Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VII: Intensitetens nomadisme

Tilbage til nomade-tænkernes udgave af Nietzsches filosofi. Grundpillen er Nietzsches tematisering af “det strømmende”, “det cirkulerende”. Nietzsche anskueliggør. hvorledes man befinder sig i en strøm – hvorledes man er deterritorialiseret (Deleuze). Nietzsches filosofiske stil er aforismen – en stil, som hele tiden viser ud over sig selv – en stil, som bruger humoren og ironien, og således befordrer en oplevelse, en intensitet.

Intensitet er en oplevelsestilstand, som ikke kan repræsenteres af noget andet. Intensiteten er en strøm, der hele tiden fører os videre mod det ydre; men som oplevelsestilstand er den ikke subjektiv eller påtvungen. Den tilhører ikke hin enkelte. “Den er strømmen og brud på strømmen, fordi hver intensitet nødvendigvis står i relation til andre intensiteter på en sådan måde, at et eller andet hænder. Den er det, som er under koderne, det, som undslipper dem, og det, koderne vil oversætte, konvertere, udmønte.”[1]

Deleuze bruger forskellige metaforer til at betegne strømmene, intensiteterne; men den egentlige og vigtigste henvisning går til Nietzsches brug af Egennavne. Intensiteterne er det, der har med egennavne at gøre hos Nietzsche.

Et egennavn er hverken repræsentation for ting, ord eller for den sags skyld for personer; egennavnene er hverken individuelle eller kollektive. Nietzsches tekster er spækket med navne. Når Nietzsche for eksempel taler om Før-sokrateme, om Romerne, Jøderne, Kristus, Antikrist, Julius Cæsar, Borgia, Zarathustra, ja, så er disse egennavne hverken at forstå som udtryk eller indhold, men som betegnelser for intensitet på legemer. Legemerne kan så være jordens legeme, en bogs legeme, Nietzsches legeme etc. “Der findes et rum af nomadisme, af stadig omskiftende intensitet betegnet ved egennavne, og som gennemtrænger hinanden på samme tid, som de er oplevet på helt legeme. Intensiteten kan ikke blive oplevet uden rapport til den inskription på et legeme og med den bevægende eksterioritet af et egennavn, og det er derigennem, at et egennavn altid er en maske, en operatørs maske.”[2]

Denne sammenknytning af egennavnet og intensiteten kan måske kaste lidt lys over nomadetænkernes teoretiske bestræbelser. Det viser sig da, at Nietzsche anvendes som afsæt for en dekonstruktion af subjektbegrebet i dets form af totalitetsbegreb.

Via denne interesse slutter også magt-begær-intensitets-problematikken op omkring et sandt projekt i nyere fransk filosofi.

Dette projekt kan spores tilbage til Althussers marxisme og Derridas grammatologi og helt frem til Glucksmanns sære iscenesættelse af Historien. De mest centrale positioner i nyere fransk filosofi har hver især formuleret dette projekt, men del er måske klarest ekspliciteret af Deleuze og Guattari som Rhizom-“logik”[3]. Ikke sjældent er der tale om implicit kritik af Sartres “hegelianske” historiefilosofi. Man vender sig mod alle udgaver af “det Ene”, “den eneste”, det fælles værensgrundlag, der udstråler sig gennem alt. Det er en grundlæggende kritik af subjektet, der totaliserer sig og derigennem skulle være eller blive ansvarlig for alle hændelser (Althusser), eller en kritik af totalisering, fordi totalisering hænger sammen med totalisme (Glucksmann).

Når man nu kan registrere dette fællesprojekt, så forekommer det underligt, at nogle kritikere (Lecourt, Baudrillard) vil se en ny metafysik hos Foucault. De læser Foucaults magtanalyser som en magtens metafysik[4]. Denne kritik har kun en berettigelse over for Levy, der i fuld alvor oversætter det klassiske (heideggerske) filosofiske spørgsmål (Hvorfor er det væren og ikke intet) med følgende spørgsmål: “Hvorfor er der magt og ikke intet?”[5] Hermed er man præcis gået fra magtanalyser til magtfilosofi. Denne kritik af Enheden – som man således kan påvise som fællesprojekt – munder imidlertid ikke ud i en dualisme, en dialektisering, men i et forsøg på at begribe mangfoldigheder, multipliciteter, på forskellig vis. Denne begrebslige markering er ikke uden politiske konsekvenser[6].

Intensitetsbegrebet er altså et forsøg på at nedbryde subjekt-begrebet. “Subjektet” bliver nu en entitet, et egennavn, indskrevet på et legeme, og legemet bliver subjekt i og med denne indskrift[7]. Pointen var imidlertid at subjektet, legemet, der inddrages i intensitetsindskrivningen, kan være såvel et menneskeligt som et samfundsmæssigt legeme. Dette er grundlaget for en dekonstruktion af det socialpsykologiske paradigme og de antinomier, som paradigmet er bygget op af.


[1] Gilles Deleuze i Pensée nomade, op.cit., s. 169.

[2] Ibid.

[3] Jeg tænker på deres diskussion af tankeformer og logikstrukturer i Rhizoin, op.cit.

[4] Jf. Dominique Lecourts Dissidence ou révolution (Paris 1978) og Baudrillards Oubliez Foucault (Paris 1978).

[5] Levy, op.cit., s. 15

[6] Hvis vi ser bort fra Althusser og hans kammerater, så munder denne indsigt ud i en vilje til spredning, som sætter sin lid til de marginaliserede. Jf. afsnittet Valium-samfundets filosofi her.

[7] Jf. Althussers ideologiteori, som den er formuleret i “Idéologie et appareil idéologique d’État” i: Positions, Paris 1976. Althussers ideologiteori er ligeledes et forsøg på at komme hinsides Marx-Freud.