Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

XI: Klasse-kamp

Det er vigtigt at erkende, at vi ingen grundliggende viden har om, hvad klassekamp vil sige. Egentlig har vi jo med to størrelser at gøre, nemlig klasser og kamp. Måske burde man se lidt mere på kampen i senkapitalismen end på klasserne. Det er vigtigt at forstå, at det er kampen, krigen, konfliktualiteten, som konstituerer klasserne og ikke omvendt klasserne, der konstituerer kampen.

Gentagelse: Alt for ofte bliver klassekampen til et mistænkeliggjort fænomen i senkapitalismen, men grunden til dette er som oftest en misforståelse af fænomenet. Klassekampen er det primære i forhold til klasserne, hvis vi opererer med marxismens absolutte kategorier og ikke ender i sociologiske betegnelser. Ordet “klassekamp” er blevet til en epistemologisk forhindring i den “marxistiske” diskurs. Noget tilsvarende gør sig gældende med hensyn til betegnelsen “Historiens Subjekt” – ikke mindst når det møntes på proletariatet.

Når jeg anvender betegnelsen epistemologisk blokering, så indicerer jeg ikke, at man bør opløse betegnelserne “klassekamp” eller “proletariat”, men nok, at disse betegnelser trænger til en bachelardsk psykoanalyse for at genvinde den kraft, de kunne have. Denne kraft har de blandt andet mistet i den tysk-idealistiske udgave, det vil sige, i dele af den såkaldte venstremarxisme. Det er nødvendigt at differentiere inden for venstremarxismen. Det er vigtigt ikke blot at vende venstremarxismen mod kommunistologierne, men også at differentiere inden for venstremarxismen selv.

Se på Marxs analyser af klassekampene i Frankrig eller på hans analyser af borgerkrigen i Frankrig! Det, der interesserer Marx er kampen og ikke en specifikation af klasserne. Kort sagt: Marx sociologiserer ikke sit begreb om klasser. Klasserne er ikke sociologiske grupper; og kampen mellem dem er ikke en regulær kamp. Den kan naturligvis fremtræde næsten rent i arbejdskampe eller sine steder symbolsk[1], men oftest er den camoufleret. Klassekampen er en kamp på forskellige niveauer: en frontal krig, en positionskrig, en guerillakrig, og måske oftest udspillet på de to sidste niveauer. Pointen skulle være, at det er kampen, der konstituerer klasserne eller klassepositionerne. Proletariatet er under dannelse – vi er vidne til en fundamental demokratisering[2], men det er ikke det samme som at sige, at friheden i klassisk emancipationsteoretisk forstand er blevet større. Klassekampen er med andre ord ikke symmetrisk, den er usamtidig. I klassekampen står man ikke hele tiden konfronteret med en modstander, og klasserne er asymmetriske. Det er det vigtigste, jeg har at sige om sagen.

Det betyder, at kampperspektivet i marxismen er mere end det, der traditionelt sammenfattes i “klassekampen”. Klasserne og klassekampen eksisterer, men når man understreger kampperspektivet frem for klasseperspektivet, så ser man også, at klassekampen overskrider det traditionelle rum for eksploitation og repression (forstået som eksploitationssikrende fænomener) for også at rumme det, jeg kalder magten. Det betyder, at de tre dimensioner griber ind i hinanden og overlejrer hinanden i en cirkuleren og ikke, at de tre dimensioner tilsammen, det vil sige ved siden af hinanden som kategorier, skulle være den totale teori. Magten var jo et navn for kampen, det konfliktuelle, og går som sådan ikke op i specifikationerne i eksploitation og repression og kan måske ikke forbindes med disse specifikationer i en generel teori.


[1] I visse sportssammenhænge er klassekampen blevet udspillet rent symbolsk, jf. kapitel 5.

[2] Jf. afsnittet Homogenisering er universalisering. Tidligere fulgtes muligheden for behovstilfredsstillelse og udviklingen af friheden ad. Denne sammenhæng ser ud til at være ophørt i dag (jf. Carlsen, Schanz, Schmidt, Thomsen: Kapitalisme, behov og civilisation. Århus 1989).