Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

TIL EN BESTEMMELSE AF PROBLEMFELTETS AKTUALITET

Et arbejde med en så eksklusiv titel vil uden tvivl falde mange for brystet, fordi det vil være endnu et udtryk for dén marxisme, der ikke har »(til trods for dens relevante fortjenester, såsom almengørelsen af Marxlæsningen) været i stand til at fremme en politisk udvikling hos studenterne«.[1] Man vil over for denne marxisme hævde, at »kun gennem studenternes egen aktive involvering i den socialistiske og sociale kamp på forskellige områder, kan de erhverve de politiske erfaringer, der er uomgængelig forudsætning for den politiske kvalificering af det socialistiske arbejde på universitetet. En »politisering«, der er resultat af en læsning af de »rigtige« bøger eller af studenternes oprigtige harme over deres egen pressede situation, er et luftkastel.«[2]

Men netop en sådan indvending vidner om, at foreliggende arbejde intervenerer i en konkret situation, og derfor er et dateret essay – en ‘position’, ville Althusser sige. Den konkrete situation er studenterbevægelsens krise, og – som en integral del af denne – kapitallogikkens krise. Den teoricistiske tendens inden for studenterbevægelsen står i en fraktionskamp med både en arbejderisk og en parlamentarisk strømning, og kritikken går – som ovennævnte citeringer antyder – på teoriens manglende politiseringskraft, og uenigheden drejer sig om forskellige politikopfattelser med henblik på fronternes strategi[3] og organisering.

Situationen er ikke unik. Hans-Jürgen Krahl intervenerer i en lignende konjunktur, når han advarende vil gøre opmærksom på, »at de antiautoritære emancipationskravs abstrakte negation i en streng organisationsmoral kun er mulig på bekostning af en historisk regression, en blind restauration af overhalede organisationstrin i klassekampen.«[4]Krahls position er et eksempel på, hvorledes teori og praksis ikke nødvendigvis falder fra hinanden, og hvorledes en videnskabelig indsigt kan formidles praktisk.

Dette arbejde finder det bydende nødvendigt at lytte til den praksisorienterede teoretiker, når han henleder opmærksomheden på, at der er en fare for, at »temaet »videnskabelig intelligens og proletarisk klassekamp. bliver besvaret med traditionalistisk forkortede forslag, som hverken medtænker den kapitalistiske samfundsformations statsinterventionistisk befæstede anden natur eller den arbejdende klasses ændrede situation i metropolerne.«[5] Selvom man inden for den danske studenterbevægelse vil kunne hævde, at denne fare er en historisk overskredet risiko, så kan man dog fastholde en vis skepsis med hensyn til den faktiske læreproces, som erfaringerne fra kampene efter studenterrevolten udgør. Man kan endda mene, at diskussionerne i kølvandet på Habermas’ kritik af »die Scheinrevolution und ihre Kinder«[6] stadig udgør en erfaringsramme, som ikke er total overhalet i den hjemlige diskussion – netop fordi der er tale om en krise.

Det tiltagende teori-fjendskab er et produkt af dén specifikke teoriudvikling, som kaldes kapitallogik. Men kernen er, at dette samlebegreb kommer til at stå som synonym for en teoricistisk position, som ikke gennemtænkes tilstrækkeligt hos kritikkerne. Det er uden tvivl lettere, at forholde sig antitetisk til en kapitallogisk position end at gøre sig klart, hvad denne position egentlig indebærer; det er en trivialitet at kendskabet til ‘de rigtige bøger’ ikke er identisk med en ‘politisering’, men at vende relationen på hovedet, og hævde, at de rigtige bøger blokerer for en politisering ville være en absurditet. De ‘rigtige bøger’ skal kvalificere politiseringen; dersom teorien demonstrerer visse vanskeligheder angående politiseringsmuligheder, da ville det være en fatal fejltagelse at ignorere teoriens pegefinger. Politiseringen og overskridelsen af teoriens udsigelsesfelt kan ikke foregå som ‘et spring hvor gærdet er lavest’, men så ske som en bearbejdelse af den midlertidige handlingslammelse.

Som det vil fremgå af foreliggende arbejde, repræsenterer kapitallogikken i sin mere ædruelige form en indsnævring af det udsigelsesfelt, som umiddelbart kan bære prædikatet ‘marxistisk’; dette resultat fremtræder, når man undersøger, hvad den marxske kritik er anvendt i relation til i økonomikritikken. Vi vil se, »at denne indsnævring har to områder, som den kommer til udtryk på: dels igennem en afuniversalisering af den historieteoretiske intention og dels igennem en påpegning af at kapitallogikken ikke opsuger alt inden for det borgerlige samfund som totalitet.«[7] Der er altså tale om både en tidshistorisk og en samtidshistorisk begrænsning af det umiddelbart marxistiske udsigelsesfelt.

