Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

X: Cirkulationens stivnen: Homogenisering

Konfliktualiteten, det vil sige magten, kan beskrives som relationerne, det vil sige, cirkulationen mellem det civiliserede og det uregerlige[1] – mellem den proletariserede og den ikke-proletariserede del af plebsen (for nu at bruge Foucaults kategorier).

Under alle omstændigheder er den vigtigste pointe, at konfliktualiteten, magten, intensiteten, sprænger de traditionelle rammer eller fronter, og at den kan lokaliseres overalt: Modsætningsrelationerne eller rettere spændingsrelationerne mellem “det proletariserede, det civiliserede, Lord Greystoke” og “det uregerlige, plebsen, Abemanden Tarzan” er at finde over, under, i og mellem de traditionelle steder: “Der er noget plebs i kroppene, i sjælene, der findes noget af det i individerne, i proletariatet, og det findes i borgerskabet-men omfanget af det, formerne, virkemåderne og dets irreductibilitet er forskellig. Denne plebsdel er mindre noget ydre i forhold til magtrelationerne end deres grænser, deres vrangside, deres modkraft; det er dette, som svarer på ethvert fremstød fra magtens side med uro og forsøg på at slå sig fri; altså er det også det, som motiverer alle tiltag i retning af at udvikle magtapparatet.”[2]

Jeg har også forsøgt at gennemspille det samme partitur ved hjælp af begreberne “det homogene” og “det heterogene”. Pointen er hver gang al understrege spændingsforhold, hvor termerne ikke er mod-stillinger i traditionel forstand – hvor de med et andet ord ikke er oppositioner: Der er homogenitet i det heterogene og heterogenitet i det homogene, men i den evige cirkulation mellem disse punkter af intensitet kan man forsøge teoretisk at fastholde en kondensation af intensitet i kategorierne ved hjælp af navnene “det uregerlige”, Tarzan, Plebs etc. eller på et andet intensitetsniveau “det civiliserede”, Lord Greystoke, Proletariat. Når jeg nu vender tilbage til homogenitet og heterogenitet, er det for at fremhæve det cirkulerende eller processen i spillet, og denne proces skal betegnes som homogeniseringstendensen. Jeg vil understrege forbindelsen til tendens-begrebet, som det er kendt fra historisk materialisme og fra analyserne og normaliseringsmagten. Ved hjælp af tendensbegrebet kan man beskrive, hvorledes cirkulationen mellem intensitetsniveauer blokeres og låses fast i dikotomier, i antagonismer, i oppositioner. Cirkulationen bremses, og vi er vidne til en prioritering mellem polerne i oppositionerne – vi er vidne til en forudsat prioritering mellem “godt og ondt”, mellem normalitet og anormalitet, til at indgå i faste enten-eller, hvorigennem muligheden for spænding mellem “godt og slet” mellem gradsforskelle i intensitet er brudt[3]. Cirkulationen er brudt. I kapitalismen kan denne tendens måske bedst beskrives i medicinske termer som en normaliseringstendens, men hvis vi diskuterer på niveauet for samfundspolitik, vil jeg bruge synonymet proletariserings- tendens. Det overordnede begreb forbliver homogeniseringstendens, forstået som en tendens til at ens-arte og sønderdele.

