Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VI: Krigens nærvær

Søndag den 22. april 1979 kunne man i en af landets største morgenaviser, “Politiken”, læse følgende alarmerende opråb på forsiden (altså som den mest interessante oplysning med den største opsætning): “Beskyttelsesrum til hver anden dansker, men de er ubrugelige. Det vil tage uger at gøre dem klar i krigstid …”, og det hedder videre, at “… kun cirka halvdelen af den danske befolkning vil i en krigssituation kunne fa plads i beskyttelsesrum – eller sikringsrum, men hovedparten af disse, med i alt 2.4 mill. pladser, kan først bruges efter en omfattende istandsættelse, der er beregnet til en til to måneders varighed”.

Opråbet viser med usvigelig sikkerhed, at man er i gang med en psykologisk forberedelse på krigen – men netop ikke krigen som realitet – krigen som fantasme. Det moderne menneske skal leve med krigen som mulighed eller simuleret realitet. Sagen drejer sig måske ikke så meget om den totale krig, den “realistiske” atomkrig, der til dels latterliggør de offentlige beskyttelsesrum, men om en krigssituation i fantasmorgisk almindelighed.

Den samme gennemleven af en krigssituation kommer til udtryk på mangfoldig vis i vores hverdag. Klædedragtens aktuelle historie, moden, demonstrerer klart denne krigssituation, idet det militære look er gået fra at være ungdommens pacifistiske overskuds- og oprørsklædning til at blive in i mere lækre former. Skråhuen og skråremmen har igen vundet indpas i moden[1]. På punkscenen registreres disse tendenser på mange niveauer: Kliché henviser til “Militskvinder”, The Sods synger om “Military Madress” etc. Sådan findes der et utal af symptomer. “Krigssituationen” er tilsyneladende tilspidset, men det egentlige problem består i at undersøge, hvorvidt situationen er fremprovokeret af og har en referent i den faktiske internationale krigsfare, eller der måske snarere er tale om, at nogle grundliggende strategier omkring hverdagens konfliktualitet bliver tydelige, fordi de er forladt. Konflikterne blotlægges måske, fordi det gamle konfliktmedium ikke længere er ønskværdigt – fordi der findes mere raffinerede former?

Krigen som en direkte og åben konfrontation er ikke længere det foretrukne konfliktmedium. Ikke alene i hensigt til kendte medier for konflikt gør denne ophævelse sig gældende. Allerede ét stort område i senkapitalismen eller et stort livsrum er blevet ophævet, symboliseret og civiliseret. Hverdagslivets konfliktualitet er ophævet i sportens iscenesatte konflikter. Man må se den vigtigste del af sportens genealogi som krigskunstens civilisering til sport (fra turneringer til ringridning som eksempel)[2]. Men i dag står vi i en overgang, hvor den “rigtige krig”, den ikke-symboliserede clausewitzske krig bliver et forladt medium for konfliktudspillelse, og derfor er der åbnet rum for, at feltet åbenbares: i filmen, i musikken, moden. Vores dages krige kæmpes måske rettere for at oprette et altomfattende kontrolsystem af anden form[3].

Muligheden for en atomkrig opretholdes kun for at forfine et verdensomspændende sikkerhedssystem, et spærre- og kontrolsystem, et system, der symbolsk repræsenteres af et utal af årvågne jorddrabanter og lytteposter – et system, som principielt interesserer sig for den mindste detalje, og som ikke på nogen måde bremser op foran det civile samfund. “Krigen er kontrolleret”. Den har sin egen diskurs, sin disciplin. De strategiske studier har ændret navn til fredsforskning, men forbliver ikke desto mindre krigens diskurs. Krigen i Vietnam varede indtil Kina og kommunisterne involveredes i den moderne politik og magtdisciplin. Krigen i det mellemste Østen vil vare indtil Israel og PLO går over til en ny magtdisciplin, den civiliserede “krig”, den beherskede krig. Konflikterne symboliseres, og der skabes et verdensomspændende beherskelsessystem, en kontroldimension, der gennemlyser alle samfundslivets krinkelkroge med reference til sikkerheden:Alle former for uberegnelighed, uforudsigelighed og uregerlighed søges behersket.

Denne “fare” gælder ikke kun atomkrigen, men tillige den såkaldte fredelige udnyttelse af atomteknologi, for freden er en krigsform. Den fredelige udnyttelse af atomkraft kræver i den grad sikkerheds- og kontrolsystemer, at enhver form for ukrænkelige borgerrettigheder nødvendigvis smadres. Når man indimellem “opdager”, at sikkerhedsforanstaltningerne ikke har været overholdt, så er det blot med til at cementere illusionen om, at det kan lade sig gøre at etablere systemer, der er sikre: Systemet må udvides! Vi mangler endnu nogle oplysninger! – Og denne gennemlysning accepteres på grund af frygten for, hvad der kunne ske, hvis systemet ikke var der.

Måske er det, fordi krigen er blevet gammeldags, at den står til fri afbenyttelse i dag?


[1] Jf. skuldrenes bredde og robotagtigheden. Moden er et privilegeret sted for lommefilosofiske analyser.

[2] Jf. kapitel 5 her. Den moderne sports genealogi er en civilisering af krigsformer og en sofistikering af arbejdsformer. Krigen og arbejdet er de to kilder.

[3] Jf. Jean Baudrillards analyse af Vietnamkrigen i “La pression du simulacres”, Traverses nr. 10, Paris 1978. Kina indgår i mediet for fredelig sameksistens og opgiver verdensrevolutionen. Normaliseringen mellem Washington og Peking betyder, at Kina indgår i et reguleret system. Set ud fra dette synspunkt har amerikanerne vundet Vietnamkrigen!