Det er tillige teoriens opgave at bestemme forståelsesformerne for de zoner som ikke umiddelbart involveres i den sene Marx’ diskurs; i dette felt ser man den aktuelle opgave, og det er her foreliggende arbejdes problemfelt er placeret; dvs. i problemet om overskridelsen – men i en speciel form for overskridelse: Et forsøg på at komplettere teorien ved hjælp af andre allerede etablerede teoridannelser. Afhandlingens spørgsmål er kort og koncist: Kan noget sådant lade sig gøre? Ikke i al almindelighed men med hensyn til en specifik teoridannelse: den nyere franske epistemologie. Det er spørgsmålet, hvorvidt de to teoridannelser kan interaktionere, eller om de gensidigt udelukker hinanden; og dermed om det er (u)muligt at etablere en dialog.

Hvis det kan lade sig gøre at etablere denne dialog, kan der imidlertid ikke være tale om en énvejskommunikation, og man må forudse, at det præger begge elementer, hvis det kan vises, at interpositiviteten er reel. Samtidigt må et sådant forsøg tage højde for, at allerede indhentede og overhalede positioner ikke reaktualiseres p.g.a. krisen. Eksempelvis må det fastholdes at en ny ‘Ungdomsskriftbølge’ må stækkes allerede i opsvinget. Disse ungdomsskrifter er kun marxistiske af navn, men denne navneidentitet må ikke bevirke, at den oprindelige erkendelse angående den modne Marx’ teoris gyldighedsområde[8] svigtes: økonomikritikken er også kritik af de forudgående positioner.

Der er for så vidt intet nyt i at konfrontere en kapitallogisk position med en fransk position – nærmere betegnet med Louis Althussers position. Pointen er, at denne konfrontation kan formidles forskelligt. Althusserskolens reformulering af den marxske teori har dannet det eneste bæredygtige teoretiske alternativ til dén kapitallogik, som på det nærmeste havde monopoliseret marxreceptionen ved universiteterne; – set i lyset af dette har althusserianismen kunnet overvintre og vente på. at konjunkturen skulle vise de første sygdomstegn.[9] I modsætning til denne konfrontationspolitik står forsøgene på en mere frugtbar suppleringsstrategi,[10] som forekommer sympatiske, men faktisk er pragmatiske: Man forsøger en eksoterisk komparation, hvor den konkrete anvendelighed er det alt dominerende ideal; modsat en esoterisk sammenstilling vil man anvende de teorielementer, som fremviser det største Informationsudbud i det konkrete tilfælde, og man har da heller ikke skrupler angående de teoriinterne determinationer, som kunne modsætte sig en sådan ‘disjecta membra’.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at en egentlig kvalificeret komparation først kan etableres i det øjeblik teorierne er relateret i deres grundstrukturer. Med andre ord vil vi forsøge at tvinge komparationsfladen så dybt som overhovedet muligt, for at undersøge hvad der egentlige foregår i de to teorier. Først med en afsluttet arkæologisk analyse vil vi anse det for muligt at etablere et diskussionsfelt, som undgår at blive ren konfrontation eller ren pragmatik. Det er karakteristisk for den foregående diskussion mellem Althusserskolen og »Frankfurterskolen«, at den er énsidig, men i dobbelt forstand: dels diskuterer Althusser ikke med denne del af venstre-marxismen; dels finder vi, at frankfurternes Althusser-kendskab er mangelfuldt og misvisende; følgelig finder diskussionen sted på et forkert grundlag.[11] Opsporingen af grundlaget er selve diskussionens mulighedsbetingelse.

Der er ikke tale om en uropførelse af spillet mellem epistemologie og kapitallogik, men dialogen vil foregå i et nyt regi i dette arbejde. Vi befinder os i en anden historisk situation end i 1967 da ‘Frankfurter Colloquim’[12] for første gang konfronterer Althusserskolens synspunkter – repræsenteret ved Nicos Poulantzas – med den nye strømning inden for venstremarxismen – kapitallogikken, repræsenteret ved Roman Rosdolsky. I det forum førtes der i stor udstrækning skin-diskussioner, men det er kondensationspunktet for dé to teoriansatser, som har domineret den teoretiske marxisme i de efterfølgende år. Det interessante er imidlertid, at positivitetsfeltet er etableret forud for studenterrevoltens videste gennemslag; samt at den videre udformning bl. a. bestemmes af de erfaringer, man indhøster her. Det må ikke overses, at studenterrevolten i Frankrig har været medvirkende til den omformulering af Althusserskolens strategi, som gik for sig. efter at den ‘teoricistiske periode’ var gennemløbet.

Herhjemme repræsenterer Hans-Jørgen Schanz’ »Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status« i vid udstrækning en immanent diskussion af Althusser-skolen set i relation til kapitallogikken, idet Schanz’ eget forsøg på et bidrag til en rekonstruktion skal »tjene som nødvendig forudsætning for en kritik af Althussers reformulering af den marxske teori«.[13] Vi anser derfor Schanz’ bidrag for at være centralt placeret i vort analysefelt, fordi vi her finder en udtalt komparationsflade samt signifikante fejlvurderinger, men ikke at forglemme: et vægtigt forsøg på en koncipering af den marxske teoris fertilitet. Imidlertid er den vigtigste grund til H-J Schanz’ fremtrædende rolle i foreliggende arbejde, at netop Schanz har stået som eksponent for eller som inkarnationen af kapitallogik; – i det mindste i den teoretiske debat i Århus. Dette arbejde forstår sig som et indlæg i den teoriudviklingsdebat, som har foregået og til dels stadig foregår omkring Institut for Idehistorie ved Århus Universitet.


