Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Sport og krig

Forbindelsen til krigen er tydelig i mange kampsportsgrene, men den er også mindre påfaldende til stede i mange legemsøvelser. Forholdet til krigen behøver ikke komme til udtryk i form af direkte kampattitude, men kan også være til stede som forberedelse til krigen. Øvelserne kan være krigsøvelser eller krigsforberedende øvelser, men for at disse øvelser kan blive til sportsgrene, må der ske en omdirigering, og krigen må blive en symbolsk krig med den symbolske død som resultat. Det liv, der bliver taget, er det symbolske eller det sociale liv. Man taber ikke livet, men livets sociale karakter: æren og prestigen.

Denne sammenhæng mellem liv og ære er afgørende for at forstå indsatsen i den symbolske kamp. Der sker imidlertid noget meget afgørende i det øjeblik, man kun kan tage det symbolske liv, for det åbner for revanchen. Man kan gøre come-back mod den samme modstander, og derfor er denne symbolske kamp ikke endegyldig, og i mange tilfælde må nederlaget bekræftes år efter år; og jo længere vi kommer i civilisationsprocessen (det vil sige i fredeliggørelsen og graden af symbolisering) desto større afstand bliver der mellem liv og ære; og i den moderne sport er den forsvundet.

Den enkelte kamp er nok så entydig, historisk singulær, men den endegyldige afslutning eksisterer ikke. Dette gør i anden omgang blot æren så meget des mere efterstræbelsesværdig, netop fordi den gang på gang må sættes på spil, og gennem den fortsatte efterstræben anerkender taberen sejrens prestige. På denne vis er taberen transformeret fra død til slave. Det siger sig selv, at man i træningen ikke kan miste liv, når formålet er at tage andres liv, og muligheden for at gennemføre dette projekt er afhængig af, hvor meget liv man råder over. Det er således i magtens interesse at opretholde en hær, som kan demonstrere sin styrke symbolsk, men som ikke mister sin styrke på det symbolske niveau ved, at den er indbyrdes destruktiv; og derfor opfinder man symbolske mål. Eksemplerne er utallige på, at man opfinder en grad af gentagelighed.

Når man i de græske olympiske lege gennemførte det såkaldte hoplitløb, hvor fodfolkene gennemløb stadion mellem 3 og 10 gange med hjelm og skjold (eller ifølge nogle kilder i fuld udrustning), så er forbindelsen tilbage til krigen åbenbar. I det hele taget er alle græske øvelser militært begrundet: hoplitløb, spydkast, brydning, boksning og pankration; og de mytiske hestevognsløb er egentlig stridvognsløb. Der er tale om øvelser i såvel krigsteknik som i krigs forberedende øvelser. Alt i alt er der tale om en parathed til krig, og det er i denne parathed, de antikke skribenter begrunder gymnastikken, og det er tilfældet, selvom den harmoniske opdragelse og sjælens udødelighed oftest indgår i argumentationen for gymnastikken. Denne omvej er nemlig altid en opofrelse for fællesskabet, og dette fællesskab er i det klassiske Grækenland identisk med bystaten.

Den samme parathed til krig er åbenbar i den europæiske middelalder, hvor det netop er krigsadelen, som omkring år 1100 indfører øvelser, ridderturneringerne, som erstatning for de indbyrdes fejder. Ved middelalderens slutning er krigen endt som ringridning. Det er den samme overgang til en symbolsk kamp, som kommer frem i denne overgang fra en konkret modstander i kavaleriet til en ring. At spidde ringen er en symbolsk demonstration af, at man kan ramme en åbning i harnisket, som kan få døden til effekt. Det bliver tilstrækkeligt symbolsk at demonstrere denne kunst, og man sparer på denne måde det fysiske liv. Men i lighed med at de græske magthavere trænede den frie befolkning gennem hoplitløb, var det et kongeligt påbud i den tidlige middelalders England, at befolkningen skulle øve sig i bueskydning og ikke spilde al tiden og risikere liv og lemmer på de voldsomme, men fornøjelige boldspil. Så sent som i 1457 må den skotske konge forbyde golf, fordi der er tale om et ineffektivt energiforbrug, som fik den unge til at forsømme bueskydningen.

