Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VII: Utopiens endeligt

Med Det Kommunistiske Manifest bryder Marx og Engels med en tradition af utopiske socialister. Engels’ forestilling om, at marxismen har gjort socialismen til videnskab[1], må imidlertid garneres med et par forbehold. For det første er den videnskabelige socialisme ikke specielt videnskabelig i “Manifestet”, og for det andet har den videnskabelige procedure ikke likvideret utopiske dimensioner. Alligevel har Engels grundlæggende ret i sin demarkation.

Engels vender sig dels mod konstruktivismen, fordi den er politisk naiv og ikke særlig historisk reflekteret – fordi den vil befri menneskeheden som sådan, idet den konstruerende utopiske socialisme er løsningsforsøg på baggrund af den franske revolutions sammenbrud i terror. Den nødvendige klassedifferentiering i tredie stand var endnu ikke indlysende, og dermed gennemskuer de teoretiske refleksioner ikke klasseantagonismen. Socialismen kan først blive en praktisk realitet i det øjeblik, proletariatet eksisterer eller teoretisk kan konstrueres; først i det øjeblik kan den grundlæggende sociale misere videnskabeligt påvises gennem begrebet merværdi og så videre. Klassekampen må opfindes. Ingen ny enhed uden konfliktualitet.

Men konstruktivismen kritiseres dels også af Engels, fordi dens utopi ikke er praktisk: Midlerne til konfliktens løsning skal søges i de skabte økonomiske betingelser, tilstande, i de praktiske muligheder – altså også i den punktuelle overskridelse.

Det er disse to grundforhold, der karakteriserer den marxistiske version af utopisk tænkning. Som allerede omtalt, betyder overgangen fra utopi til videnskab ikke noget i en tidslig dimension, og man kan ikke implicit polemisere mod Engels og Lenin ved at anføre, at overgangen fra utopi til videnskab var for hurtig; den korrekte pointe i Engels’ diktum er “Utopiens endeligt”, dens deplacering, dens realitetsstatus, for “Utopien” har praktisk eksistens, og det er denne praktiske eksistens i tiden og rummet, der demonstreres i den videnskabelige procedure, som er kritikken af den politiske økonomi.

Den praktiske “utopi” har dermed sit fundament i nogle materielle processer, i tendens- og latensstrukturer i det borgerlige samfund, der producerer overskridelsens mulighed. Et sandt patchwork afbrud, overskridelser og anticipationer – og præcis et patch-work, et usystematisk overlappende net, som mangler systemets forudsigelighed. Lidt patetisk udtrykt: Kommunismens polyvalens er dens forsvar mod integration.


[1] Jeg tænker naturligvis på Engels’ pjece om “Socialismens udvikling fra utopi til videnskab” (MEW, 19), hvor der findes nogle omarbejdede kapitler fra Anti-Düring” (MEW, 20). Sammenlign side 25 i MEW 20 og side 208 i MEW 19:I et kort indskud i den omarbejdede pjece kondenserer Engels den indsigt, der kan give pjecen grunden til at bære nævnte titel.