Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VI: Engels og det materielle

Der er flere årsager til, at de fleste marxister ikke vil høre tale om magt. En af dem er sikkert, at man i marxismen-leninismen opererer med det såkaldte magt-spørgsmål (partiet og statsmagten) og derfor ikke vil tænke andre tematiseringer. En anden grund er sikkert disse andre tematiseringer, for politologi og sociologi er implicit kritik af marxistiske tematiseringer, og hvis det ikke er disse teoriers magt-diskussion, der hentydes til, ja, så er det sikkert en anarkistisk udgave, og det er endnu værre, for den er eksplicit kritik. Endelig må man tilføje, at vi har oplevet en diskussion mellem en marxisme og en magtfilosofi, nemlig Engels’ kritik af Eugen Düring. Spørgsmålet er så, om Engels’ argumenter i denne forbindelse også er argumenter mod den aktuelle magtdiskussion?

Engels diskuterer forholdet mellem politik og økonomi og hævder, at økonomien er det grundlæggende, så hans argumentation står og falder med denne prioritering, så hvis senkapitalismen præsterer en afgørende ændring i forholdet mellem det traditionelt politiske og det traditionelt økonomiske, så er Engels’ argumentation sat ud af kraft. Marxismen ser traditionelt magten som politisk magt, og det vil imidlertid sige i relation til staten og statsapparatet og det fra Engels til Balibar. Når det er vanskeligt at identificere statsapparatet, så er det vanskeligt at identificere det politiske, derfor er politikbegrebet genstand for refleksion i de mere avancerede udgaver af den traditionelle marxistiske tematisering (hos Balibar for eksempel).

Hos Engels finder man en ganske instruktiv kritik af Düring. Dürings tese går i al korthed ud på, at det politiske er det primære system, og det økonomiske er af sekundær karakter; knægtelsen er historiens princip. Vi kan i denne forbindelse se bort fra, at Engels og Düring næsten udelukkende taler om “Gewalt ’, som nærmere ækvivalerer med vold i denne analyse af “magten”. (I sidste instans ligger hele miseren i den manglende differentiering mellem magt og vold; Engels tror, at han taler om magten, men han taler om volden, og derfor egentlig ikke om politik (i hans egen forståelse af politik.)) Engels vil demonstrere, at det, når alt kommer til alt, altid er den økonomiske udvikling, der er determinerende i forhold til den politiske udvikling, i forhold til magtforholdene. Produktionen er grund liggende, da magten kræver redskaber, værktøj, og disse må produceres. “Volden (die Gewalt) er ikke en blot og bar viljesakt, men fordrer meget reelle forudsætninger for dens udførelse, nemlig værktøj, af hvilke det mere fuldkomne overvinder det mere ufuldkomne”, siger Engels og fortsætter: “Dette værktøj må være produceret, hvormed det samtidig er sagt, at producenten af mere fuldkomne voldsværktøj, sædvanligvis våben, besejrer producenten af mere ufuldkomne, og at, kort sagt, voldens sejr beror på produktionen af våben og denne igen på produktion overhovedet, altså på “den økonomiske magt”, på “den økonomiske situation”, på “voldens til rådighed stående materielle midler”[1].

Det er nødvendigt at differentiere i denne analyse, Engels sandsynliggør, at “magten” opererer via et apparat, værktøj, redskaber, teknologier, men der skeren kortslutning fra denne konstatering tilbage til produktionen og dermed det økonomiske magt- og situationsprimat. Denne kortslutning hedder ganske enkelt det materielle[2]. For Engels er det materielle midler, der er produceret i en specifik produktionsproces i regi af produktivkræfter og produktionsforhold, men hvad nu hvis der er andre materialstrukturer i relationen mellem mennesker (symbolske, sproglige, begærsmæssige strukturer f.eks.)? Ja, så falder de inden for Engels’ karakteristik af teknologi, men uden for hans forståelse.

Denne kortslutning, som altså bærer Engels’ argumentation for en strukturel prioritering af det traditionelt økonomiske, viser sig måske bedst billedligt i hans udgave af Robinson-Fredag forholdet:

Düring ser i Robinson Crusoe knægtelsen, en symbolsk fremstilling af knægtelsen, men Engels argumenterer for en strukturel prioritering ved at fortolke Robinsons forhold til Fredag som en symbolsk fremstilling af udbytningen, der altså er mere grundliggende end knægtelsen – “Robinson har kun knægtet Fredag, for at Fredag kunne arbejde til Robinsons nytte”[3]! Engels kan ikke se begæringsrelationer mellem mennesker, alle relationer er arbejdsrelationer.

Allerede i grundstrukturen er Engels’ analyse altså relativeret gennem en demonstration af andre materielle strukturer end traditionelt økonomiske, og relativeret gennem en demonstration af andre mellemmenneskelige relationer end arbejds- og nytterelationer, og de to dimensioner er ikke uden sammenhæng. Men som sagt, så kan Engels’ analyse af forholdet mellem økonomi og politik på det overordnede niveau kun sættes ud af kraft gennem en demonstration af grundlæggende ændringer.

Med denne ekskurs har jeg villet antyde, at der ikke findes klassiske argumenter mod de aktuelle magtanalyser, samt at den strukturelle prioritering er blevet et problem, fordi man enten må genvinde et bredt klassisk økonomibegreb eller investere i en kategori, som er det økonomiskes referent i den historiske materialisme, nemlig det materielle. Endelig må det ikke underkendes, at den strukturelle prioritering kan være en slet skjult reminiscens fra ideen om “den totale” teori.

Med hensyn til den provisoriske prioritering stiller sagen sig anderledes: Den må hele tiden til – uden dog at ende i situationisme.

I virkeligheden er der taget højde for disse problemer i Althussers ansatser om historisk materialisme og hans begreb om det kommunismestrategiske – men det er en anden historie. En althusserianer tyder historien på samme måde som psykoanalytikeren tyder drømmeforløbet og med homologe kategorier: Hans interesse er de kritiske punkter for fortætning og forskydning.


[1] Marx-Engels Werke, bind 20, s. 154.

[2] Jeg vil igen understrege, at specifikationen af det materielle er en vigtig opgave i en fornyet interpretation af den historiske materialisme. Det gælder enten om at genvinde bredden i et klassisk økonomibegreb eller om at investere i det materielle, for den gensidige reference mellem det økonomiske og det materielle, som kendetegner den historiske materialisme, er ikke længere holdbar. Den har forhindret en specifikation af såvel det økonomiske som det materielle. Jeg fornemmer, at den første mulighed (som for øvrigt er den, Marx vælger) – fastholdelse af et bredt økonomibegreb – er problematisk på grund af den totale gennemideologisering af “økonomi”, som er grundlaget for senkapital ismens dominerende ideologi (den økonomisk-patologiske ideologi), så tilbage står den anden mulighed: Det materielle; hvad er materielle strukturer?

[3] MEW20, s. 148.