Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

TIL KOMPARATIONENS ANALYTIK

Det kan synes selvklart at sammenligne den nyere franske epistemologie og kapitallogikken ud fra det faktum, at der i begge diskurser indgår diskussioner af f.eks. marxismen. Ud fra en sådan vinkel er det indlysende, at komparationen er mulig under en eller anden form; men at tage udgangspunkt i denne selvklarhed medfører en eksoterisk bearbejdning. For at hævde en smule videnskabelig gehalt i et komparationsarbejde må det lokalisere en mere grundliggende fælles ramme, – den være sig positiv eller negativ – forstået som henholdsvis tilstedeværende eller fraværende relationer. Det kan ikke være tilstrækkeligt al henholde sig til de specifikke udsagn og de udtalte intentioner; man må forsøge at lokalisere det uformulerede som udgør diskursernes formuleringsbase (- med Michel Foucaults ord: det positive ubevidste -) for rigtigt at forstå, hvad der foregår i diskurserne og ikke synke til bunds i de uoverensstemmelser, der vitterlig eksisterer mellem til eksempel Bachelard og Canguilhem eller mellem Rosdolsky og Reichelt. En sådan strategi er ikke at forveksle med en generalisering.

Formålet er ikke i en hermeneutisk forstand at bestemme den ‘dunkle stemme’, som kan høres i begge diskurslegemer; men formålet er heller ikke via en »materialistisk« analyse at reducere diskursen til de socio-økonomiske basalstrukturer. Faren ved sådanne intentioner er, at der let kan blive tale om ‘ah-ha’-analyser af økonomistisk tilsnit, som ikke tager højde for, hvilke elementer man søger reduceret; – disse elementer må først opspores. Der kan heller ikke være tale om en analogistisk eller symbolsk analyse, hvor de to diskursformationer er identiske – hvor de skulle udtale hinanden; kort sagt: Være symboler på hinanden.

Problemet er i sidste ende, hvorledes reduktionismen kan undgås, uden at alternativet bliver ren deskription. Når vi her afskriver kausalanalysens mulighed, er det ikke som et led i en kritik af enhver form for afledningsstrategi, men ud fra den indsigt, at det ikke er samtlige aspekter af teorierne, der er interessante, men det interpositivitetsfelt, der kan etableres teorierne i mellem.

a.

Det vil være fremgået af disse indledende betragtninger, at arbejdet her i nogen udstrækning ligger sig op af den problematik, der er kendetegnende for Michel Foucaults vidensarkæologi.[1] Det er naturligvis ikke tilfældigt. Foucault henregner vi til det diskurskorpus, som kaldes épistémologien; Foucaults vidensarkæologi kan læses som en teori om komparation, og det er grunden til, at vi kan anvende visse bearbejdede Foucault-elementer. I modsætning til den traditionelle epistemologie taler Foucault om den teoretiske diskurs’ positive ubevidste-,[2] den »gamle« epistemologie taler kun om et negativt ubevidste – som udgøres af alle de ekstrateoretiske momenter, som sætter sig igennem i den videnskabelige diskurs -, og som det gælder om at eliminere.

Foucaults objekt er derimod det positive, som ikke kan elimineres, fordi det er instansen, der bevirker, at den teoretiske diskurs fremtræder som videnskab og ikke som æventyr. Dette positivt ubevidste er ikke noget, som tilkommer en enkelt diskurs, men er den ordensidentitet, der findes i forskellige diskursformationer inden for en historisk ramme.

Nu må det straks pointeres, at en »koketeren« med forskellige begreber hos Foucault, ikke skal betragtes som en accept af vidensarkæologiens analyseapparat eller en identifikation med hans projekt. Vidensarkæologien er ikke en almen metodik, og det ville være halsløs gerning at anvende Foucaults strategi fuldt ud; – Der er forskellige saglige grunde hertil. For det første tyder Foucaults seneste udgivelse »Surveiller et punir« på, at de i Vidensarkæologien udstukne principper, ikke indløses af forfatteren selv. For det andet er der tale om en objektiv skranke: arkivets principielle uudtømmelighed. Hermed menes, at den lov eller orden, som regulerer diskurserne, aldrig kan afdækkes i sin helhed.[3] Dette må ses i sammenhæng med Foucaults begreb om et ‘épistéme’:[4] med dette begreb forsøger Foucault ikke at betegne en Weltgeist eller en epokes ånd, men hentyder til loven for en specifik interposivitetskonfiguration (idet posivitet foreløbigt kan bestemmes som diskursens struktureringsprincip i lighed med problematik kategorien hos Althusser eller paradigmebegrebet hos Kuhn).

