Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

Udgrænsningen som repressionsform

I

Aristoteles beretter om, hvordan man i det antikke Athen iværksatte foranstaltninger over for uønskede borgere ved hjælp af ostrakismen; den blev anvendt i alle de demokratisk styrede stater. Ved hjælp af ostrakismen kunne man »for en tid forvise dem fra byen, som synes at have for meget magt enten på grund af deres penge eller talrige venner eller anden politisk indflydelse.«[1] Loven om ostrakisme blev indført i Athen af Kleisthenes med den hensigt at vinde de brede lag. Ostrakismen er en afstemning på potteskår, og altså en afstemning som foregår skriftligt og hemmeligt. Den blev et middel til at sikre forfatningen, idet den gav borgerne mulighed for at fjerne uønskede personer for en længere tid. Metoden udviklede sig imidlertid til et effektivt instrument i den politiske kamp; til at få ledere af andre partier fjernet. På en bestemt dag mødte borgerne op, og man skrev navnet på den man ønskede udvist på et potteskår. Da der ikke skulle stilles forslag om, hvem der skulle rammes, var en sådan afstemning et godt barometer for folkets mening om ledernes politik.

Den sidste officielle ostrakisme fandt sted i 417 f.Kr., men er denne repressive foranstaltning forsvundet?

I den hellenske polis var formålet med ostrakismen øjensynligt at forsvare det demokratiske element – at forsvare basisdemokratiet mod dets »naturlige tendens til at slå over i tyranni«; men formål og teknik er ikke det samme; og ostrakismens teknik er et stykke magtteknologi, som finder anvendelse ud over den materialhistoriske sammenhæng, som først sætter den i værk. Ostrakismen er en strategisk situation, som også præger den kapitalistiske hverdag. Muligheden for at blive udgrænset som uønsket element foreligger til stadighed, og ingen kan vide sig sikker. Ostrakismen bliver da et af de vigtigste elementer i individernes bekymring for deres situation; og dermed er ostrakismen stadigvæk et fundamentalt stykke magtteknologi, som bevarer status quo, og som tjener homogeniseringen.

Ostrakismens form er naturligvis blevet en anden i det øjeblik den fungerer i det repræsentative demokrati modsat det direkte demokrati; dens form er blevet indirekte, idet man ikke stemmer negativt men positivt; men omend den nye form også er dominerende i de daglige mellemmenneskelige relationer, så fungerer den klassiske dog stadig. De to former er flettet ind i hinanden i en indviklet relation; de fungerer sammen og ved siden af hinanden.

Den antikke ostrakisme rettede sig mod lederne, og den skriftlige og hemmelige afstemning muliggjorde på samme vis som idag det store forræderi i det lille rum, hvor ingen kan overvåge ens handlinger.[2] Men det er imidlertid dagliglivets mikrofysiske ostrakisme, som afslører den egentlige repressive situation i hverdagslivet, fordi ostrakismens strategiske situation forlanger assimilation til en bestemt gruppe. Alene det fortvivlede forsøg på at assimilere totalt fortrænger bekymringen for ostrakismens situation, og denne assimilationsdrift er homogeniserende. Ostrakismens strategiske situation garanterer den »frivillige« assimilation.

I antikken rettede ostrakismen sig altså oftest mod magtfulde personer i en eller anden forstand, og ostrakismen er en magtfaktor (en art volonté général), som lederne ikke kan modvirke. Derfor afhænger ostrakismens form af magtens karakter og fordeling. Det var magten som den uafhændelige volonté général, der taler i ostrakismen i antikken. Her kunne fællesviljen tale og eksistere på grund af statens poliskarakter og borgernes (citoyen) status af fri mænd (og alt dette så igen i kraft af slaveøkonomien), men det er ikke tilfældet længere. Vi lever ikke længere i en polis, og den økonomiske struktur er jo forskellig i de store enheder, så makrofysisk er magten nok stadigvæk dén, som udstikker ostrakismen ved at bestemme legaliteten og illegaliteten og dermed en praktisk ostrakisme af forskellige politiske modstandere, – og det er som oftest venstregrupperinger. Når man i forskellige kapitalistiske systemer beslutter at illegalisere politiske organisationer, så er der tale om en makrofysisk magts ostrakisme. Magtens makrofysik eksisterer altså stadigvæk ved at udelukke politisk modstand i kraft af en art fællesvilje, som det repræsentative demokrati påberåber sig, dvs. ved ostrakisme.

Den makrofysiske ostrakisme praktiseres i videst udstrækning af statsapparater, og er på sin vis lettere at efterspore end den mikrofysiske ostrakisme, der praktiseres i de mellemmenneskelige relationer. Dersom makrofysikkens ostrakisme fungerer på vold og ideologi, med mest vægt på vold, – så fungerer den mikrofysiske ostrakisme på normativitet og ideologi, med mest vægt på normativitet.[3]

Den makrofysiske ostrakisme er som sagt synlig, fordi den har en legitimitet. Den hviler på det Max Weber kalder legitimt herredømme, dvs. på fællesviljens transformation til lov – på konstitutionen. Alt, hvad der strider mod loven og dennes evige selvproduktion, forvises. Legitimatorisk er alle borgere ansvarlige for denne ostrakisme, men den opfattes næppe på denne vis af den enkelte borger. Det eneste mystiske ved denne er, at loven har løsrevet sig fra sit grundlag; dvs. fra at være en fællesvilje til at være en selvstændig vilje. Den er med andre ord gået fra at være Rousseaus »volonté général« til at blive Hegels »Geist«. Dét, som er interessant ved den makrofysiske ostrakisme, er imidlertid, at den bliver målestok og forbillede for den mikrofysiske ostrakisme, og at den derved kommer til at fungere igennem sidstnævnte. Udgrænsningen af den politiske ekstremisme og kriminaliteten er modeller for den mikrofysiske ostrakisme af gale, homoseksuelle og »drop outs« i videste forstand. Her er det blot ikke konstitutionen, der udelukker, men normativiteten. Men i virkeligheden er der tale om en analytisk og kunstig distinktion mellem makrofysisk og mikrofysisk ostrakisme, thi sagens kerne er afvigelse fra normaliteten; og det er denne, der sikres igennem ostrakismen, – og derfor er mikro- og makrofysik elementer i normaliseringsmagten – den magt, som naturaliserer normaliteten, dvs. handlingsmønstre.

Normalitet og organisme hænger sammen; og anormaliteten er præcis en sygdom, som truer organismens sundhed. Og hvori består så et kapitalistisk samfunds sundhed? Dette sundhedsgrundlag udtaler samfundets ideologier og videnskabsmænd uden omsvøb, som muligheden for at akkumulere eller vinde mere merværdi; eller det bestemmes mindre prætentiøst som evnen til vækst, evnen til fremskridt. Det er kort sagt for at kunne sikre den sunde organismes vækstbetingelser, at alle sygdomstegn observeres, beskrives, og behandles.[4] Men det, der skortes på, er diagnosticeringen, og derfor kan der udvikle sig cancerogene processer, der når et udviklingsstadium, som kræver operative indgreb osv. osv.

Kapitalismen er en selvreproducerende organisme, men den er selvproducerende på et højere niveau. Den kapitalistiske organisme skal vokse, og til dette formål er den parat til at sprænge traditionalistiske rammer så som ejendomsretten til kapitalen. Økonomisk demokrati kan accepteres, hvis det viser sig at være en kærkommen saltvandsindsprøjtning etc. etc.

For at sikre denne vækst, for at sikre den normale organisme, har magten så et væld af teknologier – udelukkelsesteknikker, tilpasningsteknikker for nu at nævne de to vigtigste retninger, som denne teknologi har udviklet til afsondring og passivisering af truende infektioner.

