Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

V: Det konfliktuelle og magtanalyser

I Ecce homo fortæller Nietzsche om et vendepunkt i sin filosofi. I midten af 1860erne begynder han “den store krig”, omvurderingen af alle hidtidige værdier, og fra dette tidspunkt omtaler han alle sine skrifter som fiskekroge[1]. Men der var ingen fisk, det vil sige forbundsfæller, at fange i hans samtid. Fremtiden vil bringe bedre tider, og da regner Nietzsche med at finde forbundsfæller. Han kalder disse forbundsfæller for “nye filosoffer” eller for “fremtidens filosoffer” eller “egentlige filosoffer”[2] i modsætning til hans samtids “nyere filosoffer”. De egentlige filosoffer er dem, der filosoferer med hammeren – dem, der forarbejder fortiden for at smede fremtiden.

Det er måske tilfældigt, at “de nye filosoffer” i Frankrig[3] har valgt denne benævnelse, og det er næppe heller sandsynligt, at Nietzsche ville have anerkendt dem som de fisk, han forgæves søgte efter. Hvad enten det kan demonstreres allerede i benævnelsen eller ej, så ser man en anerkendelse af Nietzsches position slå igennem, som har været impliceret hos den generation af kritikere og filosoffer, der har gødet jorden for den ny filosofi.

For at den ny filosofi kan bryde igennem, er der foregået en glidning og en tematisering på ny vis af den kritiske samfundsteori[4]. Allerede i midten af 60erne anslog Foucault en kurs over for marxismen – en kurs, som siden er blevet taget til indtægt af den ny filosofi. Foucault antydede allerede dengang, at marxismen ikke repræsenterede noget brud med det 19. århundredes teori. Dette synspunkt er senere blevet radikaliseret af Jean Baudrillard, der anfører, at marxismen ikke længere er en subversiv teori samt antyder, at den måske aldrig har været det. Endelig mener André Glucksmann så at kunne demonstrere, at marxismens mangel på radikal forskellighed viser sig i, at socialismen ikke adskiller sig radikalt fra kapitalismen. I relation til den glidning bliver anvisningen af det subversive potentiale underlagt en lignende glidning. Kampen mod kapitalismen føres ikke længere af klasser, men af forskellige grupper, der repræsenterer brud-, endelig ender oprøret med at blive “hin enkeltes” oprør i den egentlige ny-filosofi.

Den ny filosofi er imidlertid ikke en nødvendig konsekvens af den relativering af marxismen, som Foucault iværksætter, og man kan tænke sig andre og frugtbare anvendelser af hans kritiske analyser.

Den ny filosofi trækker i det væsentlige på andre positioner end den kritiske ikke-marxistiske analytik, som Foucault og Baudrillard for eksempel repræsenterer. Det er ikke vanskeligt at demonstrere[5], hvorledes ny-filosofien har hentet en række argumenter fra efterkrigstiden, koldkrigstidens diskussion af totalitære eller lukkede samfund. Der er implicitte inspirationer fra Hanna Arendt og Karl Popper, men der er også argumenter hentet fra den klassiske anarkisme, fra Bakunin og Stimer. Ny-filosofien bruger disse inspirationer og argumenter til en kritik af marxismen[6], og her adskiller ny-filosofien sig fra den “mellem-generation”, der er politisk og filosofisk relevant. Den ny filosofi er i en vis forstand helt afhængig af denne mellemgeneration, og den nyfilosofiske diskurs er på det nærmeste absurd, hvis den ikke henviser til sin næring i denne generation, og det gør den så ofte, om end det altid skjules i form af et skin-opgør.

Det politisk og filosofisk interessante er med andre ord ikke den konsekvens, den ny filosofi drager, men derimod det grundlag, som den tager afsæt fra. Dette grundlag er en relativering af marxismen som en diskurs blandt andre diskurser.

Denne kritiske teori stiller spørgsmål til den kapitalistiske hverdag, som den klassiske marxisme ikke stiller, og et af de afgørende punkter i denne mellemgenerations relativering af marxismens kapitalismekritik er, som allerede nævnt, Nietzsches kulturpsykologi. Hvis man undersøger det politiske og dets eventuelle historiske forandring, så bliver det relevant at undersøge, hvorfor denne kritiske teori (magt-begær-intensitetsteori) kan anvende Nietzsches filosofi på linie med Marxs og Freuds analyser af kapitalismen. Man må med andre ord undersøge, hvorfor Michel Foucault, Gilles Deleuze, Jean-Francois Lyotard, Jean Baudrillard og andre stiller problemet om udbytning og undertrykkelse anderledes end traditionelle marxister og freudianere. Når man er på sporet af det politiske, bliver det på ny relevant at undersøge Nietzsches filosofi og den generation, som retteligen burde have haft titel af “fremtidens filosoffer’’[7].

Hvis det er korrekt, at politik er en betegnelse for kampen om “magten” i samfundet, så er den politiske diskurs og politologien en disciplin, en teknik og et medie for konfliktløsning eller styring; det er med andre ord ikke kun Magten, der er et problem; kampen eller konflikten er i sig selv et problem, men måske er det et og samme problem? Måske er Magt blot en betegnelse for “det konfliktuelle”? Og måske kan Magt kun analyseres som konflikt og dermed gennem det konfliktuelle.

Marxs diskurs, Freuds diskurs og Nietzsches diskurs kan anskues som magtanalyser i denne notation.

