Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

XII: Homogenisering er universalisering

Tilbage til proletariseringen. Det grundlæggende er en udligning, en ensartende, en homogeniseringsproces. Den indebæreren atomisering, ionisering, og samtidig en ensartethed. Når det er vanskeligt at finde lydhørhed for disse klassiske tematiseringer, så skyldes det sikkert folks fornemmelse af, at mangfoldigheden blomstrer og endvidere, at homogenisering kun kan genkendes som endimensionalisering.

Man kunne imidlertid forsøge at demonstrere, hvorledes homogeniseringen er fundamental i vores hverdag, men pointen er egentlig, at homogeniseringen ikke kan anskues under negativitetens synsvinkel (den beklagende, nostalgiske eller pessimistiske). Min tese er ganske enkel:

Homogeniseringen skaber en ny form for heterogenitet, mangfoldighed, multiplicitet; der er ikke tale om et antagonistisk forhold mellem de to poler (da der jo ikke er tale om “poler”, men om cirkulerende intensiteter og positioner).

Homogenisering er en processeren, hvor et mangefold ophæves eller ensartes, atomiseres, men netop i denne atomisering bliver ensheden fælles for flere. Men samtidig skabes der – i og med denne ensarten – en ny form for mangefold. Homogenisering er altså ikke en tilintetgørelse af mangefold! Et enkelt eksempel (som samtidig er en kritik af Foucaults opfattelse af perversionernes dispositiver[1]): I og med “opdagelsen” af den normale, heterogene, genitale seksualitet, udryddes andre former ikke, nej, de rettere opstår som konsekvens af, at seksualiteten er blevet ensrettet: Perversionerne florerer, for først i relation til den homogene normale seksualitet eksisterer perversionerne. I al almindelighed kan man sige, at mangfoldigheden ikke kan tilintetgøres – variationerne er uendelige (og hvis dette er et naivt håb, så er det alligevel et nødvendigt håb).

Hvis vi nu overfører disse overvejelser på den traditionelle emancipationsdebat, så medfører det, at homogeniseringen samtidig er en demokratisering, en universalisering, der ikke skal begrædes, fordi den er grundlaget for den form for frihed, som er kernen i den klassiske emancipationsidé. I denne demokratisering ligger kommunismens mulighed og kapitalens civilisatoriske tendens.

Ideen om Alles ret til selvforvaltning er funderet i en universalisering, i en identitet. Uden denne materielle grund er ideen om frihed og demokrati simpelthen nonsens, og den ville aldrig være blevet formuleret. Lige-be-rettigelse kræver såvel ideen om lighed som ideen om, at denne lighed har en ret: Det er “det lige”, “det ens”, der er udgangspunkt for denne ret.

Det er vel lettest at anskueliggøre denne tese ved hjælp at illustrationer fra den politiske historie. Hvem var lige (det vil sige ens) i det atheniensiske demokrati? Og hvem “så ikke sådan ud” og manglede derfor den ret, som ligheden giver? (Alle andre end de athenske husherrer.) Hvem blev betragtet som lige i det borgerlige demokrati? Mennesket? Ja, men mennesket var hankøn, voksen og ejendomsbesidder. – Og endelig, hvem er de lige i et socialistisk demokrati?

Udvidelsen af ligheden er en omfattende “menneskeliggørelse”, hvor flere og flere fortjener kvaliteten “menneske” og dermed menneskets ret. Dette skulle ende som alle i kommunismen. Erfaringen viser en vis træghed: Hvornår tog man konsekvensen af, at kvinderne havde en menneske-ret? Hvornår vil det ske for børnene, de gale etc.?

Man skal kort og godt ikke blankt vende sig mod de materielle processer i det borgerlige samfund, som bærer universaliseringen (homogeniseringen: Skabelsen af ligheden). Udtrykt vel patetisk: Homogeniseringen har en verdenshistorisk mission.

Vi kan udtrykke denne figur teseagtigt og sige, at man skal og kan kritisere den form, som denne homogenisering (demokratisering) foregår under i kapitalismen, men man kan ikke kritisere fænomenet som sådan, da det er kommunismens mulighed.

Hvis denne distinktion er håbløst forældet, ja, så har Baudrillard og ny-filosofien ret: Kommunismen kan ikke tænkes som frigørelse. Det er vigtigt at holde sig denne slags overvejelser for øje, i stedet for at sværge til den blinde fetish, som hedder mangefold. Homogenisering er ikke en mod-sætning til heterogenitet. Den skaber en anden heterogenitet, og den har en kommunismestrategisk værdi.


[1] Jf. La volenté de savoir, op.cit. kapitel II, afsnittet Fra universelle intellektuelle til specielle, specielt side 66.