Sammenligner man to diskurser f.eks. taxinomi og patologi, som det er tilfældet i Foucaults ‘Naissance de la clinique’, kan der lokaliseres en relation mellem de to diskursers posiviteter – en interpositivitetskonfiguration -, men denne figuration vil ikke være den samme som figurationen, der lader sig fremstille, i det øjeblik taxinomien ikke længere sættes i relation til patologien men til lingvistikken og økonomien, som det er tilfældet i ‘Les mots et les choses’. Selvom der altså er tale om samme periode nemlig Klassikken (ca. 1750-1850) er der ikke tale om én interposivitetskonfiguration, men om utallige.[5]

Hermed ønsker vi at anføre, at selvom vi kan etablere en interposivitet mellem kapitallogikken og epistemologien, geråder vi ikke i den illusion at have fattet den moderne tids centralbevægelse; i samme åndedrag åbner vi for et nyt problem, som kan formuleres som ‘det lukkede episteme’. Når Foucault koncentrerer sig om klassikken, er det ingenlunde en tilfældighed: der er tale om et lukket system – alt hvad der kan formuleres i dette system er udsagt og materialiseret – arkivet er afsluttet og repeterbart, og analysens objekt er derfor fast. I modsætning hertil er det moderne episteme måske ikke afsluttet, og der kan derfor rent faktisk ikke foretages er arkæologisk analyse. Alle de implicerede parter i vores diskussion tilhører samme ramme, selvom man taler om hinanden og fornægter hinanden; – selvom Foucault fornægter strukturalismen, må han forudse, at hans diskurs fungerer efter samme orden som strukturalisternes.[6]

b.

Der er kort sagt teoriinterne skranker for en vidensarkæologisk undersøgelse, som umuliggør en transformation af objektet til at være kapitallogisk og epistemologie; disse skranker eksisterer uafhængigt af andre argumenter af politisk art, der vil beskylde Foucaults diskurs for at være idealistisk eller positivistisk.[7] Det er i første omgang de teoretiske argumenter, der afholder os fra en egentlig udnyttelse af Foucaults analysestrategi, og ikke de polemiske indvendinger, der oftest afslører en manglende forståelse for det vidensarkæologiske projekt.

Vi vil i det følgende aftrappe den Foucaultske sprogbrug, men man vil i teksten kunne finde bearbejdede vidensarkæologiske begrebsstørrelser. Ved hjælp af en sådan bearbejdning falder vores analyse i fem afdelinger:

  1. Objektet bliver her dé videnskabsteoretiske isomorfier, som det er muligt at fremdrage i de to diskurslegemer. Hvis det ikke er muligt at udpege sådanne isomorfier, kan vi ikke oprette en interposivitet og vores analyse kan ikke gennemføres, idet der ikke er basis for en sammenligning mellem épistémologien og kapitallogikken. Det er ikke identiteter, som f.eks. Marx’ rolle i begge formationer, der udgør objektet. men f.eks. at begge teoridannelser forsøger at overskride traditionel erkendelsesteori. I denne fase er det vigtigste ikke, hvordan denne overskridelse finder sted, men de videnskabsteoretiske figurer, der gør sig gældende i de to formationer; derfor prætenderer fremstillingen heller ikke at lokalisere hverken kapitallogikkens eller epistemologiens kardinalpunkter, fordi målet netop er en interpositivitet. Der er tale om et forsøg på at etablere diskussionen så dybt eller abstrakt som muligt, og ikke er forsøg på at fremstille den enkelte formations specifikke udformning; det er målet for næste fase.
  2. Fremstillingen drejer sig i denne del om de specifikke videnskabsteoretiske modeller – eller den orden isomorfemerne udformes i; der vil med andre ord blive tale om en ledet fremstilling. Denne fase vil derfor kompositionsmæssigt være dominerende, fordi det drejer sig om en fremstilling af vor reception af henholdsvis kapitallogik og epistemologie – d.v.s. en kritik af teorierne.
  3. Denne afdeling udgør en egentlig komparation, idet vi vil opsøge isotopier (ensbeliggende i betydningssammenhængen). Forskellige positioner har den samme plads i de involverede diskurser; eksempelvis spiller opgøret med postmarxismen den samme rolle i de to reformule- ringer af den marxske teori; – eller som et andet eksempel er Hegel/ Spinoza en isotopi, fordi Spinoza udfylder samme position i epistemologien, som Hegel gør det i kapitallogikken, – der er altså ikke tale om navne, men om positioner.
  4. De videnskabsteoretiske forskydninger udgøres af de elementer som nominologisk optræder begge steder, men i forskellige positioner. Fremstillingen af de teoretiske modeller vil vise, at f.eks. abstraktionen har en forskellig status i de to teoretiske formationer; eller et ‘Grundrisse’ omtales begge steder, men i vidt forskellige dimensioner.
  5. Endelig vil vi undersøge de to teoriers korrelationer: Den måde de har indvirket på hinanden – eller kan indvirke på hinanden; deres eventuelle støtte og deres opposition. Den gensidige kritik, som vil foregå fortløbende, får her sit reneste udtryk, fordi vi først på dette konkretiseringsnivo mener at kunne foretage sammenstødet og i reneste form skitsere, hvorledes dette arbejde forestiller sig en mulig gensidighed med henblik på en intervention i den aktuelle teoretiske krise.