Lidt vel tilskåret kan man sige, at den marxske analyse af udbytningen antyder, at magten har sit værensgrundlag i økonomien; i formidlet form kan magten afledes af økonomien, og den skal i det væsentlige til for at opretholde produktionsforholdene og sikre klasseherredømmet. På analog vis kan man om Freuds teori sige, at den præsenterer en ikke-økonomisk magtanalyse: Analyse af magten er analyse af undertrykkelsesmekanismerne, og magten er “det, der undertrykker”. Endelig foreslår Nietzsche, at magten må begribes som krig og konfliktualitet, idet politikken anskues som den med andre midler fortsatte krig. Her bliver krigens fortsættelse, politikken, til en sanktion og en opretholdelse af kræfternes uligevægt. Magtforhold er altså en krigerisk konfliktualitet mellem kræfter. Hermed har Nietzsche sat fokus på et grundlæggende fællestræk for de tre diskurser, nemlig det konfliktuelle[8].

Marxs teori som sådan er en teori om modsætninger og deres bevægelsesformer, og det konfliktuelle er konstitutiv for teorien i form af klassekamp. Freuds teori er ligeledes en konflikt- eller spaltningsteori, hvad enten man nu ser på konflikten mellem livsdrifter og dødsdrifter, jeg-drifter og seksualdrifter eller patient og analytiker. Hos Nietzsche er det konfliktuelle så grundlaget for “viljen til magt”. – At det faktisk forholder sig sådan, at det konfliktuelle er grundlaget for (eller er) Magten og dermed er reflekteret i disse magtanalyser, kommer symptomalt frem i sprogbrugen. Det kan ikke være tilfældigt, at det i den grad er krigen og erobringen, besættelsen og forsvaret, der udtrykker analysen, magtanalysen, hos Marx, Nietzsche og Freud. Det er krigens sprog.

Når det i dag er relevant at gøre opmærksom på dette grundforhold, så skyldes det ikke kun, at magtanalyserne opererer i dette sprog, og man derfor tvinges til at undersøge, hvorvidt dette sprog stadigvæk er adækvat, hvorvidt det politiske kan identificeres gennem dette sprog, men så skyldes det også, at krigens sprog har fundet indpas i hverdagslivet.


[1] Jf. Nietzsche: Werke, bind III, s. 587. Frankfurt 1976.

[2] Jf. afsnittets sjette hovedstykke: Vi lærde i “Hinsides godt og ondt”, bind III, s. 109 ff.

[3] Når jeg taler om ny-filosofi, så hentyder jeg til en tendens, og af positioner har jeg kun taget André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy alvorligt. Denne disposition er iøvrigt i overensstemmelse med Dominique Lecourts i Dissidence ou revolution, Paris 1978.

[4] Glidningen markeres af positionerne i Foucaults Les Mot et les Choses (Paris 1966) over Baudrillards Le Miroir de la production (Paris 1973) til Glucksmanns La cuisiniére et le mangeur d’hommes (Paris 1974). Jeg har argumenteret mere udførligt for denne glidning i “Tendentiøse bemærkninger til Teoriens krise”, Kulturrosen nr. 29, København 1979.

[5] Det er til dels allerede demonstreret af Lecourt, op.cit., men pointen må være, at det ikke er særlig interessant at påvise, hvorledes samtlige argumenter har været fremført tidligere. Det interessante ville være en demonstration af, hvorfor dette sammensurium af argumenter kan slå igennem netop i disse år.

[6] Denne kritik er langt fra entydig. Såvel Glucksmann som Levy har en fortid i det politiske venstre og befinder sig stadigvæk der i deres selvforståelser. Det, de angriber, er mindre den marxske diskurs end marxismen som institution. Glucksmann kritiserer marxismen for at være en metafysisk herredømme-diskurs, og Levy vender sig mod marxismens “optimisme”.

[7] Foucault, Deleuze, Lyotard og andre er måske de fisk, som Nietzsche forudsagde. I et nyt studium af Nietzsches kulturpsykologi med henblik på den antydede problematik ville det blandt andet være relevant at undersøge følgende momenter: For det første må man se nærmere på Nietzsches behandling af metafysikken og sandheden, da det hos visse filosoffer (Derrida, Benoit, Glucksmann) ser ud til, at samfundskritikken er subsumeret under en kritik af metafysikken. For det andet har Nietzsche en udfoldet idé om mening-skaben, der er en “overskridelse” af nihilismen og pessimismen; Nietzsches kritik af Schopenhauer er igen blevet relevant, fordi visse filosoffer (Lardreau, Jambert, Lévy) igen anslår pessimismen som grundsyn. For det tredie har Nietzsche en idé om overskridelsen, som tematiserer forholdet mellem brud og kontinuitet over for Hegels begreb om “bestemt negation”. Endelig implicerer Nietzsches begreb om “viljen til magt” en magtanalyse; på dette punkt adskiller Nietzsche sig fra såvel den politiske filosofi som moralfilosofien. Nietzsches filosofi og sociologien er udtryk for én og samme samfundsmæssige ændring.

[8] Ved at gøre det konfliktuelle til genstand for analyse kan man samtidig begribe sociologiens etablering i det samme tidsrum, men frem for alt har man en indfaldsvinkel til en fælles tematisering af Marx, Nietzsche og Freud. Denne tematisering kan måske endda nedbryde de traditionelle socialpsykologiske antinomier (jf. kapitel 3) og dermed danne udgangspunkt for en ny problematik, som ikke er legeringer af eksisterende intentioner.