[1] Socialistisk politik 3, Modtryk, maj 1976, p. 12.

[2] ibid p. 20.

[3] Der er foreløbig bred enighed om, at det er fagfronterne, der udgør det organisatoriske udgangspunkt efter at rådenes rolle er udspillet, se op. cit. p. 21 samt ‘Socialisten’ Aurora, maj 76, p. 14.

[4] Hans-Jürgen Krahl: »Konstitution und Klassenkampf«, Frankfurt 1971, p. 8 (udgivernes forord). (Dansk udgave: »Konstitution og klassekamp«, Rhodos p. 16.

[5] ibid p. 330. ibid p. 143.

[6] Se hertil O. Negt (udg.): »Die Linke antwortet Jürgen Habermas«, Frankfurt 1968. Krahls bidrag forblev ufuldendt, men findes i Krahl op. cit. p. 246-53.

[7] Hans-Jørgen Schanz: »Til rekonstruktionen …«, Århus 1974, p. 186. Se endvidere p. 11. Det skal dog tilføjes, at selvom vi her taler om en indsnævring såvel tidshistorisk som samtidshistorisk, så er pointen hos Schanz, at logikken »er i stand til at vise ud over området, såvel tidshistorisk… som samtidshistorisk« (p. 11). Det vi her hæfter os ved, er det umiddelbart marxistiske udsigelsesfelt.

[8] Når man ikke kan levere materialet til en forståelse af specifikke felter ved hjælp af økonomikritikken er der en uheldig tendens til at reaktualisere udtalelser i tidligere skrifter, Se f.eks. Alfred Schmidt: »Der strukturalistische Angriff auf die Geschichte«, p. 225 f in ‘Beitrage …’, Frankfurt 1969. Her er det behovet for en adækvat sprogteori, der tvinger Schmidt til en rekurs til ‘Die deutsche Ideologie’ (MEW 3). Der skal ved vold og magt tvinges en sprogteori frem hos Marx, som kan være modstykket, til de mere avancerede franske sprogteorier (den strukturelle lingvistik i dens forskellige udløbere). En næsten identisk rekurs finder vi hos Krahl op. cit. p. 386 f. Vores kritik går ikke på de specifikke rekurser, men på tendensen: en encyklopædistisk tendens til ustrukturerede ‘pluk’ hos Marx. Som eksempel på et aktuelt forsøg på at reaktualisere ungdomsskriftelementer – nærmere betegnet elementer til en arbejdsontologi – kan henvises til Hans Jørgen Thomsen: »Dobbeltlogikken i den marxske teori…«, Århus 1976. Thomsens ansats forsøger direkte at overskride den strikte kapitallogik. idet han forlanger, at teorien også må tage højde for de problemstillinger. vi kan finde hos Sartre. Den egentlige tilknytning til elementer fra Sartre ytrer sig dog ikke som andet end ord: f.eks. ‘modfinalitet’. Betyder denne Sartretilknytning ikke stort teoriinternt, er det alligevel symptom på en forestående reception af specielle Marx-tekster. At denne påpegning ikke er en kritik af Thomsens projekt ‘som sådan’ turde være indlysende.

[9] Selvom man ikke kan identificere sig med Althussers position, kan han fungere som en bastion, der kan indtages i et opgør. Herom vidner polimikken i H. Andersen m.fl.: »Kritik af kapitallogikken«, Kbh. (Demos) 1975 samt »Historievidenskab 5-6-7«, Grenå (GMT) 1976.

[10] Vi tænker her specielt på J. Martinussen: »Materialistisk statsteori«. Grenå (GMT) 1976 og helt specielt på afsnit 2.3. »Den historiske materialismes metode«.

[11] De vanskeligheder, der møder en ‘frankfurter’ i forståelsen af Althusser, skyldes ikke mindst, at frankfurterskolen er indbegrebet af forskellige »fordomme«, som Althusser søger at eliminere. De fejlinterpretationer, som vi hentyder til, vil blive behandlet senere.

[12] Se hertil Walter Eucher/Alfred Schmidt (udg.): »Kritik der Politischen Oekonomie heute, 100 Jahre ‘Kapital’«, Frankfurt 1974 (68). Som det vil fremgå i det følgende, anser vi ikke Poulantzas for den bedste advokat for Althusser. Omtalte colloquium har yderligere en historisk værdi som den første internationale anerkendelse af Rosdolskys arbejde.

[13] H-J Schanz op. cit. p. 84, Selvom Schanz i sin selvforståelse forholder sig anti-tetisk til Althusser, kan det ikke overskygge en afhængighed af Althussers problemstillinger; vi vil kunne påvise dette. Se endvidere H-J Schanz: »Abstraktion og udvikling« in J. Ranciere: »Kritik begrebet…«, Århus 1973.