Når det er vigtigt at tale om proletariseringstendens, skyldes det, at det er bydende nødvendigt at bryde med ideerne om, at klasserne er borte, og at de marxske kategorier er fortidslevn med dem. Selvom jeg ikke kan gentage[4] argumentationen i dens enkeltheder, vil jeg hævde, at proletariatet ikke er ved at forsvinde, men tværtimod er ved at konstitueres eller dannes. Hos Marx er proletariatet nærmest en anticiperende konstruktion, og om end det egentlig er ligegyldigt, så harmonerer min opfattelse med Engels’ klassiske tilføjelse til Manifestet fra 1888, hvor han definerer proletariatet som “… den moderne lønarbejderklasse, som – da det ikke besidder egne produktionsmidler – er henvist til at sælge sin arbejdskraft for at kunne leve.”[5] Kategorien proletariat har intet med elendighed at gøre, den er ganske uberørt af, at den diffuse sociologiske betegnelse, lønarbejdere eller arbejderklasse, i dag indbefatter en menneskemængde af store dimensioner, for som kategori er proletariatet ikke referent for en sociologisk gruppe. Det samme gælder naturligvis for bourgeoisiet; det er da muligt, at det kan forsvinde som en identificerbar sociologisk gruppe, men kategorien (personificeret kapital) forsvinder ikke, selvom det så er lønarbejdere, der personificerer kapitalen. Kapitalismen kan sagtens tænkes uden den traditionelle idé om “kapitalister”. Kapital er jo lønarbejde og har altid været det, og derfor er målet afskaffelsen af systemet af lønarbejde. Antagonismen mellem bourgeoisi og proletariat er ikke sat ud af spil selv om det er de samme sociologiske grupper, der cirkulerer mellem polerne, positionerne.

Jeg vil kort og godt antyde, at “klassekampen” ikke er afhængig af, at klasserne kan identificeres som definite sociologiske gruppers mod-stillinger. Konfliktualiteten er langt mere spidsfindig end den traditionelle oppositionstænkning giver indtryk af. I det hele taget er klassekampen en af de dårligst undersøgte dimensioner i den marxistiske tradition, netop fordi man har taget den for givet: arbejderklassens kamp, arbejderbevægelsens historie. Men netop fordi historien gennembryder denne illusion af selvindlysende momenter ved at lade dem forsvinde, er der grund til at se nærmere på denne erkendelsesmæssige blokering. Læg vel mærke til, at jeg ikke insinuerer, at arbejderbevægelsens historie ikke skulle være klassekampens historie! Jeg forsøger blot at antyde, at den glorværdige historie også har været en epistemologisk forhindring for en teoretisk refleksion over fænomenet klassekamp.

Lad mig fortsætte antydningerne i en ekskurs.


[1] Jeg har selv valgt at kalde denne cirkulation mellem det uregerlige og det civiliserede for det konfliktuelle forhold mellem Abemanden Tarzan og Lord Greystoke. Grunden til disse besynderlige navne er dels en gammel kærlighed og dels et forsøg på at fastholde sammenhængen mellem grader af intensitet (intensitets-positioner) og så Egennavne. – Den gamle kærlighed er en analyse af Edgar R. Burroughs civilisationsteori, som den kommer frem i det litterære værk Tarzan of the Apes fra 1912. Inden Borroughs glider ud i genren af profitable knaldromaner, laver han en mytologisk diskurs over konflikten mellem det uregerlige og det civiliserede og dermed over beherskelsen af denne konflikt. Det centrale er en mytologisk sprængning af grænserne mellem personregioner og samfundsregioner; en sprængning, som blandt andet viser sig ved, at fantasifostre fungerer i den såkaldte virkelighed, men som klarest fungerer i figuren Tarzans væren snart det ene og snart det andet (svinge mellem grader af intensitet) og væren i urskovens samfund og vesterlandet (mellem barbari og civilisation).

[2] Foucault: “Pouvoir et stratégies” i: Les révoltes logiques, nr. 4, vinter 1977.

[3] Det er indlysende, at jeg her spiller på et grundtema i Nietzsches moral-genealogi ved at henvise til forskellen mellem “godt og ondt” og så “godt og slet”. Godt og ondt markerer indstiftelsen af oppositionstænkningen – hævder jeg. Hos Nietzsche i Hinsides godt og ondt og Moralens genealogi markerer “godt og ondt” indstiftelsen af oprøret i moralen, men jeg mener, at figuren kan bære mere end dette, nemlig den diskurs, som oprøret etablerer. Godt og slet markerer en anden mulighed: Graduationen.

[4] Jeg vil ikke påstå, at argumentationen er gennemført nogen steder i mine skriverier, men i Socialisationskritik og politisk praksis står der da lidt mere, og jeg vil kun opfordre til, at diskussionen genoptages, og at Althusser og hans kammerater genlæses nok engang; de har ikke sagt meget om klasser og klassekamp, men det, de har sagt, er vigtigt.

[5] MEW 4, s.462.