Seniorliv+ - et fagligt, sagligt netværk for alle

XIV: Politisk afgang

Det har oftest været venstremarxistiske eller måske anarkistiske positioner, som har rettet kritik af repræsentationen. Umiddelbart kan man sige, at det klassiske demokrati og demokrati hos Rousseau undgår repræsentationen ved hjælp af den faktisk tilstedeværende forsamling og det umulige i at afhænde suverænitet, men der er forskel på denne kritik af repræsentation og så den, vi møder aktuelt, for forsamlingen kunne for eksempel i krisetider repræsenteres af noget andet, noget forskelligt fra den selv, nemlig en konsul. Principielt kan volonté général ikke adskilles fra forsamlingen, men reelt kan den. Måske har Hegel ret, når han hos Rousseau opdagede forstadiet til en repræsentabel størrelse, en underlig størrelse ved siden af mangfoldigheden. En kritik af repræsentationsbegrebet (og her ser jeg kun på den samfundspolitiske dimension) er altså samtidig en kritik af de mest radikale demokrati former, vi kender.

Individernes associeren kan ikke repræsenteres. En anarkistisk selvorganisation kan heller ikke stå mål med dette imperativ, for opgøret med repræsentationen er nemlig opgøret med politik i den forstand, vi kender den.

Hvis politik er kampen i relation til magt i samfundet og forskellige teknikker (strategier, metoder, diskurser) i arbejdet for målet, så er den position, som Foucault. Deleuze, Lyotard indtager, præcis ikke politiske teoretikere. De er ikke anti- politikere (denne latterlige idé, som stammer fra Bakunin, og som helt overser oppositionens affirmation – en affirmation, som Hegel, Nietzsche og så mange andre har demonstreret), men de er hinsides det politiske rum.

Kun Baudrillard har trukket konsekvensen og forstået, at Politikken ikke længere eksisterer. De andre er ikke konsekvente, men vil være med i en “politik”, hvor der ikke er nogen, der repræsenterer andre, hvor der ikke er nogen, der taler for andre etc. Deres kritik bliver til en egocentrisk kritik rettet mod tidligere tiders eller andre personers opfattelser af de intellektuelle:

“For os er den teoretiserende intellektuelle hørt op med at være et subjekt, en repræsenterende eller repræsentativ bevidsthed. De, som handler og kæmper, er hort op med at blive repræsenteret, om det nu er af et parti, en fagforening – der maser sig på for at være deres bevidsthed. Hvem taler? Hvem handler? Der er altid en flerhed – selv i en talende eller handlende person. Vi er alle “grupper”. Der gives ikke repræsentation mere – der gives kun aktion!”[1]

Jeg er ikke synderlig uenig i denne bløde mellemproportional mellem den traditionelle politik og politikkens død, i aktionsfilosofien, men det er langt vigtigere at gøre opmærksom på, at opgøret med repræsentationen er “moderne”. Det tilhorer et nyt “politisk” paradigme, hvor aktionsfilosofien ikke er den eneste konsekvens af opgøret. Konsekvensen kan også blive mere eller mindre fascisme- agtige strømninger, som Fremskridtspartiet blandt andet er et symptom på i Danmark. Dette parti har nemlig også set stort på traditionelle repræsentationsmodeller og demokratiske teknikker i det hele taget.

Partiet er ikke længere en repræsentationsform for befolkningen – end ikke for partiforeningerne. Referenten for partiet eksisterer ikke mere. Fremskridtspartiet er et lysende eksempel, fordi det offentligt har ladet hånt om traditionelle procedurer, men det er ikke alene om at bevæge sig ind i “moderniteten”. Denne bevægelse viser sig i hele det politiske spil og nu altså også (om end i helt andre gevandter) på venstresiden. Repræsentationen er i opløsning set fra den ene side, men hvis vi ser fænomenet fra den anden side, så kan vi kalde det for et referentielt forfald.

