Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VI: Utopiske dimensioner hos Marx

Den utopiske dimension omfatter både denne praktiske “utopi” og en utopisk regulerende idé for engagementet – en implicit filosofi.

Der findes forskellige utopiske dimensioner i den marxske diskurs. Man kunne blandt andre nævnte tre: a) en implicit filosofi omkring enheden og splittelsen; b) en implicit konsekvens omkring arbejdsbegreberne; samt endelig c) en idé omkring rigdomsbegrebet. – Der findes en række andre, og tilsammen udgør de en stor del af det, Foucault kalder for en diskurs’ positivt ubevidste.

Ideen om splittelsen og dens ophævelse er ikke noget, den marxske diskurs har patent på, og den er måske et af de grundelementer, der går igen i det meste af den vesterlandske tanke. Hos Marx ytrer den sig forskelligt i løbet af teoriudviklingen, men den forbliver en implicit og mere eller mindre ubevidst struktur. Det betyder imidlertid ikke, at den ville blive udfoldet, dersom Marx havde skrevet en filosofi. Der er god grund til, at Marx ikke skriver en filosofi[1]. Alligevel ligger der noget underdrejet i diskursen, som ikke er gjort til genstand for videnskabelig gennemlysning, og som egentlig heller ikke kan gennemlyses, da det præcis er en regulerende idé – og blandt disse implicerede ideer er splittelsen.

Marx forsøger på nogle bemærkelsesværdige sider i “Grundrisse”[2] at skrive splittelsens genealogi; han formulerer nødvendigvis i samme omgang ideen om en oprindelig enhed og ideen om en ny enhed – eller “enhed på et højere niveau”. En del af kritikbegrebet i “Kritikken af den politiske økonomi” er således sanktioneret i disse ideer. Det viser sig nemlig, at den blinde magt, der bærer spaltningen, kan identificeres som dårligdommen. Spaltningens årsag findes i forskellige udgaver i den marxske diskurs, og dette gælder også spaltningens produkter; men selve ideen om spaltningen og et medium, der bærer denne spaltning, forbliver et konstitutivt træk for diskursen. – At så disse ting findes, siger ikke meget om den teori, Marx formulerer – og ingenting specielt til den enkeltes erfaringsramme; men ideen om, at spaltningen kan ophæves i en eller anden form, er en utopisk dimension hos Marx.

Der findes en lignende figur hos Nietzsche og Freud. Man kunne ganske let lave nogle skanderinger omkring løsningen af dette tema hos dem: Hos Freud bliver det til en spaltningsbeherskelse og hos Nietzsche til en spaltningsaccept – den utopiske dimension nedtrappes med andre ord i disse diskurser.

Der er en gennemgående figur involveret: Spaltningen er ikke i sig selv af det onde, og den skulle heller ikke være undgået – den er et led i en form for progression, der involverer “det nye”[3]. Hos Marx, Engels og Lenin vil man se en fødselsmetaforik (og det er klart i metaforikken, at nogle af de regulerende utopiske dimensioner kan oversættes) som kommunismens mirakel. Fødslen er præcis en enhed, der er kommet i stand på baggrund af en spaltning og en forening. En analyse af den marxske diskurs’ sprogdragt ville demonstrere en række andre dimensioner. Jeg nævner denne, fordi den har såvel videnskabelig som metaforisk garniture.

Den har også en vis betydning for en anden utopisk dimension, som angår “arbejdets status” hos Marx. Når man vil antyde en implicit filosofi omkring arbejdet hos Marx, så består det vigtigste problem i distance til forskellige marx- ismer, der gør arbejdet til en del af en eksplicit filosofi. Hvis man hævder, at der findes en arbejdsfilosofi (for eksempel i form af en arbejdsantropologi eller en arbejdsontologi) hos Marx, så opstår der virkelig vanskeligheder i skanderingerne i diskursens udvikling. Hvis man derimod blot antyder en implicit filosofi eller en regulerende idé om menneskelig udfoldelse og retten til en sådan udfoldelse, så stiller sagen sig anderledes. Selv hos Marx er der reminiscenser fra en naturretslig diskurs, hvor naturen er en emancipationskategori; og den er en forlængelse af den første idé om spaltning og overskridelse, thi omgangen med naturen, spaltningsproduktet, foregår i det samme medium som udfoldelsen, nemlig det medium, der kan samles i kategorien arbejde – en kategori, som ikke må identificeres med arbejdsbegrebet i økonomikritikken. Marx far aldrig gjort op med forestillingen om, at arbejdet har en lidt magisk funktion – at det har en helingsfunktion, og at det er medium for selvudfoldelse.

Den utopiske funktion ligger så i, at det fremmedgjorte arbejde kan ophæves, således at arbejde og selvudfoldelse igen falder sammen. Dette betyder som bekendt ikke, at arbejde kan reflekteres som leg à la Fourier, heller ikke, at arbejdet forbliver fremmedgjort à la Marcuse – men at arbejdet (eller i dette tilfælde rettere arbejdet i produktion for produktionens skyld) er et led i skabelsen af selve muligheden for udfoldelse.

