Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Turisme og rejseliv

Når vi ser en gruppe amerikanske turister farte rundt og konsumere hele Europa in no time, stige ud og ind, knipse, smile, brokke sig og sige “marvellous”, bekræftes alle fordomme om turister.

Vi har alle umiddelbart en opfattelse af, hvad turisme er for noget. I dagens Europa er japanske turister ved at gøre amerikanerne rangen stridig; de økonomiske centre har forskubbet sig, men det turistiske mønster er tilsyneladende det samme. Det er også det, der viser sig inden for Europa, når nordeuropæerne i en organiseret strøm oversvømmer dele af sydeuropæernes territorier.

Turister er påtrængende og utidige, og har ingen virkelig sans for værdierne. Som fremmede kan de enten formidlet over forargelsen virke forstærkende på de traderede socialmønstre, eller de kan virke opløsende gennem fristelse og kulturel hegemoni. I det fremmede er de barfods-socialantropologer, som belyser sig selv gennem mødet med de indfødte og de indfødte gennem sig selv. De er ikke gæster og overholder heller ikke gæstebuddets etikette.

I turismen ser vi kun egocentriske kultursammenstød. Turismen er et konfliktfelt af afhængigheds- og modsætningsforhold.

Selvom der findes meget materiale om turisme, forbliver vores viden om dette konfliktfelt begrænset. Dels fordi vi tror, vi kender det alt for godt, og dels fordi det kan anskues og er blevet anskuet i så forskellige perspektiver. Skal man undersøge turismen som et specialtilfælde af følelserne for “den fremmede” og den fremmedes fornemmelse af at være fremmed og forskellig på godt eller ondt? Skal man undersøge turismens politiske økonomi og dens primære afhængighedsformer? Dens homogeniserende kulturimperialisme og bidrag til mellemfolkeligt samvirke? Skal man analysere dens sammenhæng med opkomsten og administrationen af et fritidsliv? Skal man se på selve rejseteknologien, på opholdsarrangementerne og deres organisationsformer? Skal man undersøge turismens oplevelsesdimensioner? Dens sociale, aldersmæssige, kønsspecifikke og geografiske differentiering?

Der er mange andre mulige perspektiver, og netop denne bredde bevirker, at det er vanskeligt at bestemme turisme som en distinkt problematik. Den vil altid blive behandlet i et bestemt perspektiv – det vil sige i forhold til en bestemt interesse og i sammenhæng med andre fænomener.

Når det alligevel kan være anskueligt at forsøge at samle nogle overvejelser og forsøge ansatsvis at bestemme en specifik problematik, så skyldes det ikke mindst, at turisme som fordom, som hverdagsforestilling har en art enhedspræg.

Når man imidlertid idéhistorisk og kultursociologisk skal forsøge at bestemme denne mærkværdige enhed falder den let fra hinanden. Det er en enhed, som er bundet sammen af bestemte fordomme, af en bestemt industri og en bestemt oplevelseshorisont; og der skal et gevaldigt højt abstraktionsniveau til, for at man kan finde fællesnævnerne for eksempelvis rejselivet og mobiliteten.

Når man griber sagen historisk an, må man undersøge behovet for og oplevelsen af forandring og fremstille, hvorledes disse fænomener produceres historisk og iscenesættes i historien. En mere sociologisk orienteret analyse vil forstå turismen gennem dens aktuelle udtryksformer og funktionsmåde. Denne perspektivforskydning kommer blandt andet til udtryk som en prioritering mellem en analyse af rejsens kulturhistorie og af masseturismens sociologi.

Rejsens kulturhistorie lader sig vanskeligt beskrive uden et arbitrært udgangspunkt, da rejsen er uløseligt forbundet med den menneskelige eksistens og socialitet overhovedet. Den indre og den ydre rejse udparcelleres i nogle samfund, men ikke i alle, og parcelleringen er aldrig endelig. Forvisse folkeslag er rejseriet stadigvæk en eksistensbetingelse, og denne mobilitet har sit moderne udtryk i arbejdskraftens fri bevægelighed. Den europæiske såvel som den moderne amerikanske kultur, inuitkulturen og så videre er skabt gennem vandringer, og dette fundament forbliver grundformer i fiktionerne, i myter, eventyr og selvbilleder.

Disse rejser er imidlertid forskellige fra de gentagelser, som kulturerne iscenesætter i form af lærerejser- eventuelt fiktive – hvor det at komme ud – og hjem – bliver nødvendige led i en social og personlig dannelse. Hvad enten det drejer sig om dannelsesrejser eller om den europæiske middelalders folkevandringer, sagnheltes strejftog, vikingetogter, korstog, frem til renaissancens eventyrrejser og opdagelsesrejser, og videre frem til den høviske dannelsesrejse, håndværkersvendenes valsen, logebrødrenes besøg, etnografiske, geografiske og religiøse missioner, og endelig til den moderne rejses iscenesættelse som masseturisme, globetrotteri, sexturisme, naturreservatturisme, sportsferie og politturisme – så skal motivet søges i det hjemliges situation; og derfor kaster rejsens kulturhistorie lys på det uudholdelige i det hjemlige. Rejsen er et kvietiv, som ændrer udholdeligheden i det hjemlige, og det hvad enten det er stormagtdrømme, som skal honoreres, eller et utilfredsstillende sexualliv.