Partiernes referent er ikke længere befolkningsgrupper, men klare imaginære størrelser såsom “den danske befolkning”, bruttonationalproduktet, opinionsundersøgelser etc. Den moderne politik kan skæres over én model, som er hentet fra Saussures strukturelle lingvistik:

Tidligere repræsenterede partierne reelle befolkningsgrupper. På et tidspunkt forsvinder den naturlige referent imidlertid, og det bliver partiernes diakritik, som bestemmer deres valeur, deres identitet, og ikke referencen tilbage til en produktionsgruppe. Fasen markeres af fremkomsten af partier som Det radikale Venstre og frem til Socialistisk Folkeparti; i grunden refererer man ikke til arbejderklassen eller landarbejderne, men til en politik, og denne politik er bestemt af og i modsætning til andre partiers politik. Den igangværende fase er så den totale løsrivelse fra repræsentation og referens. Den markeres af partier som Fremskridtspartiet, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – referenten er nu total imaginær[2], og man producerer selv en ny referent: Skatten på arbejde, Danmarks Radio, Vor Herre. – Disse skanderinger er naturligvis ikke rene. De forskellige partier indeholder alle tre faser og deres karakteristika, men der tegner sig en tendens. Tendensen er ikke logisk fremadskridende, og for eksempel er de bedrede forhold mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet en bevægelse væk fra moderniteten (som ville være bruddet).

Disse fragmenter skal ikke gøre det ud for en analyse, men for en antydning af, at kritikken af repræsentationen i politisk forstand er et historisk fænomen til højre og venstre, og dermed ikke noget radikalt slogan i sig selv. Den moderne fase indvarsler brud i det politiske.

Ser vi så på den anden afdeling af den kritik, Nietzsche-inspirationen giver ophav til, så kommer den til udtryk som en marginaux-strategi. Denne strategi er der mange positioner, som har gjort sig til talsmænd for siden slutningen af 60erne. I grunden er marginaux-strategien en kritik af et hovedtema i marxistisk politik og videnskab. Den kan formuleres teoretisk og praktisk. Igen er Baudrillard den, der har formuleret dette omskift i den politiske strategi med størst konsekvens, men der findes en række velbegrundede argumenter rundt omkring i mange andre skrifter.

Det er klart, at denne strategi ser stort på klassekampen i traditionel forstand, men det er de færreste af disse positioner, der finder det nødvendigt at argumentere for, at man kan se stort på den kapitalistiske udbytning (Baudrillard er en vigtig undtagelse). I sidste instans ligger der imidlertid ikke noget argument i at slå disse positioner oven i hovedet med klassekamp, udbytning og andre marxske kategorier. Det er ikke noget argument at demonstrere, hvordan de vender sig mod sekundære strukturer som repression og magt, for hvis den marxske analyse er korrekt, så er disse oprør og småkrige altid overdetermineret af den materielle klassekamp, og småkrigene vil altid allerede støde ind i “økonomiske determinationer” – hvad enten de er sig det bevidste eller ej. Udtrykt anderledes: Der sker intet som helst ved, at udgangspunktet for modstand bliver bestemt i repressionen. Hvis marxismen er en korrekt analyse, så bliver småkrigene nødvendigvis involveret i storkrigen.

Miseren skal altså tackles anderledes. Det er simpelthen det kommunistiske perspektiv, der forsvinder i marginaux-strategien. Det er den radikale kapitalismekritik, der forsvinder. Det er dette krav, maxismen vil fastholde: Enhver aktion skal være kommunismestrategisk (for nu at bruge et udtryk fra Althussers filosofi).

Det kommunismestrategiske perspektiv kræver en gennemlysning af kapitalismens grundstruktur, og videnskaben om denne grundstruktur og gennemlysningen af den er den marxske videnskab, kritikken af de politiske økonomi. Når det er kapitalismen, der skal gøres op med, og kommunismen, der skal oprettes, ja, så er der stadigvæk ting, der er vigtigere end andre. De marginale kan praktisere og anticipere socialismen (være socialismestrategiske), men de kan ikke skabe kommunismen som produktionsmåde. Derfor er marxismen stadigvæk grundkernen. Den er en teori om den kapitalistiske produktionsmåde og teori til anticipation af den kommunistiske mulighed. Den er således teorien om, hvorledes kapitalismen skaber betingelserne for en ny sammenhæng, men transformationen af kapitalismen mod kommunisme er stadigvæk problemet.


[1] Deleuce i L ‘Arc, no. 49, s. 4.

[2] En af årsagerne til Pensionistpartiets fadæse er egentlig, at deres idé er pensioneret. I moderne politik må man referere til imaginære størrelser. Dette er præcis forskellen mellem politiske partier og pressionsgrupper. Pressionsgrupperne er – hvor latterligt det end lyder – i princippet u-“politiske”!