I kapitalismens konstitueringsfase, var det som bekendt nødvendigt at tvinge mennesker fra »Grund und Boden«, for at den kapitalistiske økonomi overhovedet kunne eksistere. Dette fænomen findes der nu adskillige beskrivelser af. Marx analyserede som bekendt den egentlige økonomiske side af denne sag nemlig den »såkaldte oprindelige akkumulation«. I denne opkomstfase var der tale om en »Ekspropriation des Landbevolkes von Grund und Boden« (Marx), men senere bliver man måske nødt til at tale om en »form for anden oprindelig akkumulation« (Negt), fordi menneskene ikke alene adskilles fra de objektive muligheder for selv at realisere deres arbejdskraft, men fordi der tillige er tale om en »yderligere ekspropriation af deres fantasi, deres livsmuligheder og deres lykke i en samfundsmæssig tilstand, der indeholder alle objektive forudsætninger for at afskaffe mangel og undertrykkelse.«[5]

Såvel den første som den anden oprindelige akkumulation sætter sig igennem i kraft af en ny normalitet. Den første akkumulation skal overhovedet sætte arbejdsnormen igennem. Den anden sætter denne norm på plads som identitetsdannende og sikrende dvs. som livsstil. I samspillet mellem de to akkumulationer finder man altså magtteknologiens udvikling; thi den første akkumulation kunne fungere på direkte fysisk vold og senere på materiel tvang i form af umuligheden af at opretholde livet uden at sælge arbejdskraften; men med den anden akkumulation forsvinder erindringen eller fantasien om, at det overhovedet kunne være anderledes. Endvidere genkender man en relation mellem formel og reel subsumtion af arbejdskraften.

Denne subsumtion er imidlertid følgerig for ostrakismen, fordi den anviser vægtfordelingen mellem de to elementer i normaliseringsmagten.

I kølvandet på den første oprindelige akkumulation sker afsondringerne i kraft af en makrofysisk ostrakisme, idet man forbyder tiggeri og vagabondering. I denne fase forsøger loven med vold at gennemtrumfe en ny normalitet, (en normalitet, som var opstået i de protestantiske borgerlige kredse) nemlig arbejdet i videste forstand som normalitet – arbejdet som menneskets væsen. De kapitalistiske ideologier træder i vælten for denne koncept, og formulerer verden omkring dette princip.[6] Dette princip slår da også igennem – ikke fordi ideologierne argumenterer, men fordi kapitalismens politiske økonomi gør arbejdet til menneskets væsen – til dets livsaktivitet (Marx). Arbejdet bliver menneskets eksistensbetingelse, fordi man ganske enkelt ikke kan opretholde livet uden at arbejde. De som arbejder, dvs. tager del i den borgerlige reproduktionssamkvem, er altså per definition mennesker; – de som ikke gør det er umennesker. Dé, som har en manglende evne til at tage aktiv del i produktionen, i cirkulationen eller i akkumulationen af rigdomme, kan alle afsondres, fordi de truer normaliteten – fordi de er anormale.[7]

II

Denne afsondringsbevægelse har Michel Foucault analyseret under navnet »den store indespærring«.[8] Det 17. århundrede skabte kæmpestore interneringshuse. I Frankrig skabtes »Hospital général« – i Tyskland »Zuchthäuser« og i England »Workhouses«.

Det er en almindelig kendt sag, at disse interneringshuse opstår, men det er måske mindre kendt, at alene i Paris interneredes 1 % af befolkningen i Hospital général. Det skete i løbet af nogle få måneder efter et edikt fra 1656. (Kongeligt edikt af d. 27. april 1565). Hospital général er ikke nogen medicinsk institution, hvad navnet kunne antyde. Det er snarere et halvjuridisk system, som dømmer og straffer ved siden af de etablerede myndigheder og retsinstitutioner.[9] Det er et ordensredskab for den kongelige og borgerlige orden, og det er umiddelbart knyttet til kongemagten. Det kongelige edikt, som bød oprettelse af et »hospital général i hver by af hans rige«, var man dog kommet i forkøbet flere steder. Et af de tyske Zuchthäuser er endnu ældre end dets franske pendant; således blev der oprettet et interneringshus i Hamburg omkring 1620; i England har man en forløber for arbejdshusene, nemlig »houses of correction« som en akt fra 1575 foreskriver oprettelsen af i hvert grevskab; men de egentlige »Workhouses« stammer fra anden halvdel af 1600-tallet.

Med et slag sker disse interneringer, der må have bygget på en ny »sensibilité sociale« (Foucault), som er fælles for den europæiske kultur. Der kan lokaliseres en ny sensibilitet over for fattigdommen og pligten til at hjælpe, – nye former for reaktion på økonomiske problemer med arbejdsløshed og lediggang; en helt ny etik finder indpas – en arbejdsetik. Det som gjorde interneringen nødvendig var arbejdets imperativ.[10]

Ved siden af dén landbefolkning, som var tvunget fra hus og hjem, bidrog religionskrigene til, at den tvivlsomme mængde voksede. Denne mængde kom også til at bestå af hjemsendte soldater, desertører, arbejdsløse, fattige studenter og syge; og eftersom de store manufakturer udviklede sig, så mistede lau- gene deres magt og rettigheder, og der kom forordninger, som forbød arbejderne at organisere sig. Så alt i alt bliver der tale om en kæmpemæssig »tvivlsom mængde«, som vokser. Ud fra parolen »tiggeri og lediggang er roden til alt ondt« forsøger man at kontrollere og bekæmpe denne urolige og farlige mængde. De arbejdsløse bliver ikke længere jaget bort og straffet, men bliver sat i varetægt.[11] Det omtalte edikt af 27. april omfatter således hele den uklart udgrænsede masse som den nye økonomiske udvikling har ladt i stikken og gjort til vagabonder for en tid; dvs. den del af befolkningen, som var uden midler og uden sociale bånd. Interneringen er altså den vestlige verdens svar på den økonomiske krise, som præger det 17. århundrede, og man beordrer forfølgelse af »alle som lever i uvirksomhed, som ikke vil arbejde for rimelige lønninger og som bruger alt de har på værtshusene«.[12] De skulle straffes og placeres i tugthusene.

Interneringshusene skulle tillige kunne sluse de nye store mængder af tiggende arbejdsløse ind, når økonomiske kriser fik manufakturerne til at lukke, og hermed bliver det klart, at husene har en dobbelt funktion: »I perioder med fuld beskæftigelse og høje lønninger sørger interneringen for at der eksisterer en potentiel billig arbejdskraft, og i perioder med arbejdsløshed reabsorberer den de ledige og beskytter samfundet mod uro og oprør.«[13] Alle internerede måtte arbejde;[14] men her står man så over for nogle problemer, fordi asylerne kunne være en ublu konkurrence over for det øvrige erhvervsliv, og nogle steder besluttede man at lukke asylerne igen. Men der var også sket noget i mellemtiden.

Men lad os fastholde, at interneringen spiller en meget central rolle ved at absorbere arbejdsløsheden, eller i det mindste at eliminere dens mest iøjnefaldende sociale virkninger, og at kontrollere lønningerne, når de så ud til at blive alt for høje. Når de absorberede arbejdsløsheden var det særligt for at skjule fattigdommen, og derved undgå de sociale og politiske ulemper, som fulgte med de fattiges oprørske tendenser. Men imidlertid øgede tvangsarbejdet arbejdsløsheden i nabolaget – eller i tilsvarende sektorer, så hvis interneringshusene blot skulle have en funktionel værdi, måtte de betragtes som fejlgreb. Derfor kan man ikke alene betragte dem under en funktionel eller økonomisk synsvinkel.

Arbejdet i sig selv er blevet et mirakel, og det er ikke kun ud fra dets produktive evne, men også i kraft af en underlig tryllebindende kraft af moralsk karakter. Selvom det vigtigste element er påpegningen af, at lediggang er roden til alt ondt og uorden, og arbejdet naturligvis derfor er det bedste middel mod oprør, så er arbejdet tillige omgivet af en etisk transcendens. Dette kommer eksemplarisk til udtryk i calvinismen, hvor modviljen mod at arbejde er »at sætte Guds magt på prøve over al måde«. Derfor er lediggang på sin vis i sig selv den værst tænkelige form for oprør: et oprør mod Gud. Med denne etiske dimension bliver arbejdet gavnligt i sig selv, og derfor er kravet om internering såvel økonomisk som moralsk. Forholdet mellem internering blev altså ikke kun defineret af økonomiske relationer; hospitalet var også en moralsk institution. Den indsatte som kunne og ville arbejde blev løsladt -, ikke så meget fordi han igen blev nyttig for samfundet, men fordi han på ny underskrev menneskelivets etiske pagt. Som arbejdende er mennesket altså i pagt med sin natur – sit væsen.

I interneringen ser vi et sammenrend af konkret voldelige tvangsformer, som skal få individerne til at arbejde; og argumentationen for at individerne skal arbejde er ikke udelukkende økonomiske men tillige af moralsk karakter – en transcendental etisk opfattelse af mennesket. Disse voldsformer har som sit vigtigste formål at undgå oprør. Interneringen er en antirevolte foranstaltning – en disciplinering af det fremvoksende proletariat.[15] De mennesker, som befinder sig i internaterne, er imidlertid ikke proletariatet, men den ikke proletariserede plebs.