Man kan nu spørge om hele den konkretiseringsproces skulle være nødvendig for at etablere dialogen, og det vil fremgå, at vi er sikre på, at omvejen var uomgængelig; thi først derigennem er der mulighed for en dialog, som ikke på forhånd er afsporet og overfladisk. Hvis det ikke lykkes skriftet at bidrage til en løsning af nogle problemer, så kan den i det mindste bidrage til at stille problemerne korrekt. Det er en demarkationslinie, foreliggende arbejde forsøger at drage.

Til en indkredsning af de involverede diskurser

Det vil være på sin plads at indlede med en redegørelse for de diskursformationer, som vi lader dialogen udspille sig omkring. Det er en nødvendig skematisk – næsten deklamatorisk – redegørelse, fordi de egentlige positioner først kan skitseres i den videre fremstilling. Samtidig vil det være vejledende for forståelsen af de momenter vi tager op til en nøjere overvejelse.

a.

Épistémologie er en etikette, hvormed vi betegner nyere fransk epistemologie – (thi Descartes var vel også en fransk epistemolog).

Der uddestillerer sig et udgangspunkt for en hel tradition i kraft af Gaston Bachclards skrifter, som startede med at udkomme i begyndelsen af 1930-erne. Michel Vadee har kaldt strømningen for ‘den nye epistemologiske idealisme’,[8] men denne betegnelse finder vi af forskellige grunde misvisende. Der er ikke tale om nogen lineær udvikling, og det er faktisk først retrospektivt fra en Bachelard-renæssance,[9] at der kan aftegne sig et strømningsforløb, hvor en række moderne teoretikere sættes i relation til den ‘rationelle materialisme’.

Man kan give en programmatisk karakteristik af Bachelards problematik ved at se på de tre væsentligste udgivelser[10] angående den videnskabelige erkendelse: Bachelard fremhæver den videnskabelige erkendelse (connaissance scientifique) som noget væsensforskelligt fra dagligdagserkendelsen (connaissance commune), og man må derfor tale om en diskontinuitet eller brudflade mellem de to erkendelsesformer – Bachalard behandler denne problemstilling som kravet om en »Nouvel esprit scientifique«. Dagligdagserkendelsen kan sætte visse forhindringer for den videnskabelige tilegnelse, og der må således investeres i »La formation de l’esprit scientifique«, som er en »psykoanalyse« af den objektive erkendelse, med det formål at eliminere de omtalte forhindringer (obstacle epistemologique). Denne fundamentale konstruktion af den videnskabelige ånd implicerer en kritik af den etablerede erkendelse, og er i samme grad en dekonstruktion – en ‘Philosophie du non’ – af forældede sandheder og fordomme, men samtidigt er disse fordomme symptomer, som kan læses.

Bachclards problemfelt er skitseret retrospektivt fra positioner, som anvender elementer fra hans videnskabsfilosofi, men det er også kun i dette perspektiv, at Bachelard interesserer os. Som det vil fremgå af den videre behandling er relationen til videnskaberne helt central, og Bachelards detailanalyser, som foretages i forbindelse med fysikken og til dels kemien, falder uden for det felt vi udstikker. På samme måde må Jean Cavailles studier over matematikkens epistemologie falde udenfor, idet vi ikke behandler videnskabshistoriens problem som sådan.

Bachelards arvtager og direkte efterfølger i lærestolen ved »l’Institut d’histoire des scinces« ved Sorbonne er Georges Canguilhem. Canguilhems analysefelt er den medicinske videnskab og udgør derfor med sine patologi-undersøgelser en overgang til Michel Foucaults mere encyklopædisk orienterede analyser, som ligeledes tager sit udgangspunkt i patologien med en senere orientering mod humanvidenskaberne.