Selv i vore dage indgår der klare militære elementer i sporten – såvel i egentlige militære grene som moderne femkamp, skydning og military, som symbolsk militære grene som tvekamp og styrkeøvelser. Men det militære islæt er tillige repræsenteret i sportens organisation – og organisationskampe i det sidste århundrede. Det er specielt den paramilitære disciplin, som er påfaldende, og det er denne statslige beherskelsesinteresse, som historisk stod bag specialforbundene og Dansk Idræts-Forbund (DIF) i modsætning til gymnastikforeningerne, som nok havde paramilitære islæt, men som var tilhængere af en folkevæbning og antistatslig organisation. Det er en afgørende forskel mellem disse to typer organisationer og de senere tilkomne som Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) og senere igen Dansk Firma Idræts-Forbund (DFIF) og TRIM. Hvis vi nu sammenligner organisationerne ud fra deres forhold til tidsrummet for organisering, til formålet, til det, de bruger idrætten til, til hvem de rekrutterer og hvorfor, og ikke tager hensyn til den formulerede selvforståelse, kan vi opstille følgende grovmaskede skema:

Specialforbundene (og DIF) har til formål at organisere et menneskes hele tid, at skabe en bestemt livsstil, at skabe et beredskab for de udvalgte, og idrætten er her en evne, som oprindeligt blev opøvet igennem den militæriske tyske gymnastik i Nachtegalls danske variation. Gymnastikforeningerne organiserer ligeledes hele tiden, men i princippet er det den demokratiske organisering af alle og ikke af de udvalgte, som er målet; det er den lingske eller svenske gymnastik som i idrætsbevægelsernes historie er blevet anvendt som middel – og ikke som evne – til organisering af den anti-statslige strategi. I modsætning til militærgymnastikken kalder den svenske gymnastik sig systematisk og videnskabelig. Det er et afgørende argument, fordi man netop ikke henviser til beredskabet men til en mere indgående viden. Det bliver med den svenske gymnastik en bestemt viden om kroppen, som er afgørende for øvelsesprogrammet. I diskussionen mellem dansk og svensk gymnastik er der tale om et offensivt argument, som man kan betvivle det videnskabelige grundlag bag, men der er to ting, som er helt afgørende alligevel. Selv den tyske gymnastiks fader Gutsmuths hævder at fundere sine øvelser på fysiologisk viden, men det bliver ikke det afgørende argument – det er så at sige ikke en bestemt viden om kroppen, som er bestemmende, men en bestemt interesse i forbruget af kroppen. I den svenske gymnastiks oprør mod militærets dominans anvender man viden som argument eller flytter argumentationen ind i kroppen for så at anvende denne krop i visse interesser. Derfor kan den være lige så demokratisk som kroppen selv og dermed være fri for kønsdiskrimination. Eftertidens gymnastikhistorie viser, at denne nye synsvinkel blev den afgørende for udviklingen af nye øvelsesprogrammer.

DAI blev skabt som en kamporganisation, men i forhold til de to nævnte organisationer forholder DAI sig kun til fritiden og ikke til hele tiden. Man forsøger at opbygge en solidaritet (ikke disciplin eller organisation som i DIF og gymnastikforeningerne), hvor idrætten skal være et led (ikke evne eller middel) i kulturkampen; man skal ikke solidarisere sig med de udvalgte eller med alle men med fagfællerne, og derfor anvender man også først og fremmest sociale spil, som kan underbygge solidariteten.

Endelig betyder de nyeste skud – DFIF og TRIM – at tiden bliver mindre afgørende som udgangspunkt, og at de kampmæssige kategorier, som knytter sig til de tre første organisationer, nemlig henholdsvis disciplin, organisation og solidaritet, er blevet aflyst af trivsel. Kampkarakteren er blevet til hygge; diskussionen mellem øvelsesprogrammer er blevet til motion i almindelighed; beredskabet, demokratiseringsbestræbelserne, kulturkampen, ender som velvære i almindelighed, og fagfællerne eller meningsfællerne bliver til kollegerne. Idrætten i sig selv bliver til en livsform, til velfærdsidræt. Denne udvikling siger noget om, at der er sket en fredeliggørelse og en symbolisering, men de forskellige former og organisationer eksisterer side om side den dag i dag.