Interneringen var et anliggende for politiet, og politiet udgjorde helheden af de bestemmelser, som samtidigt gjorde arbejdet muligt og nødvendigt for dém, som ikke kunne leve foruden arbejdet – altså måtte sælge deres arbejdskraft for at eksistere. Det straffe-system, som i middelalderen først og fremmest var rettet mod skatte-sager, bliver omstillet til at bekæmpe opstande. Ikke nok med, at interneringen virkede mod proletariatet i arbejdskampene som reservearmé – straffesystemet som anti-revoltesystem, sætter en fundamental modsætning i befolkningen. Som Foucault understreger, skulle straffesystemet »frembringe bestemte modsætninger i massen – frem for alt denne modsætning: at sætte den proletariserede og den ikke-proletariserede del af plebsen op mod hinanden.«[16]

Dé, som frivilligt eller lykkeligvis har kunnet acceptere arbejdets normativitet, er det egentlige proletariat. Dé, som ikke har kunnet acceptere arbejdets normativitet, eller ikke har haft mulighed for at acceptere den men af omstændigheden drevet til lediggang, udgør den ikke-proletariserede plebs, som befolker interneringshusene ud over Europa. Interneringshusene er den første oprindelige akkumulationsostrakisme; – en ostrakisme, som fungerer voldeligt ud fra arbejdets, menneskets normalitet. Mennesket er ikke hverken et politisk dyr eller et socialt dyr men et arbejdende dyr – mennesket er reduceret til sin arbejdskraft, og de som ikke er i besiddelse af en arbejdskraft er ikke repræsentanter for mennesket.

III

»Den store indespærring« er en ekstremitet og karakteriserer en gennembrudsfase, men som teknik forbliver den gennemgående en kapitalistisk form for ostrakisme: udgrænsningen af randgrupper. Den makrofysiske ostrakisme overlever i straffesystemet, som bevarer hele den »store indespærrings« antirebellionsteknologi, og først og fremmest den fundamentale modsætning mellem proletariseret plebs og ikke- proletariseret plebs. Når det kommer så vidt, bliver det vanskeligere og vanskeligere at skelne mellem makrofysisk og mikrofysisk ostrakisme, fordi makro- fysikken eksisterer igennem mikrofysikken.

Straffesystemet skal sørge for, at folk overholder lovene, og det vil sige, at de accepterer deres proletariske status og udbytningsbetingelserne. Det skal dermed tillige angribe de voldelige og aktive dele af plebsen, – dvs. de elementer som p.g.a. deres sociale situation kunne være potentielle ledere af folkeopstande. Det er denne funktion, som straffesystemet fortsætter i interneringens fodspor i mest direkte form, også den første form er en fortsættelse af interneringen, thi angsten for at blive indespærret hænger ved. For endelig må man opregne en tredje funktion ved straffesystemet: Der skal indprentes de normale (proletariatet) en bestemt forestilling om de anormale (den ikke-proletariserede plebs). Straffesystemet, som er den institutionaliserede makrofysiske ostrakisme, fungerer altså over mindst tre elementer, nemlig accept/underordning, garanti/straf og angst/had.

Ostrakismen skaber en befolkningsgruppe – den ikke-proletariserede plebs -, og denne anvendes alt i alt mod proletariatet, fordi borgerskabet »gør dem til soldater, betjente, sekretærer, håndlangere og benytter dem til at overvåge og undertrykke proletariatet.«[17] Borgerskabets strategi går ud på at bryde solidaritet. De sørger for, at proletariatet og den ikke- proletariserede plebs ikke kan solidarisere sig, og det var som allerede nævnt den vigtigste modsætning, som borgerskabet i kraft af straffesystemet fik etableret. Så længe borgerskabet er i stand til at opretholde denne modsætning, og passivisere den ikke-proletariserede plebs undgår det revolte. Derfor er solidaritetsbruddet og kanalisering af den ikke-proletariserede plebs borgerskabets egentlige politiske strategi. Og denne strategi er ikke forskellig fra i dag. Den dag i dag gælder det for borgerskabet om at undgå en solidaritet mellem arbejdende og arbejdsløse, samt at kanalisere de arbejdsløses energi bort fra oprøret.

I opkomstfasen kunne en del af dén befolkningsmasse, som blev frigivet under den oprindelige akkumulation, opsuges i armeen, og armeen kan jo anvendes mod proletariatet. En anden teknik, som man også kendte under den store indespærring, var at sende disse overskud til kolonierne; endelig var der så fængslerne tilbage. Disse tre elementer eksisterer jo den dag i dag i forskellige former. Disse forskellige opsugnings- og passiviseringsteknikker finder også sted nu, og dermed er den oprindelige akkumulation – den første – forstået som gennemsætningen af en samfundsmæssig normalitet omkring arbejdet, stadig aktiv. Men denne første akkumulation er nu støttet af den anden, idet arbejdet som normativitet ikke længere udelukkende fungerer i kraft af den materielle nødvendighed (denne er endda i nogen grad sat ud af kraft p.g.a. diverse socialforsorger) men i kraft af en etisk, moralsk, ideologisk normativitet. Det dobbeltspil, som man kunne lokalisere allerede under »den store indespærring« mellem økonomisk og moralsk, etisk nødvendighed, har nu udartet sig til en omvægtning, således at den moralsk/etiske dimension er blevet den dominerende. Arbejdets nødvendighed har naturligvis sejret, men arbejdets ideologi er i endnu højere grad sejrherre, og det er denne sejr som med rette kunne kaldes den anden oprindelige akkumulation. Det er det produktive arbejde og arbejdets ideologi, som bestemmer normaliteten i det kapitalistiske samfund. Ostrakismen foregår omkring denne normalitet. Alt hvad der ikke kan assimilere til denne normalitet er udsat for ostrakismen.

Den mikrofysiske ostrakisme er »den sociale bandlysning« (Brückner), og overalt mærker man denne angst for ostrakisme. Denne angst er kolossal repressiv, fordi den kræver assimilation dvs. tilpasning, føjelighed, og konformitet/homogenitet. Den mikrofysiske ostrakisme fungerer således gennem sociale normativiteter, og den kan fungere ned i de mindste gruppe-egoismer. Her er man udsat for ostrakismens nærvær; men ikke desto mindre er den vigtigste mikrofysiske ostrakisme forbundet med den kapitalistiske normativitet,[18] som den er defineret som aktiv i den borgerlige reproduktion, da »deres forbrugsrate bestemmer, om de hører til vort samfund eller ikke« (Brückner).[19] Netop fordi ostrakismen rammer dé, som ikke følger den kapitalistiske normalitet i præstation og forbrugsrate, er vi vidne til et stigende antal drop outs, af udflippede, af randgrupper. Disse ostrakerede bliver pariaer, og »først med pariaen er samfundet komplet, og for ham er opstigning for altid umulig.«[20] Denne gruppe er pariaer eller ikke- proletariserede plebs er som sagt et stabiliserende element i det kapitalistiske system, så længe den udfylder sin funktion af at være skræmmebillede for proletariatet – så længe dets eksistens fastholder proletariatet i en neurotisk bekymring for at falde for ostrakismen og blive socialt bandlyst – så længe de kan fungere som syndebukke, som aggressionerne kan vendes imod, idet frustration (hjælpeløs afhængighed og kanalisering af den medfølgende fjendtlighed mod de svage), hører med til individernes normerede erfaringer.

Denne afskrækkende funktion udfylder de traditionelle randgrupper da også stadigvæk, dvs. de gale, de kriminelle, de homoseksuelle etc.; men den ikke- proletariserede plebs som sådan, pariaerne, udfylder ikke længere denne funktion: Det bliver vanskeligere og vanskeligere for borgerskabet at opretholde modsætningen mellem proletariat og plebs eller pjalteproletariat, fordi vores dages økonomiske krise udelukker en mængde mennesker fra at skaffe den proletariske identitet via arbejdet. Arbejdsløsheden sprænger anti-revoltesystemet. Specielt ungdomsarbejdsløsheden bliver et problem.

