Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Sportsliggørelsens logiske struktur

Gennem en historisk redegørelse kan man efterhånden fremstille de fleste af de ingredienser, som indgår i sportens netværk. Det kan gøres ved genealogisk at fremstille et netværk mellem elementer uden hensyn til deres relation i tiden; og denne genealogi kan suppleres med en historie, som fremstiller elementerne i en logisk struktur, som fremstiller deres synkrone sammenhæng.

Den aktuelle sport er som sagt karakteriseret ved et specielt præstationsforhold, et specielt forhold til tiden, et specielt forhold til en rekordstruktur. Selv de sportsgrene, som ikke direkte kan måle sine resultater i abstrakte kvantiteter, tillægges et ydre fordoblende system, som så tillader den abstrakte sammenlignelighed. Det er den samme tendens til at skabe abstrakt sammenlignelighed, som i sin logiske konsekvens må eliminere alle tilfældigheder og her først og fremmest naturens luner, hvad enten disse luner kan tilskrives den grønne natur eller idrætsfolkenes humør og stemning.

I den idrætslige præstation, hvad enten der er tale om en præstation i en tvekamp mellem enkeltpersoner eller hold eller i en ekspressiv idræt, hvor kampen består i en indre kamp mellem de funktioner, som de pågældende bemestrer, og de funktioner, som man ønsker at bemestre, eller i en c.g.s-idræt[1]31, hvor kampen består mellem de tidligere opnåede resultater og de mulige resultater – i denne idrætslige præstation ligger der ikke nogen rekordadfærd. Rekorden er noget, som tilføjes. Rekorden er en værdi, som præstationen udstyres med i det øjeblik, den skal sammenlignes med en anden præstation. Uden for sammenligneligheden eksisterer rekorden ikke. Når en præstation sammenlignes med en anden, taberens præstation med vinderens, den nye med den tidligere præstation, en ny figur med en gammel, så kan man for den sags skyld godt udpege den bedste præstation som rekord, men kun rekord i forhold til den dårligere præstation.

I det øjeblik, man ikke stiller sig tilfreds med, at præstationen kun kan måles og dermed værdsættes i situationen, i den kvalitative sammenligning med en anden, sker der det afgørende, at rekorden afkvalificeres, og det gode og det dårlige bliver til det mere og mindre i kvantitet. Men når først dette skridt er taget, tenderer sammenligningsgrundlaget mod at blive universelt, og alle barrierer mod denne sammenligning må tendentielt nedbrydes; og blandt disse barrierer må man tælle det tilfældige og det situationsbestemte. I det øjeblik, der findes en abstrakt målestok, er rekorden ikke længere noget tilføjet udefra, men er potentielt altid til stede som en bedømmelse af en given præstation. Den har imidlertid ikke ændret eller grebet ind i præstationen – den har blot belagt den med en bestemt værdi, som principielt er sammenlignelig med alverdens præstationer af denne art.

I det øjeblik, rekorden ikke blot er tilføjet eller potentielt nærværende men selve formålet med præstationen, er selve den sportslige præstation blevet fordoblet af en sportsliggørelsesproces, som har en anden rationalitet, som den foreskriver øvelsen. Det er en fremmed rationalitet, som dirigerer øvelsen, og øvelsen er i sportsliggørelsen i filosofisk forstand blevet fremmedgjort; og i den udstrækning, at udøveren ikke selv tilegner sig resultatet af sin præstation, er han blevet udbyttet. Hans præstation ligger nemlig ikke længere i at præstere en rekord, men i at forbedre sin præstation og dermed levere en rekordforbedring, en merrekord.

Rekordforbedringen er en absolut rekordforbedring, i det omfang man ikke laver om på betingelserne, men blot forsøger at kontrollere tilfældigheden og lunerne og give de bedste betingelser foret rekordforbedringsforsøg. Men der kan også være tale om en relativ rekordforbedring. I dette tilfælde griber sportsliggørelsen direkte ind i betingelserne for rekordforbedringsforsøget ved at ændre redskaberne – fra kroppen i funktion til dens udstyr. I dette tilfælde er præstationen ikke idrætslig forsvarlig, men dirigeret ud fra den fremmede rationalitet, som nu har ændret selve øvelsen.

Sportsliggørelsen kan tilegne sig rekorder inden for forskellige sportsgrene, så længe det kan lade sig gøre at forbedre rekorderne gennem intensivering af træningsindsatsen, ændring af betingelserne, indgreb i kroppen, forbedring af måleteknologien etc., men i det øjeblik, det ikke er muligt at forbedre rekorden inden for en sportsgren, må sportsliggørelsen enten forlade denne idrætsgren eller omstrukturere den eller opfinde nye spil, som endnu ikke er udtømt for rekordmuligheder. Det er i dette felt, nydannelserne inden for sportens felt findes.

I sin tendens til at sportsliggøre er den selv samme proces med til at skabe nye sportsgrene og eventuelt sportsgrene, som den ikke er i stand til at udnytte, og som kan blive kimen til en anderledes kropskultur. Der er nok en modsætning mellem sportsliggjorte idrætsgrene og nye idrætter, men der er i høj grad tale om en indre modsætning i sporten, om end denne indre modsætning kan frembringe noget afgørende nyt, som sporten ikke kan rumme uden at ophøre med at være sport i den sportsliggjorte forstand.

Sportsliggørelsen overskrider hele tiden grænser. Hvis en idrætsform ikke i sig selv bærer rekordens mulighed, tilskriver man den et helt ydre fordoblende system. Det er for eksempel det, som er overgået de mange kampspil som fodbold og håndbold; rekordforbedringen kan da lokaliseres i former, som overhovedet ikke associeres til en idræt: antallet af tilskuere, sponsorer, alder, købesum og så videre. Hvis en idrætsforms rekordmuligheder er ved at være så udtømte, at de absolutte grænser er måleteknologiens grænser, kan man indføre nye regler, som tillader genoptagelse af rekordjagten. Det er det, som er tilfældet, når man indfører eller ændrer på rangklasser og geografiske rekorder. Endelig kan man så opfinde nye idrætsgrene på tegnebordet med det formål at starte en rekord forbedringsjagt. Rekord forbedringen tilegnes af et helt system, som transformerer den til alle slags kapitaler, fra publikum over trænere, sponsorer til medierne – alle sammen tilegner de sig rekordforbedringen enten for at fornøje sig eller for at tjene penge på den. Under alle omstændigheder har forbedringen løsrevet sig fra den sportsmand, som yder præstationen.

Spørgsmålet er nu, om man skal beklage denne udvikling, og om man kan tænke sig en alternativ kropskultur, som ikke er blevet fremmedgjort og er blevet udbyttet af et overgribende system, som umiddelbart står i relation til samfundsøkonomien. Det sportslige system, som kan defineres som denne struktur, som overlejrer og iscenesætter idrætten i form af organisation, sponsorering, tilskuen, beskrivelse, etc., står i umiddelbart forhold til det økonomiske system, og de økonomiske interesser kan ingenlunde fratrækkes det sportslige system; men samtidig er det sportslige system producent af sporten og Sportens diskurs, og derfor kan man ikke forestille sig en simpel afskaffelse af det sportslige system for så at stå med en jomfruelig idræt, som kun er styret af sin egen rationalitet. Hertil er idrætten alt for integreret i og produceret af det sportslige system. Hvordan protesterer man overhovedet mod et sådant system – eller er der nogen grund til at protestere?


[1] Centimeter, gram, sekunder.