I kommunismens højere fase forestiller Marx sig, at arbejdet skal blive det primære livsbehov. I denne forestilling kommer det frem, at arbejdet er grundlaget for en tredje utopisk dimension, som angår udviklingen af den menneskelige naturs rigdom. Man kan altså hævde, at der fungerer en grundlæggende utopigenererende arbejdsidé i den marxske diskurs, samt at denne idé forbliver en regulerende idé, selvom formbestemmelserne af arbejdsbegrebet ændrer sig radikalt i teoriudviklingen hos Marx.

“Grundrisse” er det vigtigste reservoir for denne kategori, fordi den ikke er sat i parentes eller anvist sin rette plads som implicit kategori; dette er naturligvis tilfældet i den tilstræbt videnskabelige fremstilling i “Kapitalen” (selvom den desværre også kan dukke op her og dermed underminere arbejdsbegrebet). Måske eksisterer selve arbejdsværditeorien på nogle implicitte forudsætninger[4].

Denne implicitte filosofi er ikke noget, Marx har patent på, og man kunne antyde, at det er et af de steder, hvor han og Engels er ægte børn af deres tid: Et sted, hvor kritikken aldrig helt er slået igennem. Et indicium på dette er faktisk ejendomskategorien.

På de samme bemærkelsesværdige sider i “Grundrisse” kondenserer Marx sin kritik af den borgerlige retsfilosofi: Denne kritik har været i centrum for Marxs bestræbelser fra første færd; det gælder hans denaturalisering af privatejendommen – hans opløsning af privatejendommen som borgerlig anskuelsesform samt hans forsøg på at demonstrere konstitutionen af denne anskuelsesform. Men på trods af disse centrale bestræbelser, så er der noget, som ikke betvivles, nemlig ejendommen som anskuelse. Marx demonstrerer, at der findes forskellige former for ejendom, samt at det i sædvanlig stil er disse former, der er teoretisk interessante; men det er åbenbart ikke forklaringsbehøvende, at ejendomsformerne i sig selv er interessante, når man for eksempel diskuterer det germanske stammefællesskab.

Også i disse forudsætninger skjuler der sig nogle implicitte kategorier, og disse er med til at udgøre de ledetråde, der udgør den “historiske materialisme”. Hvis den historiske materialisme i sidste instans ikke er andet end sådanne implicitte ledetråde omkring den måde, det materielle liv produceres på, så må man samtidig antyde, at den ikke er en historievidenskab, og end ikke nogle første usikre forsøg – som Althusser ser det. Man må påpege, at det vigtigste problem er at undersøge, hvori det materielle liv består til forskellige tider, for her er der klare forskelle. Det betyder, at økonomibegrebet og dets relation til det materielle liv må bestemmes historisk specifikt; man må endvidere fastholde, at dette ikke medfører, at det skulle være umuligt at etablere en marxistisk økonomikritisk inspireret historisk materialisme eller historievidenskab. Det vigtige er blot en erkendelse af, at man ikke står med en fiks og færdig videnskab, samt at projektet ikke er selvindlysende. Der er virkelig tale om et projekt, og ikke blot om at afsløre dimensioner i den eksisterende marxske diskurs.[5]

I tilknytning til ideen om sammenfald mellem selvudfoldelse og arbejde ligger der utopiske dimensioner i selve rigdomsbegrebet – i rigdomsudviklingen. I første omgang er denne dimension heller ikke det mest radikale, man kan finde frem hos Marx. En række sociale utopier knytter sig til rigdomsudviklingen. Den liberalistiske diskurs er i sidste instans en borgerlig utopi om kapitalismen via rigdomsudviklingen. I modsætning til borgerskabets utopier om rigdomsudvikling er almuens utopier centreret om afskaffelse af elendigheden. Den marxske diskurs reflekterer dette dobbeltforhold i en og samme progressive bevægelse, der hverken sætter sin lid til, at utopien konstruerer sig selv – som liberalismen anfører – eller forsøger at levere en alternativ konstruktion; det sker ved at placere utopiens mulighed og realitet i selve progressionen. Realiseringen af “utopien” kræver imidlertid et radikalt brud, som installerer nye former. Også rigdommen må finde en ny form. Kommunismen lever godt af, at kapitalismen udvikler den materielle rigdom, men denne rigdom er ikke i sin form kommunistisk rigdom.

