Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

V: Nietzsches posthume fødsel

Det teoretiske felt for magtanalyser er ikke et teoretisk felt som opfindes, men et felt som genoptages med baggrund i Nietzsches “filosofi”. Magten er et nyt navn måske, men ikke et felt, der kan erstatte tidligere analyser eller være deres supplement. Der kan imidlertid godt være tale om, at man i bestemte perioder må opprioritere forståelsesformer- alt afhængigt af den strategiske situation. Når man i 70erne på ny har forsøgt at genformulere elementer i Nietzsches filosofi, så cr denne bestræbelse ingenlunde begrundet i, at Nietzsches diskurs skulle være mere sand end andre diskurser. Hans filosofi bringes ikke frem for at erstatte Marxs eller Freuds; den frembringes, fordi den er en anden forståelsesform, som indeholder forsøg på besvarelse eller opmuntring til besvarelse af en række af de spørgsmål, man åbenbart stiller sig nu.

Ifølge magt-begæranalytikerne repræsenterer Nietzsche et langt mere radikalt brud på den vesterlandske tanke end det sædvanlige forbund mellem Marx og Freud. Foucault formulerede som omtalt dette klart i 1966[1], men pointen er, at allerede Nietzsche formulerede dette synspunkt som socialismens ikke-brud med, men dens kontinuitet med borgerligheden. Han hævdede, at socialismen er kulminationen på det jødisk-kristelige-demokratiske ressentiment. Denne idé, som understreger kontinuiteten frem for bruddet, rendyrkes hos Baudrillard og Glucksmann[2].

Med hensyn til Freud så har såvel Foucault som Deleuze forsøgt at demonstrere, at psykoanalysen perpetuerer den borgerlige kodeks, det vil sige genkoder i stedet for at dekodere, afkode. Man hævder med andre ord, at såvel marxismen som psykoanalysen har mistet deres karakter af emancipationsinteresse-diskurser, og er blevet perpetuerende. Marxismen genkoder (fortsætter, underbygger) ved hjælp af Staten og psykoanalysen ved hjælp af familien eller Ødipus.

Man vender sig derfor til Nietzsche, fordi han præcis afkoder, dekoderer den borgerlige kode, den borgerlige matrix, ordningsmodus[3]. Nietzsches tanker og hans skrivemåde er et brud på denne kapitalistiske kode, altså en nedbrydning; hans diskurs er en sproglig krigsmaskine.

Min tese er ganske enkelt den, at hvis man ønsker at forstå, hvad der foregår hos Foucault. hos Deleuze og hos Lyotard, så må man gå til deres fælles grund i Nietzsche. Der er simpelthen tale om en reformulering af Nietzsches tematikker. Læs Foucaults Nietzsche, genealogien, historien fra 1971! Læs Deleuzes Nomadetænkning og Lyotards Notat om genkomsten og Kapitalen fra 1972! I disse diskussioner af Nietzsches aktualitet er så godt som alle de tematikker, som disse tre positioner siden har behandlet[4], allerede grundlagt.

Hvis man ønsker at stille spørgsmålstegn ved den aktuelle magtanalytik, kan man gøre det ved at stille spørgsmålstegn ved Nietzsches aktualitet – altså ved at demonstrere, at Nietzsches filosofi er uden interesse i dag.

Med den omrokering i de strategiske situationer, der sker i disse år – selve den måde, “det politiske” tematiseres på, stiller jeg mig tvivlende over for en sådan demonstration; men det er naturligvis indlysende, at Nietzsches filosofi som sådan ikke er svaret på den aktuelle intellektuelle krise. Et sådant svar findes ganske enkelt ikke – derfor stilforvirringen som princip.

Ingen kan vel finde på at påstå, at det er fordi magten er blevet identificeret som det grundlæggende for vort univers, at vi i dag igen begynder at reflektere magtforholdene. Det må åbenbart være, fordi man skønner, at magtforholdene udgør et aktuelt presserende problem, uden at det nødvendigvis relaterer sig til Statsmagten eller magten i samfundet. Der er for eksempel ikke tale om en strukturel prioritering mellem magt og økonomi, mellem magt og begær etc. Der vil altid være tale om en politisk, provisorisk, det vil sige strategisk prioritering, der kan veksle fra situation til situation.

Der findes imidlertid positioner, som hævder, at der findes en strukturel prioritering, som determinerer enhver strategi; jeg vil derfor ekskursivt redegøre for en sådan.


[1] Jf. Les Mots et les Choses. Paris 1966, s. 10.

[2] Glucksmann forsøger at demonstrere denne kontinuitet i de nævnte bøger. Baudrillard har formuleret sin version forskellige steder, men måske klarest i Le miroir de la production ou l’Illusion critique de materialisme historique (Paris 1973). Det bemærkelsesværdige ved Baudrillards Marx-kritik er hans forsøg på at demonstrere, hvorledes en total gennemøkonomisering i sidste instans er en desøkonomisering med hensyn til emancipationspunkteme: Der findes ingen emancipation i relation til økonomiske kategorier længere.

[3] Det er min opfattelse, at man ikke er nødsaget til at være enig i deres opfattelse af Marx og Freud for at bringe deres erkendelser i anvendelse. Det er påfaldende, at den igangværende reformulering af Nietzsche samtidig implicerer kritik af Althussers reformulering af Marx og Lacans reformulering af Freud.

[4] Jeg tænker på Foucaults moral-genealogi Surveiller et punir og hans Volonté de savoir (Paris 1976), som begge genoptager Nietzsche-formuleringen; jeg tænker på Deleuzes og Guattaris L ‘Anti-ödipe (Paris 1972) og Rhizom (Paris 1976), hvor ideen om strøm, deterritorialisering, det nomadiske, er hentet hos Nietzsche; og endelig er Lyotards L ‘Economie libidinale (Paris 1974) formuleret på ideen om den rene intensitets nomadisme. – Foucaults Nietzsche, la généalogie, l’histoire findes i Hommage à Jean Hyppolite (Paris 1971), Deleuzes Pensée nomade og Lyotards Notes sur le retour et le Capital findes i Nietzsche aujourd’hui? (Paris 1973).