Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

V: Eftertanke

Kommunisme må være et brud med kapitalisme, men revolution kan ikke gøre tabula rasa. Hvad skal man egentlig forstå ved en sådan bemærkning?

Der ligger en intention om at bryde paradokset på en anden måde, end det oftest bliver praktiseret. Revolutionernes historie og de overgangsformer, man har valgt, har altid afstedkommet deportationer og diverse internerings- og opdragelseslejre (fra Robespierre til Pol Pot).

Det er nødvendigt at bruge opdragelseslejre, forklarer Vietnams Madame Binh, og hun præciserer: “Jeg vil gerne forklare alle folk i Europa, at Vietnam hverken er Sverige eller Frankrig. Vi har haft krig i 30 år. I mere end 20 år opbyggede USA-imperialismen et kolonivælde i Syd-Vietnam. For os er det endnu det altoverskyggende problem, simpelthen landets eksistens. I det sydlige Vietnam har vi endnu ikke opnået fuld sikkerhed, der foregår aktiviteter rettet mod vores regering. Og de er faldet sammen med fjendtlige angreb langs Kampuchea-grænsen. Det er grunden til, at vi endnu må lade en del mennesker sidde i lejrene, men antallet er langt mindre, end rygterne siger. Behandlingen af dem er human, helt anderledes end under det forrige regime.”[1]

Madame Binhs udtalelser antyder, hvor vanskeligt det er at reflektere over revolutioner og befrielseskampes resultater i almindelighed. De viser sig altid specifikt og historisk praktisk. Det er jo en af årsagerne til, at der findes så få anvisninger i den marxske diskurs omkring den overgang fra kapitalisme til socialisme, som står til diskussion. Marx taler kun om “proletariatets diktatur” som en politisk form[2], og dermed er det op til de konkrete situationsbundne situationer at erfare indholdet og den specifikke form for organisation som herskende klasse.


[1] Dagbladet Politiken, 25.1.1979.

[2] MEW 19, s. 28.