Hvis man ikke fastholder overvejelser i grænselandet af disse, så er konsekvensen ganske enkelt, at diskussionen af overskridende momenter i kapitalismen – en diskussion er nødvendig, da det totale brud, der skaber tabula rasa er utænkeligt – falder sammen med tidligere tiders glorificering af produktivkræfternes vækst.[6]

Rigdomsudviklingen indebærer simpelthen muligheden for ophævelse af elendigheden. Dette adskiller sig ikke synderligt fra borgerlige utopier, og derfor kommer den utopiske dimension faktisk først ind hos Marx i og med visionen om en ny rigdomsform og en ny målestok for rigdom (og den skal af en eller anden grund altid måles; rigdomsbegrebet og rigdomsanalysen er en anden af Marxs ledetråde). Den virkelige rigdom er alle individers udviklede produktivkraft. Målestok for rigdom er da ikke længere arbejdstiden, men den disponible tid.

På sin vis skal tiden ikke være målestok for rigdom, men en tidslig forkortelse af arbejdstiden er identisk med udvikling af produktivkraft, og dette er grundlaget for at udvikle evnen til nydelse, der er en betingelse for nydelse. Økonomisering med arbejdstiden er det samme som forøgelse af den arbejdsfrie tid – tid til individets fulde udvikling.

Her er vi ved noget fundamentalt, hvor man må puste nogle forbehold eller understregninger ind i Marxs utopiske visioner om rigdomsudvikling. Man må fastholde, at det ikke er ligegyldigt, i hvilken form produktivkraftsudviklingen, den virkelige rigdom, foregår; og her må der sættes ind over for tidsbegrebet overhovedet, fordi det signaliserer det rent kvantitative aspekt og vandtætte skotter mellem frihedens og nødvendighedens rige. Tiden vil naturligvis være et samfundsmæssigt regulerende princip, men ikke et rigdomsbegreb – ikke det begreb, som sprænger kvantificeringen uden dog at være ren mulighed. Hvis ikke det kan lade sig gøre at indskyde friheden i nødvendighedens rige, så overskrider Marxs vision ikke den borgerlige idé om fritidssamfundet.[7]

Problemet kan måske bedst anskues i relation til den idé, der kondenserer hele Marxs utopiske dimension, nemlig ideen om den rige individualitet – individets fulde udvikling, den individualitet, som er rig på behov og kapaciteter.

For det første understreger denne idé, at individualitet hos Marx er en irreversibel størrelse; og for det andet understreges det, at det utopiske er indlejret i rigdomsbegrebet. I begge henseender er det helt nødvendigt at bryde med transportformer og fremhæve, at den kommunistiske individualitet ikke er identisk med den borgerlige individualitet, samt at den kommunistiske rigdom ikke er kommensurabel med den borgerlige. Hvis disse brud ikke understreges, så er den dannede, hedonistiske storborger anticipationen af den kommunistiske individualitet. At være rig på behov kan ikke betyde at have en supermarkedskonsumtionsbevidsthed. At være rig på evner og kapaciteter kan ikke være tusindkunstneren eller polyteknikeren.

Hvis man skal fastholde radikaliteten i den dimension, som Marx anvender som regulerende idé, så må man sprænge momenter i den implicitte tidsbundne filosofis univers og videreudvikle de utopiske dimensioner, og altså selv installere regulerende og provisoriske ideer. Der er imidlertid langt fra på den ene side at fastholde det punktuelle eksperiment, den praktiske “utopi”, og på den anden side fantasere sig til regulerende ideer – og så det at konstruere en udfoldet utopi. Forskellen ligger i det provisoriske, det strategiske, det politiske.


[1] Dette er blevet påvist ved forskellige lejligheder. Jeg har blandt andet selv forsøgt det i Filosofikritisk rekonstruktion (København 1977).

[2] Jeg tænker på afsnittet om “Former, der går forud for den kapitalistiske produktion” i Grundrisse (Berlin 1953, s. 375 ff).

[3] I Socialisationskritik og politisk praksis (København 1978) har jeg beskrevet disse ting lidt mere indgående.

[4] Disse antydninger af en implicit filosofi kræver naturligvis en egentlig demonstration, men dette er ikke tiden og stedet, for det kræver en meget grundig demonstration, hvis man skal slå fast med syvtommersøm, at det ikke er intentionen at hente skeletter frem fra skabet, en implicitte filosofi er et positivt ubevidst og ikke grundlaget for en marxistisk filosofi.

[5] Der er tale om et projekt, fordi Marxs grundlæggende interesse var en gennemlysning af kapitalismen. Også dette kræver en omfattende demonstration, men man kan allerede antyde, at Marxs historiske og etnografiske studier er analyser i kapitalismens muligheder (samfund uden stat osv.), samt at dette sætter eksporten af kapitalistiske kategorier i et nyt lys.

[6] Jeg vil her tillade mig at henvise til et kollektivt arbejde over disse problemer. Det drejer sig om Carlsen, Schanz, Schmidt, Thomsen: Kapitalisme, behov og civilisation (Århus 1980).

[7] Da det ikke er disse problemer, som står i centrum for nærværende fremstilling, henvises atter til Socialisationskritik og politisk praksis, op.cit. Dér findes såvel en uddybning som en kildehenvisning.