Disse positioner udgør den franske epistemologie i strikt forstand, men vor egentlige interesse ligger i den tilkobling, der sker via Althusserskolen og Lacanskolen i 1960-erne. Vi vil næsten udelukkende behandle de elementer fra epistemologien, som finder indpas i Althussers reformulering af den marxske teori samt de modsatrettede forsøg, hvor eleverne (Fichant, Pecheux, Lecourt. Regnault) påfører epistemologien nye elementer. Endvidere vil »Cercle d’epistemologie« – eller rettere den teoretiske bevægelse i farvandet mellem Lacan, Derrida og Foucault – blive inddraget i det omfang de kan belyse problemer omkring den filosofiske marxlæsning. Strukturalismen henregner vi ikke til epistemologietraditionen, da man her i vid udstrækning kan tale om en strukturalisme fornægtelse; – alligevel vil vi foretage strukturalisme-rekurser, hvor det skønnes relevant.

b.

Kapitallogik er i endnu højere grad end ‘epistemologie’ en tom etikette. Heine Andersen har bedrevet følgende karakteristik af kapitallogikken: »Eftersom den læsning af Marx, som disse forfattere benytter sig af, er udpræget hegeliansk, og eftersom disse hegelianske træk især træder frem gennem det videnskabsteoretiske grundsyn, vil jeg (Heine Andersen) … benytte betegnelserne ‘ny-hegeliansk marxisme’ eller ‘Hegel-marxisme’ som fællesbetegnelse for dem.«[11] At denne betegnelse ikke blot er intetsigende men misvisende, har Schanz påvist med overdreven tydelighed;[12] – Hegelmarxisme kan ingenlunde subsumere det betydelige felt, som går for at være ‘kapitallogik’. En kort receptionshistorie kan måske afhjælpe problemet: Kapitallogikkens forbillede er helt klart venstre-marxismen – dels 20-ernes kritiske marxisme, dels frankfurterskolen og dens udviklinger.

Man kan opregne fire receptionstendenser med hensyn til ge/retableringen af den revolutionære teori i 1960-erne. Dels udkrystalliserer diskussionerne omkring den politiske strategi en dogmatisk ortodoks linie, der gør den historiske materialisme til en legitimationsvidenskab; – dels ser man en linie, som koncentrerer sig om en kritik af den borgerlige historieskrivning. Endelig er der to vigtige tendenser: i) en økonomicentreret tendens, der nok er kritisk, men behandler den marxske kritik af den politiske økonomi, som om der var tale om en positiv økonomisk teori. Til denne gruppe henregner vi udviklingerne af frankfurterskolens ‘økonom’ Henryk Grossmanns ansatser og hans behandlinger af marxistisk kriseteori; d.v.s. gruppen omkring Paul Mattick (Yaffe, Cogoy) samt gruppen omkring tidsskriftet ‘Probleme des Klassenkampfs’ (Altvater, Neusüss). Disse grupper betegnes oftest som ‘kapitallogikere’; men vi finder i nogen grad at denne indplacering er misvisende, idet vi alene anser den følgende tendens for at være kapitallogisk i strikte forstand.

ii) Det drejer sig om den filosofikritiske rekonstruktion af den revolutionære teori. Denne rekonstruktion »står i et umiddelbar forhold til Lukács’ og Korschs forsøg, og bestemmer sig frem for alt ud fra den kritiske teoris systematiske, erkendelseskritiske og historiefilosofiske koncepter, således som de blev udkastet af Horkheimer og Adorno, Marcuse og Habermas.«[13] Krahls filosofikritiske rekonstruktion er kapitallogikkens mest abstrakte udtryk, og når hans visioner – og til dels også Alfred Schmidts ansatser – bliver fæstnet i gedigne undersøgelser af den marxske økonomikritiks logiske struktur og dens videnskabsbegreb, da er kapitallogikken ved at aftegne sig.

Studierne over videnskabsbegrebet og udviklingerne i den marxske økonomikritik er i øst-Europa foretaget af Wygotski og Tuchscheerer,[14]og i Vesten udløst af Rosdolsky. Bachhaus og Reichelt; – disse studier er i vid udstrækning resultater af udgivelsen af det Marxske råudkast, som nu går under navnet ‘Grundrisse’.

