Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VII: Krigs-politik og marxisme

Når hverdagen kan gennemlyses som et krigsunivers, så må det få visse konsekvenser for de politiske overvejelser, og hvis vi står over for en transformation af krigsuniverset, så indicerer det måske en transformation af “det politiske” i den forstand, det er blevet reflekteret fra den franske revolution til i dag.

Det kommer jo mildest talt ikke bag på marxister, at der foregår kampe i hverdagen. Det kommer heller ikke bag på marxister, at der er en forbindelse mellem krigen og det politiske og dermed et forhold mellem krigsvidenskab og politologi, strategiske studier og fredsforskning. På en måde har marxismens klassikere altid tænkt i et krigsunivers, og de har beskrevet politikken som krigskunst[1].

Er det mon tilfældigt, at den marxist, som klarest og mest eksplicit tænker i krigens termer, nemlig Antonio Gramsci, samtidig er den teoretiker, der har haft den største tilslutning i de senere år? Hos Gramsci tænkes den politiske strategi i krigens termer, og hans vigtige strategiske begreber er overtaget fra krigskunsten eller konkrete analyser af historiske krige; dette gælder for såvel hegemonibegrebet som for begreberne stillingskrig, positionskrig og undergrundskrig – altså med andre ord for hele Gramscis strategiske univers[2].

Man tvinges endvidere til at spørge, om det først er marxisterne, der opdager denne sammenhæng mellem krigens univers og politikken. Politologien som disciplin, som herredømmeteknologi, har altid impliceret denne sammenhæng. Måske er Machiavelli den første, der formulerer en krigspolitikdiskurs (endnu en grund til Gramscis forkærlighed for ham[3], men politikken som en herredømmekunst, der skal beherske, bemestre eller undertrykke oppositionelle elementer, politikken som konfliktbemestrelse i det hele taget, er allerede klart formuleret hos såvel Platon som Aristoteles. Der sker imidlertid noget i det øjeblik, diskursen sættes i direkte relation til krig hos Machiavelli; men det egentlige gennembrud for den moderne politik og dermed politologi sker med den store franske revolution. Dér grundlægges den moderne politiske diskurs og politiske praksis, og det politiske sprog er stadig gennemsyret af revolutionens sprog: højre, venstre, sump, etc. Men frem for alt gennemskues politikken som teorien om at undgå (eller propagere), beherske oprøret. Samfundet gøres til objekt for en beherskelse, som tidligere kun kom naturen (den første natur) til del.

Marxisterne opfinder altså ikke sammenhængen mellem krig og politik, men de anerkender sammenhængen som præmis: Samfundet er et konfliktuelt univers, og det borgerlige samfunds konfliktualitet kan bedst beskrives i krigens, politikkens, strategiske termer. Disse konflikter fastholdes som absolutte kategorier, men man kan med rimelighed spørge, om disse kategorier stadigvæk er i stand til at dechifrere senkapitalismens subtile konfliktbemestringsformer, og svaret er forhåbentlig bekræftende.

Det konfliktuelle kan være absolut kategori, selvom det kan symboliseres og civiliseres. Den totale beherskelse er utænkelig, fordi den selv samme beherskelsesintention skaber momenter af unddragelse, af uregerlighed, men det forbliver et uafsluttet problem, i hvilken udstrækning unddragelsen kan medvirke i beherskelsesintentionen, eller den er kontraintentionel[4].

Lad mig anføre tre positioner, som jeg finder, har betydning for aktuelle politikdiskussioner og deres tilknytning tilbage til krigen.

Ifølge Hegel er krigen en strategi, der støtter sig til menneskets angst for døden. Man godtager krigen for at undgå det, der er værre, nemlig revolutionens rædsler og sociale opløsning. Denne idé kan – hævder André Glucksmann[5] – forlænges til det moderne begreb om terrorbalance, hvor krigens mulighed er socialt stabiliserende, fordi overskridelsen er den visse død.