Nu er det klart, at arbejdsløsheden i sig selv er en infektion, som er ubehagelig for den kapitalistiske organisme, når den når en målestok, hvor ulemperne overstiger de faktiske fordele ved at have en løntrykkende reservearmé. Når arbejdet og arbejdets ideologier – præstationsmønsteret, omdømmet – udstikker normaliteten, er det indlysende, at de arbejdsløse er udsat for en ostrakisme. Så længe denne normalitet fungerer, fungerer angsten for den sociale bandlysning, bekymringen; denne bekymring er den mest effektive repression i hverdagen, og den er selvregulerende, dvs. fungerer ikke i kraft af en rå voldsform, men egentlig heller ikke i kraft af en »internaliseret tvang«: men præcis som udsigt – som bekymring for fremtiden. Det er fremtiden indskrevet i et normmønster. Arbejdsløsheden fremtræder som identitetstab, og mange arbejdsløse opfatter den nye situation som identitetsbrydende. Man bryder ud af der sociale serie, som har give én en identitet, og i det øjeblik man dropper ud af denne gruppe, bliver man identitetsløs; man bliver det Brückner har kaldt rådløs, idet de tidlige normative orienteringer bliver brudt med arbejdsløsheden. Spillerummet mellem den oprindelige identitet og den nye arbejdsløshedsidentitet skaber rådløsheden. På sin vis producerer den evige angst for den sociale bandlysning en permanent rådløshed.[21]

Rådløsheden er den arbejdsløses konkrete problem, og han længes efter igen at kunne finde en identitet, til at vide at der er brug for én, til at få noget at hive i, til at »folk« ikke ser ned på én etc. etc. Eller rettere: således vil kapitalismen gerne kunne fremstille arbejdsløshedens rådløshed – som en identitetskrænkende personlig krise. Systemets krise er blevet individualiseret. Men dette hokus pokus- nummer kunne ikke lade sig praktisere, dersom arbejderen ikke var disponeret for det. Arbejderklassen har aldrig protesteret mod arbejdets ideologi – snarere tværtimod. Man kan gøre dette faktum til genstand for en kultur-kritisk ekskurs.

IV (En ekskurs)

»En besynderlig galskab har grebet arbejderklassen i de lande, hvor den kapitalistiske civilisation hersker. En galskab som i sit kølvand trækker den individuelle og sociale elendighed, der i de sidste to hundrede år har været ved at pine livet af den triste menneskehed. Nemlig: Kærligheden til arbejde, en dødsmærket lidenskab for arbejde drevet til sådanne yderligheder, at den svækker menneskets livskraft og nedbryder dets afkom. I stedet for at kurere denne sindsforvildelse har præster, økonomer og moralister gjort arbejdet til noget helligt.«[22] Således indleder socialisten Paul Lafargue en pjece fra 1880, som han kaldte »Retten til dovenskab« eller »gendrivelse af »Retten til Arbejde««. Måske burde kulturhistorikerne have viet dette diktum en lige så stor interesse, som er blevet »Det kommunistiske manifest«s indledning – »der går et spøgelse gennem Europa« – til del.

Den besynderlige galskab – kærligheden til arbejdet – er nemlig et konkret historisk produkt; men det er et produkt, som i en næsten ufattelig grad har domineret den kapitalistiske ideologi, hvad enten man nu taler om den borgerlige eller den socialistiske udformning. For er det ikke sådan, at den socialistiske bevægelse i samme omfang som den borgerlige modpol fremstiller omtalte galskab eller kærlighed, som selve menneskenes berettigelse? Siden kapitalismens opkomst har man bundet identitet, normalitet og menneskeværd sammen med arbejdet eller arbejdsduelighed.

Sålænge denne forestilling fungerer ud fra en »utopisk« arbejdsforestilling, hvor arbejde omslutter al livsaktivitet og kreativitet, har den ikke galskabskarakter, men i det øjeblik, at det »utopiske« arbejdsbegreb bliver transformeret til et konkret produktivitetsbegreb forsvinder den almene livsaktivitet for at blive kapitalistisk aktivitet, produktivitet. »Arbejdet« bliver nu noget, som tilhører »nødvendighedens rige«, for »frihedens rige begynder først dér, hvor dét arbejde, som er bestemt af nød og ydre målrettethed, ophører; det ligger altså ifølge sagens natur uden for den egentlige materielle produktions sfære.«[23] Det er altså kun dét arbejde, som foretages i relation til nød og ydre målrettethed, som er arbejde i egentligste forstand; men hvorfor retter »kærligheden til arbejdet« sig ikke mod det grundlæggende »utopiske« arbejdsbegreb, livsaktiviteten, i stedet for det kapitalistiske arbejde som er det nødvendige arbejde i »den egentlige materielle produktions sfære«?

Når Lafargue i 1880 sætter sig imod »Retten til arbejde«, ved at modstille det med »Retten til dovenskab« accepterer også han det kapitalistiske arbejdsbegreb, men han retter ikke desto mindre et frontalt angreb på den arbejdsmoral, som slår sine rødder i arbejderklassen. Siden 1848 har »Retten til arbejde« stået øverst på arbejderbevægelsens bannere, – ja, selv de parisiske arbejderes forsøg på at gennemføre proletariatets diktatur under Pariserkommunen i 1871 bliver gennemført som »Arbejdets revolution«, og den egentlige emancipation fra den kapitalistiske elendighed hedder »Arbejdets frigørelse«.[24] Da arbejderne i Lyon i 1831 lavede opstand skete det under devisen »bly eller arbejde« – underforstået »vi vil dø for at få arbejde« og i det hele taget revolterer proletariatet under parolen: »Den som ikke arbejder, kan ikke spise«. Arbejderklassen klynger sig til arbejdet, som deres specifikke identitetsform, og det er tilfældet fra arbejderklassens første kampe til det moderne socialdemokratis grundliggende dogme om »fuld beskæftigelse«. 1 stedet for at vende sig mod det kapitalistiske arbejde propagerer man en almengørelse af denne arbejdsform. Man vil befri arbejdet, men problematiserer ikke arbejdets form. Man vender sig alene mod arbejdets »administration«.

Den marxistiske pointe over for disse tendenser er præcis en form-differentiering i dette »arbejde«, for som Marx klart skitserer i sin kritik af det tyske arbejderpartis program fra 1875, – der netop taler om »arbejdets befrielse« – så mystificeres frigørelsen, når man vil »forbedre« Internationalens Statutter, og i stedet for at tale om »arbejderklassens befrielse« siger »arbejdets befrielse« – »hvad for noget? »arbejdet«. Forstå det hvem som kan.«[25] Når Marx selv taler om, at arbejdet bliver menneskets »første livsbehov« i kommunismens højere fase, ja, så er det præcist ikke længere arbejdet i dens kapitalistiske form men et arbejdsbegreb, hvor modsætning mellem håndens og åndens arbejde til eksempel er ophævet.[26] På dette punkt er den marxske videnskab imidlertid ikke slået igennem i arbejderbevægelsen.

I parolen om, at »den som ikke arbejder skal heller ikke spise« ligger der en tendens til at almengøre arbejdet i dets kapitalistiske form. I stedet for at vende sig mod dette arbejde, hvor forskellen mellem nødvendigt arbejde og merarbejde forsvinder i lønsystemet – i lønarbejdet som sådan -, kræver man, at de uproduktive skal underlægges den samme produktivitet. Alle skal blive producenter dvs. »arbejdere«. Man retter sig i langt mindre grad mod konsumtionen. Tidligere var de uproduktive ene om at konsumere kapitalismens overproduktion, men i stedet for at kræve del i denne konsumtion kræver man altså, at de »uproduktive« skal producere for at konsumere; og det er en tendens som har holdt sig ved lige selvom arbejderklassen netop p.g.a. kapitalismens evne til at producere brugsværdier, nødvendigvis er blevet inddraget som konsumenter, fordi de »uproduktive« umuligt kan konsumere den voksende mængde alene. Ved at kræve flere som producenter kommer arbejderklassen til at investere i kapitalismens maskine, og dermed til at vedligeholde deres slavebinding til en produktionsform, som konstant udvikler sig i riften om merværdi. Arbejdet bliver derfor modsat den befriende intention til en repressiv kategori.

