Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

V: Utopiske former

En hang til overskridelse, en historisk fantasi, kan ikke identificeres med utopisme, men er blot nerven i engagementet og den provisoriske politik. Det er med andre ord vigtigt at sondre mellem utopi og utopiske dimensioner – mellem konstruerede utopier og praktiske “utopier”.

Den konstruerede utopi er en vision om et bedre samfund, en bedre struktur, et bedre system – og struktureringsprincipperne kan så være vidt forskellige i de forskellige utopier. I modsætning hertil er den utopiske dimension en vision om noget andet i en punktuel brudfyldthed: Den unddrager sig systemets konstruktivisme og relaterer sig til den praktiske, provisoriske tendens bort fra dette og hint, og ikke så meget hen imod hin struktur. Når den praktiske “utopi” bevæger sig mod beskrivelse af en struktur, så sker det netop ikke i form af konstruktionens detaljerede dataopsamling, men i fiktionens, kunstens form. Kunstens form er nok detaljebeskrivelse, netop detaljen som symbolladet, således at strukturen opstår i interpretationen.

Utopiens form changerer hele tiden mellem at være praktisk “utopi” (det vil sige utopisk dimension) og så at være en konstruktion (det vil sige konstrueret utopi), fordi den kunstneriske og fantastiske detalje har en tendens til at skride over i konstruktionens detaljerethed, og dermed miste sin symbolske, kunstneriske karakter for at blive videnskabelig dataopsamling. Den utopiske dimension går hen og bliver utopividenskab[1].

I modsætning til denne overgang fra “utopi” til videnskab betyder socialismens overgang fra utopi til videnskab ikke en videnskabeliggørelse af utopien, men heller ikke en udradering af den utopiske dimension. Det er rettere ‘das Ende der Utopie’[2] – en deplacering af stedet, som nu er eller har været. Utopiens endeligt er dens praktiske væren i tiden og i rummet.

Den første kategori af utopier[3] befinder sig helt uden for tid og rum. Religionernes tusindårsrige er præcis defineret ved at overskride tid og rum i en hinsidighed. Evigheden har præcis ingen tid! Når denne utopi konstrueres, er dens placering et problem, fordi den skal overskride en bestemmelse ‘af denne verden’. Et af de vigtigste kendetegn ved utopien som kritik er allerede at finde i denne form, når man kan stræbe efter at skabe ‘himmerige på jorden’ eller konstruere den guddommelige orden i staten. Utopien er selv i denne urealistiske form en perspektivering og gennem perspektiveringen en kritik af nuets tilstande.

I den anden kategori er utopien nok sekulariseret men stadigvæk ikke placeret i tid og rum. I denne kategori befinder fiktionen eller den litterære utopi sig. Den overskrider tiden og mystificerer rummet ved hjælp af rejsemotivet, idet samfundskritikken organiseres ved at placere en iagttager, der beskriver det eksisterende gennem en relativering fra noget andet (Mikromegas hos Voltaire f.eks.), eller som iagttager alternativer til det eksisterende (Gulliver hos Swift). I den litterære utopi cirkuleres imellem den utopiske dimension, der sætter sig igennem i en punktuel kritik, og så den konstruktivistiske tendens, der beskriver et “konkret” alternativ. Hverken den ene eller den anden side er ren spekulation, men retter sig imod eksisterende institutioner.

Overgangen fra den anden til den tredje kategori (eller idealtype) markeres af en tiltagende placering i tid og rum. Fra at utopien var placeret uden fortid og rum bliver rummet nu faktisk etableret og udfoldet. Det kan lade sig gøre at konstruere en utopi, men igen fastholdes spændingen mellem det videnskabelige og det kunstneriske – mellem konstruktivismen og den litterære helhedsbeskrivelse af strukturen og dens elementer og deres sameksistens. Det kan enten ske ved, at man beskriver eksisterende struktureringsprincipper og sætter forhåbninger til disses system (Smith), eller ved at man konstruerer med forskellige nye struktureringsprincipper (Fourier). I den litterære form er det punktuelle fastholdt, men ellers er princippet det samme: Utopien er så at sige tidløs. Den er nok bundet til et bestemt rum, men den er ikke bundet til tiden, og dermed er den medvirkende i en naturalisering af det specifikke rum (Platon, More).