For Clausewitz (og for Lenin) er krigen derimod en fortsættelse af politikken med andre midler[6]. Man kæmper for at bevare livet og ikke for at undgå døden. Glucksmann vil se en forlængelse af denne idé i partisanernes opfattelse af modstanderen som en papirtiger, der ikke kan modstå den lange, seje kamp.

Nu vil jeg imidlertid fortolke Nietzsche (og til dels også Mao), som om der vendes op og ned på Clausewitzs teori: Det politiske er krigen fortsat med andre midler! Det er krigen, der har permanens og ikke politikken – politikken er en form for krig og ikke omvendt. Som bekendt ændres problematikkerne ikke ved, at der sker en simpel omvending, men i dette tilfælde har omvendingen en konsekvens i form af politisk strategi og sentiment, for hvis vi skal forsøge at forlænge denne sidste nietzscheske idé, så bliver resultatet hverken terrorbalance som hos Hegel eller indædt kamp som hos Clausewitz, men des-illusion.

Det er denne desillusion, man kan spore i den aktuelle magtkritik, som den formuleres af Foucault, tildels af Glucksmann og Lévy, men tildels også af Baudrillard i hans radikale teori om magtens implosion[7]. Når krigen bliver grundkategori, så forsvinder “håbets princip” let – håbet om, at fremtiden skal vise sig at blive radikalt anderledes end nutiden (og fortiden).

Hvis det politiske ikke er andet end andre former for krig, så er det disse formændringer, der bliver interessante. Hvis formændringen ikke på en eller anden måde involverer et “bedre”, så indfinder pessimismen sig som en moderne variation af Schopenhauers svage pessimisme. Hvis formændringen giver ophav til en projekteret bemestrelse og gennemleven, så har vi en moderne variation af Nietzsches styrkefulde pessimisme, idet selve dette “bedre” er sat som projekt. Men hvis det nu kunne lade sig gøre at bevare en idé om formophævning, altså en afslutning på den blotte formændring, så er der åbnet for den finale årsag, der bærer marxismens forhåbningsfulde optimisme – om ikke andet så som utopi.

Der findes sikkert andre konklusioner end disse, men de tre variationer har moderne repræsentanter i den politiske strategi, og endelig kan det tænkes, at de alle er utidssvarende.


[1] Blot et par eksempler: Marxs analyse af klassekampene og borgerkrigen i Frankrig; Engels’ analyse af krigen i Tyskland; Lenins diskussion af den proletariske revolutions militære program; Maos beskrivelse af strategiproblemer i Kinas revolutionære krig.

[2] Jf. Antonio Gramsci Prison Notebooks, London 1973 – specielt “Politisk kamp og militærkrig”, s. 229ff.

[3] Jf. kapitel 6.

[4] Jeg vender gentagne gange tilbage til denne diskussion uden at have noget egentligt svar. I Surveiller et punir. Paris 1975, har Foucault lavet en modelanalyse, hvor han viser, hvorledes en unddragelse, kriminaliteten og kriminalitetsmiljøet skabes, men virker stabiliserende tilbage. Et andet punkt til eftertanke er Christianias skæbne som alternativ, der samtidig er samfundets laboratorium for stoffer og selvdestruktion, skræmmebillede og kontrol med stoffer. Man kan også finde materiale til dette problem i Marcuses analyser.

[5] Jeg referer til Le discours de la guene. Paris 1979(67).

[6] “Der Krieg ist eine bloβe Fortsetzung der Politik mit anderen Mitteln”, skriver Carl von Clausewitz og fortsætter: “Således ser vi altså, at krigen ikke blot er en politisk akt, men et sandt politisk instrument, en fortsættelse af den politiske handlen (Verkehr), en gennemførelse af det samme med andre midler.” I: Vom Kriege. Pfaffenhofen 1969.

[7] Jf. kapitel 3, note 77.