I kapitalismen har man udviklet en arbejdsideologi, som er repressiv, og som fastholder arbejderklassen i dens udbyttede position. En sådan arbejdsideologi er som omtalt grundlæggende for kapitalismens succes med at individualisere arbejds-løshedens problem. I stedet for, at arbejdsløsheden opfattes som et strukturelt problem – altså et problem, som er indbygget i den kapitalistiske produktionsmådes krisefyldte bevægelsesform bliver arbejdsløsheden til »hin enkeltes problem«. På grund af den snævre sammenhæng mellem arbejdet og identiteten, normaliteten, bliver arbejdsløsheden til et identitetstab og en anormalitet, en sygdom, ja – til sygdom. Den identitetssammenhæng, som arbejdet stadigvæk har, betyder som sagt, at den enkelte løsrevet fra denne sammenhæng bliver rådløs, og denne rådløshed gør sig gældende sålænge der ikke er opstået nogen anden form for identitetssammenhæng. Der er naturligvis udvikling i dette forhold, så man måske idag ikke i samme grad som tidligere ser identitetssammenhængen i den konkrete arbejdssammenhæng men i en forbrugssammenhæng eller til eksempel omkring parcelhuset. Men der er i det mindste stadigvæk tale om en effekt af arbejdet, fordi arbejdsløsheden samtidig kan betyde nedbrydning af den sammenhæng som boligsituationen giver. Men ud over denne tendens til individualisering af problemerne, er der en anden samfundsmæssig situation, som gør sig gældende i forbindelse med udelukkelsen fra arbejdet.

Dersom arbejdet som ideologi ikke grundfæstes i de opvoksende generationer, ja, da forsvinder som tendens arbejdskraftens selv-slavebinding til produktionsprocessen. Der opstår med andre ord en motivations-krise, fordi arbejdet er som sagt i dag i langt højere grad er afhængig af »arbejdet som ideologi« end tidligere, da arbejdet virkelig var en forudsætning for at spise. I vore velfærdssystemer er det tendentielt ikke nogen eksistensberettigelse at arbejde, men når arbejdet har løsrevet sig fra eksistensen som sådan, må det cementeres på anden vis, nemlig som normativitet, – som ideologi. Derfor propageres denne ideologi, – der som omtalt har sine dispositioner hos kapitalismens økonomer og moralister -, med fornyet kraft i arbejdsløshedstider. Man stiller jamrende individual-skæbner frem i store tableauer på fjernsynsskærmen, der netop som eksempler på udgrænsning og identitets-tab skal vække til eftertanke – dvs. virke for en fornyet medarbejderideologi indadtil -, og mane angsten for social bandlysning frem på skærmen. Men vigtigst af alt er imidlertid de nye arbejdsgenerationer, som i tider med masse-arbejdsløshed, ganske enkelt ikke indoptager arbejdet som en materiel eksistensberettigelse, og derfor alene kan forskaffes et kærlighedsforhold til arbejdet som ideologi. Man vil da også ganske let kunne se, hvorledes de vigtigste strategier over for arbejdsløshed sætter ind over for ungdomsarbejdsløsheden. Dersom man ikke kan fremskaffe denne galskab »kærlighed til arbejdet«, geråder kapitalismen i en motivationskrise, der kan få alvorlige konsekvenser for systemets reproduktion. Men er det slogan som man må rette mod »Retten til arbejde« så ganske enkelt »Retten til dovenskab«? Ja, hvis det præciseres, at dovenskab ikke er det samme »som at ligge på den lade side«, – hvis retten til dovenskab betyder retten til at sprænge kapitalismens arbejdsopfattelse, og selv skabe en ny arbejdsopfattelse, som kapitalismen meget vel vil kunne kalde dovenskab, men som ikke desto mindre er en ny arbejdsdefinition, som trækker på den utopiske arbejdsopfattelse, der ligger hinsides arbejdet i kapitalistisk form som produktivitet og arbejdsprocessen som enhed af arbejdsproces og værdisættelse og værdiøgningsproces. »Retten til dovenskab« betyder så ikke længere den abstrakte modstilling til den kapitalistiske udgave på dennes præmisser, men skabelsen af en ny arbejdsform hinsides kapitalistisk arbejdsform; denne nye blok hedder meget vel »dovenskab« i kapitalistisk terminologi, men det er fordi den ikke kan fange skabelsen af den nye form, men kun kan tænke det nye i gamle begreber.

På den anden side er der jo ikke tvivl om, at »retten til dovenskab« er et storslået politisk slogan, ikke mindst fordi det indeholder en historisk sans for problemet, idet det påpeger, at menneskene ikke til alle tider har været underlagt denne galskab. Den historiske sans afslører netop det modsatte, og demonstrerer, at arbejdet tidligere har været bestemt med modsatte prædikater. Det er først kapitalismen, som opfinder sammenhængen mellem arbejdet og menneskeværd, – først med kapitalismen hedder det, at »arbejdet adler«; tidligere forgrovede arbejdet, – arbejdet gjorde slaveagtig. Arbejdet skal også, når det diskuteres med historisk sans, overlades til værktøjet, slaven, maskinen. Det er præcis kapitalismens fortjeneste midt i dens trællebinding til arbejdet, at den udvikler arbejdets produktivitet, de samfundsmæssige produktivkræfter, så menneskenes stofvekslen med naturen kan foretages »med den mindst mulige kraftanstrengelse og under betingelser, der er deres (producenternes) natur mest værdig og adækvate. Men det forbliver altid ved med at være et nødvendighedens rige. Uden for dette begynder den menneskelige kraftudfoldelse, der har sit mål i sig selv – det sande frihedens rige – som midlertidig alene kan blomstre op med hint nødvendighedens rige som sin basis. Afkortningen af arbejdsdagen er grundbetingelsen.«[27]

Denne kulturkritiske ekskurs lider imidlertid af en tendens til kun at være kultur radikal. Man må problematisere det borgerlige samfunds sammenbinding af arbejde, normalitet og normativitet, men man må ikke overse, at kravet om arbejde – og frem for alt kravet om »meningsfyldt arbejde« – stadigvæk er et mere radikalt krav end »retten til dovenskab« i den kapitalistiske økonomi, der rent faktisk ikke kan tilfredsstille dette krav.

V

Sålænge borgerskabet kan opretholde arbejdets mytologi som fetich, virker skammen, ostrakismeforsorgen for, at arbejdsløsheden er uhyre stabiliserende. Men denne cirkel bliver brudt i det øjeblik, der er skabt en egentlig gruppe pariaer – kasteløse -, for hvem opstigning i det sociale mønster er umulig. Når der ikke alene findes pariaer i et så begrænset omfang, at de er skræmmende og kan befolke vore fængsler og hospitaler, men de bliver en voksende gruppe på grund af den økonomisk krise; – da svigter anti-revoltesystemet, fordi det ikke kan vende tilbage til »den store indespærring«, men alene må stole på magtens mikrofysik – på, at den mikrofysiske ostrakisme er tilstrækkelig. Og den er tilstrækkelig over for de grupper, som har levet i angsten for den sociale bandlysning, og man griber til at rette skytset mod andre grupper; man forsøger at ostrakere andre end en selv. Her er det oftest gået ud over de ældre. De underkastes en art symbolsk ostrakisme, med det formål at tvinge dem til »frivillig« landflygtighed. Vores kultur har jo allerede længe udgrænset alderdommen, men det har tidligere været en naturlig udgrænsning, idet de ældre ikke længere deltager i den samfundsmæssige reproduktionsproces, men i krisetider vender man altså tilbage til en voldsform i udgrænsningen af de ældre.

Det er altså muligt (i for eksempel elementet med de ældre) at opbygge en ny solidaritet, men hensyn til hvem ostrakismen skal ramme. Det er nok en solidaritet, som i første omgang kommer kapitalen til gode, men som på længere sigt er dødsens farlig for kapitalen, fordi den netop eksisterer p.g.a. en fraværende solidaritet. Krisen skaber nogle nye solidaritetsmomenter, som på længere sigt kan virke system sprængende; men i første omgang går denne solidaritet kapitalens ærinde, fordi den udgrænser alle andre end den arbejdsgruppe mellem 25 og 45, som er den mest stabile og arbejdsdygtige man kan tænke sig; – dels fordi den er i besiddelse af en vis arbejdsmoral, og dels fordi denne arbejdsstyrke er bundet på hænder og fødder i et omdømme-ræs. Det vigtige er her, at den solidaritetsbasis, som opstår i denne gruppe, ikke er determineret af den i klassisk forstand homogeniserede mængde i relation til kapitalen, men finder deres solidaritets grund uden for produktionssfæren i deres privatsfære – i deres umiddelbare interesser i at bevare hus og hjem.