Nostalgien udgør egentlig en fjerde form for utopisk tænkning, og den er kendetegnet ved ikke at være rumlig eller synderlig udfoldet: Den er derimod karakteriseret ved sin tidslighed, sin fortidighed. Nostalgien unddrager sig konstruktion i rummet, og derfor er det den punktuelle utopiske dimension, der er fremherskende. Nostalgien har et væld af former, men det gennemgående træk er længslen mod noget mere oprindeligt eller naturligt, der tidsligt kan placeres i en fortidighed: Det kan så f.eks. være barndommen i bred betydning, den uberørte natur, naturlige rytmer, naturlige konsumtionsformer. Naturen er imidlertid ikke den eneste legitimationsidé, idet selve ideen om fylde og gentagelse involveres i denne udgave af utopitænkning. Man kan ikke frakende selv nostalgien den kritiske dimension, der ligger i perspektiveringen. Den er så at sige utopiens omvendte spejling i nuet og er ikke en mindre relevant argumentationsflade end den konstruerede fremtidige utopi. Den er imidlertid u-praktisk.

På sin vis er science-fiction mere praktisk. Denne femte form for utopi-tænkning er præcis placeret i tid og rum; og i den egentlige science-fiction (til forskel fra “fantasy” og “space-opera”) finder man faktisk en samfundskritik, der konstruerer – men netop ikke ud i den blå luft. Den spekulerer i de faktiske udviklingstendenser og muligheder. På denne måde indstiller den sig ikke blot på naturvidenskabernes og teknologiens udviklingsmuligheder, men også på andre videnskaber: på adfærdsteknologiske tendenser, på psykologiens, på sociologiens, på politologiens, på sexologiens tendenser. Dens væsentligste karakteristik er dens tidsbestemmelse (dette og hint år), men også dens ruinsbestemmelse (dette og hint land, solsystem etc.). Den er så at sige en mulighedsfremskriven: Den kan så være håbefuld (Julian West, der vågner op i Boston 1980) eller være et skræmmebillede (1984, Atom-staten etc.). Science-fictionlitteraturen må tages alvorligt som kritik og utopitænkning – selv i de mere ekstravagante udgaver, hvor selve ideen er en sprængning af tid og rum (som dog dermed forbliver parametre), er der tale om utopi. Når den femte form går helt over i fiktionen, så ligger der en fundamental erkendelse til grund: Det er kun muligt at forfølge denne eller hin magt-teknologi; det er ikke muligt at foregribe systemet af teknologier!

Den sjette form er så endelig en overskridelsesform, hvor den utopiske dimension placeres i den faktisk eksisterende tid og det faktisk eksisterende rum. Den har det til fælles med den femte form, at den er eksperimentel og dermed punktuel. Den knytter an til den tendens og latens, der ligger i tiden og rummet. Den løssætter eksperimentelt og forsøgsvist de praktiske muligheder i nuet, og afstår fra at projektere systemet af rokader, idet eksperimentet ikke kan bestemmes i alle detaljer, fordi det afhænger af andre eksperimenter og derigennem af det system, som det kommer til at realisere sig i. Den kan være konkret eller fantastisk, men den er praktisk’, og det er i denne praktik, den provisoriske strategi og politik indlejrer sig. – Her er der åbnet mm for såvel den utopiske dimension som for den politiske strategi, der provisorisk forholder sig til udviklingstendenser og latenser. Tidens muligheder, rummets muligheder. Den er historisk, idet den konstant holder sig til udviklingen i det konfliktuelle.


[1] Her drejer spørgsmålet sig i det hele taget om forholdet mellem kunst og videnskab. Kunne man ikke sige, at i det øjeblik kunsten går fra at være symbolsk (dvs. polyvalent) detaljebeskrivelse til at blive en dataopsamling, så overskrider den kunstens medium? På denne vis er Marquis de Sade på vej til at lave en seksualvidenskab, og for eksempel er Peter Breughel på vej til at blive socialantropolog.

[2] 8. Herbert Marcuse har foreslået dette udtryk – om end i en anden forbindelse. Jævnfør Politiske essays (København 1972).

[3] I det følgende foreslår jeg nogle utopi-kategorier. Det er intentionen at demonstrere, hvorledes utopiske tankeformer er meget andet end det, Thomas More danner skole for. Kategorierne er arbitrære, og klassifikationsnøglen er placeringen i tid og rum.