliglivet og alligevel ikke ud i det fuldstændigt ukendte. I det mindste er rammerne bekendte og foregrebne.

12. Man når imidlertid til et nyt trin i erkendelsen af turen og oplevelsens enestående karakter, når man rent faktisk ikke blot ønsker bekendte rammer, altså lignende rammer som tidligere oplevelser, men simpelthen identiske eller ligesådanne rammer for oplevelsen. Man vil erindre eller gentage en oplevelse som en ny oplevelse. På denne vis er den både ny og gammel, kendt og betryggende. Så i stedet for at jagte nye oplevelser gennem gentagne skift i opholdsstedet og rejse det samme sted hen hver gang: til huset på landet for eksempel.

13. Endelig kan man opregne en fjerde variant af denne bestræbelse på at kombinere det nye med det kendte, oplevelsen med gentagelsen. Hvis man skal honorere begæret efter ikke blot enestående, lignende eller ligesådanne oplevelser, men simpelthen selv samme oplevelser, kan det kun ske i fiktionens imaginære form i den indre rejse. Det er egentlig det, der sker i beretningen om rejsen, men det kan også godt være en intenderet rejseform. I denne meditation forsøger man at ophæve rejsernes forskellighed for at opnå de selvsamme oplevelser. I sin yderste konsekvens kan denne oplevelseshorisont kun gennemføres ved, at rejseriet bringes til ophør, hvilket i almindelig forstand vil sige at ophøre med at leve, da oplivelsen forsvinder.

14. Jeg har nu fremhævet to lag af typologi i relation til rejsen. Det første lag tog udgangspunkt i en opstykning af rejsen og drejede sig om prioriteringen mellem de enkelte led – altså en typologi af aktivitetsformer. Man kan her prioritere 1) det at komme væk, 2) det at rejse, 3) rejsemålene, 4) det at komme hjem igen, for at kunne berette/dokumentere. De enkelte led udelukker ikke gensidigt hinanden, men der vil altid være tale om bestemte prioriteringer – specielt når denne typologi sammenkobles med den anden.

Den anden typologi drejer sig ikke om aktivitetsformer men om oplevelsesformer og forventninger. Den er opstillet på baggrund af oplevelse som konsumtion, oplivelse og fortrængning af kedsomheden som psykologisk død. For at overleve vil man evindeligt noget andet og nyt. Det kan så være 1) noget enestående, 2) noget lignende, 3) det ligesådannede eller 4) det selvsamme.

Til typerne kommer så endnu to prioriteringer. Nemlig en indplacering af befordringens karakter mellem rejse og transport, altså befordringen som mål eller middel. Samt en indplacering af rejsens formål mellem identitetsdannelse og dokumentationsformåen, mellem personlige og sociale formål. Som rejsende indgår man i et spændingsfelt mellem yderpolerne, som er til stede samtidig men i forskelligt omfang.

Dette kompleks af kategorier er et forslag til, hvordan en analyse af den moderne rejse og turismen kunne formidles. Der er tale om vilkårlige men hensigtsmæssige kategorier, som kan formidle en analyse, der er udtømmende og simpel. Komplekset af kategorier vil kunne foregribe endnu ikke eksisterende turisttyper og er således ikke afhængig af de eksisterende og skal ikke nødvendigvis ændres for at tage højde for et nyt tilfælde. De er kort sagt ikke et ydre appliceret katalog over turistformer. De er mere end en klassifikation.

Turismen stammer som sagt fra rejsen, og derfor er kategorierne fremstillet på baggrund af noget væsentligt i rejseaktiviteten; men de siger ikke i sig selv noget om turismen som en moderne rejseaktivitet. De befordrer først en erkendelsesgevinst, når man begynder at fremstille, hvorledes de kombineres og iscenesættes i turistindustrien og dens diskurs.

15. Turistrejsen er en rejseform blandt flere andre, som også vil kunne fremstilles via komplekset af kategorier. Hvis jeg skal antyde nogle få markeringer af turistrejsen, så er det karakteristisk, at det at komme væk er tungtvejende og bundet til opkomsten af fritiden. Oplevelsesformen er bestemt af ønsket om den lignende oplevelse, og kravet om oplevelsens enestående karakter er rimeligt afslappet og altså underlagt ønsket om det lignende. Det er her, der er åbnet for standardisering, og denne er ikke noget overgreb men en iscenesættelse af oplevelser, som honorerer ønskerne. Befordringen er mere transport end rejse, idet den er næsten blottet for anvendelig egenværdi, hvorfor dens manglende oplevelsesdimension kompenseres via tilbud om alternative oplevelser: beværtning, musik, lekture, video. Rejsens formål – til forskel fra dens motiv: at komme væk – er mere dens dokumentationsformåen end dens dannende karakter. Det er derfor vigtigt, at dokumentationen er umiddelbar, for eksempel synlig. Det var dette fænomen, som igennem en lang årrække kunne bruge den brune lød som attribut, men denne har i dag mistet sin socialt distingverende karakter; der opfindes nye souvenirs: t-shirts for eksempel, eller man går over til andre dokumentationsformer: madkultur for eksempel.

Sådan kunne man tænke sig vejen i en analyse: Markering af turistrejsen til forskel fra andre rejser; turismen som resultat af en industrialisering, der har standardiseringen som mulighedsbetingelse; og således videre til befordrings- og dokumentationsformer; ved at beskrive ændringerne i prioriteringsmønstrene kunne man skrive turismens historie.

16. Sådan kunne man også analysere andre rejser, men når specielt turistrejsen for indeværende er kultursociologisk interessant, så ligger det blandt andet ved dens omfang, menneskeligt og økonomisk, og det fordrer en analyse af turismens industrielle kompleks, og dettes iscenesættelse af oplevelse; men det ligger også ved, at turismens relativt korte historie er et vigtigt symptom på den sociale udvikling; og når turistindustrien er ved at lægge kursen grundlæggende om i disse år, kunne det tyde på, at det moderne socialmønster er i færd med at ændre sig grundlæggende. Dette kommer naturligvis ikke som nogen større overraskelse for socialanalytikken, men det var måske muligt at pege på nogle udviklingsretninger. Der er næppe noget mellemfolkeligt samkvem – det være sig økonomisk, kulturelt eller militært – som ikke involverer et turistisk element.

(1984)