Udgrænsningen af ungdommen og alderdommen er heller ikke af ny dato, men problemet er, at udgrænsningen af ungdommen har fået et nyt islæt.[28]De unge assimilerer ikke længere til arbejdsmoralen, og de frygter ikke ostrakismen, da de ikke kender angsten for den sociale bandlysning, og fordi mange af dem i forvejen er ostrakerede p.g.a. andre forhold. Det er derfor, at det er så vanvittigt for borgerligheden at understrege arbejdsmoralens uomgængelighed. Det er derfor, at det er så vanvittig vigtigt for borgerligheden at understrege arbejdsmoralens uomgængeliglied. Det er derfor, man kan komme på den vanvittige tanke at give tilskud til arbejdsgivere, som indvilliger i at udbytte ungarbejdere. Vel, man lader det fremtræde som om det er for de unges skyld, men det er for borgerlighedens skyld, for ellers smuldrer arbejdsmoralen totalt, og er man oprigtigt bekymrede for de unges mentale tilstand, er det præcis ud fra en specifik borgerlig arbejdsideologi, der opfatter arbejdet som menneskets væsen.

Da det nu kan lade sig gøre at eksistere uden at arbejde p.g.a. socialforsorgen, imperialismen etc., så har vi kun ideologien som garant for, at arbejdskraften faktisk er til; og derfor kan det borgerlige samfund bryde sammen ved at denne ideologi bryder sammen. Hvis borgerskabet ikke kan fastholde denne ideologi, er det tvunget til igen at investere i den rå voldsform. Det borgerlige samfund, som fungerer på ideologi, på mikrofysisk ostrakisme, falder sammen i og med den tendentielle anomi, som præger samfundet. Det er tvunget til at geninvestere i en mere direkte voldsform, og man er måske nødt til at tale om en »rebarbarisering af de herskende klassers politik« (Brückner).

I disse år ser vi en ostrakeret gruppe finde identitet som udgrænset. Det gælder de unge arbejdsløse, som aldrig har haft job, og som ikke føler sig fristet til at lade sig udbytte og nedslide i produktion, og det gælder den hob af studenter, som ikke har nogen udsigt til et job. Hele denne bevægelse, som får sine udtryk i punk[29] (fornedrelsen som identitet) og andre voldsomme bevægelser, er en udgrænset masse.[30]30

Det er en ny gruppe, hvis identitet kan bestemmes på samme måde som den gruppe, der beboede internaterne efter »den store indespærring«; nemlig som en gruppe der ikke affirmerer med den borgerlige normalitet; og som egentlig heller ikke nærer noget ønske om at assimilere. Det er en gruppe som virkelig er farlig for den bestående orden, og som er potentielle ledere i oprør. Denne bevægelse er ved at accellerere sin voldsomhed og nogle steder får den et terroristisk udtryk. I sidste instans bliver denne bevægelse hedonistisk. Den er anti-kapitalistisk, men samtidig står den i fare for at blive anti-kommunistisk, fordi den er illusionsløs. Det nye venstre havde sine illusioner eller visioner, som den bygger sin kritik på; men det nyeste venstre er illusionsløst og et produkt af senkapitalismens tendentielle anomi. De vesteuropæiske retsstater står her over for et problem, som ikke var til at forudse. Selvom de ikke kan skrue historien tilbage og lave en ny »stor indespærring« i klassisk forstand, så forsøger de dog at producere en moderne udgave.

Det egentlige straffesystem er ikke tilstrækkeligt som anti-revoltesystem, og derfor opretter man et nyt system ved siden af det gamle justitssystem. Når man indfører nødlove – Berufsverbot – etc., er det alligevel den gamle sti som betrædes. Det bliver altså ikke en ny indespærring men en udespærring. Det vil aldrig løse det egentlige problem, som angår passiviseringen af den oprørske og farlige masse. Hvis vi går ud fra, at borgerskabet handler rationelt, må det altså ved siden af sine nødværnslove oprette en ny assimilationsmulighed.

Det er vigtigt at se de ostrakerede som en udgrænset masse, der med sin hedonistiske karakter udgør et fundamentalt anderledes problem end det venstrefløjen tidligere har stået overfor. Kommunisternes parole »Arbejde, Fred og socialisme« tager sig på det nærmeste komisk ud i en sådan situation, men det gælder også den reflekterede venstrefløjs repræsentanter (Negt) med deres arbejdets politiske økonomi.[31] Det senkapitalistiske samfund er karakteriseret ved en tendentiel anomi. Det er karakteriseret ved at arbejdets ideologi er i opløsning, og dermed er det borgerlige menneske i opløsning. »Mennesket« forsvinder sammen med arbejdet og tilbage står kroppen; derfor er det, som står tilbage, en kroppens politiske økonomi.


[1] Aristoteles op. cit. p. 140f.

[2] Jeg tænker naturligvis på den hemmelige afstemning. Jævnfør FRP’s helt åbenlyse opfordring til dette forræderi.

[3] Omend diskussionen er forskudt, så står disse overvejelser i gæld til Foucaults snak om »magtens mikrofysik«. (Jævnfør til eksempel op. cit. p. 32/29).

[4] Også i denne forbindelse har Michel Foucault nogle markante udtalelser. Han understreger, at der ikke findes en »republikkens krop. Samfundets krop bliver derimod i løbet af det 19. århundrede til det nye princip. Denne krop må man beskytte på lægelig vis: I stedet for ritualerne, gennem hvilke man genopretter integriteten med monarkens krop, vil man anvende recepter og terapier til eliminering af syge, kontrol af smitsomme sygdomsramte, udelukkelse af forbrydere. Elimineringen gennem dødsstraf bliver således erstattet gennem asepsis-metoder: kriminologi, eugenik, evakuering af de »udartede« … Forestillingen om at socialkroppen er konstitueret gennem viljens universalitet er det store blændværk. Nu er det ikke konsensus, der bringer socialkroppen for dagen; det er meget mere magtens materialitet direkte over individernes kroppe.« (Citeret fra »Mikrophysik der Macht«, Berlin 1976, p. 91).

[5] Oskar Negt i artiklen »Intet demokrati uden socialisme – ingen socialisme uden demokrati«. (Citeret fra »Socialistisk politik« nr. 6 1977, p. 7).

[6] Man bør egentlig skelne mellem det kapitalistiske og det borgerlige verdensbillede, da det borgerlige verdensbillede først slår rent igennem med revolutionerne. Den kapitalistiske interesse havde fungeret længe inden da, og faktisk helt fra renæssancen. Det er da også den augustinske renæssance, som sætter en egentlig arbejdsetik.

[7] Enhver overtrædelse af borgerlige normer »giver anledning til en hypotese om galskab eller i hvert fald anomali« hævder Foucault i »Surveiller et punir« op. cit. p. 52/24. Som Marx meget kort udtrykker det, så »fremtræder produktionen som menneskets formål« i den moderne verden (se »Grundrisse«, p. 387). Arbejderen og ikke-arbejderen subsumeres under begrebet »arbejdsduelige« (se ibid. p. 408).

[8] Se hertil »Le grand renfermements« i »Histoire de la folie«, Paris 1961 (p. 55ff i 10-18-udgaven).

[9] »Fængslerne, hopitaux généreaux, kongens og politichefens ordrer samt de arrestordrer som fremstående borgere og mægtige familier fik udvirket – dette havde til sammen dannet et magtapparat ved siden af, og endda oftere i modsætning til, den regulære justits.« Foucault i »Surveiller et punir«, p. 121/109.

[10] Endnu er der ikke tale om det borgerlige verdensbilledes produktivitetsetik, hvor produktionen sker for produktionens skyld; men vi finder her dispositionerne for den arbejdsmoral, som gør sig gældende i produktivitetsetikken.

[11] Omstrejferlivet forte en mængde lovovertrædelser med sig. Det skaber en bred ramme om en mere almen mangel på lovlydighed. Kriminaliteten indgik som en del af den manglende lovlydighed. (Jævnfør Foucault i »Surveiller et punir«, p. 86/78).

[12] Fra »Forordninger og retningslinier« for den kongelige fattiglovskommission fra 1630. (Her citeret fra Foucaults »Histoire de la folie« op. cit. p. 67).

[13] »Histoire de la folie«, p. 68.

[14] I anstalterne vil »man vække arbejdslysten til live hos den dovne. Med magt skal han placeres i et system af interesser hvor det er mere fordelagtigt at arbejde end at drive den af. Han skal tvinges til at leve i et formindsket, forenklet samfund som helt tydeligt er baseret på levereglen om at den som vil leve må arbejde. Arbejdet skal være tvungent, men fangen skal da også få en løn som tillader ham at bedre sine kår under og efter fængselsopholdet.« (»Surveiller et punir«, p. 125/ 112). Jævnfør »Histoire de la folie«, p. 69).

[15] »De disciplinære institutioners permanente straffemyndighed som gennemtrænger alt og kontrollerer hvert øjeblik, sammenligner, differentierer, hierarkiserer, homogeniserer og udelukker. I et ord: Den normaliserer.« (»Surveiller et punir«, p. 185-165).