Derfor er rejsens kulturhistorie ikke løsrevet fra det hjemliges konfiguration i det hele taget og dermed fra kulturhistorien. Rejsen finder ind i den almindelige organisering og iscenesættelse af rummet, tiden og hastigheden og følger grosso modo ændringen i dominansforholdet mellem disse tre parametre.

Når det er rummet, der skal skiftes ud, er der sat parentes om tiden og hastigheden. Man befinder sig snart det ene, snart det andet sted, som det blandt andet symptomalt kan ses i fiktionerne. Men i samme omfang som vejens træghed melder sig, bliver tiden og tidsforskydningen en nødvendig del af refleksionen. Det tager faktisk tid at komme fra det ene rum (bygningsmæssige, kulturelle, sociale rum) til det andet. Med tiden dukker rejseteknologien op, og sammen med teknologiens tidsændring har vi så hastigheden som parameter.

Rejsens kultursociologi orienterer sig mere – men ikke eksklusivt – om den moderne konfiguration, hvor hastigheden, ændringerne og foranderligheden er blevet hverdagserfaring. Det er hverken nyt eller påfaldende, at man skifter sted i den moderne verden. Derfor interesserer analyserne sig ikke så meget for, hvordan man kommer fra et socialt rum til et andet, og hvor lang tid det tager, men om hvordan man kan leve med foranderlighedens rastløst malstrømmende tempo; hvordan man kan udholde det, bremse det, accelerere det – kort sagt finde et andet tempo.

Mobiliteten er en hverdagserfaring for det moderne menneske. Det gælder mobiliteten mellem steder og mellem sociale lag. Alt er karakteriseret ved sin midlertidighed. Disse former kommer også til udtryk i turismen. Man ændrer tempo, lokalitet, og sprænger den sociale placering gennem denne ændring. Og det, at man er i stand til at ændre lokalitet, giver status i det hjemlige hierarki og statusfornemmelse i forhold til den nye midlertidige lokalitet. Rejsen er en form for konsumtion, der giver status, for så vidt den fremstår som efterstræbelsesværdig. Rejsens sociale adfærd er forskellig fra hverdagens og belyser denne, ligesom den også belyser rejsemålets normale adfærdsformer.

Forudsætningen, for at man kan bryde ud af hverdagen, er, at der på den ene side i hverdagen er opstået rum for det: fritid, ferier, pauser – og på den anden side at man kan tillade sig at drage bort, økonomisk og helbredsmæssigt.

Turistindustrien benytter sig af motivet til at komme væk og tilbyde standardiserede rammer for oplevelser, der kan fungere som kvietiv for motivet. Som enhver anden industri forholder den sig til eksisterende behov og behovsudviklingsmuligheder, og den markedsfører naturligvis sit produkt og tilpasser produktet til de potentielle og differentierede behov. Denne industri indgår i en politisk økonomi som enhver anden industri og opretholder en række underleverandører. Den kan udsættes for en brancheanalyse.

Men det drejer sig ikke blot om at forstå, hvordan behov udvikles, og hvordan iscenesættelsen af tilfredsstillelsen kan udnyttes økonomisk; det drejer sig også om en oplevelsesøkonomi.

Man kan sociologisk beskrive, hvordan folk rejser, hvordan deres turistadfærd er i forhold til hverdagsadfærden, hvordan industrien er opbygget, dens størrelse, omsætning, differentiering, konkurrenceforhold, og hvordan placeringerne i de symbolske hierarkier ændrer sig. Man kan kulturhistorisk beskrive den moderne rejse og dens iscenesættelse til forskel fra tidligere tiders og andre kulturers rejser. Men en samlende analyse kræver også en oplevelsesanalytisk dimension, som kan undersøge, hvordan den rejsende oplever; hvordan rums-, tids-, og hastighedsfornemmelserne strukturerer og struktureres; hvorfor man søger de enestående steder fjernt fra de andre, eller hvorfor man ikke gør det; hvordan man hele tiden vil noget nyt, eller hvorfor man vil gentage og dokumentere oplevelser, kort sagt oplevelsens unikke karakter. Først derigennem kan man få et væsentligt indtryk af den rejsefeber, som tillader, at der opstår en frivillig mobilitet og et industrielt kompleks, som kan etablere sig på dens grundlag. Gennem oplevelsen foregår identitetsdannelsen som en forskelsætten til de andre. Det er denne distingvering, som differentierer og parcellerer turisme.

Dette foregår selv i masseturismen, som netop provokerer til den lille forskel, men det foregår demonstrativt i den generelle afstandtagen fra masseturismen: Turister – det er de andre. Ovenstående bemærkninger præsenterer forskellige perspektiver på turismen som fænomen i den moderne verden. Turistadfærden kan med fordel studeres, fordi den udfolder sig i et kontrolleret laboratorium, hvor det er lettere at fiksere det moderne livs særegenheder. (1984)