Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

VIII: Mit behov er en andens behov

Men hvor funderes de utopiske dimensioner? – De er måske præcis ikke til at fundere, og det er måske det, der gør dem politiserbare og provisoriske i en asynkron politik. Det er i deres svingende polyvalens, flertydighed og u-systematik, at man kan spore den historiske fantasis kraft. Polyvalensen sikrer mod manipulation og sikrer, at bekymringen lages alvorligt, selvom der for den enkelte opstår et net af uharmoniserede fantasier. Den politiske strategi og engagementet har sit grundlag i denne forvirring og ikke i det højere mål; og selvom det højere mål – for eksempel kommunismen – som er meningsskabende, kan komme på tale, så kan det aldrig blive en konstruktion. Kommunismens mening-skaben kan let blive disciplinerende og entydig – det vil sige bryde med polyvalensen. Man kan kun forholde sig strategisk, provisorisk til kommunismen.

Nu kan det tage sig ud, som om konsekvensen blot er en hyldest til den forvirrede konfliktualitet; den må ikke underkendes, men pointen må dog være, at økonomikritikken faktisk siger noget om kommunismen og siger noget om kapitalismen som forhindring for en realisering af nogle potentialer. Den grundlæggende kapitalismekritik koncentrerer sig i forestillingen om denne produktionsmådes grundliggende utilfredsstillelse. – Og det er erfaringen af det utilfredsstillende, der producerer forestillingen om tilfredsstillelse. Til grund for forestillingen om alternativet ligger altså utilfredsheden eller bekymringen.

Dette betyder med andre ord, at det ikke er fantasien, der er den store produktivkraft i overskridelsen, men dialektikken mellem behovet og den fantasimæssige tilfredsstillelse. Politikken er behovenes politik. Hangen til alternativet er ikke kun

indlejret i refleksionen, i bevidstheden, i fantasien, men i det faktum, at mit behov er den andens behov[1].

I kapitalismen udvikles der et system af behov[2], som bevirker, at Jeg behøver, at den anden har behov for mig osv. Dette system har måske en historie, men én gang indtruffet, så reproduceres denne systematik, og der er dermed tale om et irreversibelt moment. Den ene er afhængig af, at den anden leverer “genstanden” for den førstes behov; og for at denne tilegnelse kan finde sted, må den første levere “genstanden” for en andens behov etc.

I kapitalismen er dette system skæbneagtigt, og man er udleveret til dette system. I kommunismen vil der også være tale om et system af behov, men udleveretheden er afskaffet. Systemet er bemestret (en behersket beherskelse) i modsætning til nu, hvor systemet behersker. Behovene er altså ikke personlige, men samfundsmæssige. Socialisationen, samfundsmæssiggørelsen, er en systematisering af behovene. Hin enkeltes behovsregister er de andres. Når hin enkelte artikulerer behov, som ikke kan tilfredsstilles, så er det også de andres sag: De andres sag er ens egen! Man tager altså vare på de andres behov af personlige grunde. Man må dermed også tage stilling til, om behovet skal realiseres! Det er dette problem, som må afløse de diffuse diskussioner om sande versus falske, naturlige versus artificielle behov etc. Det betyder også, at det ikke kan lade sig gøre at unddrage sig politikken og dermed magten.

På denne vis kan man måske nå frem til at påvise, hvorledes engagementet er placeret i nogle fundamentale personlige og samfundsmæssige strukturer- og ikke blot i den bevidste refleksion hos hin enkelte socialist. Måske kan man demonstrere, hvorledes kapitalismen producerer behov, som den ikke kan honorere, og hvorledes disse behov kan erfares som personlige behov. På denne måde vil de radikale behov være indlejret i en systematik, som må ombryde hele systemet for at realiseres.

Man kan i det mindste fa gjort op med venstrefløjens Messias-kompleks – forestillingen om, at man ofrer sig, for at de andre skal fa det behageligt; det, der kendetegner det venstresocialistiske engagement, er en erkendelse af, at den almene tilfredsstillelse af personlige behov sker via realisationen af en række samfundsmæssige ændringer, samt at denne realisation i en eller anden grad sub- sumerer den umiddelbare begrænsede tilfredsstillelse af personlige behov under sig; altså en erkendelse af, at en tilfredsstillelse faktisk kræver en samfundsændring!

Der er tale om en overskridelse af modsætningen mellem indre behov og det ydre samfundsmæssige krav; en overskridelse, som ikke består i, at man giver afkald på tilfredsstillelse af det indre behov, men består i en erkendelse af systemet af behov. Politik sprænger nødvendigvis rummet mellem indre og ydre.

Ved siden af specifikke behov opstår behovet for kommunismen. Hvis det kan lade sig gøre, så skal man ikke skabe behovet for kommunismen ved at konstruere et slaraffenland, hvor man pludselig opdager sine behov-og man skal heller ikke så at sige piske behovene ind i folk eller acceptere, at kadrerne er behovs-diagnostikere. Enhver er sine behov nærmest og behøver ingen helere, men på den anden side, så går man jo ikke op i sine behov – man er ikke ét med sine behov.


[1] Såvel termen “behov” som termen “anden” er generaliseringer og dermed teoretiske konstruktioner uden reel referent. Det burde naturligvis hedde, “mine behov er andres behov” for at understrege systemkarakteren og det umulige i at isolere et behov fra registeret. Endvidere svarer der jo ikke et behov til én genstand. Jeg vil alligevel foreslå, at man accepterer figuren med de nævnte forbehold, fordi de generaliserede termer udgør en heuristisk figur.

[2] Ideen om behovssystemet overtager Marx fra Hegel. Det kan imidlertid forekomme underligt, at de to vigtigste versioner af marxistiske behovs-teorier ser bort fra denne relation til Hegel. Hos Agnes Heller i Theorie der Bedürfnisse bei Marx (Vestberlin 1976) er relationen tilbagetrukket, og Kant står nærmere, selvom hun overser det vigtigste hos Kant i denne forbindelse: Den systematiske forening, som Kant kalder “ein Reich der Zwecke” (Werke (Frankfurt 1968), bind VII, s. 66f). Lucien Seve end ikke nævner Hegel i Marxisme et theorie de la personalité (Paris 1972).