[16] Citeret fra »Über die Volksjustitz« i »Neuer Faschismus, Neue Demokratie«, Berlin 1972, p. 126.

[17] ibid. p. 127.

[18] Normens magt er blevet den nye lov i samfundet. Den er en magtform, som nu optræder ved siden af de tidligere (Lovens, Ordet, Teksten, Traditionen), og den tvinger disse til at miste terræn. Det normale får fodfæste som tvangsprincip gennem de forskellige standardiseringer; og i lighed med bevogtningen bliver normaliseringen et af de store magtmidler ved overgangen til den moderne tid. »Tendensen er, at de tegn, som udtrykker status, privilegier og underkastelse, erstattes med eller tilføjes i det mindste et system af normalitetsgrader. Disse normalitetsgrader fungerer som tegn på tilhørsforhold til et homogent samfundslegeme, men fremkalder i sig selv klassifikation, hierarki og rangfordeling. I én forstand fremtvinger normaliseringen homogenitet. Men den individualiserer også, ved at den gør det muligt at afmåle afvigerne, bestemme niveauer, fastsætte specialiteterne og drage nytte af forskellene ved at tilpasse dem til hinanden.« (Foucault i »Surveiller et punir«, p. 186/166).

[19] Brückner op. cit. p. 156/151.

[20] ibid. p. 144/140.

[21] En kvindelig læserbrevsskribent beskriver under overskriften: »Når man vrages igen og igen« sine erfaringer som arbejdsløs således: DOKUMENT (Dagbladet Information d. 26-10-77): »Der foregår for tiden en slags bedøvelse og tandudtrækning af de arbejdsløse. Det sker samtidig med, at konturerne trækkes op til en stor permanent arbejdsudstødt gruppe. Så sætter det kapitalistiske samfund »sine mekanismer ind for at stemple og fastholde de arbejdsløse som en afvigergruppe, der bliver præget af elendighed og afmagtsfølelse. Derved bliver de arbejdsløse trukket bort fra den politiske arena, hvor de ved at samle sig naturligt kunne kæmpe for et bedre samfund. På arbejdspladserne udnyttes tilstanden med overskydende arbejdskraft til standardisering og faglig og politisk passivisering af arbejdskraften gennem selektive afskedigelser af henholdsvis ældre og handicappede og politisk oppositionelle personer. Her viger man efterhånden ikke tilbage for en åbenlys og grov omgåelse af almindeligt godtagne regler og procedurer – og det offentlige er efterhånden ved at komme godt med. Dette forhold giver i sig selv en degradering af de arbejdsløses identitet – en slags kollektivt brændemærke om ikke at slå til eller tilhøre en særlig oppositionel gruppe…I vor kulturkreds udgør professionen en meget væsentlig del af et menneskes identitet. Gennem opdragelsen bliver vi indoktrineret til, at et menneske ikke er noget i sig selv, men at det kan blive til noget. Hvem husker ikke diverse tanter og onkler, som åbenbart kun kunne interessere sig for ét spørgsmål vedrørende ens fremtid: »Hvad skal du være?« Og i det hele taget opdrages vi konsekvent til en forestilling om, at »arbejdet« i sig selv »adler« og »lediggang er roden til all ondt«. Venner og bekendte har også en tilbøjelighed til at genopfriske denne lærdom for den arbejdsløse ved gerne at begynde enhver samtale med spørgsmålene: »Har du fået arbejde«? og »Hvad har du søgt?« De gør det uden at tænke på, at det også giver et hak i selvtilliden at søge og blive vraget igen og igen. Det er derfor ikke underligt, at psykoanalytikeren Erik H. Erikson konkluderer udfra sine erfaringer i arbejdet, at det er særlig væsentlig for et menneskes identitet og følelse af integritet, at det accepteres af personer, som tilhører ens faggruppe eller andre grupper med sammenfaldende målsætninger og aktiviteter, ja, at det ligefrem kan føre til sammenbrud at blive frataget sådanne muligheder … Jeg har personlige erfaringer med at være langtidsarbejdsløs, og jeg synes, at den faglige isolation er et meget hårdt pres. Man er revet ud af sit naturlige miljø med kontakter med kolleger. Og der bliver taget noget vigtigt fra en, når man bliver frataget muligheden for det faglige arbejde, som man måske i mange år har investeret sine største kræfter og interesse i. Og til disse vanskeligheder på det eksistentielle plan kan så føjes den økonomiske nedgang og truslen om, at økonomien bliver forringet helt ned til eksistensminimum. Arbejdsløshedsunderstøttelsen er jo tidsbegrænset og afhængig af, at man har 26 ugers arbejde indenfor 4 år. Og når man hele tiden skal bruge mange kræfter på at komme ind på arbejdsmarkedet igen for at undgå den økonomiske elendighed, kan man ikke arbejde alvorligt med at få et nyt indhold i sit liv. Man er fikseret i en måske forgæves kamp. Der er to måder at klare de psykiske problemer på for de arbejdsløse. Man kan forholde sig passivt til situationen og prøve at få det bedste ud af den, og man gå ind i en aktiv politisk modstand imod den. I det første tilfælde er den arbejdsløse henvist til at slå den ledige tid ihjel så godt som muligt. En del tid vil naturligt gå med at indrette sig på den forringede økonomi – gøre billige indkøb, bruge mere tid til madlavning, foretage reparationer o.a. Og derudover kan man lade sig underholde ved at modtage nogle af de undervisningstilbud, der er indenfor fritidslovgivningen som en slags beskæftigelsesterapi. Den aktive politiske modstand mod arbejdsløsheden som fænomen skulle både udgøre de arbejdsløses relevante forsvarsmetode, og samfundets sikkerhed for, at vi ikke kan skal te og valte med menneskers liv og velfærd, uden at de gør modstand. Men det sidste kræver mange kræfter. Og her er det nedslående at konstatere, at Det Centrale Arbejdsløshedsudvalg i København end ikke har kunnet skabe virkelig opbakning fra de arbejdsløse til noget så håndgribeligt som kravet om sikring af den økonomisk eksistens.

[22] Paul Lafargue: »Retten til dovenskab«, Kbh. 1970, p. 29.

[23] MEW 25-288.

[24] Jævnfør MEW 17-545ff. (Her forsvarer Marx kommunardernes fejlagtige tese).

[25] MEW 19-22.

[26] MEW 19-21.

[27] MEW 25-828

[28] Dagbladet Information bragte den 29-10-77 følgende situationsberetning under overskriften: »Ungdomsproletariatet: DOKUMENT: »I Vesttyskland har forbundskansler Helmut Schmidt til Der Spiegel udtalt, at den stadigt stigende ungdomsarbejdsløshed er det problem, der »inderst inde« trykker ham mest. Og der er jo ellers nok at være bekymret for i det land, der i 60erne bekæmpede de unges kritik af samfundsudviklingen med vandkanoner og maskinpistoler. Ikke kun Helmut Schmidt er ængstelig. For nylig har EF-kommissionen udtalt sin foruroligelse over, hvad eksplosionen i de unges ledighed kan føre til, og i den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, må økonomerne nu give deres socialistiske kolleger ret i, at det nuværende økonomiske system ikke vil være i stand til at standse væksten i ungdomsarbejdsløsheden. I OECD taler man om dannelsen af »en ny underprivilegeret klasse« – et ungdomsproletariat. Herhjemme var det med dybe rynker i panden, at statsminister Anker Jørgensen i sin åbningstale i Folketinget understregede behovet for en »ekstraordinær« indsats for at skaffe flere unge i arbejde, og forleden forudså HK-formanden, Max Harvøe, at ungdomsarbejdsløsheden kan føre til en verdensrevolution. Hverken mere eller mindre. Man kan vist roligt konkludere, at magtesløsheden breder sig i hele den vestlige verden. Endnu spiller ungdomsarbejdsløsheden ikke nogen central rolle i den offentlige debat, men det vil den komme til, først og fremmest fordi det netop er i ungdomsarbejdsløsheden, at kimen til et uundgåeligt opgør med de nuværende produktionsmåder og livsværdier i hele den vestlige verden ligger. Til daglig kan det måske nok være vanskeligt at trænge ned under det forsødende lag glasur, som forbrugersamfundet hælder ud over de dybtliggende sociale modsætninger, men der er stadig stærkere vidnesbyrd om. at krisen skærpes dag for dag. Arbejdsløsheden blandt unge er nu to til tre gange så høj som i aldersgruppen fra 25 til 64. I hele den vestlige verden anslår OECD, at over syv millioner unge er uden arbejde. Herhjemme bevæger tallet sig op imod de 100.000. Det er fortsat op imod 30 procent, over 200.000 unge, der hvert år forlader folkeskolen uden at kunne få hverken job eller nogen videre uddannelse. Med andre ord: de unges indbyrdes kamp om studie-, lære- og arbejdspladserne er mere hård end nogen sinde. Hertil kommer, at det er veldokumenteret hvem, der er tabere i dette spil, nemlig de i forvejen dårligst stillede. De unge, der har den ringeste økonomiske og uddannelsesmæssig baggrund.«