En vigtig symbiose af de to elementer – dels Krahls filosofikritiske rekonstruktion, dels rekonstruktionen af den logiske struktur – finder vi hos Hans-Jørgen Schanz, og på sin vis er Schanz’ position identisk med kapitallogik; – det er også os bekendt først i Schanzs afhandling, at ordet optræder som et teoretisk begreb, d.v.s. som andet og mere end en ideologisk betegnelse.[15] I den hjemlige debat betragter man endvidere Anders Lundkvist som kapitallogiker, men det kan kun betragtes som en belastning for kapitallogikken i polemisk henseende, at man har identificeret Schanzs position angående metoden med Anders Lundkvists skrift;[16] det må derfor fastholdes, at en kritik af Lundkvist ingenlunde er en direkte kritik af kapitallogikken i dens seriøse udformninger.


[1] Se Michel Foucault: »L’archéologie du savoir Mayenne (Gallimard) 1969. Til en fortsættelse af de metodologiske overvejelser se også »L’ordre du discourse« Mayenne (Gallimard) 1971. I forbindelse med komparationens analytik henviser vi specielt til »L’ads«, p. 205-216. (Les faits comparatifs).

[2] I forbindelse med det positivt ubevidste må man henvise til Foucaults eget forord til den tyske udgave af ‘Les mots et les choses’: »Die Ordnung der Dinge«, Frankfurt 1971, p. 9-17.

[3] Det er indlysende, at de få bemærkninger her er interpretationsbehøvende. Imidlertid er Foucaults begrebsunivers en sag for sig og den tid og de kræfter, som måtte bringes i anvendelse for at transformere hans begreber ind i en Marx-centreret afhandling, står ikke mål med den faktiske anvendelse, som vi gør af disse begreber i analysestrategien. Vi vil dog understrege at en sådan transformation vil være relevant i en anden sammenhæng.

[4] Til definition se »L’ads«, p. 250. Foucaults arkæologi er en epistéme-logik. Vi undlader her en videre behandling af centralbegrebets identitet og nøjes med at gøre opmærksom på den ændrede stilling begrebet får i vidensarkæologien i forhold til »Ordene og tingene«. Den beherskende anvendelse er givetvis et resultat af aversionen mod strukturalisme-interpretationer. Når vi i disse indledende overvejelser omtaler Foucault specielt, er det bl.a. for at kompensere for det fravær hans position udgør i den videre fremstilling, hvor Althusser vil spille den afgørende rolle. (Selvom man i samme grad kunne have valgt Foucault som hovedrepræsentant – arbejdet vil da blot have set anderledes ud, og ikke have haft samme interventions status).

[5] Den principielle uudtømmelighed sætter spørgsmålstegn ved Foucaults erkendelsesinteresse. Vores erkendelsesinteresse er i al beskedenhed at intervenere i en konkret krise, og på længere sigt at levere råmateriale til en mere materialistisk analyse.

[6] Se hertil »Die Ordnung der Dinge«, p. 16.

[7] Det er en velkendt indvending mod Foucault, at han ikke kan opfatte samfundet som totalitet. For Foucault vil det ikke være en kritik. Til en indvending mod Foucaults relation til den historiske materialisme se f.eks. Torben Ditlevsens introduktion til Foucault i »Tegn, Tekst, Betydning«, Holstebro (Borgen) 1972. Selvom vi ikke er ganske enige i Ditlevsens fremstilling, anser vi hans indlæg for en god introduktion.

[8] Michel Vadée i »Bachelard ou le nouvel idealisme epistemologique«, ES, Paris 1975.

[9] Denne renæssance aftegner sig i et væld af Bachelard monografier. Foruden Vadées vil vi nævne D. Lecourt: »Bachelard, le jour et le nuit«, 1974.

[10] Bachelard: »Le nouvel esprit scientifique«, Vendôme (PUF) 1971 (34). »La formation de l’esprit scientifique, Paris (Vrin) 1970 (38). »La philosophie du non«, Vendôme (PUF) 1970 (40). Vi anser disse for at være de vigtigste videnskabsteoretiske værker.

[11] Heine Andersen m.fl.: »Kritik af kapitallogikken«, Demos 1975, p. 165.

[12] H-J Schanz: »Kritikkens elendighed«, Historievidenskab 5-6-7 1976, 244 ff.

[13] Krahl: »Konstitution und Klassenkampf«, p. 250.

[14] Det er karakteristisk for østeuropæerne, at de tænker uden om Lukács og i langt højere grad end vesteuropæerne trækker på Lenins udtalelser.

[15] Schanz har renonceret på begrebet dialektik, og har i analysen stort set erstattet det med ‘kapitallogik’«. Til rekonstruktionen …, p. 10. Man kan finde formuleringen hos Krahl, men da ikke som den vigtige kategori ‘kapitallogik’ bliver til hos Schanz.

[16] Vi tænker specielt på Anders Lundkvist: »Introduktion til metoden i Kapitalen«. Århus (Modtryk) 1973.