Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Sport og arbejde

En anden afgørende kilde til sportsgrene vil vi kalde perfektioneringen af dagligdags- og arbejdsaktiviteter. Der er samtidig tale om en social differentiering mellem sportsgrenene. De militære discipliner – det vil sige de sportsgrene, som opstår på baggrund af krigsøvelser eller krigsforberedende øvelser – er den høviske (da krigsadelen ender som hofadel) “sport”, som oprindelig er introduceret af krigsadelen som opretholdelse af deres beredskab: ridderturneringen, den unyttige jagt. Hvorimod landadelen og den arbejdende befolkning introducerer andre øvelser – øvelser, som stammer fra deres konkrete dagligdags- og arbejdssituation.

Den arbejdende befolkning konkurrerer ikke på krigsspil (de holder op med at bære våben i senmiddelalderen) men på deres eget domæne – det domæne, som udstikker det sociale hierarki og uddeler den sociale prestige. På sin vis er det det samme, som sker hos krigsadelen, nemlig at de konkurrerer på deres håndværk, krigskunsten; men den arbejdende befolknings øvelser er ikke led i en direkte militær strategi. I formidlet forstand er det naturligvis vigtigt for den statslige politik at råde over en reservearmé af veltrimmede kroppe, men motivationen er ikke at finde i den statslige strategi.

Den sociale kamp om prestige og anerkendelse bruger forskellige medier i de forskellige sociale lag. 1 den arbejdende befolkning er arbejdet selv et medium til social stratifikation, og en række sportsgrene stammer direkte fra arbejdssituationer: det oldnordiske tøndespring, det baskiske trækløverkast, transport, sejlsport, jagt, det moderne frisbeekast og mange andre øvelsesformer. Pointen er, at man perfektionerer en arbejdsfunktion til en grad, hvor den ikke længere har noget direkte forhold til en nyttig funktion, og dermed er aktiviteten blevet en symbolsk aktivitet.

Jagten som “sport” og jagten som nyttig aktivitet er to forskellige ting. I det ene tilfælde er der tale om en sport og i det andet om et arbejde. I princippet kan “sport” aldrig være arbejde, og det betyder naturligvis, at den professionelle sport ikke længere er “sport”, men arbejde, og at den sportslige indsats ikke ligger hos de agerende professionelle kroppe, men i et system, som overlejrer arrangementet, for eksempel hos publikum. Hvis man jager med det formål at få kød på bordet, så antager man ikke en sportslig attitude. En jagt må for at være sport kunne erstattes af et symbolsk mord, og det er da også grunden til, at ræven kan erstattes af personer i “rævejagten”. Hvis man endelig nedlægger så og så mange stykker vildt, så er den sportslige pointe, at man har skudt så og så mange, og at man har slået tiden ihjel i det og det tidsrum. Men det er ikke nogen sportslig pointe, at man eventuelt kan fortære byttet. Fortæringen som nyttig mulighed er et biprodukt, og derfor kan “byttet” erstattes af målskiver og elektroniske registreringer. Selve oplevelsen og nydelsen af naturen og det tilfældige er tilgifter til den sportslige aktivitet.

I det øjeblik, “sporten” bliver nyttig, ophører den. “Sporten” er principielt unyttig, om end den er hensigtsmæssig. At “sporten” så kan blive arbejde for en masse mennesker, rokker ikke ved denne betragtning. Sportens unyttige karakter siger også noget om dens sociale rekruttering, for det er kun overklassen, som kan dyrke den unyttige sport som heltids tidsfordriv, hvorimod den arbejdende befolkning er henvist til deres fritid. I det sociale modsætningsforhold og i sportens prestige er det vel indlysende, at de lavere sociale lag og mindre velstillede nationer forsøger at kompensere for overklassens hele tidsforbrug ved at professionalisere – det vil sige ved at gøre fritidsbeskæftigelsen til fuldtidsbeskæftigelse og dermed afskaffe fritiden og aktivitetens sportslige karakter.