[29] En journalist ved dagbladet Information karakteriserede den 9-4-78 Punk’en således: »Punk’en er primært et britisk fænomen, og har været det i snart et par år. Meget generelt kan man sige, at det repræsenterer en ungdoms- og sub-kultur præget af værdinihilisme, pessimisme og total afvisning af såvel vestlige som østlige religioner og politiske systemer. Punk er klar og tydelig rend-mig-i-røven-holdning til omgivelserne. Og the punks demonstrerer deres attitude ved at klæde sig bevidst provokerende i omhyggeligt udvalgte grimme klude. De mest kulturbevidste går yderligere med sikkerhedsnåle i kinderne og ringe i ører og næse. Parolen er, at jo mere ækelt det ser ud, desto bedre er det. Det kan forekomme sært, at punk-bølgen netop er opstået i England, der i tresserne lagde ungdom til en musikalsk og modemæssig eksplosion, hvis ekkoer stadig kan aflæses på kasseapparaternes taloner. Men det er ikke så mærkeligt, for punk-kulturen er opstået i de samme sociale lag som i tresserne skabte beat- og modefænomenerne, som blev ført an af Beatles, The Kinks, The Who, Rolling Stones, Jean Shrimpton, Mary Quant, Twiggy, etc. Forskellen er, at for 10 år siden kunne disse unge gå ud i et samfund, hvor der var arbejde at få, hvor der kunne skabes nye industrier og ny musik fordi de økonomiske betingelser var til stede. Sådan er det ikke nu. I dag går de unge ud i udsigtsløs ledighed, ydermere i et samfund som gennem 70-erne har været så tydeligt på retur, økonomisk og moralsk, at det næppe kan være undgået nogens opmærksomhed. Apropos det moralske forfald er det tankevækkende, at det første drab ved en rockkoncert i Storbritannien fandt sted, da en punkgruppe optrådte i Belfast. Hvad vi ville frem til er imidlertid, at punk-bølgen ikke kun kan afvises som en kryptofascistisk voldsbølge, men må tages temmelig alvorligt som kulturelt signal – ikke mindst fordi vi også herhjemme er ved at få de første punks. De er stadig få og vanskelige at få øje på, men de er her. Punk-bølgen er et ydre tegn på, at en bred del af de unge fra det, sociologerne kalder »de lavere sociale lag«, indtager en fuldkommen afvisende holdning overfor de adfærdsnormer, der kræves i et samfund som vores. Punk-dyrkernes voldelige adfærd er i virkeligheden kun udtryk for, at tingene ser mere håbløse ud nu, end de har gjort længe, og at de manglende muligheder for en hæderlig uddannelse eller et ordentligt arbejde bevirker, at de unge foretrækker at eksistere i nuet fremfor i håbet, at de er voldelige fordi det ikke nytter noget at bruge energien konstruktivt, heller ikke politisk fagligt. Som en af de interviewede i dagens avis udtrykker det: »Det gør mindre ondt at gå med en sikkerhedsnål i kinden end at være underklasse hele livet.««

[30] Der eksisterer en abstrakt forbindelse mellem den engelske »punk«, den italienske »bevægelse«, og den franske »ny-filosofi«. Dette kom symbolsk til udtryk i Bologna 1977. Det er oprørsformer mod det gamle »nye venstre« og dets kultur og politiske visioner. Dette inhomogene oprør er karakteriseret ved at vende sig såvel mod de kapitalistiske som de klassiske kommunistiske løsninger på senkapitalismens håbløse kultur. Derfor spænder dette oprør også over de traditionelle politiske og kulturelle skel. Hermed mødes ekstremiteterne i en ny livsfilosofi: Voldsomhedens krav på livet: Den 22-10-77 beretter Karin Dissing i Information … »Der er sket en dybtgående forandring i klasseforholdene i samfundet siden 1968. I 1968 var arbejderklassen den kerne, hvori en fremaddrivende politisk kraft kunne findes. Arbejderklassen var kernen både i teori og praksis. I dag eksisterer der ikke en potentiel revolutionær eller reformistisk kampbevidst arbejderklasse. Der eksisterer en samfundskategori af arbejdere, som er velorganiserede, og som vil forsvare deres arbejdspladser på samme måde som middelklassen forsvarer sine »privilegier« midt i krisen. Og der er en masse af arbejdsløse, fortrinsvis unge, som aldrig har haft et arbejde, og en masse af studenter, hvoraf størsteparten aldrig får et arbejde og i realiteten er kamouflerede arbejdsløse, vor tids flipproletarer. Det er sandsynligt at et afgørende politisk sammenstød ikke vil komme til at ske mellem klasserne efter dei traditionelle definition, men mellem befolkningsgrupper der er »indenfor« og »udenfor« systemet. Inden for er der – endnu – arbejde, produktivitet og et fællesskab, som eventuelt er utilfredsstillende og kritiseret, men om hvis elementære eksistensberettigelse der ikke rejses tvivl, heller ikke blandt de som ønsker at ændre og forbedre samfundsfællesskabet. Udenfor er der den ny masse af mennesker, som netop er uden noget tilhørsforhold til det fungerende samfund. Som er ligeglade med produktivitet, arbejde eller fællesskab, som finder teorier om et nøjsommere samfund latterlige, som råber »vi vil ha’ det hele nu«, og som elementært mener, at verden vil høre op med dem. Derfor kan de lige så godt smadre butiksvinduer og maskineriet og tage for sig af forsyningerne, så længe der er nogen. Begreber som kapitalakkumulation og kontrol over produktionsmidlerne mister enhver betydning i et nihilistisk masseoprør, hvis formål ikke er at akkumulere eller kontrollere, men at destruere … Det helt store politiske teater har den italienske offentlighed netop kunnet overvære i Bologna, hvor der i tre dage har været holdt en kongres med 30.000 deltagere fra hele den nye »bevægelse« med alt, hvad der er associeret af »udstødte« grupper, først og fremmest »de autonome«, den meget betydelige gruppe som går ind for forskellige former for terrorisme og hvoraf en del er bevæbnede. Men også et hav af andre, mere vanskeligt definerlige som »de metropole indianere«, »Italian punks« (som i dette politiserede land ikke har noget med musik at gøre, men er blevet politiske med sikkerhedsnåle i ørerne), »i frikketoni« (endnu en italianisering af det engelske »freaks«), bøssemes befrielsesfront, feminister, »de løse hunde«, neo-dadaister, neo-futuristerne, økologerne og en masse andre, varierende fra de helt seriøse grupper til de helt »frikketoni«. Den klandestine terrorisme, De røde brigader og NAP, har kontakter med dele af grupperne i Bologna, men var selvfølgelig ikke »repræsenterede« … I marts i år skete der i Bologna nogle brutale gadekampe, og en student blev skudt af politiet. Ved samme lejlighed dukkede de første bevæbnede demonstranter op. 1 den diskussion om skyld og ansvar, som fulgte, blandede sig også en gruppe franske intellektuelle. Med Jean Paul Sartre og psykiaterne Felix Guattari, Jacques Lacan og Francois Deleuze i spidsen sendte de en appel til menneskerettighedskonferencen i Beograd om at gribe ind over for den stalinistiske undertrykkelse i Bologna. Det blev for meget også for det ny venstre i Italien, som i andre henseender kritiserer kommunistpartiets politik, og deres indignerede indvendinger fik de franske intellektuelle til at modificere og tilbagetrække deres anklager. Frankrigs »nye filosoffer« gav det hele et anti-kommunistisk skub ved at proklamere »øhavet Gulag« i Bologna … De nye filosoffers anti-kommunisme glider tankevækkende over i det allernyeste venstres angreb på det italienske kommunistparti. Men dog ikke så langt, at de (italienerne) har tabt enhver realisme.«

[31] Jævnfør Negt i »Intet demokrati uden socialisme – ingen socialisme uden demokrati« op. cit. p. 7f.